Danmarks bedste revyforfatter, Carl-Erik Sørensen, har ladet sig inspirere af shitstormen omkring årets plakat til at lave en veloplagt, programerklærende åbning på Kerteminderevyen 2018, hvor New Delhi rimer på et sted, man kan blive ’slået ihjel i’, og hvor vi ved, at den slags ikke sker i Kerteminde. Her kan man til gengæld være helt sikker på, at mangfoldigheden ikke går fløjten.

Den sikres bl.a. af den totale mangel på politisk korrekthed, der gennemsyrer de to akter. Når vi ser muslimske kvinder fortælle om deres tilværelse i hhv. rød og gul burka; når Klatteminde Byråd for at løse problemet med befolkningen, der stemmer helt forkert, indfører russiske tilstande; og allermest, da Trine Gadebergs Pelle på 5½ år demonstrerer, at små gryder også har ører, og viderebringer, hvad han har hørt dem voksne sige – om lærere, muslimer, homoseksuelle, Paradise Hotel og meget mere. Det er mageløst.

Det er Trine Gadeberg i det hele taget. Jakob Højslev Jørgensen har fulgt sin vise fra 2016 om Lille Lars op med en ny (u)kærlig behandling af Lars Løkke, som Gadeberg igen leverer nuanceret og dejlig underspillet, så teksten får fuld værdi. I nummeret om åbningen af VM i fodbold (Ka’ Putin, Ka Putin’, Ka’Putin – ja, han ka’) synger hun en speciel udgave af den russiske nationalsang, hvor hun igen viser, hvilket fantastisk register hendes stemme har.

Det er allerede demonstreret i den grad i finalen på første akt, ’ My Fair Mette’, hvor socialdemokratiets leder lærer at sige det rigtige, så det lyder korrekt i Professor Higgins Thulesen Dahls ører, og så bryder euforien løs.

Gadeberg har også instrueret, i den sidste fase pga. personlige sorger hjulpet af sin mand, Kasper Lefèvre. Han siger, at de to har mange afvigende synspunkter, men den helhed, der kommer ud af det, er forbløffende – og eminent.

Tro ikke, at det kun er Gadebergs revy. Slet ikke. Marie Mondrup formår den ene gang efter den anden at perspektivere numre, så de ikke flyver alt for langt op i sfærerne. Fx i den forrygende start på anden akt om, at ’Vi har aldrig fået noget i Kerteminde’ med henvisning til, at statens udflytning ikke har ’ramt’ os. Det kunne dog være endnu værre – tænk, hvis vi havde fået Folketinget!

Skuespillerne synger og danser nummeret iført fynske bondefolkedragter med en vidunderlig koreografi af Peter Friis, og det er i øvrigt det, der blev tilbage af Jan Hertz’ kortvarige instruktion. Nummeret er hans ide, og den indfaldsrige tekst er skrevet af Sune Krintel.

Samtidig er Mondrup sødmefuld som vores alle sammens rigtigt gode ven, der forstår alt, og som man kan betro alt. Peter Bom har sat lækker musik til teksten, der pludselig munder ud i, at vennen er Facebook!

Farshad Kolghi viser sig igen som et sandt uvejr af mimik og kropssprog, og selv om han behersker alle facetter af sproget, taler han næsten allerstærkest, når man mimer en komisk engangsfigur eller tager sig af at demontere Tyrkiets præsident Erdogan. Hans storslåede samarbejde med Kim Hammelsvang fortsætter i ’Han, hun og høn’, hvor John Mogensens ’To men’sker på en strand’ udvikler sig skønt interaktivt med publikum, mens hele tekstens pikanteri forsvinder i kønsneutralitet.

Kim Hammelsvang Henriksen brillerer ustandselig, bl.a. i Trine Gadebergs kærlige afsked med Prins Henrik, og direktør Mads Nørby er flere gange på scenen, bl.a. i en urkomisk shortie om Ålen fra Zentropa.

Det dejlige ved Kerteminderevyen er, at den tager fat i de samme emner som de andre revyer. Facebook, Metoo, Prins Henrik, Putin, flygtninge – men gennemført gør det fra overrumplende vinkler.

Der er naturligvis numre, der ikke er helt så morsomme eller tankevækkende som de andre, men væsentligt er, at ingen af dem er rigtigt dårlige – bundniveauet er meget højt.

Peter Boms musik rækker endnu engang over mange forskellige genrer på ferm vis, og i Facebook-nummeret synger han en smuk og diskret duet med Mondrup. Han er desuden hele tiden perfekt ledsagelse til alt musikalsk, ikke mindst den afsluttende hyldest til Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, der jo genopstår i år.

Anders Vesterholms kulisse er en morsom og tankevækkende blanding af dagligstue med kongekrone, Vibeke Valeur og hendes systue af Turismens Venner har været hele paletten rundt med deres kostumer, og forestillingsleder Simon Twistmann har med hjælp af Trine Høgh (parykker), Rudi Senf (lyd) og Lukas Birch (alt muligt!) sin store andel i succes’en, der igen i år vil trække hele Danmark til revy i Kerteminde – i hvert fald så længe, der stadig er billetter, og det varer næppe længe, før den mulighed slipper op.

Hvert år ryster man i bukserne for, om niveauet, som er så uendelig højt, kan holdes, men det kan det, og det skulle ikke overraske, om der igen venter flere nominationer til årets revypriser forude.