Indlæg august, 2021

Gnistrende elegant og forrygende morsom leg med operagenren

fredag, 20. august, 2021

Sjældent har publikum moret sig uden at miste den musikalske oplevelse som i Inkognito Royal på Den Jyske Opera

Kong Frederik 8. dør først, hvorefter han stepdanser; dirigenten bliver skudt til sidst; så synger vi ’Der er et yndigt land’ og hylder lig, horer og deslige, før vi småklukkende af fryd forlader Musikhuset i Aarhus.

 

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

 

 

Noget lignende er aldrig set og hørt, og det er lige så stor en skandale, som at kongen får et hjerteanfald på et bordel, hvad han næppe gjorde i virkeligheden, at denne forestilling får så få opførelser.

Musikken er af den ikke helt unge Karsten Fundal, hvis sind er ungt, sprælsk og fuldt af indfald i samarbejdet med librettisten og idemanden, lederen af Den Jyske Opera Philipp Kochheim. Hvad har de to dog ikke skabt i deres samarbejde!?

Da tæppet går, er vi i Hamburg Havnehospitals lighus, hvor der klippes stive fingre af, og hvor lægerne pludselig bliver gjort opmærksom på, at det seneste lig er kongen af Danmark, Frederik 8, sunget – og danset – af Andreas Daum. Det giver så meget uro, at de øvrige lig beder om ro, og kongen selv viser sig at være en fremragende stepdanser.

Konferencieren og sopranen

Forestillingen skrider frem gennem sit stigende anarki under ledelse af konferencieren, suverænt fremstillet af Randy Diamond, som har nok at se til, mens alt bliver mere og mere psykedelisk.

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Vi er ikke i tvivl om, at han har ret, når han stempler meget af det, der foregår, som fake news. Det bliver så forvirret, at de medvirkende opgiver at finde ud af det, og sopranen, vidunderligt sunget af Susanne Elmark, ringer til sin agent, fordi hun vil væk med det samme, om det så skal ske med nattog!

Fra overtekster til sammenbrud

Tingene udarter, så selv overteksterne giver op. På et tidspunkt viser de bare tre spørgsmålstegn, efter at det ellers er gået imponerende godt med at oversætte såvel tysk som engelsk og fransk.

Da sammenbruddet sætter ind, beslutter instruktøren at starte forfra, men komponisten er rasende over udviklingen og skyder dirigenten. Så er der bare tilbage, at Dronning Margrethe gyder olie på vandede.

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Kaos forgår, kvalitet består

Voldsomt imponerende er det, at musik og sang hele vejen har samme høje kvalitet. Aarhus Symfoniorkester under den forhåbentlig genopstandne Christopher Lichtensteim nyder åbenlyst at springe rundt i genrer og lån fra de gamle operaer. Ind imellem at spille Mozart, her og der noget, der ligner tolvtonemusik og Alban Berg, så er der mindelser om Cole Porter eller George Gershwin, men der er aldrig knæfald for billige effekter. En fantastisk præstation af Karsten Fundal.

Som det er af Philip Kochheim, at vi ikke bliver trætte af de hundredvis af overraskende indfald.

Fornem scenografi

En stor del af æren må tildeles scenografen Emily Bates, der har lavet betagende kulisser til samtlige scener. I spøgelsesblåt i lighuset, i bordelrødt i glædeshuset. I værelse med småborgerligt tapet i det hyggelige værelse, hvor kongen møder sin endeligt. I overklassesalon-halvmørke med alt for højt til loftet i slottets sale.

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Fornyende forestilling
Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så høj kvalitet, og da det er Den Jyske Operas faste gave til publikum i august, spilles den kun denne lørdag og søndag. Ganske vist optages den også til DR P2, men lyden alene yder ikke denne usædvanlige sammenblanding af mange genrer, men med fornemme operastemmer, retfærdighed.

Den må meget gerne genopstå!

 

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »