David Walliams’ fantastiske univers

onsdag, 29. september, 2021

Den britiske humorist, skuespiller og forfatter David Walliams har allerede solgt 37 mio. børnebøger på 53 sprog, men mange kender ham også som dommer i Britain’s Got Talent. Han er et bevis på, at man ikke mister sin ungdoms grænseløse fantasi og forestillingsevne, selv om man er blevet 50.

Han er skuespiller, komiker, siden 2012 dommer i Britain’s Got Talent, og desuden har han gennem et dusin år sprøjtet børnebøger ud i et hæsblæsende tempo uden at miste pusten eller kvaliteten. Børn og unge elsker dem, hvad enten de – fra 6-7 år – får dem læst højt af fx forældre eller bedsteforældre, eller de – fra ca. 9 år – sluger dem selv.

Udfordring for højtlæsere

Det er en virkelig udfordring at læse Walliams’ bøger højt. Der er mange usædvanlige detaljer i lay-outen og teksterne er fulde af lydeffekter, gentagelser, selvopfundne ord og fodnoter, der skal blandes på den bedst virkende måde. Man bliver hurtigt en bedre og mere veloplagt oplæser, der nyder sin rolle.

Det er også meget godt, at bøgerne bliver læst op, for så kan man forklare, hvorfor en Wagneropera påstås at larme så meget, eller dementere, at bibliotekarer nødvendigvis er de fredeligste, mest initiativløse, stille mennesker i verden – hvis der evt. skulle være et stille øjeblik til at fortælle det.

Fremragende oversætter

De to seneste bøger i serien, hvis formidable danske oversætter er Kim Langer, som også selv producerer bøger i hastigt tempo, er ’Slim’ og ’Fing’. Som hele serien er de skønt illustreret af Tony Ross.

’Slim’ er et opgør med alle, der hader børn, og bør læses også af de voksne, der måske kun synes, at børn indimellem er irriterende. På Gylleøen, hvor Niller bor, er Valdemar Vred skoleinspektør med vulkanske udbrud og jævnlig bortvisning af elever. Tvillingerne Misund gør deres legetøjsbutik til et helvede for de børn, der vil købe deres varer. Madam Dorothea Dvask er verdens dovneste klaverlærer, der bare ligger på sin sofa og prutter. Kaptajn Kry er parkbetjent med det væsentligste mål, at ingen skal betræde parkens stier – og slet ikke græsset. Greta Grisk er megarig og bruger hele sin rigdom på katte, der af praktiske grunde alle sammen hedder Pjevs.

Dem er der brug for et opgør med, efter at Niller har undsluppet Dødens Karbad, og det sker ved hjælp af Slim, der kan forvandle sig til alt muligt fra en blåhval til en forhistorisk pterosaur efter Nillers ønsker og behov. Slims konsistens er præcis, som navnet lyder, og det udløser festlige hændelser.

De sproglige finurligheder er legio, og i fodnoterne henvises til den ikke eksisterende Walliams Encyclopædi, ’der allerede har mere end en million ord’, af hvilke det store flertal er opfundet af forfatteren og brillant fordansket af oversætteren.

Læs selv med de mellemrum, som tårer af grin vil medføre.

Uortodokse monsternavne

I Fing får det konturløse biblioteksægtepar en hæslig pige, der terroriserer dem, til hun kommer til at ønske sig en Fing som 10 års fødselsdagsgave. Hr. From drager ud i verden for at finde den, efter at det i bibliotekets kælder, som ingen har været i gennem mere end 100 år, i Det Store Monsterleksikon er lykkedes at finde ud af, hvad det er for en. Den er opført blandt uhyrer som aagadongdong, bubulub, crumptudse, dumdum, Ebinkibonk m.fl.

Hvad det fører til, er overraskende, og det er måske ikke så overraskende, for Walliams’ finder hele tiden på uventede drejninger af historierne.

Tidligere oversatte bøger er bl.a. Megamonster, Dæmontandlægen, Øv Far og Gangster Farmor med hver deres utrolige univers, og når først man har læst en af bøgerne, vil de fleste have flere.

David Walliams: Slim, 312 sider indbundet. Samt Fing, 268 sider indbundet. Begge rigt og fantasifuldt illustreret af Tony Ross. Forlaget HarperCollins. Begge til 169,95 kr. i Kerteminde Boghandel.

Tags: Boganmeldelse, Børnebøger, David Walliams
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »

En aften med et sprudlende Lucas Evangelium

fredag, 24. september, 2021

Evangelium betyder ’gode nyheder’, og her er en helt fantastisk god nyhed: Først kommer Lucas Birch til Kerteminde til en sofasamtale 5. oktober med Svend Novrup, og derefter vender han tilbage 21. oktober, hvor han og Ulf Pilgaard vil begejstre med nostalgishowet ’Alletiders Ulf’ (Pilgaard) på Tornøes Hotel.

Lukas Birch (foto: Emil Andresen)

Hvis du ikke kender Lucas Birch allerede, er det på høje tid, at det sker, for den blot 21-årige revyblæksprutte vil uvægerlig blive verdensberømt i Danmark på rekordtid, for han er med i utroligt mange forskellige ting, der skal gøre danskernes dagligdag sjovere.

Det er Kerteminderevyens Venner, der med støtte fra Kerteminde Kommune indbyder alle til mødet med Lucas Birch i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård d. 5. oktober kl. 19.

Han efterfølger store navne i den varme stol: Rasmus Krogsgaard, Mads Nørby, Kim Hammelsvang, Farshad Kholgi, Christine Astrid og Birchs ven og læremester Jan Hertz har alle i et par timer fortalt enkeltheder om deres opvækst, karriere og liv, som har henrykket og forbløffet det publikum, som gennem disse aftener er blevet Danmarks mest revyvidende.

Trods Birchs unge alder er der nok at tage fat på. Koncerter og rejser i ind- og udland med Det Danske Drengekor. Tekstforfatter til et dusin revyer, startende med Cirkusrevyen 2014. Da Birch indvarslede det nye årtusinde ved at lade sig føde 1. januar 2000, kan vi regne ud, at han da kun var 14 år.

Hvordan han er blevet student samtidig med, at han lavede en første amatørrevy i Jægerspris og siden har såvel instrueret eller været instruktørassistent som stået på scenen i et tocifret antal revyer må guderne – eller Birch – vide. Han får lejlighed til at fortælle det.

Han har allerede en omfangsrig viden og baggrund, der bl.a. har ført til, at han skrev Jan Schou-biografien ’Vi ska’ ha’ det sjovt imens’, og nu til turneen med ’Alletiders Ulf’, hvor Pilgaard kommer in the hot seat på samme måde, som Birch kommer det d. 5. oktober.

Arrangementet i Samlingsstuen er gratis, mens billetter til Tornøes hotel skal købes på billetten.dk

Mon ikke vi kan forvente voldsomt ryk-ind til begge?

Tags: Lukas Birch, Revyens Venner, Ulf Pilgaard
Kategori Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »

Forrygende Pejseshow

lørdag, 4. september, 2021

Stjernebesat forestilling på Pejsegården i Brædstrup byder sammen med en perfekt buffet på årets måske bedste revyforestilling

Pejseshow

Pejsegården i Brædstrup, som i forgangen tid var kendt for Østjydsk Musikforsynings utrolige indfald, der kombinerede humor og symfonisk musik, har nu i mange år stået for en forestilling i sin helt egen genre, Pejseshow.

Det er ikke revy, ikke cabaret, ikke musical, men simpelthen Pejseshow. I coronaens sparetider er der kun tre på scenen, og de ikke bare synger, danser og spiller, men klarer også at stille rekvisitter frem og fjerne dem igen.

Derimod er der ikke sparet på musikken, som leveres af Showband, Stig Trip, Stephen Nørrelykke og kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss. Der er heller ikke sparet på kostumerne, som Lasse Spangenberg står for, så betingelserne er perfekte for den suveræne trio på de skrå brædder: Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Rasmus Krogsgaard, der behersker alt fra den stille romantik til den rene farce. Bortset måske fra, at de kun har haft 2½ uge til at lave hele revyen, så det er imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

Forestillingens første akt er klart den sjoveste, jeg har oplevet i år. Vi får først defineret Pejseshow og derefter kommer den årlige gennemgang af året, der gik/gak! I hæsblæsende tempo kommer vi rundt om tudeprinsen Viktor Axelsen, Sleepy Joe Biden, Frank Jensen, Inger Støjberg, Mette Frederiksen m.fl. i skønne parodier.

Året, der gak

Vi kommer rundt om politisk korrekthed fra en højst overraskende vinkel: en moderniseret udgave af Dirch Passer og Kjeld Petersens ’Tømmerflåden’; fejrer Keld og Hildas 100 års kunstnerjubilæum (60+40), får en moderne udgave af Halfdansk (Halfdan Rasmussens alfabet), får en fin musikalsk duet med Rasmus og Christine om brugen af IPhones på ’Something Stupid’, får en kærkommen gentagelse fra Rottefælden af ’Mere druk’, en gennemgang af opfølgeren til ’Druk’ – fuld af pointer og parodier på dem, der skal spille rollerne.

Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre

Akten afsluttes med en hyldest til Shubidua, smukt indrammet af ’Den røde tråd’.

Anden akt er knap så sprudlende, men aldeles udmærket, og den indledes med en tekst på en Queen-melodi med temmeligt svære harmonier, som trioen behersker perfekt. Bundniveauet er fint, men måske er der lidt for meget gentagelse af parodier på de samme personer og flere numre, der gentages fra Nykøbing F, Kerteminde og Rottefælden, men det ved størstedelen af publikum jo ikke, og det er gode numre.

Det er en blændende forestilling, hvor man forud kan spise Pejsegårdens opulente, varierede og meget vellykkede buffet, ligesom man kan overnatte med morgenbuffet bagefter i en perfekt weekendoplevelse.

Tags: Anmeldelse, Pejseshow, revy
Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »

Busters poetiske verden

fredag, 3. september, 2021

Bjarne B. Reuter har dramatiseret ’Busters Verden’ for teatret, og Odense Teater tryller magisk for de unge, som kun teatret kan

Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,

Buster Oregon Mortensens farfar var kanonkonge, hans far kan trylle, og det kan han også selv. Det er med til at gøre, at han kan overleve skolen, som man ikke skal tro, man går i for sin fornøjelses skyld. Der skal læres tabeller, mens man følger reglerne.

De var noget mere håndfaste i den tid, hvor ’Busters Verden’ foregår, og Reuter tager tingene til psykedeliske ekstremer i fx de meningsløse regnestykker, de arme børn af læreren Claus Riis Østergaard bliver sat til at finde svarene på.

Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)

Buster, Emil Weber Rasmussen, reagerer med poesi og trylleri, som han som skuespiller er nået langt i at beherske med tryllekonsulent Klaus Muldbjergs hjælp. Ikke med forurettethed og surhed, for han kan såmænd godt lide at gå i skole, men han tryller fint og morsomt, når han keder sig. Han har ikke fået kvast sine sanser, så han kan lugte foråret og dets luft.

Buster har brug for poesi og trylleri, for hans far, Jens Andersen, er en charmerende, men holdningsløs, fyr, der går på kroen og kommer fuld hjem. Til gengæld er han solidarisk med sin søn, når der er forældremøde. Moderen, Marie Nørgaard, er som den tids kvinder fuldtidsbeskæftiget med at redde familien.

Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.

Moderen og søsteren, Nadia Jasmin Nielsen, elsker Buster og hans trylleri, men vil han overleve, at han har kommet sukker i benzinen på Store Lars’ knallert? Og overlever hans selvtillid Stig Ole, Anders Skov Madsens, foragt? Store Lars spilles af Mikkel Reenberg, der stumt giver et af forestillingens komiske højdepunkter som inspektørens sekretær.

Natali Vallespir Sand har seks forskellige roller, først og fremmest som Fru Larsen, Busters fortrolige, som stimulerer hans selvtillid og mener, at de nok sammen skal få klaret faderens problem. Jeg vil hævde, at det er et postulat, at det sker, men det glemmer vi for en vigtigere sag: Buster ændrer livet for vidunderbarnet Joanna, spillet af Louise Bonde, som, siden hun var tre år, har arbejdet ensidigt mod at indtage verdens koncertsale med sit flygel. Hun elsker musikken, men nu lærer hun også at elske magi, og Buster forvandler en af hendes koncerter til en trylleforestilling på skøn vis.

Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)

Alle skuespillerne har adskillige roller og hopper ubesværet ind og ud af dem i en musikalsk og munter sceneleg, der betager det primære publikum, de helt unge, og giver dem lyst til mere teater. Forestillingen er fint forløst i samarbejde mellem scenograf Nadia Nabil og instruktør Kamilla Bach Mortensen, der viser, hvad teatret kan i forhold til film og litteratur. Hvordan man kan køre en teatercykeltur på en Long John; hvordan man kan affyre en kanonkonge, etc. Musik og tekst af Tomas Raae er inspirerende lyrisk, men har lidt rigeligt med lån fra fx House og the Rising Sun, Katinka Katinka osv., men det aner de unge jo ikke. Vi voksne ville til gengæld gerne have lånt Nanna Lüders’ ’Buster’.

Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)

Forhærdede voksne tænker golde tanker: Jamen, han har da ingen chancer over for en Store Lars, der vil slå ham til plukfisk. Det går da galt, hvis han ikke lærer, hvad han skal i skolen, osv,

Det gør det ikke i Reuters magiske univers. Nok er magikere en døende race, men her står de sig over for den rå kraft og den hårde fornuft – og det er fint at vise de unge et alternativ. De skal nok rette ind alligevel, men det er godt at have et poetisk kim at klynge sig til.

Busters Verden spilles i Teatersalen, Odeon frem til 20. oktober, og de voksne kan roligt tage med de unge og få opfrisket det lille, daglig-revolutionære kim.

Tags: Odense Teater
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »