Indlæg august, 2022

Hvordan undslipper man internettet?

søndag, 28. august, 2022

Patricia Lockwoods ’Ingen taler om det’ er en intens fremstilling af fælden ved at slippe det virkelige liv og leve gennem de sociale medier, men spørgsmålet er, om løsningen er overbevisende.

 

 

Fortælleren i ’Ingen taler om det’ er meget tæt på sin forfatter. Som Patricia Lockwood er hun en feteret person, der har vist sin klasse gennem tweets på internettet, og som inviteres verden over for at holde foredrag eller deltage i seminarer om ’Portalen’, som hun kalder den del af internettet, som hun udfolder sig på.

Indholdet er udvalgte dele af fortællerens tankestrømme som ’stream of consciousness’, og naturligt får vi under vejs henvisninger til såvel James Joyce’s ’Ulysses’ som til Virginia Woolf.

Bogen er i to dele. I den første er hendes hjerne tæt på at opgive den virkelige verden til fordel for Portalens liv, der er besættende i såvel sin diskussion af væsentlige problemer som den fuldstændige idioti, og som lynhurtigt kan præge vores sprog. Blandt de mange korte tankestrømme kommer her en længere væsentlig om nettets væsen:

Hele subkulturer opstod i gruppen, hvor folk mødtes for at tale om deres problemer med overvækst af candidasvampen. Man faldt over det sent en aften, hvor man dovent lå og tastede ting i søgefeltet: Hvorfor er jeg hele tiden træt, hvorfor kan jeg ikke længere memorere en syv minutter lang monolog, hvorfor er min tunge mindre lyserød, end den var, da jeg var barn. (Klokken tre om natten fandtes der kun to spørgsmål: Er jeg ved at dø? Og Er der nogen, der virkelig elsker mig?) På søvnløshedens landevej snublede man over candidaovervækst-gruppens med det lysende velkomstskilt og trådte gennem svingdørene, som øjeblikkeligt smækkede i bag en. Man påtog sig candidaovervækst-sproget; det, der startede som den mest elastiske og lynhurtige leg med ord, forvandlede sig hurtigt til en jargon og så til en doktrin og så til trossætninger. En opførsel blev diskret modereret af de ydmygelser, skarpe irettesættelser og den kritik, man kunne blive udsat for i candidaovervækst-gruppen. Man forudså, hvilke diskussioner, der kunne opstå, og man gennemspillede dem i brusebadet, mens man vaskede sit hår, hvis fulde vækstpotentiale og glans var blevet hæmmet af candidaovervækst. Hvis en karismatisk troldmand dukkede op i candidaovervækst-gruppen, en, som ansporede de andre medlemmer til nye og usete højder udi retorik og tiltalesvar og improvisation, kunne et nyt sprog muligvis opstå i candidaovervækst-gruppen – et, som resten af verden først ikke forstod, og som så sidenhen blev til det universelle sprog.

Indslaget er lidt længere, men her får vi en vigtig redegørelse for, hvordan tingene udvikler sig lynhurtigt på nettet.

Så går det ellers over stok og sten. Med sex, væsentlige spørgsmål som ’kan en hund være tvilling’, diktatoren (Donald Trump, selv om navnet ikke nævnes – det gør til gengæld den dag, hvor han blev valgt), fodfetichisme, den afskyelige snemand etc. Da Lockwoods alter ego er veluddannet, stilles der også visse krav til læseren – og ved vi måske alle sammen, hvem ’the unabomber’ er?

Når man får en samlet sum af associationer, er de heller ikke alle lige acceptable. Indimellem vil man frastødes; ind imellem bifalder man, men hvordan undgår man at blive opslugt af nettet?

I denne bog er redningen en familietragedie, da fortællerens søster bliver gravid, og barnet viser sig at have store defekter, som gør, at det muligvis ikke kan leve frem til fødslen, og skulle det gøre det, er der ikke lang levetid derefter.

Barnet bliver født og lever et stykke tid, og hele processen får virkeligheden til at virke vigtigst, selv om det er utroligt, hvad man mener at kunne lægge ind i og læse i dets reaktioner.

Men hvad med andre? Hvad med alle dem, der ikke har en familietragedie til at fri sig fra det overvældende net? Har de en chance?

Lockwoods bog er i sig selv en voldsom advarsel, når fortælleren med absurd humor fører os rundt i Portalens barokke univers.

Lockwood er en fremragende fortæller, og jeg kan anbefale nogle af hendes tidligere essays, måske specielt ’The Rape Joke’, som kan findes på nettet! Hendes første roman er muligvis intet mesterværk, men den er væsentlig, udfordrende og aktuel. Alle vil få noget ud af at læse den.

Patricia Lockwood. Inger taler om det. Forlaget Falco. 235 s indbundet. Set på nettet til priser fra 210-300 kr.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


H C Andersen som teatersport

søndag, 28. august, 2022

Teater Momentum har i et stykke tid hver aften haft Alt.Andet.End.Andersen, skabt i samarbejde med HCA Festivalen, på programmet. En forestilling, der mest er teatersport med en sjov ide: Hvad nu, hvis det var en redaktør, der skrev HCAs titusindvis af stumper, som han aldrig fik kombineret, sammen til de eventyr, vi kender? Det tyder et sent fund af disse stumper på, så nu skal forskere med publikum som iagttagere og medbestemmere prøve at skabe et eventyr ved gentagne gange at vælge, hvilken vej det skal bevæge sig.

 

Forskere i vildrede: Anders Cornelius Zoffmann, Amanda Bøgestrøm Isaksen og Malte Joe Frid-Mielsen. Foto: Ard Jongsma

 

Hver aften har der været en gæsteskuespiller, der som forsøgsperson ikke anede, hvad der skulle foregå, og der var således sikkerhed for, at den enkelte forestilling ville blive forskellig fra alle andre.

Det er nu ikke helt korrekt, for når publikum har valgt ‘forkert’ i ‘dimensionsvandringen’, og man alt for tidligt står med et afsluttet eventyr, afskaffer man demokratiet og lader en enkelt publikummer vælge enkelte ting, men teksten af Malte Joe Frid-Nielsen sikrer, at man hver aften hovedsagelig slutter samme moralsk ansvarlige sted – formoder jeg. Det er dog ikke let at gennemskue, hvordan det var gået, hvis publikum havde valgt, at det skulle dreje sig om en prinsesse i stedet for en soldat – og gad vide, om det overhovedet er sket?

Når jeg først dukkede op til sidste forestilling, var det for at opleve Natali Vallespir Sand som gæsteskuespilleren, og hun skuffede ikke. Brillerede med sit kropssprog, der kan alt – også fryse i lang tid. Havde en replikbehandling, der forgyldte de instruktioner, hun fik, og pressede alle pointer elegant igennem.

Hele legen var veloplagt og elegant, ikke i nærheden af at ligne forskning, med Amanda Bøgestrøm Isaksen, Anders Cornelius Zoffmann, Ida Brinch og forfatteren på scenen. Ida Brinch dog i baggrunden som musikeren, der understøtter begivenhederne suverænt og så diskret, at mange måske slet ikke opdager det.

Jesper Dupont har instrueret og kunne her og der have strammet tiden en smule. Jagten på Natali Vallespir Sands mikrofon var i hvert fald alt, alt for lang, men ellers kan man kun nyde den glimrende timing, som er afgørende, når forestillinger udvikler sig som en slags teatersport.

At den er alt andet end H C Andersen er en tilsnigelse, for det, jeg oplevede, var reviderede udgaver af Fyrtøjet og Den Grimme Ælling, og så gætter jeg på, at alle dage er endt mere politisk korrekt, end Andersen var – han kunne være meget barsk.

 

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

mandag, 15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Elegant elskovsleg og skønt sprog i slotshaven

lørdag, 6. august, 2022

Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.


Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.

 


Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)

 

Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.

 


Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)

 

Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.

 


Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)

Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.

 


Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)

 

Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.

De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.

 


Alferne og Puck (foto: Chris Miller)

Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.

 

De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.

Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.

William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »