Andre sportsnyheder
fredag, 1. juli, 2022
Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.
I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.
I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.
Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.
Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.
Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!
Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.
Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.
Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.
Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.
I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.
At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
torsdag, 30. juni, 2022
Et af ikoniske bjerge på Tour de France er Mont Ventoux, Det Skaldede Bjerg, hvor drama efter drama har udspillet sig. Genoplev det med mig i 2000, hvor jeg fulgte med MCJ&J Touren rundt for at fortælle historien om det første rent danske hold, der deltog. Vi skruer tiden tilbage til 12. etape 2000, Carpentras – Mont Ventoux, altså med mål på toppen:
I dag gælder det Ventoux. Gardinerne fra – vejrguderne er venlige! Vinden er stærk, men ikke som i går. ’Kun’ 60-80 km/t på toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jean-Marie Leblanc, Tourens direktør, konstaterer i Le Village til Carpentras’ borgmester, at det perfekte samarbejde også omfatter vejret.
Begge veje op på Ventoux blev lukket kl. 8, og da skønnede politiet, at 3500 køretøjer var parkeret på bjerget, mange siden dagen før og mange danske,der kommer fra hele kongeriget. De, der var kommet om aftenen, havde slået sig ned på læsiden af den skovdækkede del af bjerget. Skulle man overleve over trægrænsen, hvor mistralen rasede, kom man efter kl. 6 om morgenen.
Langt de fleste af de ifølge politiet 300.000 tilskuere på bjerget er imidlertid på vej opad på cykel eller til fods. Og de accepterer ikke berettigelsen af biler. Illustreret af en gammel bonde med stok, der gør et uforudsigeligt skridt lige ind i vores bil, så han rammer sidespejlet. Hvorefter bagenden af bilen får et hårdt slag med stokken, mens han glor olmt.
Alt er fest og farver. Alle cyklister er i cykeltøj fra de store hold. Campingvogne flager med nationalflag, så de udgør en flagalle. Vandrere har flag på rygsækkene, og så har nogle lavet deres eget flag med røde prikker og påskriften Virenque – eller dødningehoved og piraten Pantani.Virenques Fanklubs 5000 medlemmer har indbudt til møde på Ventoux, og det virker, som om alle 5000 er på vej.
For to dage siden kastede 7000 cyklister sig ud på denne etape i et arrangement af cykelbladet Velo, ’L’etape du Jour’. Normalt kommer 4-5000 til mål, men på denne dag var det kun ca. 200, og 900 fik lægehjælp, selv om man havde truffet mange sikkerhedsforanstaltninger. Det var vejrets skyld.
Opkørslen er 25 km og har varet langt over en halv time i menneskemylderet. Efterhånden melder de hvide stenblokke sig, og til sidst slipper træer og buske helt op.
Det hvide bjerg – Det skaldede Bjerg!
Det tager pusten fra en. Uendelig smukt i solbeskinnede flader. Toppen med tårnet, der knejser mod den dybtblå himmel, hvor de første forrevne cirrusskyer danner vilde mønstre i den barske blæst. Uendelig vidt i udsynet over Rhonedalen først sydpå, siden også nordpå, da vi når op på den smalle hylde, der fører til tops.
500 m fra toppen – 700 m i kørestrækning – er der en udfladning, hvor alle mediekøretøjer ledes ind på et område med lutter skærver. De første 5-600 biler lykkes det at parkere pænt og rationelt, men der kommer stadigt flere, og til sidste er alt et forudsigeligt ragnarok. Ingen får lov at køre helt op, så de, der havde regnet med at se opløbet på Venteux og drøne af sted til presserummet og skrive, får sig en lang næse. Har de ikke væbnet sig med solidt vintertøj, får de også lungebetændelse, for det er kun 3-4 grader varmt, stormende og bidende koldt.
Der sker gentagne styrt på vejen over rutens tidlige bjerge. På et af dem havner Michael Sandstød oven på hollænderen Knaven og får kun hudafskrabninger, men da Michael Blaudzun vil køre videre, opdager han, at han har brækket kravebenet og må udgå, som det er tilfældet for i alt ni ryttere.
Bo Hamburger forsøger flere gange at komme i udbrud, men han finder ingen, der vil med. Ingen gør mine til at angribe Lance Armstrong, hvis hjælpere til gengæld splitter feltet i et vældigt ryk. Seks mand sidder nu forrest og får tilslutning af Pantani, en pirat på rov. Da rytterne kommer ud af skoven og ind i den dræbende vind, ser det for tv-seere bare smukt og vindstille ud, men på presseparkeringen er vi forbløffede over, hvordan de forreste bare skærer sig gennem vindstødene.
Armstrong angriber flere gange på den sidste kilometer, og duellen mellem ham og Pantani får tilskuerne til at juble, så det må kunne høres helt til Nordafrika i den voldsomme mistral.
I det sidste hårnålesving støder Pantani frem og sejrer med en ringbredde. Han forklarer bagefter, at han fik belønning for sin stædighed, for sin aggressivitet, for ikke at have givet op, når han var sat.
Armstrong siger et øjeblik senere, at han forærede italieneren sejren, fordi han fortjente den. En sviner af rang, der forsøger at fjerne glæden over bedriften fra Pantani. Hvis han virkelig gjorde det, burde han have holdt kæft med det i stedet for at opføre sig, som er han en ledende og fordelende cykelgud.
Pantani raser og bliver aldrig igen ven med Armstrong, som håner løbet. Hvem giver en sejr på Mont Ventoux væk? Et par dage senere kører Pantani feltet i sænk på etapen over Galibier.
Det danske hold er godt tilfreds ved middagsbordet, selv om man har mistet Blaudzun. Blandt deltagerne er Bo Hamburgers to-årige datter Yasmin, der er ved at falde over noget og spørger: – Hvad er det?
-Det er et dæksel.
– Et dæksel, siger hun prøvende.
Så får hun ti luftpandekager af sin farfar, der også er på besøg, og jubler af fryd. Jeg udbryder spontant: – Sikke en lille solstråle!
– Solstråle! Udbryder hun begejstret og smager lidt på det. Endnu et dejligt ord.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
onsdag, 29. juni, 2022
I 1959 deltog de to gode venner, Bent Ole Retvig og Arne K. Johnson, for første gang i Tour de France. De var skøre med cykling og at deltage på det Internationale Hold – de øvrige hold var nationshold på tværs af firmaholdene – var billigere for dem end at køre de fleste andre af de løb, de deltog i. De kæmpede hårdt, men uden succes. Retvig opgav på 7. og Johnson på 9. Etape.
Året efter tog de af sted igen sammen med Leif Hammel. De kørte løb næsten uden udgifter, før de kom til Paris og parkerede deres bil uden for et alt for dyrt hotel – og med alt deres udstyr i.
De ankom tæt på midnat og var for trætte til at tømme deres bil. Det fortrød de bitterligt, da de kom tilbage til den morgenen efter, og alt var stjålet.
De måtte låne sig frem, men cykelsko er noget, man helst skal have kørt til, og da Johnson ikke kunne finde nogen, der passede ham, opgav han uden at køre, mens Retvig opgav på første etape.
40 år senere kom jeg i forbindelse med Retvig og Johnsson, der boede på Den Franske Riviera og levede af indtægterne af to store ejendomskomplekser, som de ejede. Især Retvig ville gerne fortælle, hvordan det helt præcist var gået til.
Han havde lånt et par cykelsko, som sprættede hans fødder op, så de styrtblødte og smertede efter halvdelen af første etape. Ligegyldigt, hvor meget han ønskede at fortsætte, var det umuligt.
Jeg sendte historien til en af de britiske cykelvenner, jeg fik under Touren, Les Woodland, og han reagerede med ordene:
A herogram! En helteberetning.
Hm, måske nok, men mest i familie med Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, Don Quichotte.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
tirsdag, 28. juni, 2022
Når en etape indledes, har der været hektisk aktivitet, lige siden rytterne kom i mål dagen forinden. Kæmpe lastbiler har brudt alt i målområdet ned og i nattens løb kørt det til næste målby. Vejene på næste dagens etape får opstillet reklamer og barrierer langs de smalleste eller farligste steder. Der markeres steder for indlagte sprinter og bjergspurter, ikke bare på stederne, men også med afstandene til dem.
Porte opstilles, hvor afstanden til mål skal angives, ikke mindst La Flamme Rouge, der markerer den sidste kilometer. Mængder af officials er tidligt oppe for at være klar til at udfylde deres funktion – jeg har altid beundret modet hos dem, der står midt på vejen og med et gult flag forsøger at få alle til at køre uden om fx et helleanlæg eller lignende. Kommentatorboksene sættes op ved målstregen, og i startbyen opbygges Le Village.
Den har de samme faciliteter hver dag, men fremtræder ny i udformning, der passer området. Enkelte steder i en kolossal fabrikshal, men allerhelst udendørs i strålende sol.
Der serveres morgenkaffe med morgenbrød til alle akkrediterede, der i godt vejr virkelig kan slappe af. En del af rytterne slår et smut forbi, når de har skrevet sig ind efter etapen, og har hyggelige samtaler med journalister, som tit henter deres solohistorier her.
Om det stadig er sådan, skal jeg ikke kunne sige, men Credit Lyonnais’ gult klædte, lyshårede kyssepiger havde utrolig meget andet at lave end at kysse efter etaperne. De var udvalgt blandt mange hundrede ansøgere fra mange nationer, og de skal alle tale mindst 2-3 sprog. Dengang uddelte de fra morgenstunden de aviser, som journalister havde bestilt før Touren, og siden havde de en række repræsentative opgaver under Touren.
Morgenmaden har ikke helt så stort udvalg som eftermiddagens buffet’er, men er alligevel et gastronomisk punktnedslag med brød, croissanter, mange slags frugt, fisk ved havet, pølser i bjergene samt overalt kvalmende søde kager. De store sponsorer har hvert deres lille gårdhave, hvor de tilbyder det, som passer bedst med deres produkt.
Speakeren for afgangen, dengang Daniel Mangeas, som havde haft jobbet i mere end 25 år og talte et meget tydeligt engelsk og ikke mindst fransk, introducerede på scenen hver eneste rytter. Han kunne dem på fingrene og overbeviste alle om, at der ikke findes en dårlig rytter i feltet.
I Coca Colas afdeling var der opvisning af cheerleaders, der ikke var valgt efter deres udseende, men deres dansekunnen, og derfor var der en del m-e-g-e-t omfangsrige piger med.
En time før etapestart sendtes den kommercielle karavane af sted. En lang, lang række af reklamekøretøjer, opfindsomt udsmykket og næsten alle med vareprøver, som der ofte var hård kamp om at sikre sig.
Kort efter blev der givet besked om, at de journalister, der ville køre ’avant’, skulle tage af sted. Det gjorde de og indhentede hurtigt karavanen. Den skulle de så køre i zigzag igennem, og det kunne være noget af en kunst. Det kunne let tage tyve minutter, men derefter kunne man køre fuldstændig uhindret ad resten af ruten til mål og få et indtryk af, hvad der ventede rytterne.
I samme øjeblik, som starten var gået, begyndte nedbrydningen og transporten af Le Village.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
mandag, 27. juni, 2022
På hver enkelt etape er der en tidsgrænse, som afgøres af etapens natur og vinderens tid. Kommer man ikke i mål, før denne grænse er nået, bliver man taget ud af løbet.
Tidsgrænsen afgøres af, om der er tale om en hurtig etape på flad landevej, en langsom bjergetape eller måske en enkeltstartsetape. Grænsen fastsættes i et procentvist forhold til vinderens tid. Jo hurtigere, vindertiden er, jo flere procent udgør den tid, rytterne kan komme ind senere.
Især på hårde bjergetaper er det vigtigt, at ’bussen’ (den gruppe, der hurtigt samler sig bagude og forsøger at klare sig igennem i tide) når i mål rettidigt, og nogle ryttere har været formidable til kalkulere, hvornår hammeren faldt.
Da MCJ&J kørte Touren i 2002, blev tidsgrænsen flere gange diskuteret som et problem, og hvordan forsvarede en rytter som Michael Sandstød sig så mod det på etapen til Hautacam? Jo, han gik i udbrud og kørte sig en overgang 4 minutter foran feltet. Han fik 3 bjergpoint på Côte de Barcus og senere kom han over kategori 1-toppen Col de Marie-Blanc som nr. 4 og fik yderligere 18. Vi troede ikke vores egne øjne og ører.
Så måtte han se sig indhentet af de rigtige bjergryttere, men han havde nok at stå imod med til at slutte som nr. 79, godt 31 minutter efter, næsten et kvarter før de sidste.
Der findes desuden en paragraf, som siger, at man kan udvide tidsgrænsen, dersom særligt vejrlig eller andre usædvanlige forhold, fx uheld eller ulykker, gør sig gældende. Den paragraf blev bl.a. anvendt på en etape i 1997, så man ikke blev nødt til at eliminere 72 ryttere på samme dag.
Den blev også anvendt på 10. etape i 1933 fra Digne til Nice. Der ville kun have været seks ryttere tilbage, hvis man skulle have fulgt de normale regler. Cornez og Fayolle var 12 minutter foran de nærmeste forfølgere og 22 foran en gruppe, der bl.a. omfattede de fem bedste i slutstillingen. Så satte man tidsgrænsen på 10% i stedet for 8% af vindertiden, og dermed blev kun seks elimineret, og der var 43 tilbage i feltet.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
søndag, 26. juni, 2022
Det siger sig selv, at med den globale interesse for Tour de France er antallet af mediefolk kolossalt: journalister, fotografer, radio- og tv-reportere, kameramænd, lys- og lydmænd etc. I den kæmpestore by, der rejser Frankrig rundt under Touren, er der mange tusinde mennesker, og godt 2.000 er blandt mediefolkene.
Det betyder, at presserummene skal være kæmpestore, og et af de krav, en hvilken som helst målby skal kunne opfylde, er et sted, der kan benyttes som presserum. Problemer er løst på mange forskellige måder. Mange steder sidder man og arbejder i kæmpemæssige sportshaller.
Et sted, hvor alle fik kolde fødder af at arbejde, var Courchevel i Alperne, hvor presserummet lå i en ishockeyhal, hvor isen stadig lå der. Så var der lagt gulv oven på isen, men kulden trængte igennem brætterne, så man hurtigt fik iskolde fødder.
Pressen blev på mange måder forkælet, og jeg har da stadig et skønt halstørklæde fra netop Courchevel og en lille, uåbnet Fantadåse, som der er en særlig historie bag.
Coca Cola var blandt hovedsponsorerne i Touren, og hver eftermiddag lurede alle pressefolkene på det øjeblik, hvor de store frysere blev fyldt til randen med store og små Fantaer. Her viste mange af reporterne deres sande ansigt. Nogle havde net til at putte mange dåser ned i. Andre tog favnen fuld, men der var naturligvis også dem, der bare tog, hvad de regnede med at drikke under resten af den pågående etape.
Jeg har hverken før eller siden set de mini-Fantaer, der blev delt ud, så naturligvis sørgede jeg for at få en med hjem.
Ellers var det en fryd at arbejde i presserummet, hvor faciliteterne var ideelle, og det var nok det eneste sted i Touren, hvor sproget ikke var noget problem. Der var officials, der talte perfekt engelsk, og der var sågar en, der talte skandinavisk.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
fredag, 24. juni, 2022
Da jeg speakede Tour de France for Eurosport fra Stockholm, var det vigtigt at aflure alle detaljer i kanten af billedet og at høre alt, hvad der sagt på fransk i højtaleren ved mållinjen. Det gjorde, at det kunne virke, som om jeg var på stedet, og det syntes ikke, som om det var noget, de fleste kolleger bekymrede sig om, når de tit blev grundigt stegt på vaklende stålstativer.. Vi havde i øvrigt også en mand på stedet, David Duffield, så hans engelske feed havde vi også i øret.
Særlig morsomt var det, da min bog om Touren, ’A moustache, poison and blue glasses’, var udkommet i 1999 i England og USA, og feltet brølede ind mod sidste kilometer på Champs Elysées. Pludselig blev Duffield mindet om noget i min bog og startede: Vores danske kollega, Svend Novrup, har skrevet en skøn bog om Tour de France, hvor han bl.a. har …
Så blev han meget forståeligt afbrudt af sin kollega, der mente, at afslutningen i Paris lige nu burde være det vigtigste, hvilket fik Duffield til at mumle ’men det er nu en god bog’, og så gjaldt det sprinten. Det er ikke engang løgn. Jeg har det på video!
En tredje mulighed var at ringe til folk ved ruten – og til sportsdirektørerne! Det havde jeg aldrig hørt om nogen, at de gjorde, og direktørerne havde også nok at gøre i bilerne i forvejen. I Danmark Rundt kørte jeg en etape i bagsædet af Motorolas bil, og her så jeg Johnny Weltz rulle et vindue ned og tale med en rytter med venstre hånd, lave en flyreservation i mobiltelefonen med højre hånd, styre med albuerne og læse på en blok, han havde på rattet foran sig. Intet under, at der indimellem skete og sker uheld i kortegen, men jeg mener aldrig at have hørt, at Johnny var involveret. Alligevel undgik jeg ikke indimellem at være ret nervøs.
I sin aktive karriere vandt han bl.a. etaper i Vueltaen og Touren, og han startede som sportsdirektør i Motorola, som blev til US Postal, hvorefter han kom til Memory Card Jack&Jones. Han er fræk som en slagterhund, og han var helt med på, at jeg kunne ringe ham op under etaperne og få en førstehånds beretning. En betingelse var, at havde han ikke tid, afbrød han bare, og det var jo en selvfølge.
På den måde fik jeg en mængde informationer i ’utide’. Bl.a. tog han en dag telefonen og startede med: – Jeg har lige set Skibby i vejsiden, og han havde tydeligt opgivet løbet. Det var ganske vist under en etape i Vueltaen, men meget sjovt alligevel.
Siden bredte sædvanen sig lynhurtigt. Jeg har en fornemmelse af, at det skyldes, at jeg startede med det, men man kan jo aldrig være sikker.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
torsdag, 23. juni, 2022
Jeg fulgte Tour de France, lige fra jeg som 10-årig var på campingtur i Sydfrankrig med mine forældre.
Hver dag købte vi den franske sportsavis L’Equipe, der havde intensiv dækning af løbet, og jeg kendte samtlige rytteres placeringer og afstand til den førende.
Hver halve time transmitterede Radio Monte Carlo direkte fra løbet, og så sad jeg med hovedet helt inde i vores røde transistorradio og lærte i virkeligheden cykelfransk ret hurtigt. På det tidspunkt var der ingen danske ryttere med, men årtier senere fandt man den første dansker i Tour de France, da Henrik Elmgreen satte mig til at undersøge en påstand fra en cykelnørd, Ole Skjoldhøj – som viste sig at have ret. Læs her om Tourens første dansker:
Fra Hans E. Andresen i 1958 gennemførte Tour de France som nr. 62 under national jubel frem til 1998, troede man, at han også var den første dansker, der havde deltaget. Så viste det sig imidlertid, at selv om Christian Christensen i 1913 havde kørt på fransk licens, var han pæredansk og mejerist fra Veflinge på Nordfyn — men han skiftede nu statsborgerskab i 1914 og boede i Normandiet til sin død i 1975.
Christian Christensen var døbt Knud Kristian Kristensen, men som mange andre i tidens løb fandt han ud af, at k’er er stumme i Frankrig, mens ch’er er helt stuerene, og derfor skiftede han stavemåde og kunne længe ”gemme sig” for den efterforskning, Tour-elskeren Ole Skjoldhøj fra Virum foretog. Christensen havde vundet enkelte mindre løb, da han meldte sig til Touren som en af de ”isolées”, der ikke havde firmatilknytning og var i så lav kurs hos arrangørerne, at de startede et kvarter efter de ”rigtige” ryttere. Arrangørerne gav de ”isolerede” 10 francs om dagen til kost og logi, men desuden fik de hver 10 dæk af dækfirmaet Continentale.
Christensen sluttede som nr. 100, knap et kvarter efter vinderen, på 1. etape, 388 km fra Paris til Le Havre. Selv om han dagen efter på de 364 km fra Le Havre til Cherbourg tabte 2 timer og 13 minutter, blev han nr. 68. På 3. etape over 405 km var han næsten fire timer efter vinderen, men som nr. 54 på en etape, hvor 17 ryttere gav op, blandt dem Tourvinderen Oscar Lapize og Maurice Brocco. Danskerens form blev bedre fra dag til dag. 4. etape over 470(!) km fra Brest til La Rochelle kostede 23 ryttere den videre deltagelse, bl.a. Emile Georget og Paul Duboc, som to år tidligere havde mistet Toursejren, da en tilskuer gav ham en flaske med forgiftet vand på toppen af Tourmalet, men Christensen holdt ud som nr. 46, fire en halv time efter Marcel Buysse.
Truslen om Pyrenæerne gav Christensen problemer på 5. etapes 379 km til Bayonne, hvor han blev nr. 56. Måske havde han været morgentræt, for etapen var startet kl. 03.15 om morgenen. Hvor løbet var indledt med 151 ryttere, af hvilke de første 40 opgav allerede første dag, var der nu kun 59 tilbage, der dagen efter skulle de 326 km fra Bayonne over bl.a. Tourmalet. Da han var i krise ved foden af det mytiske bjerg, opdagede han, at selveste Henri Pelissier var i samme situation, og de forcerede bjerget sammen. Siden fuldførte Christensen som nr. 40, knap seks timer efter Philippe Thys, der overtog den gule trøje — mens Pelissier var mellem 15 opgivende.
Dagen efter blev Christensen nr. 32 — og nu var det nr. sjok — på 323 km fra Luchon til Perpignan. Han var ni en halv time efter Buysse og knap en time efter nr. næstsidst, men har var ikke mellem ”det beskidte dusin”, der stod af på denne dag. Ude af Pyrenæerne var moralen høj, men benene møre. På 8. etape blev han nr. 30. På den 356 km lange 9. etape fra Aix-en-Provence til Nice og dagen efter fra Nice til Grenoble nr. sidst. På 11. etape fra Grenoble til Geneve, som var ganske kuperet, sled han sig i mål sammen med franskmanden Camille Mathieu, som han slog kampen om næstsidstepladsen.
Nu var Christensen igen på vej mod sin hjemegn, og fra Geneve til Belfort var han kun godt fire timer efter Buysse som nr. 25 med fire ryttere bag sig. Der var kun tre etaper tilbage til Paris. Alt tegnede lyst og lykkeligt.
Så ramtes han af en skrækkelig skæbne. Han var blevet gode venner med Mathieu, og de fulgtes på etapen fra Belfort til Longwy. Her kørte de forkert og opdagede det først, da de havde kørt et par timer i gal retning. Så stod Mathieu af, men den seje fynbo kørte tilbage til ruten og fuldførte etapen. Da han passerede målstregen, var alle officials gået, og han var ude af løbet. De var dog så imødekommende, at han fik lov til at køre med på 15. etape, Dunkerque – Longwy, og sidste etape, Dunkerque – Paris, men uden at få noteret placering og tid.
Christian Christensen var på den måde første dansker, der fuldførte Tour de France, men ikke den første, der fik en officiel placering. Den værdighed har Hans E. Andresen beholdt. Vinder blev i øvrigt Thys foran Garrigou og Buysse.
Christensen fik hurtigt ny brug for sin fightervilje. Han meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig, blev såret af en granatsplint i 1915, men vendte tilbage til slagmarken, hvor han også udmærkede sig og modtog flere udmærkelser for sin tapperhed — men allerede da altså som fransk statsborger.
Tags: Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »
onsdag, 22. juni, 2022
Den rødprikkede bjergtrøje blev indført 1975 for at markere den rytter, der fører i bjergkonkurrencen. Selve konkurrencen er dog meget ældre. Den blev første gang udskrevet 1935, hvor den vandtes af spanieren Trueba.
Der er bjerge af fem sværhedsgrader. De letteste af kategori 4, de næstsværeste af kategori 1, mens de sværeste er — udenfor kategori. Point til bjergkonkurrencen får man ved at være mellem de forreste over de enkelte bjerge. Mange point til mange ryttere, hvis bjerget er uden for kategori, få point til få ryttere på kategori 4.
At et bjerg kan være udenfor kategori lyder som et paradoks, men har en logisk forklaring. Da man satte bjergene på Tour-menuen, gav man dem kategorier af hensyn til ledsagebilerne. Alle biler kunne klare kategori 4, nogle få måtte give op overfor kategori 3, det blev sværere på kategori 2 og kun de allerstærkeste biler kunne klare kategori 1. På bjerge udenfor kategori garanterede arrangørerne ikke for noget som helst. Dér kørte en bil på eget ansvar.
For en typisk bjergrytter er bjergtrøjen et mål i sig selv. I mange år kørte Federico Bahamontes, Ørnen fra Toledo, kun for den og gav pokker i Tour-classementet, men i 1959 lykkedes det dog en sportsdirektør at få ham til at tage den samlede stilling alvorligt, og da det var et meget fredeligt år, sejrede han også.
Andre bjergspecialister, der har stået på podiet, er Charly Gaul, Lucien van Impe og fire gange Richard Virenque, der ikke mindst med flotte soloridt i Pyrenæerne i 1994 og 1995 viste, at han er den perfekte bjergrytter.
Bjarne Riis var den første dansker, der kørte en dag i bjergtrøjen. Det var i 1993, efter at han havde vundet etapen til Chalon-sur-Marne. Da Jesper Skibby så Riis i den smukke, prikkede trøje, udbrød han med et klassisk citat: Hva’ fa’en — har Riis fået mæslinger?
Siden har Michael Rasmussen kørt mange dage i bjergtrøjen, mens Michael Mørkøv kørte i den i seks dage i 2012, og han var ovenikøbet ikke dopet, hvad såvel Riis som Rasmussen har indrømmet at være.
Blandt bjergkongerne var Marco Pantani en af de mest populære, og jeg mindes en aften i Courchevel, hvor jeg pludselig hørte en mængde råb, der viste sig at stamme fra en folkemængde uden for Hotel du Golf.
Pantani, som var færdig med sit aftensmåltid, var gået ud fra spisesalen på tredje etage og havde stillet sig på balkonen. Han hilste på sine fans, som en konge hilser sit folk, og så stillede han sig med albuerne på gelænderet til støtte for hovedet.
I en halv snes minutter nød han bare situationen uden at fortrække en mine, mens solens sidste røde stråler lyste på hans isse, og publikum skreg og råbte til hans ære.
Så gik han ind igen, men langt ud på aftenen stod der stadig fans og fortalte hinanden, at deres idol havde hilst på dem. De kunne også se på Mercatones holdbus, der prydedes af et legemsstort billede af ham.
Pantani døde allerede fire år senere af en overdosis kokain, men det er aldrig blevet opklaret, som den psykisk ustabile italiener med de fantastiske klatreevner begik selvmord, blev myrdet eller døde som følge af et uheld.
Tags: Bjarne Riis, Bjergtrøjen, Marco Pantani, Michael Mørkøv, Tour de France
Kategori Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »