Indlæg maj, 2022

Glimrende revy med mange højdepunkter

mandag, 23. maj, 2022

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Kerteminderevyen har fået mere af sin uforudsigelighed tilbage. I årets udgave overrumples man den ene gang efter den anden af skønne indfald, der får latteren til at runge, og der er meget få smuttere blandt numrene.

Årets revy holder publikum i ånde fra den veloplagte velkomst med både hip og hurra, til der takkes af med skønne rytmer af ensemblet, bestående af Katja Holm, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, akkompagneret af Peter Bom, der står for en del original musik og flere fine arrangementer.

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

På et sent tidspunkt blev Clara Ellegaard pga. graviditet skiftet ud med Katja Holm, og hun tilførte forestillingen noget af det allerbedste. Hun er en tryllekunstner, der får en hel del mere, end sundhedsstyrelsen anbefaler, under vesten på overmåde elegant vis, og samtidig formår at slutte af med rigtig tryllekunst. En ofte dyrket genre, som ikke kan gøres mere elegant, end det her var tilfældet.

Det er også Katja Holm, der får os til at gyse. Skal vi nu gennem et helt potpourri af Charles Aznavour-sange, som nok er gode, men ikke dansk folkeeje? Det skulle vi ikke, men hvordan vi slap, var så urkomisk, at jeg nægter at afsløre det. Tag selv på Tornøes og se det.

Blandt de bedste numre er også Kim Hammelsvang som ’den sidste analoge person’, dvs. ham, der ikke har mobiltelefon; foretrækker at betale sine giroblanketter i banken; stadig tager fotografier med normalt kamera og indleverer film til fremkaldelse; og elsker at få et normalt brev, helst håndskrevet og med et smukt frimærke på. Hvem nåede ikke at tænke, at det gør hverdagen fattigere, at den personlige kontakt i banken, på posthuset etc. er væk?

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang er også glimrende som Dronning Margrethe, der gerne havde set, at Prins Christian ikke var blevet sendt til et sted, hvor de dyrkede vold og voldtægt – og så var han havnet på Herlufsholm.

Sofie Stougaard giver en af de fineste protester mod dem, der fylder verdenshavene med affald. Hun synger simpelthen Lis Sørensens ’Verden er i farver’ – nej, ikke simpelthen, for hun gør det fremragende, mens der sænkes flere og flere affaldsdynger ned bag hende. Det er flot.

Desuden giver hun sammen med Kim Hammelsvang Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i en smægtende duet, hvor de fralægger sig ethvert ansvar for evt. vigende medlemstal og forudser, at de bliver de sidste to medlemmer af DF. Et nummer skrevet af Lukas Birch.

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Farshad Kholghi er endnu engang en orkan af hurtigsnak, mimik og kropssprog, hvad enten han skal komme sig over en midtvejskrise og bl.a. kommer til at hjælpe en ko med at kælve, eller sammen med Kim Hammelsvang udgør to russiske kvinder, Olli og Gaga, der er gift med oligarker, som efter at få deres formuer beslaglagt desværre ikke længere er så attraktive, men uden penge bare er blevet til en ældrebyrde!

Kholghi er også ubetalelig som lærer i afrikansk dans på Kerteminde Aftenskole, og her gælder det igen, at jeg nægter at røbe den usædvanlige pointe.

Flere af de numre, hvor hele ensemblet medvirker, er ligeledes forrygende. Ikke mindst Klatteminde Byråd, hvor teksten af Martin Jantzen har masser af lokal flavour, og hvor der fint leges med de karaktertræk, vi husker fra tidligere revyer; eller finalen på første akt, hvor et russisk kor synger et antal sange, som andre måske troede var danske, men de er naturligvis russiske, for ’al kunst og kultur kommer fra Rusland’.

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Frede Gulbrandsen kan endnu engang få topkarakter for sin instruktion, Anders Vesterholm overrasker med en anderledes farverig kulisse, end vi er vant til, men som virker prægtigt. Helena Dong står for koreografien, men mon ikke der her og der er lidt Kholghi-fridans iblandet? Vibeke Valeur og hendes trofaste gruppe af sydamer har også i år skabt mirakler, og lys og lyd fungerer perfekt.

Savner man noget, er det airconditionanlægget, som var stillet i udsigt, men som man allerede på dette tidlige tidspunkt af sommeren kunne længes slemt efter.

Enkelte numre virker lidt traditionelle, fx ´Det var en anden tid’ og ’Herligt gensyn´, eller lidt for lange, fx ’Hønen’ men de klarer sig lige hjem, og hele indtrykket er en forrygende aften, hvor lattermusklerne bliver rørt fra først til sidst, og som igen placerer Kerteminderevyen blandt Danmarks bedste.

 

 

Tags: , , , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Fra paradis til helvede

torsdag, 12. maj, 2022

Bestsellerforfatteren Rachel Hawkins har studeret køn og seksualitet, og det mærker man på mange måder i ’Hævnens Paradis’

Afsløringen af personernes egentlige jeg sker ganske gradvist på de 329 sider. Ikke mindst benytter Hawkins sig af forfatterens ret til at holde sin viden tilbage, til hun mener, at det er bedst at slippe den løs, og det gør hun så i afsnit under overskrifterne ’Før’ i forhold til ’Nu’.

Hævnens Paradis

Hævnens Paradis

Hovedpersonen er Lux, der falder pladask for den billedskønne Nico og tager med ham fra en kedelig tilværelse på Hawaii ud på en øde ø, da Nico er hyret til opgaven af de to unge kvinder Amma og Brittany.

Uventet dukker endnu båd med Eliza og Jake op, og minsandten om ikke også den suspekte Robbie kommer sejlende til Meroe, som øens navn er.

Det er det ideelle tropeparadis. Med pragtfuld hvid sandstrand og en jungle, der inviterer til udflugter. Skønne aftener med cocktails på dækket med smalltalk.

Langsomt krakelerer paradiset, og det går først langsomt, derefter med eksprestogsfart mod helvede efter en model, der minder om Agatha Christies fantastiske debutroman ’Ten little Niggers’, som naturligvis siden har måttet skifte titel til ’Og så var der ingen’.

De involveredes baggrund og motiver afsløres efterhånden. Deres naivitet på mange områder, men handlekraft på andre, er en sprængfarlig cocktail.

Der er ikke meget kultur i personerne, og de handler i sandhed heller ikke, som om de ved, hvad det er; men de kan skifte mening om alt og alle på en brøkdel af et sekund, og de går ikke af vejen for noget som helst.

Studiet af køn og seksualitet har ikke givet Hawkins lejlighed til at synes om noget af kønnene. De er alle i bund og grund usympatiske, når vi når til bunds i dem.

Hawkins forstår at skabe billeder. Man kan som læser næsten mærke vandet smyge sig om kroppene, føle sandet mellem tæerne og søge skygge for solen. Man er med til at hugge sig gennem junglen med machete og får chokkene et ad gangen.

En glat og hurtigt læst bog – man slipper den ikke under vejs – og den er et must for alle, der elsker virkelige thrillers.

Rachel Hawkins: Hævnens Paradis. 329 s hæftet. Forlaget Falco Aps. Vejledende udsalgspris 249,95 kr.

Tags: ,
Kategori Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Intelligent og veloplagt Odenserevy i en Ukraine- og inflationstid

lørdag, 7. maj, 2022

Sommerrevyen på Skovengen byder på originale ideer, musikalitet, glimrende skuespillere og flot opsætning

Hvordan spiller man revy i en tid, hvor mange frygter for inflationens følger for deres private økonomi for ikke at tale om, at Putin har magten til at udlæse en verdenskrig?

 

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Odenserevyen løser problemet brillant, fx når Vladimir Putins storhedsvanvid på fornemste måde udstilles i en kopi af gamle dages Chaplin-diktator, der leger med jordkloden. Her bringer en kvinde ham tilbage til virkeligheden – lad os håbe, at hun findes.

Thomas Mørk a la Putin - eller Chaplin

Thomas Mørk a la Putin – eller Chaplin

Desuden oplever vi i en flot introduktion til anden akt, ’Oligak’, de stakkels oligarker, der ikke kan rejse nogen steder og får konfiskeret deres ejendom. Her bliver man meget bevidst om, hvor glimrende Marianne Nilssons scenografi og Henrik Børgesens kostumer spiller med.

Revyen har ikke så lidt politisk kant, fx når der spilles curling i de paralympiske lege for politikere med noget som oplagt som en Thes-feje på banen, eller når Lone Rødbroe er en noget overvægtig Mette Frederiksen, og det har sin forklaring: Hun skal tage luft ind og sluge kameler og sms’er i hobetal.

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

De er optakt til et højdepunkt, ’Management for vikinger’, hvor idiotier i moderne management sættes i relief af at blive implementeret, som det hedder, på vikinger, der egentlig skal erobre England, men går til grunde i barselsorlov, hjemmearbejde, stress  og ikke mindst girafsprog. Det er kosteligt og et af de numre, der illustrerer det greb, Joy-Maria Frederiksen har haft om instruktionen.

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Det er sjette nummer i revyen, og på dette tidspunkt tænker man, at det kan blive årets mest originale og musikalske revy, men så slipper originaliteten midlertidigt op, mens vi får lidt mere traditionel revy, hvor fx plejehjemsbeboeren Vicki Berlin skyder sin plejer, Lars Arvad, der kun har tid til at skælde hende ud; eller når Henrik Koefoed trygler om, at man skal huske at rose alle de mænd, der undertrykker deres lyster til alt fra et klask bagi til voldtægt og mord.

Carl Erik Sørensens ’Fuld fart frem’ om den offentligt ansatte chauffør, der arbejder 16 timer i døgnet og er presset så meget, at der må ryge et par pensionister i svinget, er for hæsblæsende, for tæt på virkeligheden og for ond, mens den årlige sketch om OBs ’strivte’ fans som sædvanlig er munter, som det tidligere i akten er tilfældet med Lars Arvads Nicolai Jacobsen, der ikke mindst kan håndtere sit tyggegummi fermt.

’Ballade om hvede’ er en lidt bleg finale på første akt, og Vicki Berlins ’Dr. Nikoline’, selvuddannet på internettet, er i glimt meget morsom, men en god ide kan blive endnu sjovere med en sidste bearbejdning af teksten, som det også gælder Mørks ’Bekymring for begynder’. Nummeret ’Banjo’ er skrevet af Jan Svarrer til Jan Svarrer og er nok endnu mere crazy med Jan Svarrer, mens Rødbroe og Berlin er urkomiske i deres nummer om senfølger af Covid.

Henrik Koefoed ligner H C Andersen, så det udnytter man i ’Det er ganske vist – igen’, men også her er ideen bedre end eventyret. Vi er nok mange, der mener, at Inger Støjberg ikke behøver mere tid i revyerne.

The Rolling Bones

The Rolling Bones

Til gengæld ligger der tre glimrende numre i træk mod slutningen. Rødbroe er en ægte Kandis-fan, der vil gøre alt for at komme med i den næste dokumentar og ender i Luksusfælden. Arvad, Berlin og Mørk har børnetime med marionetdukker, der driver dukkeføreren til vanvid, da de fortæller om forskellen på flygtninge fra Syrien og Ukraine, mens hele teltet gynger, når The Rolling Bones fra Bogense, der har samme alder som The Rolling Stones, spiller med de medlemmer, der lige aktuelt ikke skal genoplives for at spille videre.

Det smukke potpourri over fred og frihed passer perfekt netop i år, hvor disse begreber bliver så hårdt udfordret. Orkestret med Morten Wedendahl i spidsen er her med på scenen, og det havde for mig ikke gjort noget, hvis det med sine indslag fra ’En enkel sang om frihed’ over ’Love, love. Love’ til ’Give peace a chance’ havde været finalen, men OK, såvel introduktion som finale, tænkt sammen af Niels Olsen, er udmærkede publikumshenvendelser.

Alt i alt er årets første store fynske revy en fin oplevelse, som alle bør unde sig i en tid med bagved liggende skygger.

Odense Sommerrevy spilles på Skovalleen frem og med 11. juni og byder i øvrigt på en mulighed for en overmåde lækker picnicbox og fri bar i forbindelse med forestillingen.

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »