‘Gud, lever de endnu’ er en unødvendig undertitel på denne bog, for der kan ikke være mange, der er i tvivl om, at Lisbet Dahl og Uld Pilgaard lever. Ganske vist ikke i Cirkusrevyen mere, men på turné rundt i hele Danmark og Lisbet bagefter som deltager i Tivolirevyen.
Til gengæld er livsvidner en fin titel, fordi de to uden at være nære venner naturligvis har været gode kammerater og set hinanden ude fra i årtier. De kan virkelig bevidne såvel den andens liv som deres eget samvær på scenen, der har haft sine op- og nedture, men først og fremmest været et smukt og dejligt forløb. Hvordan skulle det kunne være andet, når man har samme indstilling til teater og humor og prøver på at få publikum til en enkelt gang at smile, men de fleste gange at skrige af grin eller tisse i bukserne af grin.
Portræt af revyverdenen
Lukas Birch har holdt mikrofonen for de to og nænsomt forkortet, hvad er er kommet ud af det, til en fin og let læselig bog, der ikke kun beretter om Lisbet og Ulf, men nok så meget giver et portræt af 40-50 års danske revy og til dels teater.
De øser gavmildt af deres oplevelser, så vi får uforskønnede portrætter af Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Aage Stentoft, Jørgen Ryg, Claus Ryskjær og i forbifarten mange andre – som Morten Grunwald og ikke mindst Ernst Trillingsgaard, Han dukker op igen og igen med sin tæft for som direktør bl.a. Aalborg Kongres Center og Holstobrohallen at ansætte alle fra den mindste revystjerne til den overvægtigste opera fra Kyjev. En mand med masser af humør og fantastiske ideer og en evne til at gå lige i alle, han møder, med træsko på.
Lisbeth og Ulf om hinanden
I bogen taler først Lisbet om Ulf og derefter Ulf om Lisbeth, så vi er forberedt på, hvor utroligt forskellige de er. Ulf meldte sig fx til Studenterscenen for straks at være med der, mens Lisbet blev optaget på Teaterskolen i Aalborg De kommer hurtigt ind på Dirch Passer, som betød ualmindelig meget for begge … og på Kjellerdirch, som Ulf beklager, at man ikke har filmklip med. Det passer heldigvis ikke. De findes i tapetserersketchen, i hattesketchen og endog Tømmerflåden kan man finde, men nok om det.
Det fine ved bogen er, at den giver et glimt af dansk teaterliv i en tid, som mange har glemt. Hvilke unge kender Jørgen Ryg, Preben Kaas, Kjeld Petersen m.fl. Nu er der i stedet mange stand uppere – dem kendte man slet ikke.
Klaus Pagh
Vi hører en masse anekdoter, som jeg ikke vil ødelægge ved at bringe pointen her, men jeg vil godt fortælle, at da Anker Jørgensen (husker de unge mon ham?) og hans hustru Ingrid var i Cirkusrevyen, nægtede Klaus Pagh ‘at være vært for sådan en lille socialdemokratisk skiderik’.
Så fik de en hyggestund med resten af personalet, men da Pagh næste dag spurgte, hvordan det var gået, meldte Lisbet ud, at det ikke kunne være interessant for ham, hvad en lille socialdemokratisk skiderik mente.
Pagh havde to sider – som i øvrigt – Preben Kaas. Det var Pagh, der startede H C Andersen Festspillene. Jeg overværede selv den første, hvor skuespillerne mimede, mens Freddy Albeck læste eventyret. Det var også Pagh, der insistererede på at hjælpe Lisbeth, da hun var helt i kulkælderen efter Preben Kaas’ død. Han kunne hjælpe med én ting, hun ikke havde råd til. Hun ville gerne have rettighederne til Kaas’ tekster og melodier. De kostede 50.000 kr. og omfattede ikke kun de mest kendte tekster, men også charmerende viser som Frk. Abildgaard og Stor Skandale i familien (med Daimi). Til gengæld har jeg tit undret mig over den underlødige oversættelse, han lavede af Anni Get Your Gun, som han satte op på Falkonerteatret.
Så købte Pagh dem, og da han havde tjent 50.000 kr. på dem, gav han dem til Lisbet.
Vandkamp og natmad
Skuespillere kan ofte lave de mest lavpandede ting mod hinanden, som at udtænke måder at føre vandkrig på, men det er så en modvægt til de tekster, der skal læres; den vanvittige præcision, de skal leveres med; timingen, når døre skal gå i og op på de rigtige tidspunkter etc. etc.
Det er heller ikke sådan lige at falde ned efter en forestilling. Skuespillerne ordner selv natmad, eller når de er på turné, bliver de gode venner med alle værtspar og kan få alt fra smørrebrød til stegt and med tilbehør sat klart ved midnat!
En skovtur
Festlig er beskrivelsen af, hvordan alle i Cirkusrevyen, ikke bare skuespillere og musikere, fik ordre om at være klar til en søndagsudflugt. De skulle have pas med, men det troede de fleste var for at bluffe – men så blev de kørt til Kastrup, fløjet til Paris, fik frokost i Eiffeltårnet og var bagefter på Moulin Rouge, før de overnattede og fløj hjem den følgende morgen, så de var klar til aftenens forestilling!
Torben Træsko, der stod for såvel planlægning som betaling, viste under vejs, at han kunne tænde lyset i Eiffeltårnet. Han talte ned 3-2-1 knips, og voila.
Resten af selskabet vidste ikke, at lyset i Eiffeltårnet altid tændes præcis kl. 18.
At sætte en revy sammen
Mange er næppe klar over, hvad det kræver at sætte en revy sammen. Fra at læse alle indsendte tekster til at få de valgte numre til at virke; få dem sat i rigtig rækkefølge, så hvert enkelt virker rigtigt; få kostumerne til at passe (Lisbeth kasserede engang kostumer for 250.000 kr., fordi de ikke passede til nummeret). Det kunne hun, fordi hun fra 1981 har virket som instruktør mange forskellige steder i forlængelse af alle de gange, hvor hun brød ind i andres instruktion for at sige, hvad hun mente.
Ulf og Dronning Margrethe
Hvornår de to slutter, er ikke til at vide. Foreløbig tager de, hvad de har lyst til, og hvad deres helbred kan klare, men vi ved, hvordan Ulf Pilgaards sidste aften i Cirkusrevyen var. Her dukkede Dronning Margrethe – på eget initiativ – op på scenen efter Pilgaards ’faste’ parodi på hende, og han anede intet, så det blev en mindeværdig overrumpling.
Mindeværdig
Som denne bog er mindeværdig, fuld af sjove replikskifter og ting, de fleste ikke aner om jobbet som revyskuespiller; presset ved at være revydirektør; presset ved altid at skulle være på toppen, og sorgerne, når kolleger ikke har kunnet klare sig uden en lille en over tørsten og er døde.
Lisbet, Ulf og Birch er med James Price halvvejs gennem en stor, landsomfattende turné med et talkshow, hvis emne er det samme, men revyelskere kan ikke få nok. Siden denne bog blev udgivet, har den ligget på bestsellernes top-10, og alle shows har været så godt som udsolgt. Desværre er der kun en enkelt forestilling på Fyn, og det er i Assens, tilmeld først d.9. november, så kan du ikke komme til Assens – eller er du utålmodig – så nyd denne bog.
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard: Livsvidner – Gud, lever de endnu? I samarbejde med Lukas Birch. Lindhardt og Ringhof. 272 s indbundet. Kr. 299,95.
Kate Quinn er mesteren i semihistoriske romaner. For nylig anmeldte vi den fremragende ’Diamantblikket’. I dag ser vi på ’Rosenkoden’, der er fascinerende fra første til sidste side.
Rosenkoden, hvis omslag er en kode, som læseren kan bryde efter læsningen
En vigtig årsag til, at de allierede vandt 2. Verdenskrig, var kodebryderne i Bletchley Park, der formåede at bryde tyskernes Enigma-kode.
Pudsigt nok har jeg selv kendt to skakmestre, der var med til at bryde koderne, og den ene nævnes i forbifarten, men det var aldrig gået op for mig, hvor mange der sad i barakkerne i Bletchley Park, og hvor elendige forhold de virkede under. For ikke at tale om, at de ikke måtte sige et ord om deres arbejde, end ikke til ægtefæller; hverken hvad det var, hvor de arbejdede, eller hvor godt det lykkedes.
Det er utroligt at læse om, hvordan koderne blev brudt, og hvordan man blev dygtigere til det under vejs. Man måtte ikke engang røbe, at man havde løst opgaven, for reagerede man alt for præcist, ville det gå op for tyskerne, hvad der var sket. Det betød fx, at man ikke måtte advisere befolkningen i en by, som ville blive bombet.
Tre kvinder Kate Quinn følger tre kvinder, Mab, Beth og Osla, der alle har modeller i virkeligheden. Osla var således kæreste med Prins Philip frem, til han pludselig faldt for Lilibeth, den senere Dronning Elisabeth.
De tre kender ikke hinanden før krigen, men bliver veninder, før deres forhold under dramatiske omstædigheder går totalt i stykker.
Vi hører om, hvordan de bor i et fælles logi; hvordan de pukler som rasende, fordi de ved, at deres arbejde kan redde England; hvordan de må holde sig fra at røbe ting, der kan koste børn og kærester livet, hvordan de må afvise de mange mænd, der har problemer med deres drifter, men til gengæld falder pladask for andre.
Parallelhandling Som det også var tilfældet i ’Diamantblikket’, er der en parallelhandling, her fra 1947, hvor de tre kvinder intet vil have at gøre med hinanden, men da Beth står over for en lobotomi-operation, der vil gøre hende til en savlende grønsag resten af livet, kontakter hun de to øvrige – i kode, naturligvis, og trygler dem om hjælp til at få afsløret den forrædder, der fik hende gemt væk på et sanatorium for psykisk lidende.
Mens parallelhandlingen i ’Diamantblikket’ højst skabte forventninger, bliver den her et kapløb med tiden. Gamle venner og samarbejdspartnere bliver tilkaldt og arbejder på at løse Rosenkoden, der kan afsløre skurken, og det skal gøres før dagen, hvor Elisabeth og Philip bliver gift, for her udløber også fristen for Beth.
Enigma
Tyskerne regnede deres Enigmakode som ubrydelig. Den skiftede ustandselig ansigt, og derfor var der hele tiden arbejde for kodebryderne, der var opdelt efter deres forskellige evner. Nogle var højt uddannede akademikere, mens andre var udvalgt efter deres skarphed, når det gjaldt at løse krydsords-opgaver.
Der er hele tiden arbejde nok, og de fleste bliver så opslugt af det, at de stryger deres pauser, så nogle er dømt til at gå ned med stress, men hvad gør man, når man ikke kan knække tyskernes ubådskode eller deres kommunikation på D-dag?
Læs den!
Kate Quinn har en vidunderlig research. Så grundig, at hun også i et efterskrift kan fortælle, hvilke modeller hun har brugt, og hvilke overvejelser hun har gjort sig. Samtidig forstår hun at skabe et dramatisk og udfordrende plot, og hun kender det menneskelige sind.
Jeg kan kun sige: Læs den – men på et tidspunkt, hvor du måske kan undvære nogle timers nattesøvn.
Kate Quinn: Rosenkoden. HarperColling. 668 s hæftet.
