Bognyheder

Ny børnebog

torsdag, 22. juli, 2010

Ida Holm Mortensen og jeg har tegnet og skrevet børnebogen ‘Kirsebærtræet’, som blev publiceret i forbindelse med Kirsebærfestivalen i Kerteminde 16-18. juli. Den kan naturligvis bruges til oplæsning, pegen og diskussion med 3-10-årige af alle, Kirsebærfestival eller ej. Prisen er kr. 100, og den fik en flot modtagelse og et fint startsalg i weekenden.

 

 

Kategori Bognyheder | Kommentarer lukket til Ny børnebog


Tabet af Fyn bliver min død

tirsdag, 16. juni, 2009

I anledning af 350-året for, at svenskerne blev kastet ud af Nordøstfyn, har jeg skrevet et hefte om begivenhederne, der var stærkt dramatiske, som man kan forstå af denne pressemeddelelse:

Tabet af Fyn bliver min død           

 

… var den svenske konge Karl 10. Gustavs skæbnesvangre profeti, da hans hær var blevet besejret i slaget ved Nyborg. Det er også titlen på et hefte, som er udarbejdet i samarbejde mellem Kerteminde Turistbureau, Østfyns Museer og forfatteren Svend Novrup i anledning af 350-året for, at svenskerne blev kastet ud af Nordøstfyn, og som blev udgivet i forbindelse med åbningen af udstillingen ’Svenskerne på Nordøstfyn’ på Toldboden i Kerteminde.

 

Spioner, skjulte skatte, tapre patrioter, beskydning af ven­ner, krigslist, intriger mellem hærførere; en hel hær, der gik over isen på strømfulde sunde og bælter; samt blodige slag indgik i hændelserne forud for landgangen i Kerteminde 31. oktober 1659 og det følgende slag ved Nyborg.                          

 

Det nye hefte fortæller kort og fyndigt om de dramatiske begivenheder og genopfri­sker lidt danmarks­historie, inden man besøger stederne, hvor det foregik, og deltager i arrange­m­en­ter til minde om ugerne, der sikrede Danmarks fortsatte eksi­stens; fx Svenskemar­chen ad ruten, hjælpepræsten Poul Bager sneg sig gennem de svenske linjer for at advare den danske hærfører, Hans Schack; eller skattejagt i Munkebo for at finde Mun­kebo­skat­ten, der kostede Hr. Claus livet, fordi han ikke ville røbe, hvor den var gemt.

 

Heftet koster kr. 50.- og vil være den ideelle indgang til årets mange arrangementer i forbindelse med 350-året, hvad enten man er fra Nordøstfyn og vil kende sin egen historie; eller man er fra resten af verden og vil kende baggrunden for alt det, man oplever på egnen i andet halvår af 2009.

 

Heftets forfatter er Svend Novrup, der er kendt for sin evne til at popularisere van­ske­ligt tilgængeligt stof uden at give afkald på seriøsiteten. En egenskab, han har haft brug for mange gange i de i alt 113 bøger, han har skrevet og fået udgivet på ni sprog.

 

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder | Kommentarer lukket til Tabet af Fyn bliver min død