Indlæg oktober, 2022

Revykongen Aage Stentoft

søndag, 2. oktober, 2022

Vi anmeldte for nylig Jacob Wendt Jensens Poul Bundgaard-biografi, som det var svært at sætte en finger på. Samme forfatter står bag ‘Revykongen Aage Stentoft’, ‘Jane Aamunds sidste manuskript’, der knap holder samme niveau.

Stentoft

Det kan der være mange årsager til. Måske først og fremmest, at der er tale om et efterladt manuskript af Jane Aamund, som er blevet tilføjet en mængde detaljer fra en kuffert fuldt af ukendt materiale, som Wendt Jensen fik adgang til. Det var Stentofts eget arkiv, så meget måtte ændres, omskrives eller tilføjes.

Hvad venter man af en Stentoft-biografi? 1. Man forventer en gennemgang af den kunstneriske produktion, dvs. de mange hundrede melodier, han har komponeret, og de filmmanuskripter, han stod bag. 2. Man forventer en gennemgang af hans indsats som revykonge. 3. Man ønsker at kende baggrunden for det hele gennem en gennemgang af hans privatliv, som ofte vil hænge sammen med produktion og teaterdrift. 4. Man forventer at mindes!

Lad mig starte med 3. Her falder Wendt Jensen for en hyppig fristelse for biografer. Han ved for meget, og han vil af med det hele. Det betyder, at der er mange gentagelser, og at ting får for meget plads. Især diskussionen, om Stentoft var nazist eller ej. Dokumentationen er alt for grundig. Vi behøver ikke den komplette tekst af diverse breve. Vi tror på biografens ord om, hvad indholdet er, så vi kunne komme videre.

Bortset fra det får vi mange vidnesbyrd om, at en stor kunstner ikke behøver at være et stort menneske. Vi får mange udsagn om, hvor barsk han var i pengesager, hvor ubehagelig han var i pengesager, og hvordan hans kæmpe jalousi kunne holde hans koner i bur samtidig med, at han selv måtte behandle dem, som var de hans kæledyr.

Når det gælder revykongen, havde han tril gengæld vovemod og visioner, især når det gjaldt at give musical’en en stærkere position i Danmark. Tænk bare på ‘My Fair Lady’ i Tre Falke. Der var store problemer med rollen som Eliza, hvor vi hører om diverse konspirationsteorier. Forestillingen lykkedes dog så godt, at jeg mindes, at mine forældre kom hjem om natten efter at have set den og kørt hjem – plus Storebæltsfærgen. Min mor var så grebet af den, at hun vækkede mig og genfortalte hele handlingen, og jeg glemte aldrig, at man skal huske at rose dem, der er med til at opfylde sin drømme, som Professor Higgins ikke gjorde, da Eliza har bestået sin prøve.

Danskerne var ikke altid klar til de forestillinger, som Stentoft fik sat op, fx ‘Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger’ på Nørrebros Teater med let avanceret musik af Frank Loesser og Preben Uglebjerg i hovedrollen. Den elskede jeg og min madklub – og den danske udgave var betydeligt bedre end den amerikanske film, der kom et par år efter – men den solgte for få billetter. Det var synd, og mon ikke publikum i dag vil være klar.

Som filmmager skrev han manuskriptet til en af alle tiders bedste og mest tidløse film, ‘Vi er alle sammen tossede’. Se den midt i tidens populistiske politiske verden og få lyst til at pille det hele fra hinanden. Jeg skal aldrig glemme Lise Ringheims replik, da hun har fået at vide, at hun bare skal tale sin mand Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) efter munden: – Jamen, jeg har da så tit hørt om alle elefanterne i Kollerød Hegn.

I slutscenen samler Kjeld Petersen alle de ’tiltalte’ fra det officielle system næsten, som var han Hercules Poirot, anklager dem efter tur og fælder dommen: Vi er alle sammen tossede! Det er mageløst, og jeg holder for resten også meget af såvel Reimer som Petersen i ‘Solstik’

Afsnittene om revykongen er de bedste i bogen, mens jeg synes, at man hører alt for lidt om hans udødelige melodier bortset fra ‘Månestrålen’ og nogle af de ting, han skrev til Osvald Helmuth. Her måtte Wendt Jensen meget gerne have bredt sig mere.

I begyndelsen af 70erne boede jeg i Forhåbningsholms Alle 33 på fjerde sal med udsigt mod vest gennem en lang gård. For enden af den lå på Skt. Knuds Vej et lille, rødt hus, hvor der næsten hver nat var et vældigt leben. Der boede Stentoft nemlig, til han endegyldigt flyttede til Spanien, og hold op, hvor der blev festet igennem. Man vidste, at det var Stentoft og hans skuespillere, og tilgav alt.

Det følgende anfører jeg kun som eksempel på, at ingen er 100% perfekt i sin research, for det synes Wendt Jensen ellers altid at være. Når Stentoft hyrer Titti Sjöblom og kalder hende for Titti Babs efter sin mor Lill Babs, så er den rivegal. Alice Babs hed Sjöblom som mellemnavn, og Titti er hendes barn. Formentlig anede Wendt Jensen ikke uråd!

Som man kan forstå består bogen i en vis udstrækning punkt 5, og det gør, at mange vil fine bogen fængslende og mindegivende. Man kan jo evt. springe noget af diskussionen om nazismen over. Bogen er i øvrigt i solid indbinding me med et væld af fine fotos.

Jacob Wendt Jensen: Revykongen Aage Stentoft. Forlaget Peoples. 399 sider indbundet og rigt illustreret.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Drama og mord i Gæringe

søndag, 2. oktober, 2022

Allan Erik Mortensen har erobret danske krimilæseres hjerter og har på få år udsendt ikke mindre end ni romaner med landbetjenten Jon Harding og hans kollega Viggo, der opklarer mord i Gæringe, det danske modstykke til Midsomer.

Jeg havde ikke læst nogen af Allan Erik Mortensens ni romaner med Jon Harding i hovedrollen, men da jeg tog fat på de tre første forstod jeg straks , hvorfor bøgerne er så populære.

De er velskrevne. De har voldsomme mord, udspekulerede skurke, indholdsmættede scener, hvor liv ustandselig er på spil, og de udspiller sig i troværdige omgivelser i det nordvestlige Sjælland. Byen hedder Gæringe, men forfatteren bruger egnen omkring Høng, hvor han bor, brillant.

Han har også skabt et galleri af personer, som er fascinerende. Jon Harding er flygtet fra København med dens stigmatiserende underverden til en fredelig stilling som landbetjent, hvor han kan komme sig over de psykiske men, som arbejdet i hovedstaden har givet ham. Da stillingen er knap så fredelig, som den synes, dukker migræne og andre ting ubehageligt op under pres.

Hans kollega Viggo er prototypen på gamle dages opdragere, hvor et par flade til unge bøller anses som bedre end en anmærkning i straffeattesten. Han kan ind imellem gå meget over stregen, og så forventes Jon at stå last og brast med ham i en tillempet version af, hvad der er foregået. Politibetjente kan bøje virkeligheden, når de mener, at det er nødvendigt for at hjælpe en kollega.

Amanda, der på latin betyder ’den, der bør elskes’, er lige præcis det. Hun er en del mere aktiv end de kvinderoller i litteraturen, hvis eneste opgave er at elske mandlige hovedpersoner, men vi kan fastlå, at Jon spiser mange æg, når han lever op til Amandas sexappetit selv, når han har været på opgave i halve og hele dage.

I første bind, Ringmanden, opklares en stribe uhyggelige mord, hvor gerningsmanden hver gang har sikret sig en fingerring fra sit offer. I andet bind, Menneskeæder, opklarer Jon et brutalt dobbeltmord, bl.a. ved at opsøge en straffefange, der sidder inde for et andet dobbeltmord. I tredje bind, Fejemanden, er der en effektiv lejemorder på spil. Alle andre steder i verden lykkes han med sine henrettelser, men helt så let går det ikke i Gæringe.

Forfatteren har politiske bagtanker med sine skriverier, men klogt afslører han dem kun gradvist. I ’Fejemanden’ kommer de dog klart til udtryk, når Jon med meget lille begrundelse kører til Sverige for at overfuse en velhaver, mens Viggo klarer at gøre det sammen på hjemmefronten. Det kan vi som læsere kun bifalde, fordi vi har lært, at forfatteren altid har ret i, hvem der er de gode og de onde.

Jon lærer også selvtægtens fine kunst, når han giver en hundemishandler en omgang med hans egen pisk, mens hans niecer ser på. Selvfølgelig skal man ikke mishandle hunde, men han er heldig, at en af niecerne ikke sender det hele live til sine veninder på sin mobiltelefon for at vise, hvor dygtig hendes onkel er!

Vi kan vist også fastslå, at der ikke pilles ved gamle kønsroller, og at det må være svært at være grønthandler i Gæringe, for her spiser man wienerbrød, hver gang der er en lejlighed til det.

Helt som i Midsommer, hvor der dog gribes færre gange til skydevåben, og hvor Barnaby ikke ustandselig skal spilde sin tid på at blive internt undersøgt, som Jon skal.

Jeg vil bestemt fortsætte med at læse serien, for den har plots fulde af overraskelser, masser af action, og når man er i gang med en af bøgerne, ryger der let en nattesøvn, fordi man ikke kan vente med løsningen.

Allan Erik Mortensen: En trilogi. Hængedynd, bestående af Ringmanden, Menneskeæder og Fejemanden. Forlaget Falco. Bøgerne er smukt indbundet og skrevet i typer, så synshandicappede kan være med.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »