Emnet, stress, jag og meget andet, er så aktuelt, at man fristes til at tro, at Thor Bjørn Krebs har bearbejdet det originale komedie kraftigt, men Odense Teaters ’Den Stundesløse’ er meget tæt på originalen – og vanvittigt sjov. Såvel i dialogen som helhed som med saftig humor
Malene Melsen og Kristoffer Helmuth med Christine Gjerulff i baggrunden (foto: Emilia Therese)
Når fx Leander, Anders Skov Madsen, er i gang med at fri, ser Holbergs tekst således ud: Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .
Den spøg bliver udviklet, og ikke mindst Malene Melsen som en urkomisk, slagfærdig og elskovshungrende Magdelone, der har sparet 60.000 rigsdaler sammen som husholderske, tager kegler. Hun er bomstærk og kan bære hvad som helst, inklusive en kuffert, der er tung, som er den fyldt med 60.000 rigsdaler i småpenge, og sin ægtemand.
Victor Borge er muligvis blevet inspireret til ’fonetisk tegnsætning’ af Oldfux, Claus Riis Østergaard, der som en del af mange svindelnumre opfinder spansk diktat, hvor ord er erstattet af berøringer og lyde.
Til gengæld har Krebs formentlig inspiration fra Marx Brothers, når den stundesløse Benjamin Kitter sidder med bukserne nede på et lillebitte toilet, der på få øjeblikke bliver overfyldt af andre, fra notarer til den tyske barber.
Benjamin Kitter som den stundesløse (foto: Emilia Therese)
Veltimet tempo
Åbningsscenen sætter tonen med alle aktører i voldsomt tempo til en slags ouverture af Hal Parfitt-Murray, før Pernille, Christine Gjerluff, har en monolog med publikumshenvendelse om den ’comoedie’, vi nu skal opleve, og en kort brugsanvisning om Holberg, og så går det ellers løs.
Vi får ikke kun den stundesløse, der har fire ansat til at skrive om sine forretninger, som er indbildte, så han har i virkeligheden travlt med ingenting, udstillet; vi får også gjort nar af forfængeligheden, fx med at vedgå sin reelle alder; vi får udstillet de forelskede, der bare vil have hinanden, men ellers ikke kan noget; og vi får udstillet, hvordan alle er lette at snøre af den charmerende skurk Oldfux Claus Riis Østergaard.
De unge elskende elsker hinanden, men har ikke evner for meget andet (foto: Emilia Therese)
Det er farce med mening, som vi også kender den fra Moliere eller for den sags skyld Dario Fo, og ganske pudsigt betyder det, at vi næsten er ærgerlige over, at Pernille er knap så komisk, fordi hun repræsenterer den smule fornuft, der er tilbage. Hun er også den eneste, der har et nogenlunde normalt kostume. Alle andre er karikaturer, der har fået deres opfindsomme kostumer af scenograf og kostumedesigner Johanne Eggert. Hans kulisse er farcens klassiske: Trapper og et hav af døre, som folk kommer ind og ud af lige på de rigtige tidspunkter, instrueret af Kamilla Bach Mortensen.
I en perfekt timet farce er enhver form for koreografi afgørende, og den står Peter Friis for.
Handling? Nej, den kan ikke gengives, men opleves, og det er fantastisk, at Ludvig Holberg i 1726 kunne lave en komedie, der i den grad udstiller vor tids individuelle problemer og får os til at le uhæmmet ad dem.
Synes du, at hverdagen er for grå, og at der er krig, jordskælv og meget andet at lade sig nedtrykke af, så må du en tur ind på Odense Teaters Store Scene og opleve Den Stundesløse, der spiller sidste gang 11. marts.
En afsluttende servicemeddelelse: Premieren på ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er udskudt til efter vinterferien pga. et teknisk uheld.
Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet
Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)
– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.
Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.
Ronja og Birk
Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.
Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)
De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.
Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.
Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.
Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.
Juleforestillinger
Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.
Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.
Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!
Unik musik
Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.
Instruktion i top
Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.
Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.
Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.
Teater Momentum har i et stykke tid hver aften haft Alt.Andet.End.Andersen, skabt i samarbejde med HCA Festivalen, på programmet. En forestilling, der mest er teatersport med en sjov ide: Hvad nu, hvis det var en redaktør, der skrev HCAs titusindvis af stumper, som han aldrig fik kombineret, sammen til de eventyr, vi kender? Det tyder et sent fund af disse stumper på, så nu skal forskere med publikum som iagttagere og medbestemmere prøve at skabe et eventyr ved gentagne gange at vælge, hvilken vej det skal bevæge sig.
Forskere i vildrede: Anders Cornelius Zoffmann, Amanda Bøgestrøm Isaksen og Malte Joe Frid-Mielsen. Foto: Ard Jongsma
Hver aften har der været en gæsteskuespiller, der som forsøgsperson ikke anede, hvad der skulle foregå, og der var således sikkerhed for, at den enkelte forestilling ville blive forskellig fra alle andre.
Det er nu ikke helt korrekt, for når publikum har valgt ‘forkert’ i ‘dimensionsvandringen’, og man alt for tidligt står med et afsluttet eventyr, afskaffer man demokratiet og lader en enkelt publikummer vælge enkelte ting, men teksten af Malte Joe Frid-Nielsen sikrer, at man hver aften hovedsagelig slutter samme moralsk ansvarlige sted – formoder jeg. Det er dog ikke let at gennemskue, hvordan det var gået, hvis publikum havde valgt, at det skulle dreje sig om en prinsesse i stedet for en soldat – og gad vide, om det overhovedet er sket?
Når jeg først dukkede op til sidste forestilling, var det for at opleve Natali Vallespir Sand som gæsteskuespilleren, og hun skuffede ikke. Brillerede med sit kropssprog, der kan alt – også fryse i lang tid. Havde en replikbehandling, der forgyldte de instruktioner, hun fik, og pressede alle pointer elegant igennem.
Hele legen var veloplagt og elegant, ikke i nærheden af at ligne forskning, med Amanda Bøgestrøm Isaksen, Anders Cornelius Zoffmann, Ida Brinch og forfatteren på scenen. Ida Brinch dog i baggrunden som musikeren, der understøtter begivenhederne suverænt og så diskret, at mange måske slet ikke opdager det.
Jesper Dupont har instrueret og kunne her og der have strammet tiden en smule. Jagten på Natali Vallespir Sands mikrofon var i hvert fald alt, alt for lang, men ellers kan man kun nyde den glimrende timing, som er afgørende, når forestillinger udvikler sig som en slags teatersport.
At den er alt andet end H C Andersen er en tilsnigelse, for det, jeg oplevede, var reviderede udgaver af Fyrtøjet og Den Grimme Ælling, og så gætter jeg på, at alle dage er endt mere politisk korrekt, end Andersen var – han kunne være meget barsk.
Peters Jul, skabt af tv-julekalendernes konge, Martin Miehe-Renard, er i Voldspillets Slotsmølle en perfekt forestilling, hvor sang, instruktion og kulisser er tilsat den bedste koreografi, jeg mindes i Nyborg
Fra tæppet går til Peters Jul, er der fest og fart. Den første lange scene er vildt betagende. Med lynhurtigt, smart skiftende, kulisser; med aktører, der på forbløffende måde hele tiden ved, hvor de andre er, så de kan skabe komik så fnuglet som ingenting: med festlig musik, fremragende sang og hele forestillingens allerbedste facet, forestillingsleder Maria Kronborgs koreografi.
Hvad hun har formået at skabe af dansescener er forbløffende og medvirkende til, at der ikke er et kedeligt øjeblik.
Jul hos de fattige
Martin Miehe-Renard har aldrig lagt skjul på, at han har lånt med arne og ben, så han har kombineret først og fremmest Johan Kroons Peters Jul og Charles Dickens’ Oliver Twist på sin helt egen måde. Han har skabt en klassisk ombytningshistorie, hvor den rige dreng Peter og den fattige dreng Rasmus, fint fremstillet af Victor Holm og Frederik Malmose, får lov at skifte roller, men forfatterens flotte kunstgreb, der passer så godt til julen, er at lade den afsluttende tilbagebytning placere begge drenge på solsiden.
Vi får en – ikke alt for voldsom – portion socialrealisme, hvor vi føler med de fattige børn, som dog slipper for at skulle vaske hænder og rydde op og være meget artige, men til gengæld midt i deres sult og kulde må forestille sig julens goder, mens de ernærer sig som lommetyve under ledelse af Fagin, undskyld Rolf, en blændende god Benjamin Holmstrøm Nielsen, der til slut er ene om at hade julen. De holder bl.a. modet oppe pga. Fattigfie, brillant spillet af Vivian Edelborg, der som den eneste kan styre Rolf, og som viser sig at være identisk med den rige families bedstemor.
Vi får julemagi med dansende snefnug, vinterens dronning og snemanden, der kan opfylde ønsker. Anden gang dog kun, hvis han bliver kysset af en jomfru. Vi nyder Lars Fjeldmoses optimistiske musik, spillet af producerteamet The Other Mary, Jens Davidsen og Jens Langhorn. Musikkens lydniveau skal nok justeres her og der i forhold til sangen.
Jesper Duponts instruktion er flot timet og fuld af fine indfald. Scenografien med varme farver hos de rige og kolde hos de fattige er gennemtænkt, og Kristine Becker Lund har igen stået for kor- og sanginstruktion.
Programmet er billigt og værd at tage med hjem. Æbleskiver og gløgg smager godt og dufter lifligt i pausen, og der er i det hele taget intet at betænke sig på. Igen i år er Voldspillernes jul en stor oplevelse, i øvrigt frem til 12. december.
Ulf Pilgaard og Lukas Birch fornøjede torsdag aften publikum i en fuldstændig udsolgt Store Sal på Tornøes Hotel, med en nostalgisk kavalkade over begivenheder i 80-årige Pilgaards liv udi kunsten. Anekdote fulgte på anekdote, ledsaget af filmklip på et lærred over scenen, med glimt af mindeværdige episoder samt hilsener fra kolleger.
Ulf Pilgaard og Lukas Birch (foto: Emil Andresen)
Jo ældre, man var, jo større udbytte havde man af aftenen, der ikke beskæftigede sig så meget med de seneste 20 år, men hvor vi hørte om Pilgaards barndom og ungdom, om hans vej ind i teaterverdenen fra et teologistudium, om livet på Studenterscenen, og den pludselige overgang til at blive professionel på ABC Teatret på Preben Kaas’ initiativ.
Lukas Birch var forberedt til tænderne, men havde ikke så meget at gøre, for Pilgaard kørte selv derudad – ind imellem for langt. Det er blot svært at stoppe en etableret stjerne, når man selv kun er 21, så det undlod Birch flere gange – formentlig klogt, men det kan de to jo tale lidt om før næste talkshow. Fx gik der for lang tid med Muhammedtegningerne, og med at beskrive Studenterscenen og de mange skuespillere der, mens man til gengæld stort set ikke kom ind på Pilgaards menneskelige nedture, og hvordan han har imødegået dem. På det punkt må man ty til hans selvbiografi.
Ulf Pilgaard (foto: Emil Andresen)
Til gengæld fik vi en del at vide om andres fatale nedture i druk, og fra ca. 1966 også stoffer. Det er jo næsten uhyggeligt, så hurtigt vi mistede Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Jørgen Ryg, Birger Jensen og mange flere, og han fik slået fast med syvtommersøm, hvad det fører til at (mis)bruge hash.
Men underholdende var det, ikke mindst at høre om Pilgaards møder med Dronning Margrethe. Fra inviteret til aftenselskaber med lancier til den afsluttende royale overrumpling efter hans sidste forestilling i Cirkusrevyen.
Jeg skal afholde mig fra at give de bedste anekdoter, så jeg ikke ødelægger noget for dem, der skal overvære resten af turneen (men tag evt. ‘Ud at se med DSB’ med hjem fra din næste togtur).
For den, der er gammel nok, var det også et lunt smil værd at genkalde sig starten på satire i DR såvel på TV som i radioen søndag formiddag med Søndagsjournalen og Holdningsløse Tidende. Hvem husker i så fald ikke ‘O vandringsmand – Ryf!’ eller ‘Hvad er datid af la’ gå? Logik!’
Vi kom også rundt i teater- og revyverdenen med fx ‘Annie get your gun’ på Tre Falke, som med Daimi, Dirch Passer m.fl. blev en gigantisk succes trods alle tiders dårligste oversættelse – af Preben Kaas.
Vi hørte intet om filmdebut’en i ‘Giv Gud en chance om søndagen’, men nok så meget om ‘Nattevagten’, der formentlig snart får en efterfølger, som Pilgaard også skal være med i.
Det var en dejlig aften i godt selskab, men lige et enkelt hjertesuk. Talkshow betyder ikke, at publikum skal tale indbyrdes, og selv om mobiltelefonerne er sat på lydløs, irriterer de med deres lysende skærme, når de bliver brugt.
Det første af fire arrangementer, Kerteminde Kommune har støttet Kerteminderevyens Venner med, for at forsøde tilværelsen efter Corona for borgerne, løb af stablen tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgaard.
Lukas Birch (Foto Emil Andresen)
I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.
Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.
Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.
Bjarne B. Reuter har dramatiseret ’Busters Verden’ for teatret, og Odense Teater tryller magisk for de unge, som kun teatret kan
Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,
Buster Oregon Mortensens farfar var kanonkonge, hans far kan trylle, og det kan han også selv. Det er med til at gøre, at han kan overleve skolen, som man ikke skal tro, man går i for sin fornøjelses skyld. Der skal læres tabeller, mens man følger reglerne.
De var noget mere håndfaste i den tid, hvor ’Busters Verden’ foregår, og Reuter tager tingene til psykedeliske ekstremer i fx de meningsløse regnestykker, de arme børn af læreren Claus Riis Østergaard bliver sat til at finde svarene på.
Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)
Buster, Emil Weber Rasmussen, reagerer med poesi og trylleri, som han som skuespiller er nået langt i at beherske med tryllekonsulent Klaus Muldbjergs hjælp. Ikke med forurettethed og surhed, for han kan såmænd godt lide at gå i skole, men han tryller fint og morsomt, når han keder sig. Han har ikke fået kvast sine sanser, så han kan lugte foråret og dets luft.
Buster har brug for poesi og trylleri, for hans far, Jens Andersen, er en charmerende, men holdningsløs, fyr, der går på kroen og kommer fuld hjem. Til gengæld er han solidarisk med sin søn, når der er forældremøde. Moderen, Marie Nørgaard, er som den tids kvinder fuldtidsbeskæftiget med at redde familien.
Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.
Moderen og søsteren, Nadia Jasmin Nielsen, elsker Buster og hans trylleri, men vil han overleve, at han har kommet sukker i benzinen på Store Lars’ knallert? Og overlever hans selvtillid Stig Ole, Anders Skov Madsens, foragt? Store Lars spilles af Mikkel Reenberg, der stumt giver et af forestillingens komiske højdepunkter som inspektørens sekretær.
Natali Vallespir Sand har seks forskellige roller, først og fremmest som Fru Larsen, Busters fortrolige, som stimulerer hans selvtillid og mener, at de nok sammen skal få klaret faderens problem. Jeg vil hævde, at det er et postulat, at det sker, men det glemmer vi for en vigtigere sag: Buster ændrer livet for vidunderbarnet Joanna, spillet af Louise Bonde, som, siden hun var tre år, har arbejdet ensidigt mod at indtage verdens koncertsale med sit flygel. Hun elsker musikken, men nu lærer hun også at elske magi, og Buster forvandler en af hendes koncerter til en trylleforestilling på skøn vis.
Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)
Alle skuespillerne har adskillige roller og hopper ubesværet ind og ud af dem i en musikalsk og munter sceneleg, der betager det primære publikum, de helt unge, og giver dem lyst til mere teater. Forestillingen er fint forløst i samarbejde mellem scenograf Nadia Nabil og instruktør Kamilla Bach Mortensen, der viser, hvad teatret kan i forhold til film og litteratur. Hvordan man kan køre en teatercykeltur på en Long John; hvordan man kan affyre en kanonkonge, etc. Musik og tekst af Tomas Raae er inspirerende lyrisk, men har lidt rigeligt med lån fra fx House og the Rising Sun, Katinka Katinka osv., men det aner de unge jo ikke. Vi voksne ville til gengæld gerne have lånt Nanna Lüders’ ’Buster’.
Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)
Forhærdede voksne tænker golde tanker: Jamen, han har da ingen chancer over for en Store Lars, der vil slå ham til plukfisk. Det går da galt, hvis han ikke lærer, hvad han skal i skolen, osv,
Det gør det ikke i Reuters magiske univers. Nok er magikere en døende race, men her står de sig over for den rå kraft og den hårde fornuft – og det er fint at vise de unge et alternativ. De skal nok rette ind alligevel, men det er godt at have et poetisk kim at klynge sig til.
Busters Verden spilles i Teatersalen, Odeon frem til 20. oktober, og de voksne kan roligt tage med de unge og få opfrisket det lille, daglig-revolutionære kim.
På torsdag aften kan vi alle få latterhjælp, når vi under 100% sikre forhold lader Farshad Kholghi og Lukas Birch tage os 2020 år tilbage i tiden, når de på Tornøes Hotel indvier os i Herbergets Evangelium i forestillingen ‘Hvid Jul med brune Nuancer’.
Hvem trænger ikke til at smile, at le eller at grine højt i disse coronatider?
Det kender du formentlig ikke, for det blev først fundet for nylig i forbindelse med udgravningerne til den nye metro mellem Betlehem og Ishøj, og det fortæller på overrumplende måde, hvorfor alle værelser var optaget, så Jesus i stedet blev født i en fugtig stald. Alt var kaos, bl.a. fordi ejeren Hr. Berg var dødeligt forelsket og derfor gjorde så fjollede ting, som forelskede gør.
Mens Farshad Kholghi er en institution i Kerteminderevyen og heldigvis er med igen i 2021, er Lukas Birch mindre kendt, men han er dansk revys mest lysende unge multitalent for tiden, og han bliver forestillingsleder på Kerteminderevyen til sommer.
Duoens juleshow, der har premiere på Amager i aften og derefter skal Danmark rundt, er hylende morsomt og fuld af politisk ukorrekthed i bibelske dimensioner. Vil du se det på Fyn, er de to muligheder torsdag aften og siden 12. december, også på Tornøes.
Så glæd dig til at få indblik i den hidtil ukendte del af juleevangeliet, og nyd en tempofyldt komedie, der giver dig en hvid jul – med brune nuancer.
… og uden risici. Opstillingen i Store Sal sker med hensyntagen til rigelig afstand og personbobler, så man kun behøver at sætte sig ned og motionere lattermusklerne.
Billetterne købes gennem Tornøes Hotel tlf. 65 32 16 05.
Så blev Kolding Egnsteater åbnet. Først skiftede det navn fra Mungo Park til Teater Tid; derefter nødvendiggjorde politisk fnidder af mange slags, at det blev reorganiseret som Kolding Egnsteater. Det ændrer heldigvis ikke på, at der i Fredericiagade i Kolding ligger et kvalitetsteater med meget på hjerte, som har bud til alle landets teaterinteresserede.
Mareridt (Foto: Asmus Kromann Bork)
Genåbningen sker med forestillingen ’Madeleine og drømmene’, som er inspireret af bortførelsen af den 3-årige Madeleine McCann i Portugal 2007. Hun er aldrig fundet, og ideen er at udforske det liv, forældrene bagefter må leve, med mareridt, sorg, håb, kaos, mistænkeliggørelse etc.
Et liv, hvor fantasi og virkelighed ustandselig smelter sammen med forskellig vægt på de to ting. Hvor sorg, frygt og fantasier formes med fiktive skrækforløb, der ikke mindst i mareridt er meget voldsomme. Der er voldsomme effekter i lys, lyd og skuespil i Jokum Rohdes tekst, men den bevæger sig lidt for kaotisk rundt, og de mange associationer bliver vanskelige at følge for den, der kun kender Christopher Marlowe som Shakespeares konkurrent i ’Shakespeare in Love’, der ikke er helt inde i Faustmyten, måske aldrig har læst Schillers ’Erlkönig’ og ikke ved, at navne som Romulus og Rebekka er stærkt værdiladede.
Drama i lys og lyd (Foto: Asmus Kromann Bork).
Hvad forestillingen vil, ud over sine effekter, er lidt vanskeligt at finde ud af. Vi kan sagtens leve os ind i, hvor forfærdeligt det er for McCanns forældre at tænke tilbage på bortførelsen, at blive afhørt voldsomt som mistænkte, eller at opleve håb og frygt i drømme, men faktisk er forestillingen indholdsmæssigt mere spændende efter pausen, hvor Malte Joe Frid-Nielsen fortæller, at han har fået chancen for at ’skrive’ en anden persons totale liv. Hver dag at bestemme, hvad han skal sige og gøre i morgen – og hvor det måske er lige omvendt. Det er personen, som han aldrig har mødt, der modellerer hans liv.
Her er der mindelser om filmen The Truman Show, andre steder er der direkte henvisning til Orfeus og Eurydike-myten etc.
Jo, forestillingen er det totale kaos og næppe faldet helt ud, som den var tænkt, men det var alligevel spændende, hvor man ville hen: Sove, drømme, vågne og se.
Det er ordene, der gentages mange gange som slutning, og som forestillingen ikke helt dækker.
Malte Joe Frid-Nielsen og Kristine Nørgaard (foto: Asmus Kromann Bork).
Skuespillerne Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristina Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær fungerer perfekt i mange skikkelser og roller. Ditte Tygesens scenografi er udfordrende, og opnår de effekter, som også Ingrid Skandsens lys og Jim Falks lyd lever op til, i Emil Alexander Rostrups instruktion.
Tapas to go
Genåbningen af teatret var en oplevelse for sig i disse Coronatider. Velkomstdrink, mundbind, indgang i teatret i hold og med god afstand mellem de afsprittede tilskuere. Det gentog sig række for række til pausen og efter forestillingen, der sluttede kl. 21.57, så alle lige kunne nå at nippe til et glas vin, og tage en tallerken med tapas-to-go med sig ud i novembernatten.
Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand
Niels-Martin Eriksen, Jeanette Lindbæk Birk, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk (foto: Emilia Therese).
Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?
Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?
Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.
Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.
Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.
I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.
En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.
Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.
Foto: Emilia Therese
Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.
Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.
Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.
Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.
På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.
Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.
