Teater

Voldspillets jul er super cool

fredag, 12. november, 2021

Peters Jul, skabt af tv-julekalendernes konge, Martin Miehe-Renard, er i Voldspillets Slotsmølle en perfekt forestilling, hvor sang, instruktion og kulisser er tilsat den bedste koreografi, jeg mindes i Nyborg

Fra tæppet går til Peters Jul, er der fest og fart. Den første lange scene er vildt betagende. Med lynhurtigt, smart skiftende, kulisser; med aktører, der på forbløffende måde hele tiden ved, hvor de andre er, så de kan skabe komik så fnuglet som ingenting: med festlig musik, fremragende sang og hele forestillingens allerbedste facet, forestillingsleder Maria Kronborgs koreografi.

Hvad hun har formået at skabe af dansescener er forbløffende og medvirkende til, at der ikke er et kedeligt øjeblik.

 

Jul hos de fattige

Jul hos de fattige

Martin Miehe-Renard har aldrig lagt skjul på, at han har lånt med arne og ben, så han har kombineret først og fremmest Johan Kroons Peters Jul og Charles Dickens’ Oliver Twist på sin helt egen måde. Han har skabt en klassisk ombytningshistorie, hvor den rige dreng Peter og den fattige dreng Rasmus, fint fremstillet af Victor Holm og Frederik Malmose, får lov at skifte roller, men forfatterens flotte kunstgreb, der passer så godt til julen, er at lade den afsluttende tilbagebytning placere begge drenge på solsiden.

Vi får en – ikke alt for voldsom – portion socialrealisme, hvor vi føler med de fattige børn, som dog slipper for at skulle vaske hænder og rydde op og være meget artige, men til gengæld midt i deres sult og kulde må forestille sig julens goder, mens de ernærer sig som lommetyve under ledelse af Fagin, undskyld Rolf, en blændende god Benjamin Holmstrøm Nielsen, der til slut er ene om at hade julen. De holder bl.a. modet oppe pga. Fattigfie, brillant spillet af Vivian Edelborg, der som den eneste kan styre Rolf, og som viser sig at være identisk med den rige families bedstemor.

Vi får julemagi med dansende snefnug, vinterens dronning og snemanden, der kan opfylde ønsker. Anden gang dog kun, hvis han bliver kysset af en jomfru. Vi nyder Lars Fjeldmoses optimistiske musik, spillet af producerteamet The Other Mary, Jens Davidsen og Jens Langhorn. Musikkens lydniveau skal nok justeres her og der i forhold til sangen.

Jesper Duponts instruktion er flot timet og fuld af fine indfald. Scenografien med varme farver hos de rige og kolde hos de fattige er gennemtænkt, og Kristine Becker Lund har igen stået for kor- og sanginstruktion.

Programmet er billigt og værd at tage med hjem. Æbleskiver og gløgg smager godt og dufter lifligt i pausen, og der er i det hele taget intet at betænke sig på. Igen i år er Voldspillernes jul en stor oplevelse, i øvrigt frem til 12. december.

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Nyborg Vold, Teater | Ingen har kommenteret »


Hyggeaften med onkel Ulf

fredag, 22. oktober, 2021

Ulf Pilgaard og Lukas Birch fornøjede torsdag aften publikum i en fuldstændig udsolgt Store Sal på Tornøes Hotel, med en nostalgisk kavalkade over begivenheder i 80-årige Pilgaards liv udi kunsten. Anekdote fulgte på anekdote, ledsaget af filmklip på et lærred over scenen, med glimt af mindeværdige episoder samt hilsener fra kolleger.

Ulf Pilgaard og Lukas Birch (foto: Emil Andresen)

Ulf Pilgaard og Lukas Birch (foto: Emil Andresen)

Jo ældre, man var, jo større udbytte havde man af aftenen, der ikke beskæftigede sig så meget med de seneste 20 år, men hvor vi hørte om Pilgaards barndom og ungdom, om hans vej ind i teaterverdenen fra et teologistudium, om livet på Studenterscenen, og den pludselige overgang til at blive professionel på ABC Teatret på Preben Kaas’ initiativ.

Lukas Birch var forberedt til tænderne, men havde ikke så meget at gøre, for Pilgaard kørte selv derudad – ind imellem for langt. Det er blot svært at stoppe en etableret stjerne, når man selv kun er 21, så det undlod Birch flere gange – formentlig klogt, men det kan de to jo tale lidt om før næste talkshow. Fx gik der for lang tid med Muhammedtegningerne, og med at beskrive Studenterscenen og de mange skuespillere der, mens man til gengæld stort set ikke kom ind på Pilgaards menneskelige nedture, og hvordan han har imødegået dem. På det punkt må man ty til hans selvbiografi.

Ulf Pilgaard (foto: Emil Andresen)

Ulf Pilgaard (foto: Emil Andresen)

Til gengæld fik vi en del at vide om andres fatale nedture i druk, og fra ca. 1966 også stoffer. Det er jo næsten uhyggeligt, så hurtigt vi mistede Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Jørgen Ryg, Birger Jensen og mange flere, og han fik slået fast med syvtommersøm, hvad det fører til at (mis)bruge hash.

Men underholdende var det, ikke mindst at høre om Pilgaards møder med Dronning Margrethe. Fra inviteret til aftenselskaber med lancier til den afsluttende royale overrumpling efter hans sidste forestilling i Cirkusrevyen.

Jeg skal afholde mig fra at give de bedste anekdoter, så jeg ikke ødelægger noget for dem, der skal overvære resten af turneen (men tag evt. ‘Ud at se med DSB’ med hjem fra din næste togtur).

For den, der er gammel nok, var det også et lunt smil værd at genkalde sig starten på satire i DR såvel på TV som i radioen søndag formiddag med Søndagsjournalen og Holdningsløse Tidende. Hvem husker i så fald ikke ‘O vandringsmand – Ryf!’ eller ‘Hvad er datid af la’ gå? Logik!’

Vi kom også rundt i teater- og revyverdenen med fx ‘Annie get your gun’ på Tre Falke, som med Daimi, Dirch Passer m.fl. blev en gigantisk succes trods alle tiders dårligste oversættelse – af Preben Kaas.

Vi hørte intet om filmdebut’en i ‘Giv Gud en chance om søndagen’, men nok så meget om ‘Nattevagten’, der formentlig snart får en efterfølger, som Pilgaard også skal være med i.

Det var en dejlig aften i godt selskab, men lige et enkelt hjertesuk. Talkshow betyder ikke, at publikum skal tale indbyrdes, og selv om mobiltelefonerne er sat på lydløs, irriterer de med deres lysende skærme, når de bliver brugt.

5_Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, revy, Teater | Ingen har kommenteret »


Veloplagt Lukas Birch holdt publikum i ånde

torsdag, 7. oktober, 2021

Det første af fire arrangementer, Kerteminde Kommune har støttet Kerteminderevyens Venner med, for at forsøde tilværelsen efter Corona for borgerne, løb af stablen tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgaard.

 

Lukas Birch (Foto Emil Andresen)

Lukas Birch (Foto Emil Andresen)

 

I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.

Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.

Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.

Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen, kultur, Musik, revy, Teater | Ingen har kommenteret »


Busters poetiske verden

fredag, 3. september, 2021

Bjarne B. Reuter har dramatiseret ’Busters Verden’ for teatret, og Odense Teater tryller magisk for de unge, som kun teatret kan

 

Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,

Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,


Buster Oregon Mortensens farfar var kanonkonge, hans far kan trylle, og det kan han også selv. Det er med til at gøre, at han kan overleve skolen, som man ikke skal tro, man går i for sin fornøjelses skyld. Der skal læres tabeller, mens man følger reglerne.

De var noget mere håndfaste i den tid, hvor ’Busters Verden’ foregår, og Reuter tager tingene til psykedeliske ekstremer i fx de meningsløse regnestykker, de arme børn af læreren Claus Riis Østergaard bliver sat til at finde svarene på.

Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)

Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)

Buster, Emil Weber Rasmussen, reagerer med poesi og trylleri, som han som skuespiller er nået langt i at beherske med tryllekonsulent Klaus Muldbjergs hjælp. Ikke med forurettethed og surhed, for han kan såmænd godt lide at gå i skole, men han tryller fint og morsomt, når han keder sig. Han har ikke fået kvast sine sanser, så han kan lugte foråret og dets luft.

Buster har brug for poesi og trylleri, for hans far, Jens Andersen, er en charmerende, men holdningsløs, fyr, der går på kroen og kommer fuld hjem. Til gengæld er han solidarisk med sin søn, når der er forældremøde. Moderen, Marie Nørgaard, er som den tids kvinder fuldtidsbeskæftiget med at redde familien.

Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.

Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.

 

Moderen og søsteren, Nadia Jasmin Nielsen, elsker Buster og hans trylleri, men vil han overleve, at han har kommet sukker i benzinen på Store Lars’ knallert? Og overlever hans selvtillid Stig Ole, Anders Skov Madsens, foragt? Store Lars spilles af Mikkel Reenberg, der stumt giver et af forestillingens komiske højdepunkter som inspektørens sekretær.

Natali Vallespir Sand har seks forskellige roller, først og fremmest som Fru Larsen, Busters fortrolige, som stimulerer hans selvtillid og mener, at de nok sammen skal få klaret faderens problem. Jeg vil hævde, at det er et postulat, at det sker, men det glemmer vi for en vigtigere sag: Buster ændrer livet for vidunderbarnet Joanna, spillet af Louise Bonde, som, siden hun var tre år, har arbejdet ensidigt mod at indtage verdens koncertsale med sit flygel. Hun elsker musikken, men nu lærer hun også at elske magi, og Buster forvandler en af hendes koncerter til en trylleforestilling på skøn vis.

Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)

Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)

Alle skuespillerne har adskillige roller og hopper ubesværet ind og ud af dem i en musikalsk og munter sceneleg, der betager det primære publikum, de helt unge, og giver dem lyst til mere teater. Forestillingen er fint forløst i samarbejde mellem scenograf Nadia Nabil og instruktør Kamilla Bach Mortensen, der viser, hvad teatret kan i forhold til film og litteratur. Hvordan man kan køre en teatercykeltur på en Long John; hvordan man kan affyre en kanonkonge, etc. Musik og tekst af Tomas Raae er inspirerende lyrisk, men har lidt rigeligt med lån fra fx House og the Rising Sun, Katinka Katinka osv., men det aner de unge jo ikke. Vi voksne ville til gengæld gerne have lånt Nanna Lüders’ ’Buster’.

Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)

Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)

Forhærdede voksne tænker golde tanker: Jamen, han har da ingen chancer over for en Store Lars, der vil slå ham til plukfisk. Det går da galt, hvis han ikke lærer, hvad han skal i skolen, osv,

Det gør det ikke i Reuters magiske univers. Nok er magikere en døende race, men her står de sig over for den rå kraft og den hårde fornuft – og det er fint at vise de unge et alternativ. De skal nok rette ind alligevel, men det er godt at have et poetisk kim at klynge sig til.

Busters Verden spilles i Teatersalen, Odeon frem til 20. oktober, og de voksne kan roligt tage med de unge og få opfrisket det lille, daglig-revolutionære kim.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Slip latteren løs

mandag, 23. november, 2020

På torsdag aften kan vi alle få latterhjælp, når vi under 100% sikre forhold lader Farshad Kholghi og Lukas Birch tage os 2020 år tilbage i tiden, når de på Tornøes Hotel indvier os i Herbergets Evangelium i forestillingen ‘Hvid Jul med brune Nuancer’.


Hvem trænger ikke til at smile, at le eller at grine højt i disse coronatider?

Det kender du formentlig ikke, for det blev først fundet for nylig i forbindelse med udgravningerne til den nye metro mellem Betlehem og Ishøj, og det fortæller på overrumplende måde, hvorfor alle værelser var optaget, så Jesus i stedet blev født i en fugtig stald. Alt var kaos, bl.a. fordi ejeren Hr. Berg var dødeligt forelsket og derfor gjorde så fjollede ting, som forelskede gør.

Mens Farshad Kholghi er en institution i Kerteminderevyen og heldigvis er med igen i 2021, er Lukas Birch mindre kendt, men han er dansk revys mest lysende unge multitalent for tiden, og han bliver forestillingsleder på Kerteminderevyen til sommer.

Duoens juleshow, der har premiere på Amager i aften og derefter skal Danmark rundt, er hylende morsomt og fuld af politisk ukorrekthed i bibelske dimensioner. Vil du se det på Fyn, er de to muligheder torsdag aften og siden 12. december, også på Tornøes.

Så glæd dig til at få indblik i den hidtil ukendte del af juleevangeliet, og nyd en tempofyldt komedie, der giver dig en hvid jul – med brune nuancer.

… og uden risici. Opstillingen i Store Sal sker med hensyntagen til rigelig afstand og personbobler, så man kun behøver at sætte sig ned og motionere lattermusklerne.

Billetterne købes gennem Tornøes Hotel tlf. 65 32 16 05.

Tags: , ,
Kategori Generelle nyheder, kultur, revy, Teater | Ingen har kommenteret »


Voldsomme effekter og dygtige skuespillere

torsdag, 5. november, 2020

Voldsomme effekter og dygtige skuespillere

Så blev Kolding Egnsteater åbnet. Først skiftede det navn fra Mungo Park til Teater Tid; derefter nødvendiggjorde politisk fnidder af mange slags, at det blev reorganiseret som Kolding Egnsteater. Det ændrer heldigvis ikke på, at der i Fredericiagade i Kolding ligger et kvalitetsteater med meget på hjerte, som har bud til alle landets teaterinteresserede.

 

Mareridt (Foto: Asmus Kromann Bork)

 

Genåbningen sker med forestillingen ’Madeleine og drømmene’, som er inspireret af bortførelsen af den 3-årige Madeleine McCann i Portugal 2007. Hun er aldrig fundet, og ideen er at udforske det liv, forældrene bagefter må leve, med mareridt, sorg, håb, kaos, mistænkeliggørelse etc.

Et liv, hvor fantasi og virkelighed ustandselig smelter sammen med forskellig vægt på de to ting. Hvor sorg, frygt og fantasier formes med fiktive skrækforløb, der ikke mindst i mareridt er meget voldsomme. Der er voldsomme effekter i lys, lyd og skuespil i Jokum Rohdes tekst, men den bevæger sig lidt for kaotisk rundt, og de mange associationer bliver vanskelige at følge for den, der kun kender Christopher Marlowe som Shakespeares konkurrent i ’Shakespeare in Love’, der ikke er helt inde i Faustmyten, måske aldrig har læst Schillers ’Erlkönig’ og ikke ved, at navne som Romulus og Rebekka er stærkt værdiladede.

 

Drama i lys og lyd (Foto: Asmus Kromann Bork).

 

Hvad forestillingen vil, ud over sine effekter, er lidt vanskeligt at finde ud af. Vi kan sagtens leve os ind i, hvor forfærdeligt det er for McCanns forældre at tænke tilbage på bortførelsen, at blive afhørt voldsomt som mistænkte, eller at opleve håb og frygt i drømme, men faktisk er forestillingen indholdsmæssigt mere spændende efter pausen, hvor Malte Joe Frid-Nielsen fortæller, at han har fået chancen for at ’skrive’ en anden persons totale liv. Hver dag at bestemme, hvad han skal sige og gøre i morgen – og hvor det måske er lige omvendt. Det er personen, som han aldrig har mødt, der modellerer hans liv.

Her er der mindelser om filmen The Truman Show, andre steder er der direkte henvisning til Orfeus og Eurydike-myten etc.

Jo, forestillingen er det totale kaos og næppe faldet helt ud, som den var tænkt, men det var alligevel spændende, hvor man ville hen: Sove, drømme, vågne og se.

Det er ordene, der gentages mange gange som slutning, og som forestillingen ikke helt dækker.

 

Malte Joe Frid-Nielsen og Kristine Nørgaard (foto: Asmus Kromann Bork).

 

Skuespillerne Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristina Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær fungerer perfekt i mange skikkelser og roller. Ditte Tygesens scenografi er udfordrende, og opnår de effekter, som også Ingrid Skandsens lys og Jim Falks lyd lever op til, i Emil Alexander Rostrups instruktion.

Tapas to go

Genåbningen af teatret var en oplevelse for sig i disse Coronatider. Velkomstdrink, mundbind, indgang i teatret i hold og med god afstand mellem de afsprittede tilskuere. Det gentog sig række for række til pausen og efter forestillingen, der sluttede kl. 21.57, så alle lige kunne nå at nippe til et glas vin, og tage en tallerken med tapas-to-go med sig ud i novembernatten.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Influencer sætter tanker i gang

søndag, 9. februar, 2020

 

Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand

Niels-Martin Eriksen, Jeanette Lindbæk Birk, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk (foto: Emilia Therese).

Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?

Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?

Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.

Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.

Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.

I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.

En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.

Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.


Foto: Emilia Therese

Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.

Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.

Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.

Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.

På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.

Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Den perfekte klassiker

søndag, 2. februar, 2020

 

Helligtrekongersaften’ er blandt de fineste forestillinger nogensinde på Odense Teater med fremragende fornyelser af musik og scenografi i en Shakespearetro, poetisk udgave fuld af underfundighed, humor og stort spil i samtlige roller

 


Intrigen finder sin løsning (Foto: Emilia Therese).

En teateroplevelse bliver ikke større end til Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater. Da tæppet går, viser kulissen af Franciska Zahle sig at være smukt og fantasifuldt bygget over kæmpebogstaver, der i forestillingens løb, efterhånden som intrigen falder på plads, viser sig tilsammen at danne ordet Illyrien – stedet, hvor den udødelige og lyriske komedie udfolder sig.

 


Natali Vallespir Sand, Bisse og Lars Simonsen (Foto: Emilia Therese).

Fremragende nar

I bogstaverne er små og store åbninger, som kan bruges af ikke mindst narren Feste, Thorbjørn Radisch Bredkjær, i daglig tale Bisse. Han er klædt i rødt strutskørt og har skrevet sine egne viser, som passer fuldendt til stemningen i forestillingen. Han er betydeligt mere poetisk, end vi er vant til at se narren i dette stykke, der har fået det bedste ud af generationer af oversættere, skuespillere, instruktører, musikere, scenografer etc.

Intrigerne

De to søskende Viola og Sebastian overlever et forlis uden at vide, hvordan det er gået den anden, og drager hver for sig til Illyrien, hvor hertug Orsino bejler til grevinde Olivia, der er syg af sorg over sin brors nylige død og har svært ved at tåle sin onkel Tobias’ drukture sammen med ridderen Andreas Blegnæb. Hendes kammerpige Maria har ben i næsen og sætter sammen med Blegnæb og Tobias en intrige i gang, der skal latterliggøre den egoistiske hushovmester Malvolio.

Viola forklæder sig som pagen Cesario for at få plads hos Orsino, som hun forelsker sig voldsomt i samtidig med, at hun/han bliver sendt til Olivia for at bejle på sin hertugs vegne.

 


Anna Bruus Christensen og Benjamin Kitter (Foto: Emilia Therese).

Sprog, musik og farce

Saftige intriger, som der er endnu flere af, og som udfolder sig glat i Shakespeares uforlignelige sprog, brillant oversat af Niels Brunse, og fremføres, så det ikke virker støvet eller uforståeligt, men tværtimod frisk, veloplagt og uendelig smukt, tilført en musik, der foruden af Bisse er skrevet af Adi Zukanovic og spilles af Ying-Hsueh Chen og Mathe Beck, begge på scenen udklædt som soldater.

Instruktør Jens August Wille evner at få den mere end 400 år gamle komedie til at fremstå boblende veloplagt, og han tilfører mange scener originale ideer. Som da Malvolio læser det brev højt, der skal føre ham i ulykke, og hans lurende tilhørere spiller farce a la Feydeau eller Dario Fo.

 


Farce a la Feydeau (Foto: Emilia Therese).

Skuespillet

Skuespillerne kan roses på samlebånd. Nogle roller er større end andre og giver dermed ulighed for at markere sig mest: Anna Bruus Christensen som Viola; Natali Vallespir Sand som en både poetisk og meget jordbundet Olivia; Benjamin Kitter som Orsini; Isa Marie Henningsen som kammerpigen; Peder Dahlgaard som Tobias Hikke; Malene Melsen som den morsomste Blegnæb, jeg nogensinde har oplevet; Lars Simonsen som Malvolio; etc.

 


Ina Marie Henningsen, Malene Melsen og Peder Dahlgaard (Foto: Emilia Therese).

Frydefuldt

Formentlig finder ikke en eneste i publikum Shakespeare støvet eller gammeldags, mens de forstår hvert ord, nyder hver underfundig pointe og lader øjne, ører og intellekt bade i fryd i to en halv time. Skal vi sætte en enkelt lille finger, må det være, at scenen med Malvolio i fangehullet er en anelse lang.

Forestillingen er tæt på at være udsolgt, men der er allerede udbudt seks ekstra, så der stadig er fine muligheder for at få oplevelsen, som det vil være synd at snyde sig selv for – uanset alder og forudsætninger.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Livsglæde, musikalitet og nostalgi i Hair

fredag, 31. januar, 2020

MusicalTalentSkolen i Nyborg spiller misucal’en, der på Gladsaxe Teater var en vigtig del af ungdomsoprøret i Danmark; som er fuld af skøn musik og følelser fra dyb depression til boblende humor; og som synes og spilles af unge med kæmpe talent

 

1968. Ungdomsoprør, fri sex, racelighed, religionsfrihed, ikke krig, men kærlighed og ikke mindst søgen efter oplevelser og ’sandhed’ gennem bevidsthedsudvidende stoffer fra hash til LSD – den positive historie om det ligger i musical’en Hair, som faktisk blev førsteopført i 1967, men blev dybt kontroversiel året efter på Broadway. Her var det et chok for publikum at opleve kaskader af fyord, alskens sex, stoffer og frigørelse for alle autoriteter inklusive pligten til at tjene i den amerikanske hær og blive sendt til Vietnam, hvor man kunne risikere at miste det liv, man dyrkede så ivrigt.

Aktualitet

Skuespillerne på Bastionen i Nyborg er født længe efter 1968, men måske har det været lettere at leve sig ind i situationen i 1968, at der igen i disse tider trives en form for egoisme, så lærere fx har svært ved at overbevise forældre om, at deres børn skal indgå i en helhed og ikke nutteputtes hver for sig. Ligeret for kønnene lader også stadig en del tilbage, ligesom fordomme og modvilje mod indvandrere, flygtninge og andre religioner trives i bedste velgående.

Pudsigt nok er forestillingen formentlig ramt af en af de aktuelle former for krænkelser. 1/3 af det oprindelige ensemble var farvet (det hed sort dengang), og farvede og hvide var på lige fod. I dag kan man ikke sværte folk farvede, så de kan spille dem som roller – tænk på den canadiske premierminister, der ikke vidste, hvor krænkende han var, da han sværtede sig til en kostumefest for en snes år siden. Derfor ser man på scenen i Nyborg kun en, der føler sig sort, men ikke er det. Måtte man snart få gjort op med den slags ’krænkelser’.

Talentrigdom

Nå, men de unge i Nyborg er sprængfulde af talent. De laver det perfekte stoftrip med al den kærlighed, der findes. De er hinanden nær på alle måder, og de synger, danser og spiller forrygende skuespil. Hele salen gynger ustandselig, og da forestillingen også er fuld af humor af mange slags, bliver der såvel smilet som grint. De 12 afgangselever fra MusicalTalentSkolen suppleres i øvrigt af yderligere ni ensemblemedlemmer, og mon ikke nogen af dem søger ind på næste hold, der er på vej for tiden?

 

Hair er et forbløffende fint resultat af to års arbejde med seks timer om ugen på musicalskolen, hvis lærere kan være rævestolte. Ikke mindst instruktør Jesper Nielsen, der har æren for, at ingen i ensemblet på noget tidspunkt glemmer, hvad det gælder. Kostumerne af Lise Nøhr rammer plet, mens Louise Knudsen har stået for sang og kor, og kun i starten af slutscenen presses nogle af stemmerne rigeligt. Ellers er det flotte udgaver, der leveres af ørehængere som Aquarius, Donna, I got life, Easy to be hard, Where do I go, Electric Blues, Black Boys, White Boys, Walking in space, Good Morning Starshine, Let the sun shine in og alle de andre, 35 i alt. De bevæger sig langt omkring i genrerne – fra ren popparodi til Punk Rock, og de gør til det fremragende akkompagnement af et otte mands orkester (det vil mange misunde dem) under ledelse af Andreas Clemmensen, hvor mange i aftenens løb brillerer. Det er sikkert uretfærdigt, men jeg lagde især mærke til blændende indslag på saxofon (Gert W. Knudsen) og trompet (Mads Lunde).

Vi får også genopfrisket en del amerikansk historie af forskellig slags, når vi møder personer fra Abraham Lincoln over Scarlett O’Hara til Richard Nixon.

Af sted til Bastionen

Bastionen har ikke verdens behageligste stole, men det glemmer man stort set i de to en halv time, den fine forestilling udfolder sig inklusive pause frem i aften, i morgen og i dagene 5-8. februar. Forhåbentlig for fulde huse, for disse 12, af hvilke vi bl.a. har set mange i voldspillernes forestillinger, kommer vi i de kommende år til at se mange andre steder:

Tobias Gräs, Noah Johnsby, Sille Heilmann, Sebastian Kragelund, Benjamin Holmstrøm, Minna Søberg, Josefine Christensen, Helena Hollænder, Nanna Tipsmark, Peter Pedersen, Emma Karner, Martine Pedersen

Fotografierne er taget af Anders Strøm.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Skøn og anderledes ’Skønheden og udyret’

lørdag, 21. december, 2019

 

Det klassiske franske eventyr får en eventyrlig drejning i Lucy Kirkwoods Disney-befriede udgave, som Odense Teater spiller fermt og charmerende med ekstra feer i Odeon

Lucy Kirkwood er en af tidens allermest spændende dramatikere. Hun er kun 36, men har siden 2005 været utroligt produktiv som forfatter, skuespiller og instruktør. Hun har været medlem af en teatersportgruppe, mens hun tog en grad i engelsk litteratur, og hun forstår i den grad at improvisere, trække fra og lægge til, vende tingene overraskende på hovedet og finde nye synspunkter, ny humor og nye vinkler på alt.

I ’Skønheden og udyret’ sidder størstedelen af publikum naturligt med Disneys version i baghovedet, selv om andre versioner af eventyret, fx musical’en ’the Phantom of the Opera’ eller Jean Cocteaus film ’La Belle et le Bete’. Alle tidligere versioner smadres omgående, da tre feer af den slags, der bliver grimmere og mere menneskelige, når de nærmer sig de 40, melder sig: Mr. Pink, Kristoffer Helmuth, en noget ondskabsfuld mandschauvinist med store evner som tryllekunstner; Cecile, indtil videre Signe Mannow for den sygemeldte Josefine Tvernoes, der kommer tilbage, som ikke lader sig tryne af Mr. Pink, men til slut selv tager kommandoen, og kaninen, Kimmie Liv Sennow, der også spiller Skønhedens søster.

 


Tre usædvanlige feer (foto: Emilia Therese).

 

Mr. Pink konstaterer, at det ikke altid er så galt at stjæle, for hvis Skønhedens far, spillet virtuost af Klaus T. Søndergaard, ikke havde stjålet Udyrets rose, ville der slet ikke have været noget eventyr.

Det er så meget rose, som der er i denne udgave. Ikke noget pladder med, at Skønheden skal kysses, før det sidste blad falder; ikke noget med levende, fortryllede ure, lys, spisestel etc. (selv om jeg også elsker Disney-versionen), men derimod et mere intenst spil mellem Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf. Deres indbyrdes forhold bevæger sig mere menneskeligt og forståeligt fra, at et spørgsmål, om hun vil gifte sig med ham og elske ham, er meningsløst, til, at svaret til slut er et ja, selv om Skønheden må finde sig i, at Udyret er blevet til en noget fersk prins i stedet for et spændende, karakterfuldt monster – men nu har vi lært, at det ikke er det ydre, der tæller, så skidt.

 


Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf (foto: Emilia Therese).

 

Forestillingen bevæger sig elegant mellem feernes plan, der har en selvstændig udvikling, og Udyrets slot. Det sker i oversætteren, Kamilla Bach Mortensens, instruktion og Helle Damgaards kulisse, som virker stærkere end den originale britiske, perfekt i musikalsk timing af ikke mindst de mange magiske indslag. Ganske særligt, når personerne bliver iført en tankesnupperhat, så vi kan høre, hvad de tænker – det kan være godt for de mindste blandt publikum. Lederen af insektorkestret, Anders Ortman, står for en fremragende musikalsk indsats.

Forestillingen, der inklusive pause varer to timer og bjergtager også de mange børn, der har hovedet fuldt af Disneys tegnefilm, er perfekt til jul, nytår og den mørke januar og spilles heldigvis helt frem til 15. februar. Giv dig selv og dine børn/børnebørn ned til en halv snes år en oplevelse af, at mange spændende historier findes i andet end Disney-versioner.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »