Indlæg november, 2022

Ronja Røverdatter er en enestående poetisk og morsom juleforestilling

fredag, 11. november, 2022

Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet

 

Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)

– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.

Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.

Ronja og Birk

Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.

 

Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)

De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.

Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.

Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.

Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.

Juleforestillinger

Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.

Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.

Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!

Unik musik

Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.

Instruktion i top

Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.

Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.

Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Besættende historie om en syklub, hvor der ikke bliver syet et sting

tirsdag, 8. november, 2022

Henriette Gylands bog ‘Syklubben’ har sin titel efter den betegnelse, som modstandsfolk i Helsingør dækkede sig under, ikke mindst i dagene omkring tyskernes forsøg på at fange alle jøder og sende dem i koncentrationslejre i Tyskland, hvor de fleste blev dræbt.

 


Henriette Gyland: Syklubben

Inger Jensen bliver i 1943 af sine forældre i København sendt til Helsingør, der må være mindre risikabel under besættelsen. Hun får job hos en bogbinder og bor hos sin tante og onkel og deres børn.

Det viser sig hurtigt, at måske er overfladen fredelig, men der foregår meget i sundbyen underverden. Der produceres og omdeles bl.a. illegale blade, hvad Inger bliver indblandet i, der smugles varer fra Sverige, og da det er nødvendigt, smugles der jøder til Sverige. Ikke helt filantropisk. De flere tager sig godt betalt for den risiko, de løber.

Historiens røde tråd er Ingers fraskilte barnebarn Cecilies fund af en kasse med to fornemme smykker, da hun rydder op i et kælderrum efter bedstemoderens død som 96-årig. Hun går i gang med at finde ejerne, David Nathan og hans kone, og det viser sig at være muligt. Da Nathan, der sidder i kørestol, meget gerne vil høre Cecilie læse moderens dagbog op, bliver det til mange møder mellem dem og Davids døgnsygehjælper Rafi, som Cecilie forelsker dig i.

75 år tidligere mødtes Inger og David kortvarigt, før han blev sendt til Sverige med sin kone, men at sammenligne det med ‘Letters to Juliett, som pressemeddelelsen gør, er noget af en tilsnigelse.

Der er kærlighed nok i bogen, og det er kvinderne, der forelsker sig hurtigt og er parat til at gå hele vejen. En af Ingers veninder, Gudrun, bliver gravid, og en anden, Bodil, forelsker sig i en tysk soldat. Ingen af dem overlever.

Så Helsingør er langt fra fredelig, og Gyland skriver lavmælt om dramatikken, som pludselig slår kraftigt ud på overfladen; så lavmælt, at læseren, som kender de risici, alle modstandskæmpere løber, sidder på kanten af stolen og bare er så glad for, at man ved, at Inger må overleve. Der er ingen sabotageaktioner, ingen skudvekslinger og den slags, men dramatikken mangler sandelig ikke.

Sproget er smukt og glat, og forskellen på de 75 år gør, at selv dem, der er trætte af at høre om besættelsen, holdes fast gennem alle ulykkerne fra dengang til det, der tegner til at blive en happy end. Kønsrollerne vendes flittigt under vejs, og Cecilies første mand demonstrerer, at for nogle mænd er der ikke meget, der har ændret sig.

Forfatteren begår en enkelt mindre fejl. Ideen har været fortælle alt gennem Ingers dagbøger og Cecilies liv, men mange gange skifter synsvinklen, så en anden person fortæller. Det generer ikke meget, men altså …

Bogen er udsendt på Harper Collins, og når nu hovedpersonen har været bogbinder, kan vi da nyde, at den er indbundet med 313 sider i tilpas bogstavstørrelse.

En stor rose til Lucy Bennett, hvis omslag har en rødklædt kvinde på en bådebro. Alt andet end kvinden er sort-hvidt og dybt fascinerende.

Henriette Gyland: Syklubben. 313 sider indbundet. Forlaget Harper Collins.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »