Mit liv med Touren: Nationaldagen 14. juli

tirsdag, 21. juni, 2022

14. juli er den franske nationaldag, Bastilledagen. På den dag drømmer alle franske ryttere i Tour de France om at lave et ’nummer’, komme alene til mål og blive fejret som nationalhelt.

Det lykkes som regel ikke, men da jeg kørte med Tour de France rundt som chauffør for Charlotte Pedersen og Lasse Ellegaard fra Ekstra Bladet, blev netop denne dag i 1995 et fransk højdepunkt.

Som ledsagende mediebil skal man køre enten før feltet, ’avant’, eller efter det ’arriere’. Etapen var på 222,5 km fra Saint-Etienne til Mendé, så vi havde besluttet at se starten og bagefter tage turen gennem bjergene for at nå ind på ruten, før rytterne kom.

Der var to problemer i det. Trafikken omkring Tour de France er altid infernalsk, og da vi kom ud af den, var bjergvejene betydeligt hårdere end ventet. Ikke at det generede mig, for jeg elsker at køre i bjerge, men mine to passagerer var tæt på at blive dårlige, da vi susede af sted på klippekanterne uden rækværk, men de måtte se væk, og til sidst kom vi til ruten, hvor vi straks blev lukket ind gennem det tykke lag tilskuere pga. vores presselogo.

Vi var pænt foran hurtigste tidsskema for etapen, men nu viste der sig et nyt. Laurant Jalabert var gået amok på etapen og var i et udbrud, der var et kvarter foran hurtigste forventede tid. Vi var kommet ind mellem udbryderne og feltet, hvor vi ikke måtte være. Hvis feltet nåede op til udbryderne, ville vi være i stor knibe og formentlig miste vores akkreditation.

Heldigvis holdt Jalaberts gruppe til mål. Han satte sine fire kolleger i udbruddet med fra 28 sekundet til halvandet minut, mens afstanden til feltet til slut blev knap 6 minutter. 5,51 minutter efter kom de første, blandt dem Bjarne Riis som nr. 7 efter Marco Pantani på sjettepladsen. En udmærket præstation.

Jeg er i øvrigt indehaver af en trikot, som er signeret af Jalabert og Bjarne Riis.

Vi luskede ind på presseparkeringen og fordelte opgaverne imellem os, for jeg tog naturligvis min del af arbejdet. Jalabert skulle jeg tage som fransktalende, Riis var oplagt, og så havde Bo Hamburger og Jesper Skibby gjort det fint ved at komme i mål sammen som nr. 31 og 32 i samme tid som nr. 26.

Franskmændene fejrede Jalabert i timevis og nød det obligatoriske fyrværkeri om aftenen ekstra.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Mit liv med Touren: Eurosport

tirsdag, 21. juni, 2022

Da Eurosport i 1996 besluttede at have dansk speak på sine programmer, nåede jeg kun at læse det i avisen, så fandt jeg ud af, at det var Eurosport i Stockholm, der stod for Danmark, og ringede op.

Det viste sig, at den ansvarlige var Peter Dahl, og vi talte sammen i et kvarters tid, så var jeg ansat – vel at mærke med start den følgende lørdag med klassikeren Flandern Rundt.

Jeg skaffede Morten Ravn fra Aarhus Stiftstidende som medkommentator, og vi drog til Stockholm og kommenterede for første gang.

Om sommeren speakede vi Tour de France, og det kunne ikke være en bedre start, for Bjarne Riis vandt jo. På 9. etape til Sestriére, der var stærkt afkortet pga. vintervejr, var billedforbindelsen også vaklende, og vi var spændt på, om rytterne ville neutralisere etapen, der var blevet på kun 44 km, eller de ville køre cykelløb på den del, der var tilbage af den.

Pludselig angreb en anden rytter, og så turde Riis slå til. Han gjorde det så stærkt, at jeg fastslog, at han ikke bare kørte fra konkurrenterne – han kørte fra billederne!

Han kørte også så stærkt, at han tog den gule førertrøje og aldrig afgav den igen. Under vejs gav hans hold, Telekom, imponerende styrkedemonstrationer. Riis vandt etapen på det berømte Hautacam i et soloudbrud efter først at have studeret, hvordan konkurrenterne så ud den dag; og en dag kørte han og Jan Ullrich sammen med seks andre feltet otte minutter bagud, så Ullrich kom op på andenpladsen.

Riis – og Ullrich – og Brian Holm m.fl. ventede mere end ti år på at indrømme doping, så de ikke blev strøget af resultatlisterne, men faktisk tror jeg også, at lige så systematisk, Telekom dopede sine ryttere, lige så systematisk gjorde de andre det formentlig; og jeg har en teori om, at Laurent Fignon, da han lagde op efter at have haft Riis som verdens stærkeste hjælperytter, fortalte Riis, at han bare skulle dope sig, så ville han vinde, men det kan jeg jo aldrig bevise.

At mit første måltid på Eurosport var at dele tennisstjernen Kurt Nielsens leverpostej med ham, har intet med Tour de France at gøre, men det er et sjovt minde.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Mit liv med Touren: Life of Brian

tirsdag, 21. juni, 2022

Mit arbejde med Tour de France førte bl.a. til, at jeg skrev tre bøger om løbet, og man kan købe ‘Stjernerne og vinbærerne’ som E-bog, mens den trykte udgave er udsolgt.

To dele af den blev slettet, fordi bogen ville blive for lang, og danskere kendte ikke hovedpersonerne godt nok, men jeg elskede fx beretningen om Brian Robinson, der vandt en etape med mere end 20 minutters forspring. Den kom med i den engelsk/amerikanske udgave. Jeg skrev den på engelsk, havde en samtale med Robinson, skrev min artikel og læste den i telefonen for ham med spørgsmålet, om jeg havde ramt rigtigt.

Der var lang tids fuldkommen stilhed i den anden ende af linjen, og jeg tænkte, at han nok var rasende over et eller andet, men så kom det grådkvalt: – Det var præcis sådan, det var. Hvordan kunne du gætte det så fuldstændigt.

Så var det mig, der næsten blev grådkvalt. I dansk oversættelse lyder artiklen om ‘Life of Brian’ således:

Brian Robinson var begejstret, da den lille servicebil dukkede op bag ham. Det betød, at han havde kørt Jean Dotto så langt bagud, at han var alene i udbrud. Han skulle nu fuldføre den bedrift, han havde planlagt, siden ruten for Tour de France 1959 blev publiceret.

Mange tanker løb gennem hans hoved. Når nu blot feltet ville være venligt nok til ikke at jagte ham. Han mente, at han havde odds med sig, selv om etapen var på ikke mindre end 202 km.

Dagen forinden havde været den sidste med store udfordringer i bjergene. Dagen efter ville den sidste enkeltstart være de førendes sidste mulighed for at pille ved stillingen. De ville formentlig gerne have en hviledag forinden, og samtidig havde Robinson ikke været nogen trussel for dem siden en katastrofal 13. etape.

Til da havde han ligget i top-10, men så fik han en krise så voldsom, at tidsgrænsen var et problem. Han klarede den ikke, men ledelsen belønnede ham for den hidtidige indsats i løbet ved ikke at tage ham ud alligevel. Hans holdkammerat, Shay Elliott, var blevet hos ham til det sidste, men fik ikke den samme gunst af ledelsen. Han udgik, og derefter mente Robinson, at han skulle lave noget stort til ære for Elliott, fx ved at vinde en etape.

Han satte sine ben på autopilot og smilede. I en god, fast rytme trak han længere og længere fra feltet minut for minut. Han huskede den euforiske dag året forinden, hvor han som den første brite i historien vandt en Tour-etape. Det skete på løbets ottende dag fra St-Brieve til Brest.

Galdeano var stukket af tidligt, og da spanieren blev indhentet efter 50 km tog Robinson chancen sammen med Dotto og italieneren Padovan. Feltet havde jagtet dem og trukket dem ind til to minutter, men de slog igen og kom op på fem minutter.

12 km fra mål forsøgte Robinson at sætte de to medudbrydere, men han kunne ikke ryste dem af, og etapen sluttede i en sprint, hvor Dotto var chanceløs, men Padovan blokerede Robinson på livsfarlig måde, hver gang han angreb, og efter etapen blev italieneren degraderet til andenpladsen. Robinson vandt ikke blot etapen, men blev også kåret som dagens mest aggressive rytter. Hvilken dag!

Han smilte endnu engang ved mindet. Han havde ikke drømt om, hvor mange der ønskede at interviewe ham på én dag, og han fik også kontrakter til et væld af kriterier, der blev kørt efter Touren med dens stjerneryttere.

Det kaldte på en gentagelse, og hans øjne faldt på 20. etape, der gik gennem et næsten engelsk landskab med mange små og større bakker – fuldstændig som dér, hvor han boede i Yorkshire.

Han drøftede sin plan med sportsdirektøren Ducazeau, som var den bedste, han havde haft. Han drev med sin kone en restaurant i Paris uden for cykelsæsonen, og han kunne lære selv rutinerede ryttere en masse. Han havde ført Louison Bobet til sejr i Giro d’Italia 1958, og han forstod at opmuntre en rytter og gøre ham klar til en særligt vigtig begivenhed; få ham til at koncentrere sig om ét mål og tro på succes.

Robinson forberedte sig til etapen med nogle nye, særligt lette, italienske hjul med bare 28 eger og satte de dæk på, der egentlig havde været bestemt til enkeltstarten.

Ved starten i Annecy havde han gode ben. Gerard Saint, der normalt var hans holdkammerat, kørte i Touren for et fransk regionalhold og lå som nr. 2 i bjergkonkurrencen. Han bad Robinson om at hjælpe ham til at komme først over det eneste kategoriserede bjerg på etapen, Col d’Challon, og dermed faldt den sidste brik på plads i et smukt puslespil. Han kunne køre sin ven frem til bjergtrøjen uden at røbe sine egne hensigter, og så snart de var over toppen, kunne han stikke af selv.

Som planlagt, så gjort. Han kørte det bedste, han havde lært, på den svære nedkørsel, og det gjorde, at Dotto, som forsøgte at komme op, forsvandt bagud. Ikke at Robinson en eneste gang turde se bagud for at sikre sig det. Han koncentrerede sig om at finde den bedste kørelinje for at skåne de tynde dæk og bad til, at de ikke ville punktere.

Nu var servicebilen bag ham, og det var tegn på, at den ikke kunne genere nogen, der kom bagfra. Hans plan var indtil videre lykkedes. Feltet ventede på, at han skulle kollapse, for der var mere end 130 km til mål. Pludselig syntes 13. etape at have været en succes, for havde han ikke tabt så meget tid på den, havde han aldrig fået lov til at stikke af sted. Hver ny kilometer hævede hans moral. Hans puls dundrede, og hvert nyt slag lød i hans hoved som ‘Jeg vil vinde – dette er dagen – jeg gør det for Shay – jeg gør det for Shay’.

Ved 82 km var han tre minutter foran feltet, ved 105 km 7 minutter. Han mente, at havde han 10 minutter, når han nåede St. Amour, ville ingen hente ham, da der kun var 60 km til mål. Han nåede byen, men nu var hans forspring utrolige 17 minutter. Han blev euforisk.

– Mine ben var på toppen, min selvtillid var formidabel. Jeg var helt pumpet op og kørte på 110%. Jeg begyndte at tænke på alle de kontrakter, der igen ville vente på mig, når jeg igen var etapevinder. Selv om jeg var utrolig stolt over min sportslige bedrift, var pengene ikke dårlige at få med.

Han havde en enkelt bekymring endnu. Vinden var direkte imod, og kortet over etapen viste, at de sidste 40 km var på flad landevej uden bevoksninger. Det var de imidlertid ikke. Også den strækning gik gennem skove, så der var ingen fare.

Han fejrede ikke et sekund i utide. Han koncentrerede sig om hver pedalomdrejning helt til mållinjen i Chalon-sur-Sâone. Her ankom feltet godt 20 minutter senere, og spurten blev vundet af Padovan foran André Darrigade. 20 minutter, i hvilke intet kunne forstyrre fejringen af Robinson, dagens helt.

– Det er svært at beskrive de blandede følelser af tilfredshed, stimulans, ophidselse og fryd … Alt dette og, naturligvis, publikums påskønnelse af bedriften er så overvældende, at det stadig giver mig tårer i øjnene at tænke på, siger Robinson 40 år senere.

– Familien og vennerne hjemme i Yorkshire tog del i begejstringen i en sådan grad, at selv i dag går min puls i vejret, når nogen minder mig om de fantastiske øjeblikke.

Brian Robinson indskrev sig ikke kun i britisk cykelhistorie ved den lejlighed, men i hele Tourens. Jeg spurgte i 1999 en førende fransk cykelkommentator, Philip Sudre, om han kunne huske Brian Robinson. Han behøvede ikke at konsultere noget som helst, men rablede hele karrieren af.

Den karriere, der var ‘Life of Brian’.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Jeg transmitterede Tour de france direkte på Radio Viborg

tirsdag, 21. juni, 2022

Jeg skrev mine første artikler om Tour de France i Politiken, før Mogens Jacobsen blev ansat med det som sit speciale. Mange Tour-artikler senere i mange aviser var det i mellemtiden pludselig blevet vigtigt at vide en masse om Tout de France, og jeg kom til at følge løbet Frankrig rundt flere gange.

Da Jens Ole Sørensen, som ikke så længe efter blev headhuntet til DRs sport, var ildsjæl på Radio Viborg, som på det tidspunkt var den største danske lokalradio, spurgte jeg ham, om ikke jeg skulle tage touren Frankrig rundt og transmittere direkte til Radio Viborg.

Det, syntes han, var en fremragende ide, og i tilgift lavede jeg små indslag, som skulle bringes morgen og aften. Hver var på 3 minutter og indeholdt enten en eller anden facet af Tourens historie, eller et morgenindslag knyttede sig til dagens etape. Vi brugte en hel dag i Radio Viborgs studier på at få dem i kassen.

Det blev en fantastisk oplevelse, for det var året, hvor Miguel Indurain vandt, mens Bjarne Riis blev nr. 3. Under sejrsceremonien på Champs Elysées krøv jeg drønulovligt under spærresnorene og stod og talte direkte til Radio Viborgs lyttere, og på tv kunne de se mig stå og tale, mens Indurain i den gule førertrøje passerede på den ene side samtidig med, at Bjarne Riis passerede i den modsatte retning på den anden.

Det kan man da kalde for timing.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Mit liv med Tour de France 1

tirsdag, 21. juni, 2022

‘Jeg fulgte Tour de France, lige fra jeg som tiårig var på campingtur i Sydfrankrig med mine forældre.

Hver dag købte vi den franske sportsavis L’Equipe, der havde intensiv dækning af løbet, og jeg kendte samtlige ryttere placeringer og afstand til den førende.

Hver halve time transmitterede Radio Monto Carlo direkte fra løbet, og så sad jeg med hovedet helt inde i vores røde transistorradio og lærte i virkeligheden cykelfransk ret hurtigt. På det tidspunkt var der ingen danske ryttere med, men årtier senere fandt den første dansker i Tour de France, da Henrik Elmgreen satte mig til at undersøge en påstand fra en cykelnørd, Ole Skjoldhøj – som viste sig at have ret. Læs her om Tourens første dansker:

Fra Hans E Andresen i 1958 gennemførte Tour de France som nr 62 under national jubel frem til 1998, troede man, at han også var den første dansker, der havde deltaget. Så viste det sig imidlertid, at selv om Christian Christensen i 1913 havde kørt på fransk licens, var han pæredansk og mejerist fra Veflinge på Nordfyn — men han skiftede nu statsborgerskab i 1914 og boede i Normandiet til sin død i 1975.

Christian Christensen var døbt Knud Kristian Kristensen, men som mange andre i tidens løb fandt han ud af, at k’er er stumme i Frankrig, mens ch’er er helt stuerene, og derfor skiftede han stavemåde og kunne længe ”gemme sig” for den efterforskning, Tour-elskeren Ole Skjoldhøj fra Virum foretog. Christensen havde vundet enkelte mindre løb, da han meldte sig til Touren som en af de ”isolées”, der ikke havde firmatilknytning og var i så lav kurs hos arrangørerne, at de startede et kvarter efter de ”rigtige” ryttere. Arrangørerne gav de ”isolerede” 10 francs om dagen til kost og logi, men desuden fik de hver 10 dæk af dækfirmaet Continentale.

Christensen sluttede som nr 100, knap et kvarter efter vinderen, på 1. etape, 388 km fra Paris til Le Havre. Selv om han dagen efter på de 364 km fra Le Havre til Cherbourg tabte 2 timer og 13 minutter, blev han nr 68. På 3. etape over 405 km var han næsten fire timer efter vinderen, men som nr 54 på en etape, hvor 17 ryttere gav op, blandt dem Tourvinderen Oscar Lapize og Maurice Brocco. Danskerens form blev bedre fra dag til dag. 4. etape over 470(!) km fra Brest til La Rochelle kostede 23 ryttere den videre deltagelse, bl a Emile Georget og Paul Duboc, som to år tidligere havde mistet Toursejren, da en tilskuer gav ham en flaske med forgiftet vand på toppen af Tourmalet, men Christensen holdt ud som nr 46, fire en halv time efter Marcel Buysse.

Truslen om Pyrenæerne gav Christensen problemer på 5. etapes 379 km til Bayonne, hvor han blev nr 56. Måske havde han været morgentræt, for etapen var startet kl 3.15 om morgenen. Hvor løbet var indledt med 151 ryttere, af hvilke de første 40 opgav allerede første dag, var der nu kun 59 tilbage, der dagen efter skulle de 326 km fra Bayonne over bl a Tourmalet. Da han var i krise ved foden af det mytiske bjerg, opdagede han, at selveste Henri Pelissier var i samme situation, og de forcerede bjerget sammen. Siden fuldførte Cristensen som nr 40, knap seks timer efter Philippe Thys, der overtog den gule trøje — mens Pelissier var mellem 15 opgivende.

Dagen efter blev Christensen nr 32 — og nu var det nr sjok — på 323 km fra Luchon til Perpignan. Han var ni en halv time efter Buysse og knap en time efter nr næstsidst, men har var ikke mellem ”det beskidte dusin”, der stod af på denne dag. Ude af Pyrenæerne var moralen høj, men benene møre. På 8. etape blev han nr 30. På den 356 km lange 9. etape fra Aix-en-Provence til Nice  og dagen efter fra ice til Grenoble nr  sidst. På 11. etape fra Grenoble til Geneve, som var ganske kuperet, sled han sig i mål sammen med franskmanden Camille Mathieu, som han slog kampen om næstsidstepladsen.

Nu var Christensen igen på vej mod sin hjemegn, og fra Geneve til Belfort var han kun godt fire timer efter Buysse som nr 25 med fire ryttere bag sig. Der var kun tre etaper tilbage til Paris. Alt tegnede lyst og lykkeligt.

Så ramtes han af en skrækkelig skæbne. Han var blevet gode venner med Mathieu, og de fulgtes på etapen fra Belfort til Longwy. Her kørte de forkert og opdagede det først, da de havde kørt et par timer i gal retning. Så stod Mathieu af, men den seje fynbo kørte tilbage til ruten og fuldførte etapen. Da han passerede målstregen, var alle officials gået, og han var ude af løbet. De var dog så imødekommende, at han fik lov til at køre med på 15. etape, Dunkerque – Longwy, og sidste etape, Dunkerque – Paris, men uden at få noteret placering og tid.

Christian Christensen var på den måde første dansker, der fuldførte Tour de France, men ikke den første, der fik en officiel placering. Den værdighed har Hans E Andresen beholdt. Vinder blev i øvrigt Thys foran Garrigou og Buysse.

Christensen fik hurtigt ny brug for sin fightervilje. Han meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig, blev såret af en granatsplint i 1915, men vendte tilbage til slagmarken, hvor han også udmærkede sig og modtog flere udmærkelser for sin tapperhed — men allerede da altså som fransk statsborger.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Rottefældens vellykkede flyttedag

søndag, 5. juni, 2022

Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater

Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.

Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.

’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.

Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)

Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.

Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.

Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.

Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.

Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.

Tags: Anmeldelse, revy, Rottefælden
Kategori Anmeldelser, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »