Begge dele prøver at give kvinder den plads i Danmarks historie, som de fortjener, og det overrasker mange. De gør også opmærksom på, at ting, som er blevet til virkelighed, skyldes kvinder, men tilskrives mænd. For eksempel hylder vi Christian 1. for, at han fik oprettet Københavns Universitet, men det var hans dronning Dorothea, der tog til Rom og overbeviste paven om, at det var en god idé, efter at kongen året forinden havde forsøgt det samme, men havde fået afslag!
Det er ikke let at gøre en bog til teater, uden at det bliver lidt kedeligt, når indholdet skal være det samme. Instruktør Kamilla Wargo Breklind og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz gør et fint og behjertet forsøg. Scenen er fyldt med stole, som de “ukendte” kvinder kunne have siddet på. De flyttes frem og tilbage, antager formationer og illuderer bygninger. Hele kulissen er i sort-hvid som de flestes forhold til kvindernes historie.
De medvirkende er Malene Melsen, Ghita Lehrmann, Lea Baastrup Rønne, Ayshan Quortrup og Klaus T. Søndergaard, der som mand får lov til skiftevis at være helt og skurk, oftest skurk. De er meget aktive, og når en kvinde er blevet omtalt, ruller et klædestykke med hendes detaljer ned fra loftet.
Ved premieren var det store flertal af publikum kvinder, men det må kvinderne råde bod på ved at slæbe deres mænd med, for mens kvinder kan gøres stolte af deres køns fremmeste repræsentanter, skal mange mænd overbevises om, at der stadig er urimelig ulighed mellem kønnene på mange forskellige områder, så de kan forstå og ændre adfærd.
Vi kommer langt omkring i tiden fra 1400-tallet og frem. Fra en barnemorderske, hvis motiver vi forstår, til Inge Lehrmann, der beviste, at Jorden har en fast kerne. Vi hører om Karin Michaëlis, Nina Bang, Bodil Begtrup (som stod bag FN’s menneskeretserklæring) og om Anne Marie Carl Nielsens forhold til sin mand i to omgange, Carl Nielsen, men lidt overraskende får vi ikke at vide, at mange afviste, at hun skulle kunne lave en rytterstatue, fordi det havde en kvinde ikke kræfter til.
En ting, der undrer mig, er, at Inge Merete Nordentoft ikke er medtaget i stykket. Ingen skandale var større end den, der ramte hende som kommunist, københavnsk skoleinspektør og ugift mor. I stedet er inkluderet en lærer fra Skt. Knuds Gymnasium, der bliver bakket fuldt og helt op af sin rektor, men de kunne med rette have været medtaget begge to.
De færreste vil kende alle de kvinder, der behandles, medmindre de kan det kvindebiografiske leksikon fra ende til anden. Det gør forestillingen meget relevant, selv om dramaet hovedsagelig ligger i teksten og ikke i skuespillet.
I forbifarten kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at Susanne Lindberg nævnes i forbifarten. Som nogle af Kjerteminde Avis’ læsere måske erindrer, var hun, der var datter af valgmenighedspræsten i Kerteminde, en fantastisk cykelrytter, der i 1897 satte verdensrekord for kvinder – og mænd! – i 1.000 kilometer på landevej.
“Kvinde kend din historie” varer en time og 37 minutter uden pause, men man savner ikke noget ophold. Så optaget bliver man af forestillingen, så den er værd at se. Stykket kan ses frem til 31. maj.
Det er beskæmmende for begge køn, at der er brug for en bog som Gry Jexens “Kvinde Kend Din Historie” og teaterstykket med samme titel, som man kan opleve på Odense Teaters Odeon-scene frem til 31. maj.