I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.

Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.

Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.

Verdis mesterværk Rigoletto er blandt de mest spillede, og Den Jyske Operas udgave, der fredag havde premiere i Alsion, Sønderborg, må rangere blandt de allerbedste. For det publikum, som coronaen havde halveret i antal, blev den en oplevelse for livet midt i en trist tid – og det på trods af, at operaen er en tragedie, hvis ramme, hertugen af Mantuas hof, vi plejer at føle er fra en længst forgangen tid, men på det seneste har vist sig at være uhyggeligt aktuel.

Hoffet har en syg kultur, og seksuelle krænkelser er en fast del af den. Ingen tør røre ved hertugen selv, mens han hersker over liv og død og går i spidsen for jagten på de kvinder, der ikke har mulighed for at værge sig, men af hvilke nogle spiller villigt med. Man har formentlig ikke set mere dampende hed sex på en operascene end den, der udspiller sig mellem hertugen, Diego Silva, og Maddalena, Dorothea Spilger.

Narren Rigoletto tjener sit udkomme med vitser og uforskammetheder over for hoffets medlemmer. Han er pukkelrygget, hans kone er død, men hans liv har stadig en enkelt solstråle, datteren Gilda, som han har hentet til byen og isoleret totalt for at undgå at miste hende – eller få hende seksuelt krænket.

Gilda elsker sin far, men vil også gerne opleve den by, hun nu bor i, så en ugentlig, hemmelig tur i kirke rækker ikke, og i længden kan hun ikke undgå at blive set.

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Foto: Emil Andresen.

’Under stjernerne på himlen sejler du med mig’ sang Tommy Seebach til Keld Heicks glødende ord. ’Man ligger så godt imellem dine ben’, konstaterede Bifrost. ’Brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker’, tryglede TV2, ’Lad nu dine hænder vandre med mig’, bad Sort Sol og Katinka, ’Smuk og dejlig’ af Shit og Chanel er om lesbisk kærlighed, men kan også synges om den heterogene. Trilles ’Jeg ved jo, du kommer igen’ sunget sanseligt og dobbelttydigt, Leonard Cohens ’ Dancing to the end of love’, kvinden, der elsker sin mand, som hun elsker sin whisky’. ’Kvinden, der siger, hvad hun vil ha’’ …

I godt halvanden time prises kærligheden brændende, og lystens gnister springer, mens længslerne og skrækken for vores udløbsdato mest er forbeholdt åbning, ’En skønne dag skal vi væk herfra’ og slutning ’Det haster med det kys’.

Den problematiske kærlighed for ikke er tale om den ulykkelige er der ikke plads til, men den megen lykke kunne have været sat i relief med en citronskive med ulykkelig eller bristet kærlighed. Jo, den er der faktisk i ’Dansevise’, som imidlertid er så livsglad og naturnær, at man ikke opdager det, og i Anne Linnets ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ svinder alle tårer, man måtte have grædt, på en forårsdag, så det behøver vi ikke at ængstes over.

Foto: Emil  Andresen.

Eneste uromoment er de tekster, som Haesam Jakir fremfører på arabisk, hvis man ikke lige sidder med sin Google Translate, men den behøver man ikke, for gløden i arabisk kærlighed slår lige så vel igennem i lydbilledet, som den gør på dansk, men naturligvis uden, at vi forstår evt. opfordringer som Lis Sørensens ’Læg din varme kind’ og ’Dine øjne de skal se’.

Katrine Bæk Sørensen, Mads Nørby, Haesam Jakir og musikeren Mads Klindt, der kan lyde som alt fra spinkel mandolin til stormende hebraisk bryllup, holder publikum i ånde, mens ’love goes on forever. De passer perfekt sammen. De unge synger med klare, smukke og udtryksfulde stemmer, de lidt ældre giver teksterne ekstra udtryk og indhold, og ofte går hele kvartetten op i en smuk, høj enhed.

Det er dejligt, at der igen spilles kabaret i Kerteminde, og elsker du din mand/hustru, eller er du vild med kærligheden, så oplev den. Du får ikke spoleret din oplevelse af lejlighedsvis ulykke. På enkelte af salens pladser kan man have svært ved at følge med på begge podier, men det kan man se stort på og bare fordybe sig i tekst og musik, når det sker.

’Det haster med det kys’ kan opleves igen i dag, i morgen samt torsdag og fredag i næste uge, og før forestillingen kan man til rimelig pris købe en varieret buffet af høj kvalitet.

På forhånd var nysgerrigheden stor, for Enna blev i et par årtier i Tyskland regnet blandt verdens ypperste operakomponister, mens han nok havde en del folkelig opbakning i Danmark, men ikke var populær i musikeliten, og hans musik med dens patos og romantik blev efterladt i vejkanten.

Bedst kendt af Ennas operaer var dengang ’Heksen’ og ’Den lille pige med Svovlstikkerne’, men jeg forestiller mig, at ’Kleopatra’ i dag er det bedste valg til denne genoptagelse.

Ganske vist har den store svagheder i librettoen, og den foregiver ikke at lave musik, der giver mindelser om Kleopatras Egypten, men den har en handling, der giver basis for en række intense scener mellem hovedpersonerne, og dertil nogle ensembler, der slet og ret giver gåsehud af fryd. Den ene gang efter den anden bliver man løbet over ende af skøn musik med elegante facetter og stor variation.

Handlingen er taget fra en roman af Rider Haggard, ham med Kong Salomons Miner. Harmaki, den sidste efterkommer af den retmæssige Farao-familie, skal med hjælp fra Charmion, der som femte kolonne er blevet kammerpige for dronningen, myrde Kleopatra og styrte hendes regime.

Problemet er, at når Kleopatra synger som Elsebeth Dreisig, er det komplet umuligt for prinsen, sunget af Magnus Vigilius, at myrde hende. Tilmed er hun så intelligent forførerisk, at alle mænd må smelte, og da Charmion, sunget af Ruslana Koval, ser, hvad der sker, sønderflænges hun af skinsyge og røber planerne.

Det giver baggrund for scener, hvor sjæle flænses af kampen mellem kærlighed, pligt, svoren ed og fædrelandet, i øvrigt a la Verdis Aida, og de rummer begejstrende og besættende musik, hvor vi kan nyde, at de tre hovedrollehavere alle synger vidunderligt, assisteret af Den Jyske Operas dejlige kor og fra orkestergraven ledsaget af et lydefrit Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson.

Forestillingen skal på turné, og det tager instruktør og scenograf Ben Baur hensyn til. Jeg forestiller mig, at kulisserne trods alt kunne have været lidt mere afvekslende og farverige som musikken.

Der synges på dansk med danske overtekster, og det fremmer forståelsen i de tilfælde, hvor sproget har ændret sig siden slutningen af 1800-tallet.

For undertegnede er Enna ikke længere bare løsningen på ’komponist’ i krydsordsopgaver. Jeg er nysgerrig efter at høre mere. ’Kleopatra’ blev spillet syv gange på Det Kongelige Teater i 1894 og derefter først genoptaget fredag i Aarhus – men operaen er spillet i stribevis af operahuse i Tyskland og Belgien.

Der sker spændende ting under operachef Philipp Kochheim. For kort tid siden den lige så overrumplende babyopera Hjertelyd, og i den kommende sæson får vi en nytolkning af selveste Grav Dracula. Vi venter spændt.

Fynboer kan opleve ’Kleopatra’ i Vejle Musikhus 11. april og i Odeon, Odense 12. april, begge dage med Odense Symfoniorkester. Hvis der er billetter at få endnu, varer det næppe længe, før de er væk.

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.