Golfnyheder

Golfoplevelser på ferie

lørdag, 2. juli, 2011

På en bilferie i Merano (Norditalien), der af private årsager blev afbrudt i utide, nåede Mette og jeg at få spillet tre runder golf. Først Gut Leimersdorf ved Bamberg i Tyskland. En velholdt, spændende bane i en dramatisk, bakket, bjergromantisk scene, som er en god mellemstation på vej sydpå. Den ligger lige tilpas for en dags kørsel, og Bamberg er en meget interessant by med utrolige bygninger og et skønt miljø.

I Norditalien spillede vi først Kastelruth lidt nordøst for Bolzano, og med nogle helt fantastiske par-3-huller var det en kæmpe oplevelse. Banen er en sand bjergbane, hvor vi nødig ville have spillet uden buggy.

Derefter spillede vi Golf Club Passeier lige vest for Merano, hvor der var meget stor søgning og gevaldigt check på tingene. En meget fornemt holdt bane, igen med store højdeforskelle og sine steder meget langt mellem hullerne.

Det var tre meget fine baner, som det er værd at opsøge på en ferie sydpå.

Kategori Generelle nyheder, Golfnyheder | Kommentarer lukket til Golfoplevelser på ferie


Golf i Belek

søndag, 27. marts, 2011

Mette og jeg har været en uge i Belek, Tyrkiet, hvor vi spillede fire forskellige golfbaner af meget høj kvalitet. Det var mildest talt køligt – en morgen slo0g vi ud kl. 6.06 med is på de første greens – men al den regn, som vejrudsigterne lovede, ramte ikke byen nede ved Middelhavet, når vi spillede. Der var til gengæld nok af den i bjergene få kilometer væk. All inclusive er virkelig all inclusive i Belek, der formentlig er noget nær den ideelle golfdestination i april-juni og september-november. Befolkningen er venlig, og de fleste taler en del tysk (flest) og engelsk. Det synes imidlertid, som om banerne er slemme til at ‘glemme’ aftalte teetimes, så man kan risikere at komme for tidligt eller for sent ud, hvis ikke man rejser med et tysk eller russisk rejseselskab! Jeg har skrevet en stor artikel om golf i Belek i Golfbladet marts.

Kategori Generelle nyheder, Golfnyheder | Kommentarer lukket til Golf i Belek


Golftur til Mauritius

onsdag, 27. oktober, 2010

Mette og jeg var på en kombineret arbejds- og golftur til Mauritius og Dubai med Blixen Tours. Alt var utroligt godt organiseret, og banen på Anahita på østsiden af Mauritius var en nydelse. Måske ikke så overraskende, for den var designet af Ernie Els. På en fridag spillede vi Bernhard Langer-banen på Ile aux Cerf. Med store forventninger, da den nogle steder regnes blandt verdens ti bedste, men heller ikke det er så så svært at være enig i efter at have spillet banen.

En udflugt havde flere gode indslag. Især to kan anbefales varmt. For det første markedet i hovedstaden Port Louis. Ikke det strømlinede i den store stenhus, men friluftsmarkedet i de snævre gader, hvor folkelivet udfolder sig; for det andet den botaniske have nord for hovedstaden. Jeg er skeptisk over for botaniske haver, men denne her – og ikke mindst en fantastisk vidende og humoristisk guide – var noget særligt og bør med i enhver udflugt på Mauritius.

Dubai var en varm oplevelse, og man skal formentlig ikke lave stop der før november – februar. Det var ingen udpræget fornøjelse at spille Majlis-banen i 43 graders varme i den skygge, der ikke var – det var kun udholdeligt, fordi servicen var så god, og vi vidste, at det var her, Thomas Bjørn gik fire runder med Tiger Woods og vandt i 2001.

Byen er imponerende med verdens største af alt muligt, men den er ikke særlig charmerende. Der er masser af gode indkøb at gøre i de store malls, og ørkensafarien med ræs på klitterne efterfulgt af barbecue med mavedans var en stor oplevelse.

Vi kommer næppe til Dubai mere, men Mauritius kalder på en gentagelse.

Kategori Generelle nyheder, Golfnyheder | Kommentarer lukket til Golftur til Mauritius


The Danish Golf Trail – 2 samt Møn

torsdag, 22. juli, 2010

Mette og jeg har nu spillet anden del af The Danish Golf Trail, og der er ingen nitter. Det var en oplevelse at spille såvel Herning som Aalborg og Dronninglund. Desuden er servicen på de tilhørende, meget forskellige, hoteller fin, så hele turen kan varmt anbefales, men har man ikke fysikken i orden, så del det i to, indskyd en eller flere fridage som turist eller sørg for buggy hele vejen rundt!

Vi har også spillet Møns Golfklub med ophold på Hotel Præstekilde. På samme måde en aldeles velholdt og meget spændende bane, som kan anbefales – især i kombination med et besøg på den fantastiske Møns Klint.

Kategori Golfnyheder | Kommentarer lukket til The Danish Golf Trail – 2 samt Møn


The Danish Golf Trail

tirsdag, 4. maj, 2010

Vi er i gang med at spille The Danish Golf Trail, som Danske Hoteller har introduceret. Første halvdel var en udelt fornøjelse. Ophold på Menstrup Kro, Vissenbjerg Storkro og Hotel Dagmar i Ribe var tre meget forskellige overnatnings-oplevelser, og de tre baner: Næstved, Odense og Ribe, var meget forskellige og alle spændende. Næstved var hårdt hærget af snepest, men under hastig udbedring; Odense spillede vi i perfekt vejr og kunne nærmest se den hvide tjørn springe ud hul for hul, mens vi nød banen, der på ualmindelig intelligent vis blev fornyet i 2009; og endelig var greens af utrolig høj standard i Ribe, så vi kunne nyde spillet trods en meget kold dag. Specielt bag-9 har mange originale huller.

Nu mangler vi Herning, Aalborg og Dronninglund, og dem glæder vi os til.

Kategori Generelle nyheder, Golfnyheder | Kommentarer lukket til The Danish Golf Trail