Indlæg februar, 2023

Tryllefløjten som fængslende familieforestilling

onsdag, 15. februar, 2023

Den Jyske Opera har skabt en børnevenlig version af  Mozarts Tryllefløjten, der skal vække børn og unges operainteresse. Det lykkes på de fleste områder, men har også sine omkostninger. Nina Sveistrup Clausens Natten Dronning er hele forestillingen værd

 

Slutscenen – nu er alle gode (foto: Anders Bach)

Hvordan man får børn og unge til at elske opera er der mange meninger om. Da jeg for et uhyggeligt antal år siden hørte Wilma Lipp synge Nattens Dronning, var jeg leveret, og det samme kan ske for alle de unge, der nu oplever Nina Sveistrup Clausen i Den Jyske Opera. Hver eneste koleratur står sylespidst præcist ud i rummet, og hun kan klare sig, selv om orkestret er hævet over rampen og sluger nogle af de andre sangeres lyd; værst Steffen Bruuns Sarastro, hvis to ørehængere der ikke er meget tilbage af – især når han forsøger at synge mod blæserne.

Hvad man ikke skal gøre, er at forsøge at begejstre børn på forhånd. Man skal lade dem møde den levende lyd, for det er i sig selv begejstrende, såmænd også for voksne, der har været ’bange’ for opera. Dem er der mange her i selskab med deres børn.

 

Før Forestillingen møder man denne fugleklædte pige (foto Kjerteminde Avis)

Forventningsfulde

Når man kommer til Musikhuset, bjergtages børnene af en ung, fugleklædt kvinde, der er meget munter og plastisk. Hvad er hun nu for en?

I salen er der en forventningsfuld stemning, der holder, selv om dragen, der forfølger Tamino, Jonathan Koppel, kun har to røde ben. Til gengæld er de tre damer meget indtagende. Kostumedesigneren Sandra Münchow har haft en meget heldig hånd. Et godt eksempel er et kostume, der er mørkt og farligt på den ene side, men når Papageno brygger sit klokkespil, vender pigerne sig, og deres anden side er klædt i pastelfarver.

 

Cassandro Lemoine og Leif Jone Ølberg, da alt falder på plads for dem (foto Anders Bach)

 

Papageno, Leif Jone Ølberg, og Papagena, en henrivende og letfodet Cassandra Lemoine, er muntert farverige, og scenen, hvor de finder sammen, henrivende.

En enkelt gang synger hele salen med, og det er intet problem, fordi der er overtekster på dansk. Andre gange svarer børn fra salen på den tvivlrådige Taminos spørgsmål, om det skal være ja eller nej. ’Ja!’ kom et højlydt svar fra salen.

Selv om forestillingen varer to timer og ti minutter inklusive en 20 minutters pause, er de mange børn dugfriske til sidste tone og klapper vildt begejstret bagefter.

Alt er også gået helt utroligt i Diminik Wilgenbus’ instruktion. Ikke blot har Papageo og Pagagena samt Tamino og Pamina, Simone Lichtenstein, fået hinanden; men de mørke kræfter er alle blevet gode – ingen forsvinder i Helvede – så der er kun fred og fordragelighed, kærlighed og glæde.

Hvad er omkostningerne?

Vi har nævnt det glubske, men i øvrigt velspillende, hævede orkester, og at der ikke er ro i salen. Hardcore operaelskere vil også begræde de forkortede og ændrede tekster, men det er gjort skånsomt.

Desuden overlever alle de mørke kræfter, som lider deres fortjente skæbne i den originale opera.

Jeg greb mig selv i at savne den tyske tekst, men det er bare, fordi jeg er vant til den, og den var udmærket på dansk i Karen Hoffmanns oversættelse.

Legen med fortæppe, kulisser og de sjove scener omkring Papageno er man heller ikke vant til, men dem bør man tage i stiv arm. Man kan holde sig væk eller være med til at give de følgende generationer glæden ved opera.

Et fint formål, og tak til Den Jyske Opera for at have ’ofret’ en sæsonforestilling og turnéforestilling på formålet.

Den kan opleves i Odense Koncerthus 20-21. februar.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Hæsblæsende Holberg-farce fra 1726 om moderne problemer

fredag, 10. februar, 2023

Emnet, stress, jag og meget andet, er så aktuelt, at man fristes til at tro, at Thor Bjørn Krebs har bearbejdet det originale komedie kraftigt, men Odense Teaters ’Den Stundesløse’ er meget tæt på originalen – og vanvittigt sjov. Såvel i dialogen som helhed som med saftig humor

 


Malene Melsen og Kristoffer Helmuth med Christine Gjerulff i baggrunden (foto: Emilia Therese)

 

 

Når fx Leander, Anders Skov Madsen, er i gang med at fri, ser Holbergs tekst således ud: Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .

Den spøg bliver udviklet, og ikke mindst Malene Melsen som en urkomisk, slagfærdig og elskovshungrende Magdelone, der har sparet 60.000 rigsdaler sammen som husholderske, tager kegler. Hun er bomstærk og kan bære hvad som helst, inklusive en kuffert, der er tung, som er den fyldt med 60.000 rigsdaler i småpenge, og sin ægtemand.

Victor Borge er muligvis blevet inspireret til ’fonetisk tegnsætning’ af Oldfux, Claus Riis Østergaard, der som en del af mange svindelnumre opfinder spansk diktat, hvor ord er erstattet af berøringer og lyde.

Til gengæld har Krebs formentlig inspiration fra Marx Brothers, når den stundesløse Benjamin Kitter sidder med bukserne nede på et lillebitte toilet, der på få øjeblikke bliver overfyldt af andre, fra notarer til den tyske barber.

 


Benjamin Kitter som den stundesløse (foto: Emilia Therese)

 

 

Veltimet tempo

Åbningsscenen sætter tonen med alle aktører i voldsomt tempo til en slags ouverture af Hal Parfitt-Murray, før Pernille, Christine Gjerluff, har en monolog med publikumshenvendelse om den ’comoedie’, vi nu skal opleve, og en kort brugsanvisning om Holberg, og så går det ellers løs.

Vi får ikke kun den stundesløse, der har fire ansat til at skrive om sine forretninger, som er indbildte, så han har i virkeligheden travlt med ingenting, udstillet; vi får også gjort nar af forfængeligheden, fx med at vedgå sin reelle alder; vi får udstillet de forelskede, der bare vil have hinanden, men ellers ikke kan noget; og vi får udstillet, hvordan alle er lette at snøre af den charmerende skurk Oldfux Claus Riis Østergaard.

 


De unge elskende elsker hinanden, men har ikke evner for meget andet (foto: Emilia Therese)

 

 

Det er farce med mening, som vi også kender den fra Moliere eller for den sags skyld Dario Fo, og ganske pudsigt betyder det, at vi næsten er ærgerlige over, at Pernille er knap så komisk, fordi hun repræsenterer den smule fornuft, der er tilbage. Hun er også den eneste, der har et nogenlunde normalt kostume. Alle andre er karikaturer, der har fået deres opfindsomme kostumer af scenograf og kostumedesigner Johanne Eggert. Hans kulisse er farcens klassiske: Trapper og et hav af døre, som folk kommer ind og ud af lige på de rigtige tidspunkter, instrueret af Kamilla Bach Mortensen.

I en perfekt timet farce er enhver form for koreografi afgørende, og den står Peter Friis for.

Handling? Nej, den kan ikke gengives, men opleves, og det er fantastisk, at Ludvig Holberg i 1726 kunne lave en komedie, der i den grad udstiller vor tids individuelle problemer og får os til at le uhæmmet ad dem.

Synes du, at hverdagen er for grå, og at der er krig, jordskælv og meget andet at lade sig nedtrykke af, så må du en tur ind på Odense Teaters Store Scene og opleve Den Stundesløse, der spiller sidste gang 11. marts.

En afsluttende servicemeddelelse: Premieren på ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er udskudt til efter vinterferien pga. et teknisk uheld.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Noget om solnedgange

mandag, 6. februar, 2023

Solnedgang i Maspalomas

Solnedgang over sandklitterne i Maspalomas. Foto: Svend Novrup

Vi har fantastisk smukke solnedgange i Kerteminde, men intetsteds er de en folkeforlystelse, givetvis fordi temperaturen og vejret ikke kan garanteres.

Det kan den være på visse steder, bl.a. på Gran Canaria, hvor jeg for tiden opholder mig, inviteret af TUI, ganske tæt på de berømte ‘dunes’, sandklitter i Maspalomas på den sydligste del af øen.

Mit hotelværelse på Riu Palace Maspalomas vender lige ud mod sandklitterne, hvor man kan iagttage små og større sandstorme og sandhvirvler alt efter vinden. Mange oplever at gå gennem klitterne, hvorefter det blæser så meget op, at de for at komme helskindet tilbage må købe et tørklæde at have for ansigtet som værn mod sandskornene, der i øvrigt kan slå meget hårdt på bar hud.

Fra hotellet er der en kort sti ned til kanten af klitterne, hvor flere hundrede mennesker samles dagligt for at se solen gå ned. Børnene leger, de voksne skaber en hyggelig mumlen af snak, og fra minut til minut veksler sol og himmels farver. Pga. sandet kan solnedgangen blive ekstra rød.

Kun en gang tidligere har jeg oplevet noget lignende, og det var på Floridas sydligste punkt i Key West, Hemingways by. Her var det ikke hundreder, men tusinder, der samledes hver aften, og adskillige artister benyttede chancen for at føre sig frem, så der blev jongleret, gået på line eller sunget, mens man sang solen ned.

Lige præcis dette har vi jo i Kerteminde under Kirsebærfestivalen, hvor vejret ikke altid har været garanteret, men vejrguderne har tit lavet et smukt vindue lige i den halve time, der er tale om – og her er det fakler, kajakker og sang, så vi kan godt være med!

Kategori Generelle nyheder, kultur, Rejser | Ingen har kommenteret »