Teater

Influencer sætter tanker i gang

søndag, 9. februar, 2020

 

Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand

Niels-Martin Eriksen, Jeanette Lindbæk Birk, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk (foto: Emilia Therese).

Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?

Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?

Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.

Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.

Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.

I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.

En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.

Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.


Foto: Emilia Therese

Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.

Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.

Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.

Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.

På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.

Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Den perfekte klassiker

søndag, 2. februar, 2020

 

Helligtrekongersaften’ er blandt de fineste forestillinger nogensinde på Odense Teater med fremragende fornyelser af musik og scenografi i en Shakespearetro, poetisk udgave fuld af underfundighed, humor og stort spil i samtlige roller

 


Intrigen finder sin løsning (Foto: Emilia Therese).

En teateroplevelse bliver ikke større end til Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater. Da tæppet går, viser kulissen af Franciska Zahle sig at være smukt og fantasifuldt bygget over kæmpebogstaver, der i forestillingens løb, efterhånden som intrigen falder på plads, viser sig tilsammen at danne ordet Illyrien – stedet, hvor den udødelige og lyriske komedie udfolder sig.

 


Natali Vallespir Sand, Bisse og Lars Simonsen (Foto: Emilia Therese).

Fremragende nar

I bogstaverne er små og store åbninger, som kan bruges af ikke mindst narren Feste, Thorbjørn Radisch Bredkjær, i daglig tale Bisse. Han er klædt i rødt strutskørt og har skrevet sine egne viser, som passer fuldendt til stemningen i forestillingen. Han er betydeligt mere poetisk, end vi er vant til at se narren i dette stykke, der har fået det bedste ud af generationer af oversættere, skuespillere, instruktører, musikere, scenografer etc.

Intrigerne

De to søskende Viola og Sebastian overlever et forlis uden at vide, hvordan det er gået den anden, og drager hver for sig til Illyrien, hvor hertug Orsino bejler til grevinde Olivia, der er syg af sorg over sin brors nylige død og har svært ved at tåle sin onkel Tobias’ drukture sammen med ridderen Andreas Blegnæb. Hendes kammerpige Maria har ben i næsen og sætter sammen med Blegnæb og Tobias en intrige i gang, der skal latterliggøre den egoistiske hushovmester Malvolio.

Viola forklæder sig som pagen Cesario for at få plads hos Orsino, som hun forelsker sig voldsomt i samtidig med, at hun/han bliver sendt til Olivia for at bejle på sin hertugs vegne.

 


Anna Bruus Christensen og Benjamin Kitter (Foto: Emilia Therese).

Sprog, musik og farce

Saftige intriger, som der er endnu flere af, og som udfolder sig glat i Shakespeares uforlignelige sprog, brillant oversat af Niels Brunse, og fremføres, så det ikke virker støvet eller uforståeligt, men tværtimod frisk, veloplagt og uendelig smukt, tilført en musik, der foruden af Bisse er skrevet af Adi Zukanovic og spilles af Ying-Hsueh Chen og Mathe Beck, begge på scenen udklædt som soldater.

Instruktør Jens August Wille evner at få den mere end 400 år gamle komedie til at fremstå boblende veloplagt, og han tilfører mange scener originale ideer. Som da Malvolio læser det brev højt, der skal føre ham i ulykke, og hans lurende tilhørere spiller farce a la Feydeau eller Dario Fo.

 


Farce a la Feydeau (Foto: Emilia Therese).

Skuespillet

Skuespillerne kan roses på samlebånd. Nogle roller er større end andre og giver dermed ulighed for at markere sig mest: Anna Bruus Christensen som Viola; Natali Vallespir Sand som en både poetisk og meget jordbundet Olivia; Benjamin Kitter som Orsini; Isa Marie Henningsen som kammerpigen; Peder Dahlgaard som Tobias Hikke; Malene Melsen som den morsomste Blegnæb, jeg nogensinde har oplevet; Lars Simonsen som Malvolio; etc.

 


Ina Marie Henningsen, Malene Melsen og Peder Dahlgaard (Foto: Emilia Therese).

Frydefuldt

Formentlig finder ikke en eneste i publikum Shakespeare støvet eller gammeldags, mens de forstår hvert ord, nyder hver underfundig pointe og lader øjne, ører og intellekt bade i fryd i to en halv time. Skal vi sætte en enkelt lille finger, må det være, at scenen med Malvolio i fangehullet er en anelse lang.

Forestillingen er tæt på at være udsolgt, men der er allerede udbudt seks ekstra, så der stadig er fine muligheder for at få oplevelsen, som det vil være synd at snyde sig selv for – uanset alder og forudsætninger.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Livsglæde, musikalitet og nostalgi i Hair

fredag, 31. januar, 2020

MusicalTalentSkolen i Nyborg spiller misucal’en, der på Gladsaxe Teater var en vigtig del af ungdomsoprøret i Danmark; som er fuld af skøn musik og følelser fra dyb depression til boblende humor; og som synes og spilles af unge med kæmpe talent

 

1968. Ungdomsoprør, fri sex, racelighed, religionsfrihed, ikke krig, men kærlighed og ikke mindst søgen efter oplevelser og ’sandhed’ gennem bevidsthedsudvidende stoffer fra hash til LSD – den positive historie om det ligger i musical’en Hair, som faktisk blev førsteopført i 1967, men blev dybt kontroversiel året efter på Broadway. Her var det et chok for publikum at opleve kaskader af fyord, alskens sex, stoffer og frigørelse for alle autoriteter inklusive pligten til at tjene i den amerikanske hær og blive sendt til Vietnam, hvor man kunne risikere at miste det liv, man dyrkede så ivrigt.

Aktualitet

Skuespillerne på Bastionen i Nyborg er født længe efter 1968, men måske har det været lettere at leve sig ind i situationen i 1968, at der igen i disse tider trives en form for egoisme, så lærere fx har svært ved at overbevise forældre om, at deres børn skal indgå i en helhed og ikke nutteputtes hver for sig. Ligeret for kønnene lader også stadig en del tilbage, ligesom fordomme og modvilje mod indvandrere, flygtninge og andre religioner trives i bedste velgående.

Pudsigt nok er forestillingen formentlig ramt af en af de aktuelle former for krænkelser. 1/3 af det oprindelige ensemble var farvet (det hed sort dengang), og farvede og hvide var på lige fod. I dag kan man ikke sværte folk farvede, så de kan spille dem som roller – tænk på den canadiske premierminister, der ikke vidste, hvor krænkende han var, da han sværtede sig til en kostumefest for en snes år siden. Derfor ser man på scenen i Nyborg kun en, der føler sig sort, men ikke er det. Måtte man snart få gjort op med den slags ’krænkelser’.

Talentrigdom

Nå, men de unge i Nyborg er sprængfulde af talent. De laver det perfekte stoftrip med al den kærlighed, der findes. De er hinanden nær på alle måder, og de synger, danser og spiller forrygende skuespil. Hele salen gynger ustandselig, og da forestillingen også er fuld af humor af mange slags, bliver der såvel smilet som grint. De 12 afgangselever fra MusicalTalentSkolen suppleres i øvrigt af yderligere ni ensemblemedlemmer, og mon ikke nogen af dem søger ind på næste hold, der er på vej for tiden?

 

Hair er et forbløffende fint resultat af to års arbejde med seks timer om ugen på musicalskolen, hvis lærere kan være rævestolte. Ikke mindst instruktør Jesper Nielsen, der har æren for, at ingen i ensemblet på noget tidspunkt glemmer, hvad det gælder. Kostumerne af Lise Nøhr rammer plet, mens Louise Knudsen har stået for sang og kor, og kun i starten af slutscenen presses nogle af stemmerne rigeligt. Ellers er det flotte udgaver, der leveres af ørehængere som Aquarius, Donna, I got life, Easy to be hard, Where do I go, Electric Blues, Black Boys, White Boys, Walking in space, Good Morning Starshine, Let the sun shine in og alle de andre, 35 i alt. De bevæger sig langt omkring i genrerne – fra ren popparodi til Punk Rock, og de gør til det fremragende akkompagnement af et otte mands orkester (det vil mange misunde dem) under ledelse af Andreas Clemmensen, hvor mange i aftenens løb brillerer. Det er sikkert uretfærdigt, men jeg lagde især mærke til blændende indslag på saxofon (Gert W. Knudsen) og trompet (Mads Lunde).

Vi får også genopfrisket en del amerikansk historie af forskellig slags, når vi møder personer fra Abraham Lincoln over Scarlett O’Hara til Richard Nixon.

Af sted til Bastionen

Bastionen har ikke verdens behageligste stole, men det glemmer man stort set i de to en halv time, den fine forestilling udfolder sig inklusive pause frem i aften, i morgen og i dagene 5-8. februar. Forhåbentlig for fulde huse, for disse 12, af hvilke vi bl.a. har set mange i voldspillernes forestillinger, kommer vi i de kommende år til at se mange andre steder:

Tobias Gräs, Noah Johnsby, Sille Heilmann, Sebastian Kragelund, Benjamin Holmstrøm, Minna Søberg, Josefine Christensen, Helena Hollænder, Nanna Tipsmark, Peter Pedersen, Emma Karner, Martine Pedersen

Fotografierne er taget af Anders Strøm.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Skøn og anderledes ’Skønheden og udyret’

lørdag, 21. december, 2019

 

Det klassiske franske eventyr får en eventyrlig drejning i Lucy Kirkwoods Disney-befriede udgave, som Odense Teater spiller fermt og charmerende med ekstra feer i Odeon

Lucy Kirkwood er en af tidens allermest spændende dramatikere. Hun er kun 36, men har siden 2005 været utroligt produktiv som forfatter, skuespiller og instruktør. Hun har været medlem af en teatersportgruppe, mens hun tog en grad i engelsk litteratur, og hun forstår i den grad at improvisere, trække fra og lægge til, vende tingene overraskende på hovedet og finde nye synspunkter, ny humor og nye vinkler på alt.

I ’Skønheden og udyret’ sidder størstedelen af publikum naturligt med Disneys version i baghovedet, selv om andre versioner af eventyret, fx musical’en ’the Phantom of the Opera’ eller Jean Cocteaus film ’La Belle et le Bete’. Alle tidligere versioner smadres omgående, da tre feer af den slags, der bliver grimmere og mere menneskelige, når de nærmer sig de 40, melder sig: Mr. Pink, Kristoffer Helmuth, en noget ondskabsfuld mandschauvinist med store evner som tryllekunstner; Cecile, indtil videre Signe Mannow for den sygemeldte Josefine Tvernoes, der kommer tilbage, som ikke lader sig tryne af Mr. Pink, men til slut selv tager kommandoen, og kaninen, Kimmie Liv Sennow, der også spiller Skønhedens søster.

 


Tre usædvanlige feer (foto: Emilia Therese).

 

Mr. Pink konstaterer, at det ikke altid er så galt at stjæle, for hvis Skønhedens far, spillet virtuost af Klaus T. Søndergaard, ikke havde stjålet Udyrets rose, ville der slet ikke have været noget eventyr.

Det er så meget rose, som der er i denne udgave. Ikke noget pladder med, at Skønheden skal kysses, før det sidste blad falder; ikke noget med levende, fortryllede ure, lys, spisestel etc. (selv om jeg også elsker Disney-versionen), men derimod et mere intenst spil mellem Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf. Deres indbyrdes forhold bevæger sig mere menneskeligt og forståeligt fra, at et spørgsmål, om hun vil gifte sig med ham og elske ham, er meningsløst, til, at svaret til slut er et ja, selv om Skønheden må finde sig i, at Udyret er blevet til en noget fersk prins i stedet for et spændende, karakterfuldt monster – men nu har vi lært, at det ikke er det ydre, der tæller, så skidt.

 


Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf (foto: Emilia Therese).

 

Forestillingen bevæger sig elegant mellem feernes plan, der har en selvstændig udvikling, og Udyrets slot. Det sker i oversætteren, Kamilla Bach Mortensens, instruktion og Helle Damgaards kulisse, som virker stærkere end den originale britiske, perfekt i musikalsk timing af ikke mindst de mange magiske indslag. Ganske særligt, når personerne bliver iført en tankesnupperhat, så vi kan høre, hvad de tænker – det kan være godt for de mindste blandt publikum. Lederen af insektorkestret, Anders Ortman, står for en fremragende musikalsk indsats.

Forestillingen, der inklusive pause varer to timer og bjergtager også de mange børn, der har hovedet fuldt af Disneys tegnefilm, er perfekt til jul, nytår og den mørke januar og spilles heldigvis helt frem til 15. februar. Giv dig selv og dine børn/børnebørn ned til en halv snes år en oplevelse af, at mange spændende historier findes i andet end Disney-versioner.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Smukt, tankevækkende teater

søndag, 8. september, 2019

Smukt, tankevækkende teater

Uanset, om du elsker livet, eller du frygter døden, tænker du over, hvordan din alderdom bliver. Har du det skidt med kroppens uundgåelige forfald, eller tager du hele tiden din tilstand, som den er, og får det bedste ud af den aktuelle situation?

’Hvis jeg bliver gammel’ på Odense Teaters Værkstedet kommer rundt om mange aspekter af alderdom i en blanding af dans og skuespil

 

 

“Hvis jeg bliver gammel” (foto: Emilia Therese).

 

Sofie Christiansen fra danseteatret sART i Svendborg fik ideen til at skildre perspektiver af alder sammen med Odense Teater i en co-produktion, der fermt kombinerer dans og skuespil i et kammerspil mellem dansere på 57 og 58 år og skuespillere på 57 og 61.

De fire optræder i fem kvarter i sort undertøj. Vi kan imponeres over de kroppe, som unge måske vil forkaste som slidte og nedbrudte, men som ældre ser som karakterfulde og velbevarede; som vidnesbyrd om et liv, der ikke har ødelagt dem.

Livet sætter sine spor, og i adskillige scener demonstreres det. Når skavanker sætter sig i en skulder, en arm eller et ben. Når man får læsioner, der sætter sig for evigt med deformiteter eller andre mén. På et tidspunkt får vi en catwalk, hvor eksempler på det fremføres som i en modeopvisning.

Når man bliver gammel, kan man miste sine venner eller sin ægtefælle, mens man mister færdigheder. Første del af forestillingen er næsten for nedtrykkende, mens de meget voldsomme videoklip kører på bagvæggen med billeder af ikke bare efterår, men hård vinter.

Aktørerne mindes ungdommen med dens tempo og livsappetit, men også dens dilemmaer, usikkerhed og overskruede sexoptagethed. Senere i livet går tingene langsommere, men erfaringerne giver en større tryghed, og kærlighed og sex bliver inderligere og antager nye skikkelser.

De to dansere Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen udgør sammen med Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard en kvartet, der gennemspiller de mange temaer fornemt, hvad enten det gælder en komisk/afskyelig spisescene – vi må håbe, at scenegulvet er pinligt rent – eller det gælder kroppe i harmoni. En række danse- og bevægelsesscener er fulde af symbolik til musik, der er forhåndsindspillet.

Forestillingen er blevet til ud fra en ide, der er udviklet under arbejdet, og har hele tiden været åben for de tanker og følelser, der er opstået. Den indrammes af udtalelser om alderdommen fra børn på en halv snes år. Kære, ærlige børn, i øvrigt fra balletskolen i Odense, der i afslutningen er optaget på en video af usædvanlig kvalitet. De siger naturligvis mange sjove ting, men har også reflekteret over situationen i alderdommen, og den ene dreng kommer meget tæt på at sige det, der bør være mantraet for al alderdom:

Glem, hvad du har mistet. Indret dig på din aktuelle situation og pres med al den optimisme, du kan mobilisere, hver en dråbe mulig livskvalitet ud af den.

Ellers bliver det meget surt at blive gammel.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Tage din elskede med til kabaret

fredag, 30. august, 2019

Tag din elskede med til kabaret

 


Foto: Emil Andresen.

’Under stjernerne på himlen sejler du med mig’ sang Tommy Seebach til Keld Heicks glødende ord. ’Man ligger så godt imellem dine ben’, konstaterede Bifrost. ’Brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker’, tryglede TV2, ’Lad nu dine hænder vandre med mig’, bad Sort Sol og Katinka, ’Smuk og dejlig’ af Shit og Chanel er om lesbisk kærlighed, men kan også synges om den heterogene. Trilles ’Jeg ved jo, du kommer igen’ sunget sanseligt og dobbelttydigt, Leonard Cohens ’ Dancing to the end of love’, kvinden, der elsker sin mand, som hun elsker sin whisky’. ’Kvinden, der siger, hvad hun vil ha’’ …

I godt halvanden time prises kærligheden brændende, og lystens gnister springer, mens længslerne og skrækken for vores udløbsdato mest er forbeholdt åbning, ’En skønne dag skal vi væk herfra’ og slutning ’Det haster med det kys’.

Den problematiske kærlighed for ikke er tale om den ulykkelige er der ikke plads til, men den megen lykke kunne have været sat i relief med en citronskive med ulykkelig eller bristet kærlighed. Jo, den er der faktisk i ’Dansevise’, som imidlertid er så livsglad og naturnær, at man ikke opdager det, og i Anne Linnets ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ svinder alle tårer, man måtte have grædt, på en forårsdag, så det behøver vi ikke at ængstes over.


Foto: Emil  Andresen.

Eneste uromoment er de tekster, som Haesam Jakir fremfører på arabisk, hvis man ikke lige sidder med sin Google Translate, men den behøver man ikke, for gløden i arabisk kærlighed slår lige så vel igennem i lydbilledet, som den gør på dansk, men naturligvis uden, at vi forstår evt. opfordringer som Lis Sørensens ’Læg din varme kind’ og ’Dine øjne de skal se’.

Katrine Bæk Sørensen, Mads Nørby, Haesam Jakir og musikeren Mads Klindt, der kan lyde som alt fra spinkel mandolin til stormende hebraisk bryllup, holder publikum i ånde, mens ’love goes on forever. De passer perfekt sammen. De unge synger med klare, smukke og udtryksfulde stemmer, de lidt ældre giver teksterne ekstra udtryk og indhold, og ofte går hele kvartetten op i en smuk, høj enhed.

Det er dejligt, at der igen spilles kabaret i Kerteminde, og elsker du din mand/hustru, eller er du vild med kærligheden, så oplev den. Du får ikke spoleret din oplevelse af lejlighedsvis ulykke. På enkelte af salens pladser kan man have svært ved at følge med på begge podier, men det kan man se stort på og bare fordybe sig i tekst og musik, når det sker.

’Det haster med det kys’ kan opleves igen i dag, i morgen samt torsdag og fredag i næste uge, og før forestillingen kan man til rimelig pris købe en varieret buffet af høj kvalitet.

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Pas på – de små gryder lytter

torsdag, 2. maj, 2019

Noah Haidles Mr. Marmalade på Odense Teaters Værkstedet er meget morsomt, meget velspillet – og meget uhyggeligt tankevækkende

Små gryder har også ører, og børn lytter ivrigt med, når voksne taler; for ikke at sige når de skændes eller siger ting, som bestemt ikke er for sarte ører.

 

 

Mr Marmalade (Foto: Emilia Therese).

 

Jeg foretrækker at tro, at Danmark gennemsnitligt er nået betydeligt længere i forholdet mellem kønnene end det ægtepar, som 4-årige Lucy (kunne hun ikke have været 5 eller 6?) har aflyttet og efterligner i sine lege. Ikke mindst i sit virtuelle forhold til Hr. Marmelademand, der har alt for travlt på arbejde, men forsøger at få tid til hende, så de kan lege far, mor og børn eller teselskab.

Lucy ved fra erfaringerne med de – formentlig skilte – forældre, hvordan man kan være grov eller hævne sig på sin ægtefælle eller ven, og det udnytter hun så effektivt, at forestillingen opgives at være uegnet for børn under 15 år.

For ikke at tale om, at da hun bliver virtuelt gift, tager marmelademanden kokain, drikker og er hustyran, mens Lucy forsøger at blive en bedre hustru for, at han ikke skal forlade hende.

Det lyder alvorstungt, men tag ikke fejl. Historien fortælles urkomisk, så publikum, der sidder på tre sider af skuespillerne, udbryder i latterkaskader, selv når der er en bitter undertone.

Lucy bor sammen med sin mor og bliver babysittet af Emma, der altid er forsinket og altid er temmelig uinteresseret i alt andet end sin ven, der selv er babysitter for sin femårige bror Tommy. Tommy er blandt verdens yngste med et selvmordsforsøg bag sig og i det hele taget noget skeptisk over, hvad tilværelsen byder på.

Lucy skal på sin side vælge, om hun vil lege i sin virtuelle verden, eller hun vil beskæftige sig med den rørende Tommy, som er den diametrale modsætning til Marmelademanden i sort jakkesæt med slips og attachetaske.

Mr. Marmalade er fra 2004, og dens temaer: Ensomme børn, der erfarer smertelige ting alt for tidligt; universer, der bliver alt for barske og forhindrer, at de får en egentlig barndom; voksne, der skal opføre sig ordentligt, er evigt gyldige.

 

Lea Baastrup Rønne og Kristoffer Helmuth som Lacy og Tommy (foto: Emilia Therese).

 

Lea Baastrup Rønne spiller Lucy fremragende i sin kombination af lydligt og kropsligt sprog, hvor vi ikke mindst genkender børnenes bevægelser. Kristoffer Helmuth er rørende som Tommy, Jon Lange perfekt som Marmelademanden, Alexander Mayah Larsen vækker medlidenhed som Bradley, og skuespillet er i det hele taget perfekt i Simon Bobergs instruktion, scenografien af Edward Lloyd Pierce med masser af hvidt, pink, kaktusser og slik, samt Emil Assing Høyers understregende lyssætning.

En fin forestilling, der spilles til og med 22. maj, men husk endelig ikke at tage børnene med.

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Mere end 10.000 teaterbilletter solgt på et døgn

torsdag, 2. maj, 2019

 

“The Great Gatsby” (foto: Emilia Therese)

 

I forrige præsenterede Odense Teater sit sæsonprogram for 2019-20 og understøttede det ved den årlige sæsonpræsentation i teatret søndag. En sæsonpræsentation, der med Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard som de traditionelle veloplagte værter næsten blev til en heldags forestilling med alt det gode, der skulle fortælles om.

Resultatet er, at kunderne for tiden stormer teatrets hjemmeside for at sikre sig de bedst mulige billetter til de rigtige dage og forestillinger, og mere end 10.000 billetter blev revet væk på mindre end et døgn.

Der er også noget at komme efter i det bredt sammensatte program. Fx kan man opleve det smukkeste sprog og en usædvanligt skarp intrige i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som det er alt for længe siden, vi sidst har set. Det sker fra 31. januar – 7. marts, og inden da har man på Store Scene allerede kunnet opleve ’Den Store Gatsby’, bygget over Scott Fitzgeralds roman om de brølende tyvere. For ikke at tale om den forestilling, der har fået det største startsalg, det norske juleeventyr ’Snefald’, som ovenikøbet instrueres af nordmanden Frede Gulbrandsen, som også instruerede Kerteminderevyen det år, den blev Danmarks bedste.

 

Snefald – Odense Teaters juleforestilling (foto: Emilia Therese).

 

Store Scene slutter sæsonen med den syrede musical ’the Rocky Horror Show’, som også sælger fint fra start.

Teaterrummet i Odeon kommer til effektiv brug i den prisbelønnede ’Den mystiske sag om hunden i natten’, ’Skønheden og Udyret’ i den oprindelige version, ikke den disneyficerede’, samt ’Tyvene’, der er ’et skæbnesymfonisk netværk’ for 12 udkantsskæbner.

På Værkstedet kan man nyde ’Hvis jeg bliver gammel’ om at ældes i et samfund, der elsker ungdom. Man oplever, at ’Peggy Pickit ser Guds ansigt’ i et kammerspil mellem to ægtepar, der har valgt hver deres vej i livet. Der bliver en tankevækker om YouTube-tiderne i ’Influencer influenza’ og skuespiluddannelsens afgangsforestilling ’Markedet er ikke noget sted’, som man skal have med, hvis man vil se kommende års skuespillere, mens de stadig bare er gnistrende talentfulde.

Blandt sæsonens gæstespil er ’Sigurds Danmarkshistorie’ med Sigurd Barrett, ’Skatteøen’, Jørgen Ryg-cabaret’en ’Ryg’ samt Den Jyske Operas ’Eugen Onegin’ og ’Bortførelsen fra Seraillet’.

Desuden bl.a. et one-woman-show med Liselotte Krogager, ’Fru Sauterne’ med udgangspunkt i Kim Larsens sang om Fru Sauterne og hans sangskat i øvrigt.

Et sæsonprogram, der lover meget og formentlig holder det hele.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Diktatoren er forrygende og åndeløs farce

lørdag, 13. april, 2019

Fornemt skuespil, forrygende tempo, utrolige musikalske effekter, blændende kulisse, men om den vil ændre verden meget, er tvivlsomt

 

 

Olaf Johannessen og Peder Dahlgaard (foto: Emilie Therese).

Har du set Charlie Chaplins visionære film ’Diktatoren’ fra 1940?

Nå, ikke? Det skal du ikke være så ked af, for nu bliver den genopført på Odense Teaters Store Scene, hvor figurerne er castet så tæt på de oprindelige, at det er forbløffende. Olaf Johannessen ER simpelthen Charlie Chaplins dobbeltrolle som diktator og barber. Natali Vallespir Sand ER simpelthen Paulette Godards sympatiske og slagfærdige jødiske Hannah. Jesper Hyldegaard, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Peder Daglgaard, Mathias Sprogøe Fletting, Peter Zandersen og Joakim Lind Tranberg ER det kalejdoskop af roller, der ses i filmen og nu igen på scenen.

 

 

Natali Vallespir Sand, Olaf Johannessen og Jesper Hyldegaard (Foto:Emilia Therese).

 

Alle filmens store scener er med, ovenikøbet med samme musik, fx barberscenen til Ungarsk Rapsodi nr. 2. For ikke at tale om det urkomiske optrin, hvor fire mænd skal finde ud af, hvem der skal ofre livet for, at Tomanien kan slippe af med diktatoren Hynkel (Hitler), hvad ingen af dem har særlig lyst til.

 

Olivier Antunes (foto: Bureau Jantzen).

De lydeffekter, som filmen så let lægger ind, skabes her åbent i samarbejde mellem den fremragende pianist Olivier Antunes og de på det givne tidspunkt ledige skuespillere, der bruger virkemidler som cykelpumper, skralder, fløjter, tennisketsjere, vaskebrætter mm. Da barberen synker op til flere mønter, klarer Vallespir de stærke synkelyde med en fintfølende mikrofon mod sin strube. Det kræver perfekt timing, og skuespillerne nyder det åbenlyst.

Scenografen Kim Witzel har ladet sin fantasi eksplodere, så muligheder er kommet til verden, som filmen ikke har, fx i de bevægelige kombinerede mure, vægge, loftsrum og tagrygge for ikke at tale om det stiliserede tog, med hvilket diktatoren fra Spaghetti, Napoli (Mussolini), kommer for at snyde/blive snydt af Hynkel.

 

Natali Vallespir Sand og Olaf Johannessen (foto: Emilia Therese).

I godt to timer morer man sig herligt, ikke mindst fordi Olaf Johannessen med de bedre lydlige muligheder end i 1939 kan kæle for underfundigheden i barberskikkelsen samtidig med, at han mestrer alle Chaplins virkemidler; og Vallespir Sand får lov at multiklaske nazister i hovedet med en stegepande og har mere slapstick end Paulette Godard.

Så er der det med meningen med det hele. Latterliggørelsen af diktatorerne, udpegning af, at krig er meningsløs. Kampen for demokrati, tale- og meningsfrihed, humanisme etc. Det er nok morsommere end virksomt. Også selv om vi stadig i dag har små og store diktatorer, der sætter sig igennem, ofte endda demokratisk, så de får sat sig igennem med alt fra underbemandede daginstitutioner, meningsløse statusprojekter og symbolpolitisk lovgivning til udryddelse af folkeslag. Det er kun et spørgsmål om, hvor i verden vi befinder os.

Slutmonologen, da barber og diktator er blevet forvekslet, er den største forskel på film og aktuelt teater. Den er udvidet, så det gode ikke kun ligger i mennesket, men også i dyr, planter, amøber m.m. som jeg personligt tror er aldeles ligeglade. De virker bare under de betingelser, vi mennesker giver dem, ofte meget umenneskelige.

Det udtrykker den oprindelige morale, og det burde instruktør Nikolaj Cederholm have holdt sig til for ikke at gøre ændringerne til et overflødigt diskussionsemne.

Til man når så langt, er tempoet åndeløst, morskaben uendelig, musikaliteten uforlignelig og skuespillet i top.

Diktatoren opføres frem til 15. juni med undtagelse af 15-25. maj, hvor forestillingen gæstespiller i Aalborg.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Død over eliten – en gribende politisk gyser

tirsdag, 5. februar, 2019

 


Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)

 

Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

 


Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

 


Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

 


Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »