EKKOMANDEN har et ekko for meget

onsdag, 18. september, 2024

Sam Hollands ’Ekkomanden’ er en thriller for dem, der elsker at få alle ondsindede perversiteter udpenslet til det mindste, mens en drabsmand får afløb for sine værste  lyster på ofre, der stadig er i live.

Kan man holde til det, er bogen en af den slags, hvor en forbryder/efterligner/copycat/ekkomand efterligner tidligere tiders mest brutale forbrydelser, og det er fascinerende, hvordan man langsomt kommer nærmere på en opklaring, ovenikøbet vel vidende, at han har en insider i politiet.

I nogle mellemstillede tekststykker får man gradvist et indblik i, hvordan morderens opvækst har været, og hvordan myndighederne altid har været på hans side og forsøgt at hjælpe ham uden at forstå eller blot overveje, at han har stået bag det, der er sket.

Bogen er velskrevet og sympatisk ved at illustrere, hvilke psykiske skader mange må leve med efter traumatiske oplevelser, og i sin beskrivelse af mange personers indbyrdes forhold.

Den er også intenst spændende i sin gengivelse af det kapløb, der er mellem morderen, der skal eftergøre så mange forbrydelser som muligt, før han laver sit afsluttende ’mesterværk’, og politiet, der skal forhindre det.

Sam Holland opgives altid at have været tiltrukket af det mørke og makabre, og det får hun i sandhed illustreret her. Da tingene er faldet på plads, foretager hun imidlertid en sidste, helt usandsynlig og utroværdig, vending, som gør, at man pludselig føler sig snydt. Måske skal man læse de første 400 sider og så lægge bogen til side, så man ikke oplever det.

Sam Holland: Ekkomanden. 410 sider indbundet. Forlaget HarperCollins.

Kategori Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Cyrano de Bergerac betager på mange planer

tirsdag, 17. september, 2024

Martin Crimps udgave af den franske klassiker har budskaber på mange planer og spilles glimrende i to vidt forskellige akter på Odense Teater.

Elsker du skønt sprog, dels rimet, dels urimet, må du opleve “Cyrano de Bergerac” på Odense Teater i Martin Crimps udgave, oversat mesterligt af Niels Brunse. Flere gange i forestillingens løb tænker man på Shakespeare, og det er ikke tilfældigt. Brunse har oversat Shakespeares samlede værker.

Cyrano de Bergerac og Roxanne (Benjamin Kitter og Cecilie Gerberg). Foto Emilia Therese

I 1896 oplevede Edmond Rostand, at hans skuespil Cyrano de Bergerac blev en omgående og ubetinget succes, der i sit første år indbragte mere, end hvad der i dag svarer til 10 millioner euro i entreindtægter.

Det var et kulørt stykke, der havde den store kærlighed, den store poesi og den store helt som temaer, der blev suppleret med blandt andet humor, kønsforvirring, krig og forræderi. Cyrano udkom i løbet af få år som musical, opera, film, ballet og tegneserier. Kan man huske de danske “Illustrerede Klassikere”, var den en uforglemmelig nummer 66.

Benjamin Kitter (foto: Emilia Therese)

Da det oprindelige stykke forherligede personer, der dræbte folk i fægtedueller, blev dette tema nedtonet, da Martin Crimp i 2022 skrev sin udgave om Cyrano de Bergerac, der har et mindreværdskompleks på grund af sin store næse og hævner sig på alle, der driller ham med den. Næsen er i øvrigt den mindste, store næse, jeg mindes at have set Cyrano med.

Cyrano (Benjamin Kitter) er ikke bare ekspert i fægtning, men har også en poetisk åre, der udfolder sig i digte og teaterstykker. Han elsker sin kusine Roxanne (Cecilie Gerberg), men hun røber, at hun er vildt forelsket i Christian (Mathias Bøgelund), der er billedskøn, men knap kan sætte to ord sammen.

Cyrano lover at hjælpe hende og gør det blandt andet ved at skrive glødende og smukt formulerede kærlighedsbreve i Cristians navn. Siden formulerer han kærligheden ved at tilbede Roxanne, stående bag Cristian. Den scene er mere troværdig i den oprindelige udgave. Her er den tilsat en del komik.

Claus Riis Østergaard som de Guiche (foto: Emilia Therese)

Det gælder i hele taget første akt, at den har humor, når der fortælles om Cyranos gøren og laden, og derefter, da Roxanne snarrådigt ændrer ordlyden i et brev, som officeren de Guiche (Claus Riis Østergaard) har skrevet om, at han og hun skal giftes, så snart han når frem. Takket være Cyranos optræden som manden fra månen bliver de Guiche så forsinket, at Roxanne er blevet gift med Christian, da han kommer.

Han tager omgående hævn ved at sende Christian og Cyrano i krigen med sit regiment, og så er der klar til den dystre anden akt.

Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)

Her tegner tingene mørkt under spaniernes omringning af positionen, men midt i det hele kommer Roxanne og Leila Ragueneau (Natali Vallespir Sand), som Crimp ændrede fra mand til kvinde. Et fint greb, for hun repræsenterer snusfornuften, og det er godt, at der møder to kvinder op med lækkerier i den kælder, hvor soldaterne har gemt sig.

Hvordan situationen i krigskælderen opløser sig, og hvad der sker 15 år senere, vil jeg ikke røbe.

Benjamin Kitter og Mathias Bøgelund (foto: Emilia Therese)

Forestillingen starter med mange ord om diverse emner, ligesom man kan tro, at et vigtigt motiv er kønsforvirring. Det skaber nogen usikkerhed, men hurtigt falder tingene på plads i Mie Riis’ sort-hvide og opfindsomme scenografi og Nicolei Fabers instruktion.

Første akt er på godt halvanden time og hele forestillingen inklusive pause på tre timer, men de flyver af sted, så man skal ikke holde sig væk af den grund.

Kitter er en brillant Cyrano, og Gerbers Roxanne vokser, efterhånden som det går op for hende, at hun i virkeligheden har været forelsket i ord og ikke i et glansbillede: – Har jeg elsket to mænd – eller slet ingen?

Østergaard er en kontant og realistisk de Guiche, Vallespir Sand befriende ligefrem, mens det er lidt svært for Mathias Bøgelund at få meget ud af en endimensional Christian.

Jeg var chokeret over mange tomme pladser i teatersalen til en klassiker, som alle bør se – og nyde, og det kan man gøre frem til 28. september.

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »