Det er en halv snes år siden, at teaterselskabet Figaros og Den Ny Opera succesfuldt turnerede med deres afsindigt morsomme og selvlavede udgave af Gilbert og Sullivans ’Pinafore’, som ældre vil huske fra TVs opførelse med Lise Ringheim, John Price og måske især Jørgen Reenberg som admiralen med visen, der siden har været folkeeje.
Figaros og Den Ny Opera satte sig den gang – som nu – for at radbrække forestillingen ved at indsætte utallige danske melodier og et antal vitser og brandere, der netop ikke er så dårlige, at man ikke kan holde det ud. Nej, de mange lån får salens tilskuere til at juble og ligge flade af grin, og så der er der ovenikøbet adskillig interaktion med publikum, der elsker at give deres støtte til den moderniserede admiralsvise.
Den aktuelle ’Pinafore’ er endnu bedre end for ti år siden især, fordi der er masser af helt tidssvarende henvisninger. Desuden er det tydeligt, at ensemblet, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den overlegent sikre pianist, på havets bund som i det ydre rum, Allan Dahl Hansen, har elsket at gennemarbejde forestillingen igen, så den fremtræder moderne.
Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff
Og så kan de alle sammen synge – solo og i kor. Lisbeth Kjærulff er – igen – en utrolig oplevelse. Hun kan ikke bare synge en operaarie, så trommehinderne fryder sig, men i de forskellige ensemblenumre går hun hele tiden præcist igennem – helt op til det høje c, som tydeligt må være overvurderet, sådan som hun tager det ganske ubesværet.
Ensemblet kalder deres arbejde for ’respektfuld respektløshed’, og det er lige, hvad det er. Vi genkender en del af Pinafore, men accepterer de totalt gakkede ændringer i handling, musik og sted, før intrigen falder på plads, så den smukke og velsyngende Josephine kan få sin matros Ralph.
Pianisten Allan Dahl Hansen fungerer også i det ydre rum
Det lille ensemble spiller et hav af forskellige roller under vejs, ligesom vi møder R2D2, robotten fra Star Wars, i form af nilfisken NFD2; og det kan være sjovt for publikum at forsøge at huske dem alle sammen – og hvor de stammer fra – bagefter. En ny person er Erling Jørgensen, formand for den lokale teaterforening (dog ikke i turnebyerne), der får sagt et og andet om såvel teaterforeninger som turneteatret.
Forestillingen, hvis begavede scenografi turnerer landet rundt i et par måneder endnu, er en af dem, man MÅ se. Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næslund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet til d. 27. april.
’Next to normal’ bryder nye veje for musicalgenren, og Odense Teaters udgave på Odeon er fremragende.
Diana forrest blandt skuespillerne på scenen, hvor man kan se orkestret på overetagen (foto: Emilie Therese)
At tilskuerne sidder og smågræder eller snøfter over udgangen på en musical, fordi de er rystet, rørt eller har fået et chok ved at opleve en verden, de måske nok har strejfet, men aldrig gjort sig klart, hvordan man har det, når man lever i den.
’Next to normal’ handler om en familie, hvor mor Diana (Cecilie Gerberg) har en sindslidelse, som resten af familien skal lave med, så godt de kan, mens de er bange for, hvordan den udviklet sig. Den er nemlig manio-depressiv og dermed også selvmordstruende i de depressive perioder.
Mor, to børn og far i et dramatisk familieopgør (foto: Emilia Therese)
Det er svært for far Gabriel (Ulrik Windfeldt-Schmidt), der hele tiden skal balancere på kanten af, hvor normalt familien kan leve, samtidig med, at han vil prøve at hjælpe sin hustru til en bedre tilværelse.
Det er også svært for datteren Natalie (Cecilie Elisabeth Bogø Bach), der frygter for, at den samme sygdom kan ramme hende, og derfor ikke vil have et forhold til Henry (Vito Borggild Gram), selv om de elsker hinanden. I stedet begynder hun på et stofmisbrug. Samt for sønnen Dan (Mathias Flint), som Diana mister erindringen om, da hun har fået elektrochok.
Mor og datter i et rørende opgør (foto: Emilie Therese)
Det er den første musical, der på denne måde behandler psykiske problemer og det at skulle leve med dem, men tro nu ikke, at musical’en ikke er seværdig af den grund. Den inciterende musik, der er meningsbærende, fra et fremragende orkester (kapelmester Anders Ortman, masser af humor i teksten og en fascinerende scene (scenograf er Marianne Nilsson) , der er opdelt i etager og giver spændende muligheder, gør, at der ikke er et kedeligt øjeblik. Flere scener spilles parallelt på de to etager og medvirker til, at historien går ind under huden.
Brian Yorkey og Tom Kitt, der står for hhv. tekst og musik i ’Next to normal’, havde arbejdet i mange år efter, at Yorkey havde set et tv-program om elektrochok, på at lave forestillinger om emnet. Først i 2009 stod den endelige udgave af musical’en klar og vakte furore på Broadway. Den vandt adskillige Tony-priser (teatrets modstykke til Oscar- og Emmypriserne) samt Pullitzerprisen, der gives for særlige bedrifter i journalistik eller kunst.
Instruktør i Odense er Charlotte Munksø, der som alle andre, der er involveret i forestillingen, har sat sig grundigt ind i, hvad den bipolare lidelse medfører, så alt er troværdigt. Publikum bliver ramt på sjælen med de fremragende præstationer, af hvilke Cecilie Gerberg naturligt står forrest med sin sang, der rummer hele følelsesregistret, og sin gennemført rørende figur. Windfeldt-Schmidt er knap så stærk i det sanglige, men meget stærk i sin empati og kærlighedens styrke. Mathias Flint er glimrende, og det samme gælder Cecilie Elisabeth Bogø Bach, der dog kan blive en smule skinger på de høje toner, når hun giver helt los.
Da alle pille-løsninger har fejlet i behandlingen, går Diana med til at forsøge elektrochok, og i pausen kan alle spekulere over, at det er en god løsning.
Natalie og Henry giver deres kærlighed en chance (foto: Emilie Therese)
Jeg skal ikke røbe, hvordan virkningen er, men problemerne bliver ikke mindre. Det håb, som forestillingen har ved siden af håbløsheden, er, at Natalie giver sit forhold til Henry en chance. Måske er de begge normale, og er en af dem unormal, kan det for så vidt være Henry!
Lommetørklæderne bliver brugt flittigt mod afslutningen, for der er grumme udsigter for Diana og Gabriels senere liv, og man føler dig bitter over elektrochokbehandlingen, som det var naturligt at forsøge, når alt andet har fejlet – så hvad skal man stille op?
’Next to Normal’ er en flot forestilling, som spiller frem til 25. januar, og som får en varm anbefaling med. Den beviser, at en musical ikke behøver at være munter og ende godt, og det er i sig selv en bedrift.
Liv Helms udgave af Henrik Ibsens “Gengangere” giver på Odense Teaters Værkstedsscene stykket et nyt liv med et flot greb
Regine, mens huset er intakt, før skeletterne begynder at rasle (foto: Emilia Therese)
Har du nogensinde tænkt over, hvad omgivelserne betyder for din opfattelse af, hvordan du opfatter det, du hører?
Det får man en demonstration af, når “Gengangere” spilles i et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater, og den får en slutning, som mange måske vil kalde for uforsvarlig, men som gør forestillingen tidssvarende. Ibsen havde et urigtigt syn på arveteorier, og de gør nogle af hans forestillinger svære at sluge. Det har Liv Helm taget konsekvensen af.
Ordene er som i Ibsens stykke, men ændringen af perspektivet, så vi ikke oplever dem i de smukke stuer med de bonede gulve, er intet mindre end genial.
Vi er flyttet ud på tjenergangen og oplever alt gennem tjenestepigen Regines øjne og ører. Hun spilles blændende, rørende og handlekraftigt af Ellaha Lack, som forståeligt allerede er ansat på Det Kongelige Teater. Petruska Miehe-Renards kulisse og kostumer er lige så geniale. Fra start har vi et normalt lokale, hvorfra der godt nok er nogle revner og sprækker, så man kan høre og til dels se, hvad der foregår i de øvrige lokaler, men siden sker der ting og sager.
Helene, flot spillet af Malene Melsen, forsøger at holde sammen på en familie, der har så mange skeletter i skabene, at det passer perfekt til halloween. Hendes mand var en charlatan, der forlystede sig med spiritus og kvinder, som det passede ham. Blandt andet voldtog han familiens tjenestepige, og da det førte til en graviditet, blev hun – og datteren Regine – afsat til en håndværksmester for en rigelig betaling.
Osvald – og huset – i dyb krise (foto: Emilia Therese)
Det betyder, at hun er halvsøster til Helenes barn Osvald. En lidt utaknemlig rolle, der forsvares fint af Lasse Steen. Osvald er netop kommet hjem fra Paris i syg tilstand og vil blive hjemme, selv om han i sit forrige besøg lovede at vise Regina den franske hovedstad – hvilket har fået hende til at lære fransk i mellemtiden. Nu vil han have, at hun skal gøre noget for ham og voldtager hende i en stærk scene.
Mens familien – og Pastor Manders (Lars Simonsen) – og håndværkeren (Peder Holm Johansen) – får afsløret grumme hemmeligheder på stribe, som Regine erfarer til sin gru, falder væggene på scenen sammen en efter en, og tingene tegner værre og værre.
Væggene falder (foto: Emilia Therese)
Da et asyl, som skulle være til minde om Helenes mand, brænder med venlig assistance fra præsten, er der på en måde lagt op til, at når det gamle brænder, skal tingene fornys, som det for eksempel sker i Alexander Kiellands “Garman og Worse”, men Ibsens stykke afslutter med sindssyge og håbløshed, selv om Regine siges at være på vej til den nye verden, Amerika. Så må man håbe, at hun ikke har fået Osvalds syfilis med sig. I dag ved vi jo, hvordan den faktisk smitter.
Helms tillader sig at give forestillingen en afslutning, som giver håb, såvel for kvinder som for os alle sammen. Hvad den går ud på, må man selv ind at se. Desværre skal man stå i kø efter uafhentede billetter, for alle forestillinger – og ekstraforestillinger – er udsolgt. Heldigvis har det fynske publikum næse for topkvalitet.
Martin Crimps udgave af den franske klassiker har budskaber på mange planer og spilles glimrende i to vidt forskellige akter på Odense Teater.
Elsker du skønt sprog, dels rimet, dels urimet, må du opleve “Cyrano de Bergerac” på Odense Teater i Martin Crimps udgave, oversat mesterligt af Niels Brunse. Flere gange i forestillingens løb tænker man på Shakespeare, og det er ikke tilfældigt. Brunse har oversat Shakespeares samlede værker.
Cyrano de Bergerac og Roxanne (Benjamin Kitter og Cecilie Gerberg). Foto Emilia Therese
I 1896 oplevede Edmond Rostand, at hans skuespil Cyrano de Bergerac blev en omgående og ubetinget succes, der i sit første år indbragte mere, end hvad der i dag svarer til 10 millioner euro i entreindtægter.
Det var et kulørt stykke, der havde den store kærlighed, den store poesi og den store helt som temaer, der blev suppleret med blandt andet humor, kønsforvirring, krig og forræderi. Cyrano udkom i løbet af få år som musical, opera, film, ballet og tegneserier. Kan man huske de danske “Illustrerede Klassikere”, var den en uforglemmelig nummer 66.
Benjamin Kitter (foto: Emilia Therese)
Da det oprindelige stykke forherligede personer, der dræbte folk i fægtedueller, blev dette tema nedtonet, da Martin Crimp i 2022 skrev sin udgave om Cyrano de Bergerac, der har et mindreværdskompleks på grund af sin store næse og hævner sig på alle, der driller ham med den. Næsen er i øvrigt den mindste, store næse, jeg mindes at have set Cyrano med.
Cyrano (Benjamin Kitter) er ikke bare ekspert i fægtning, men har også en poetisk åre, der udfolder sig i digte og teaterstykker. Han elsker sin kusine Roxanne (Cecilie Gerberg), men hun røber, at hun er vildt forelsket i Christian (Mathias Bøgelund), der er billedskøn, men knap kan sætte to ord sammen.
Cyrano lover at hjælpe hende og gør det blandt andet ved at skrive glødende og smukt formulerede kærlighedsbreve i Cristians navn. Siden formulerer han kærligheden ved at tilbede Roxanne, stående bag Cristian. Den scene er mere troværdig i den oprindelige udgave. Her er den tilsat en del komik.
Claus Riis Østergaard som de Guiche (foto: Emilia Therese)
Det gælder i hele taget første akt, at den har humor, når der fortælles om Cyranos gøren og laden, og derefter, da Roxanne snarrådigt ændrer ordlyden i et brev, som officeren de Guiche (Claus Riis Østergaard) har skrevet om, at han og hun skal giftes, så snart han når frem. Takket være Cyranos optræden som manden fra månen bliver de Guiche så forsinket, at Roxanne er blevet gift med Christian, da han kommer.
Han tager omgående hævn ved at sende Christian og Cyrano i krigen med sit regiment, og så er der klar til den dystre anden akt.
Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Her tegner tingene mørkt under spaniernes omringning af positionen, men midt i det hele kommer Roxanne og Leila Ragueneau (Natali Vallespir Sand), som Crimp ændrede fra mand til kvinde. Et fint greb, for hun repræsenterer snusfornuften, og det er godt, at der møder to kvinder op med lækkerier i den kælder, hvor soldaterne har gemt sig.
Hvordan situationen i krigskælderen opløser sig, og hvad der sker 15 år senere, vil jeg ikke røbe.
Benjamin Kitter og Mathias Bøgelund (foto: Emilia Therese)
Forestillingen starter med mange ord om diverse emner, ligesom man kan tro, at et vigtigt motiv er kønsforvirring. Det skaber nogen usikkerhed, men hurtigt falder tingene på plads i Mie Riis’ sort-hvide og opfindsomme scenografi og Nicolei Fabers instruktion.
Første akt er på godt halvanden time og hele forestillingen inklusive pause på tre timer, men de flyver af sted, så man skal ikke holde sig væk af den grund.
Kitter er en brillant Cyrano, og Gerbers Roxanne vokser, efterhånden som det går op for hende, at hun i virkeligheden har været forelsket i ord og ikke i et glansbillede: – Har jeg elsket to mænd – eller slet ingen?
Østergaard er en kontant og realistisk de Guiche, Vallespir Sand befriende ligefrem, mens det er lidt svært for Mathias Bøgelund at få meget ud af en endimensional Christian.
Jeg var chokeret over mange tomme pladser i teatersalen til en klassiker, som alle bør se – og nyde, og det kan man gøre frem til 28. september.
Det er femte gang, Nyborg Vold spiller ’My Fair Lady’, men hvis man tror, at man har set den før, kan man tro om igen. Et frugtbart samarbejde mellem den kunstneriske ledelse og voldspillerne gør, at ’My Fair Lady’ fremtræder som ny.
Personerne får lov til at udfolde sig mere menneskeligt og med mange små ekstra detaljer, som vi formentlig skal give instruktøren Mikal Korsgaard Larsen æren for.
Eliza, Ida Mie Cordua, klar til væddeløb på Ascott (foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Desuden er der stor livsglæde og mange sjove overraskelser under vejs i optrinene, som vi kan kreditere koreografen Peter Friis for; scenografien af Camilla Bjørnvad er på samme måde fuld af ideer, og kostumerne af Jennie Lindhard er henrykkende, selv om jeg nok havde byttet Elizas kjoler til Ascott og ambassadeballet, så den vidunderlige pink drøm havde været til ballet.
Torben Bonde som Alfred Doolittle (foto: Søren Hjelm Larsen)
Skuespillerne er glimrende. Kom bare med Osvald Helmuths Alfred Doolittle. Torben Bondes udgave er bedre, fordi den ikke kun brillerer i dans, sang og kropssprog, men også får lov til at lave alle mulige slags gags i farten.
Glem bare Mogens Wieths Professor Higgins. Rasmus Mansachs spiller rollen suverænt og forsvarer rollens – og Bernhard Shaws – synspunkter, styrker og svagheder. På samme måde som han har nogle prægtige scener sammen med Michael Hedam, der er Oberst Pickering.
Oberst Pickering, Professor Higgins og Eliza (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Ida Mie Cordua er en henrivende Eliza, som kan danse, spille medlevende komedie, og som kan synge hver en tone rent, om end enkelte af de høje toner er lidt stive.
Emil Nielsen er udmærket som den totalt farveløse Freddy Aynsford-Hill, som til gengæld får en gul farve tildelt af Jannie Lindblad – og Vivian Edelborg er endnu engang glimrende, her som Mrs. Pearce.
Freddy, Emil Nielsen, i gult (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Et ekstra blik på scenografien, der domineres af et stort ur, der på bagvæggen angiver, hvor lang tid der går mellem scenerne, og hvor der overraskende er liv i et stiliseret stearinlys.
Statisterne er instrueret, så alt virker improviseret, selv om vi ved, at intet trin er tilfældigt, og alle svinger sig i optrinene til den elskede musik fra orkestret under ledelse af Kristoffer Nybye.
En enkelt anke kan være, at den engelske overklasse aldrig vader ned ad en trappe eller til væddeløb på Ascott. De skrider med mindre skridt, men skidt. Ingen af de medvirkende færdes formentlig til daglig i den omgangskreds.
Overraskende var der enkelte tomme pladser til premieren. Anmeldelser, mund-til-mund-metoden og vejrudsigter vil forhåbentlig rette op på det, for det er en helt usædvanligt vellykket ’lady’, man kan opleve på Volden i år.
Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.
Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.
Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.
Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:
Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.
Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.
Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.
Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.
Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Eller vi bevæger os i det nære
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL
I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.
Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.
’Hannah Arendt – at se i mørke’ på Odense Teaters Værkstedsscene er såvel dramatisk som tidløst tankevækkende. Rhea Lemon har begået en genistreg med sit manuskript
Benjamin Kitter og Ina Miriam Rosenbaum (foto: Emilia Therese)
Kan filosofi fremstilles, så den såvel bliver dramatisk som tankevækkende? I biograferne oplever man det for tiden i ’Oppenheim’. På teater kan man på Odense Teaters Værkstedsscene nyde ’Hannah Arendt – at se i mørke’ og opleve at få åndenød over begivenhederne på scenen samtidig med, at man bagefter har sindslige oplevelser med på livstid.
Hannah Arendt var et af verdens klogeste mennesker. Hun tog udgangspunkt i, at hun var jøde, ’og når en jøde bliver angrebet, må han/hun svare som en jøde’; men hun var samtidig så klog, at hun ikke bare forsvarede alle jøders handlinger, og hun kæmpede hele livet for at forstå holocaust – hvordan kan helt almindelige mennesker pludselig være med til at slå en hele race ihjel?
Thea Lemons dramatisering af dele af Hannah Arendts liv er fremragende, en lille genistreg. Hun har haft en hård opgave, for Arendts liv var fuldt af begivenheder og stridigheder, som kunne have været med i forestillingen på en eller anden måde. Tænk blot på, at Arendt har inspireret til langt over 1000 bøger; at der er lavet flere film om hende og det, hendes synspunkter inspirerede til; at der siden 2017 er udgivet et tidsskrift, der udelukkende beskæftiger sig med hende og hendes tankegods, og at hun blev ildeset blandt de fleste jøder pga. sine kompromisløse synspunkter.
Hun levede 1906-75 og var derfor en meget aktiv debattør og forfatter, da nazisterne kom til magten i Tyskland. Hun havde allerede skrevet væsentlige bøger om moral og stod i forhold til den meget ældre filosof Martin Heidegger. Nu blev hun chokeret over nazisternes synspunkter og fremfærd, skrev åbent om det og blev derfor anholdt i 1933.
Teaterstykket har en spinkel ramme i, at hun kommer til København for at få overrakt Sonningprisen i 1975, men fortiden jager hende uafladelig, og første del af hendes mareridt handler om arrestation og forhør i 1933. Hun havde været fængslet en uge, før hun slap fri takket være en ung officer, som formentlig blev overvældet af hendes tanker og talegaver. Sådan fremstilles det også i stykket.
Hun flygtede til Paris via Tjekkoslovakiet og Schweiz og blev i Frankrig leder af en organisation, der bragte jøder i sikkerhed fra Tyskland – en kvindelig Pimpernel Smith (har man ikke set denne film med Leslie Howard, kan man stadig købe den).
Ved oprettelsen af Israel i Palæstina kommenterede hun, at de allierede nok skulle vinde krigen i Palæstina, men at Israel ville få en fjende for altid – og spørg nu bare, om det var profetisk. Stykket beskæftiger sig ikke med, at Israel uforklarligt næsten altid har behandlet palæstinenserne næsten, så de ikke har haft en fremtid, men det er en anden sag, der egentlig intet har med jødedommen at gøre.
Da nazisterne overtog Frankrig, blev hun og hendes mor interneret under nedværdigende forhold. Overrumplende var det som i teaterstykket det kaos, der opstod, der gjorde det muligt at stjæle de papirer, der betød løsladelse.
Derefter flygtede de til Montauban, hvis borgmester skjulte folk på flugt og skaffede dem ny legitimation. Det lykkedes mirakuløst at undslippe til USA via Portugal. Her lærte hun sproget ved i to måneder at opholde sig hos en amerikansk familie. Hun kom hurtigt i gang med at skrive igen. I første omgang blev hendes tekster oversat fra tysk, men siden kunne hun også skrive på engelsk.
Hun dækkede i 1961 processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker, og da hun inddrog perspektiver om ikke mindst de rettigheder, en anklaget altid har, blev det kontroversielt. Ikke mindst, da hun fulgte op med bogen om ’Eichmann i Jerusalem’
Det fører til Forestillingens lykkeligste greb. Anklageren i Jerusalem tager fat om Arendt, og pludselig er det mere hende end Eichmann, der er på anklagebænken i en voldsom scene.
Klaus T Søndergaard og Ina Rosenbaum (foto: Emilia Therese)
Den kæderygende Arendt fremstilles blændende af Ina Miriam Rosenbaum. Hendes mand Heinrich Blücher – i øvrigt den anden, den første optræder slet ikke – af Benjamin Kitter, der også kan hoppe ud af denne rolle og være Gestapo-officer. Den tredje på scenen er Klaus T. Søndergaard, der på forskellig måde er hendes djævelens advokat, til han til slut er Eichmann.
Trioen kan ikke være bedre i Anna Zacho Søgaards instruktion, en vel gennemtænkt scenografi af Lisbeth Burian, med musik af August Rosenbaum og koreografi af Alma Toaspern.
’Arendt – at se i mørke’ spiller frem til 10. oktober, afbrudt af et kort gæstespil i København. Alle bør opleve det, men har du ikke billet endnu, haster det med at blive skrevet op til afsagte billetter, for hver eneste i hele perioden er solgt, og i vore dage har skuespillere ikke tid til ekstra forestillinger.
Emnet, stress, jag og meget andet, er så aktuelt, at man fristes til at tro, at Thor Bjørn Krebs har bearbejdet det originale komedie kraftigt, men Odense Teaters ’Den Stundesløse’ er meget tæt på originalen – og vanvittigt sjov. Såvel i dialogen som helhed som med saftig humor
Malene Melsen og Kristoffer Helmuth med Christine Gjerulff i baggrunden (foto: Emilia Therese)
Når fx Leander, Anders Skov Madsen, er i gang med at fri, ser Holbergs tekst således ud: Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .
Den spøg bliver udviklet, og ikke mindst Malene Melsen som en urkomisk, slagfærdig og elskovshungrende Magdelone, der har sparet 60.000 rigsdaler sammen som husholderske, tager kegler. Hun er bomstærk og kan bære hvad som helst, inklusive en kuffert, der er tung, som er den fyldt med 60.000 rigsdaler i småpenge, og sin ægtemand.
Victor Borge er muligvis blevet inspireret til ’fonetisk tegnsætning’ af Oldfux, Claus Riis Østergaard, der som en del af mange svindelnumre opfinder spansk diktat, hvor ord er erstattet af berøringer og lyde.
Til gengæld har Krebs formentlig inspiration fra Marx Brothers, når den stundesløse Benjamin Kitter sidder med bukserne nede på et lillebitte toilet, der på få øjeblikke bliver overfyldt af andre, fra notarer til den tyske barber.
Benjamin Kitter som den stundesløse (foto: Emilia Therese)
Veltimet tempo
Åbningsscenen sætter tonen med alle aktører i voldsomt tempo til en slags ouverture af Hal Parfitt-Murray, før Pernille, Christine Gjerluff, har en monolog med publikumshenvendelse om den ’comoedie’, vi nu skal opleve, og en kort brugsanvisning om Holberg, og så går det ellers løs.
Vi får ikke kun den stundesløse, der har fire ansat til at skrive om sine forretninger, som er indbildte, så han har i virkeligheden travlt med ingenting, udstillet; vi får også gjort nar af forfængeligheden, fx med at vedgå sin reelle alder; vi får udstillet de forelskede, der bare vil have hinanden, men ellers ikke kan noget; og vi får udstillet, hvordan alle er lette at snøre af den charmerende skurk Oldfux Claus Riis Østergaard.
De unge elskende elsker hinanden, men har ikke evner for meget andet (foto: Emilia Therese)
Det er farce med mening, som vi også kender den fra Moliere eller for den sags skyld Dario Fo, og ganske pudsigt betyder det, at vi næsten er ærgerlige over, at Pernille er knap så komisk, fordi hun repræsenterer den smule fornuft, der er tilbage. Hun er også den eneste, der har et nogenlunde normalt kostume. Alle andre er karikaturer, der har fået deres opfindsomme kostumer af scenograf og kostumedesigner Johanne Eggert. Hans kulisse er farcens klassiske: Trapper og et hav af døre, som folk kommer ind og ud af lige på de rigtige tidspunkter, instrueret af Kamilla Bach Mortensen.
I en perfekt timet farce er enhver form for koreografi afgørende, og den står Peter Friis for.
Handling? Nej, den kan ikke gengives, men opleves, og det er fantastisk, at Ludvig Holberg i 1726 kunne lave en komedie, der i den grad udstiller vor tids individuelle problemer og får os til at le uhæmmet ad dem.
Synes du, at hverdagen er for grå, og at der er krig, jordskælv og meget andet at lade sig nedtrykke af, så må du en tur ind på Odense Teaters Store Scene og opleve Den Stundesløse, der spiller sidste gang 11. marts.
En afsluttende servicemeddelelse: Premieren på ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er udskudt til efter vinterferien pga. et teknisk uheld.
Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet
Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)
– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.
Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.
Ronja og Birk
Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.
Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)
De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.
Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.
Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.
Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.
Juleforestillinger
Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.
Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.
Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!
Unik musik
Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.
Instruktion i top
Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.
Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.
Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.
Teater Momentum har i et stykke tid hver aften haft Alt.Andet.End.Andersen, skabt i samarbejde med HCA Festivalen, på programmet. En forestilling, der mest er teatersport med en sjov ide: Hvad nu, hvis det var en redaktør, der skrev HCAs titusindvis af stumper, som han aldrig fik kombineret, sammen til de eventyr, vi kender? Det tyder et sent fund af disse stumper på, så nu skal forskere med publikum som iagttagere og medbestemmere prøve at skabe et eventyr ved gentagne gange at vælge, hvilken vej det skal bevæge sig.
Forskere i vildrede: Anders Cornelius Zoffmann, Amanda Bøgestrøm Isaksen og Malte Joe Frid-Mielsen. Foto: Ard Jongsma
Hver aften har der været en gæsteskuespiller, der som forsøgsperson ikke anede, hvad der skulle foregå, og der var således sikkerhed for, at den enkelte forestilling ville blive forskellig fra alle andre.
Det er nu ikke helt korrekt, for når publikum har valgt ‘forkert’ i ‘dimensionsvandringen’, og man alt for tidligt står med et afsluttet eventyr, afskaffer man demokratiet og lader en enkelt publikummer vælge enkelte ting, men teksten af Malte Joe Frid-Nielsen sikrer, at man hver aften hovedsagelig slutter samme moralsk ansvarlige sted – formoder jeg. Det er dog ikke let at gennemskue, hvordan det var gået, hvis publikum havde valgt, at det skulle dreje sig om en prinsesse i stedet for en soldat – og gad vide, om det overhovedet er sket?
Når jeg først dukkede op til sidste forestilling, var det for at opleve Natali Vallespir Sand som gæsteskuespilleren, og hun skuffede ikke. Brillerede med sit kropssprog, der kan alt – også fryse i lang tid. Havde en replikbehandling, der forgyldte de instruktioner, hun fik, og pressede alle pointer elegant igennem.
Hele legen var veloplagt og elegant, ikke i nærheden af at ligne forskning, med Amanda Bøgestrøm Isaksen, Anders Cornelius Zoffmann, Ida Brinch og forfatteren på scenen. Ida Brinch dog i baggrunden som musikeren, der understøtter begivenhederne suverænt og så diskret, at mange måske slet ikke opdager det.
Jesper Dupont har instrueret og kunne her og der have strammet tiden en smule. Jagten på Natali Vallespir Sands mikrofon var i hvert fald alt, alt for lang, men ellers kan man kun nyde den glimrende timing, som er afgørende, når forestillinger udvikler sig som en slags teatersport.
At den er alt andet end H C Andersen er en tilsnigelse, for det, jeg oplevede, var reviderede udgaver af Fyrtøjet og Den Grimme Ælling, og så gætter jeg på, at alle dage er endt mere politisk korrekt, end Andersen var – han kunne være meget barsk.
