Indlæg juni, 2025

Odsherredrevyen har alt fra lune og musikalitet til skraldergrin

fredag, 20. juni, 2025

Det er en lykke for Odsherred, at Frede Gulbrandsen valgte at blive revydirektør i Nykøbing Sjælland og nu præsenterer sin fjerde Odsherredrevy. Den er nemlig lige så finurlig, charmerende og betagende som de tre foregående.

2025

 

Ensemblet fv Trond Lindheim, Kristian Holm Joensen, Katrine Skjoldelev, Ulla Vejby og Troels Mallin

I år har den undertitlen ’På herredens mark’, og det er vi i den minimalistiske, men fungerende og indtagende kulisse, hvor flere af numrene er inspireret af lokale hændelser, men altid fungerer for hele publikum.

 

Vi er i selskab med direktøren selv og hans ensemble Ulla Vejby, Katrine Skjoldelev, Kristian Holm Joensen, Troels Malling og ikke mindst den norske pianist og ’trold’ Trond Lindheim, der forstår både den norske og den danske folkesjæl på overvældende skøn vis – og hvis man skulle opleve revyen to gange, vil man ustandselig opdage nye raffinementer i hans spil.

odsherredsommerrevy25_trond

 

Trond Lindheim i centrum

Revyen indledes med en stemningsskabende indmarch – til hest efter en ide af Katrine Skjoldelev. Såvel koreografien som tekst og melodi af Rossini sætter omgående publikum i et herligt humør, som det aldrig mister.

Andet nummer, Angst, er af Carl Erik Sørensen og viser, hvordan det er muligt at blive skræmt ustandselig og af små ting. Det passer fint med pointen i et nummer efter pausen, hvor det hedder: ’Selv om vi er lykkelige, kan vi sagtens have det slemt’ – det kan godt være sagt af Mette Frederiksen.

Revyen tager sig tid til at hygge, men går alligevel over stok og sten, og nogle af skuespillerne har sidefærdigheder. Fx spiller Gulbrandsen fermt med tre bolde, mens han forsøger at forklare dansk politik; og Kristian Holm Joensen kan lave hula hoop – det meste af tiden uden ring, men det kommer ikke som den store overraskelse, at han faktisk kan.

Holm Joensen behersker sin krop i både rolig og vildt rystende tilstand, og det benytter han sig ustandselig af. Ikke mindst i nummeret med ’tv-køkken for enlige mænd’, hvor han i samspil med Troels Malling skaber den vildeste komik, så man mindes Dirch Passer og Kjeld Petersen i teksten af Gordon Kennedy.

Ulla Vejby fryder ustandselig, hvad enten hun er bekendende vegetar, Danmarks sidste analoge person eller neurotisk hund, og det er dejligt, at Skjoldelev i år er kommet med i flere numre. Hun vokser fra revy til revy, og i år leverer hun også en fin tekst: Jeg elsker mit hus.

odsherredsommerrevy25_katrine

Katrine  Skjoldelev tager teten

Det er altid en god revy, hvis man hele tiden føler, at der er en masse, man ikke havde plads til at skrive, men så må læserne jo bare sørge for at se den selv, og det kan man gøre frem til lørdag d. 12. juli samt 6-7-8. august.

 

5_Amanda

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Skøn Rottefælderevy tager fat om alt fra skruelåg til Trumps toldsatser

søndag, 8. juni, 2025

 I Rottefælderevyens pause er det ikke helt klart, hvordan revyen vil stå sig. Første akt er jævnt god med nogle perler, men også med nogle numre lidt under middel.


Spidsen af en jetjager
Inflation. Fra venstre Christina Astrid, Jan Schou, Pernille Schrøder og Mikkel Schrøder. (Foto: Rune Buch)

Så går tæppet for anden akt, og man betages straks af bagtæppet til nummeret om, hvordan vi alle er hårdt ramt af inflationen. Vi genkender alt, hvad der sker i butikkerne for de fire på scenen, mens de prøver at købe ind, uden at deres økonomi bliver smadret, fordi alt koster “spidsen af en jetjager”.

Derefter følger det ene skønne nummer efter det andet. “Ugens tilbud” til den forkølede på apoteket; Jan Schou som Dronning Margrethe, der vil overrumple Jan Schou(!) på scenen, som hun gjorde det med Ulf Pilgaard; en tegnet kavalkade over stjerner fra dansk revy i 175 år, introduceret af Christine Astrid i en blå kjole, der tager vejret fra publikum.

“Den gode tone” viser sig at være sidste, afgørende eksamen for en, der vil være P-vagt; elegante parodier og vitser, givet af Mikkel Schrøder og Jan Schou med tekst af Leif Maibom; Pernille Schrøders nummer af Jens Krøyer om prepping, der kan koste familiens økonomi, men give nok så meget vin i kælderen;

 

Toldpingviner
Told Pingviner. (Foto: Rune Buch)

“Told Pingviner”, hvor Mikkel Schrøder, Christine Astrid og Pernille Schrøder som pingviner prøver at finde en mening med Donald Trumps told på 10 procent, der har ramt et område med lutter pingviner; en vidunderlig vise af Krøyer og Mikkel Schrøder om “Det værste, jeg ved”, der dækker over skruelåg, man ikke kan åbne; husholdningsfilm, man ikke kan adskille; og toiletpapir, der ikke holder. Hvem kender ikke præcis de problemer? Fulgt af et gammeldags Rottefældenummer om, hvad der kan foregå på toilettet. Fint timet og meget sjovt.

Så glemmer vi, at det må være helt slut med “Skål”-numre i form af uønskede taler til firma- og familiefester, som vi efterhånden har fået for mange af i det seneste tiårs revyer med Trine Gadeberg, Vicki Berlin og Christine Astrid.

Hvordan var det med første akt? Jo, først kunne man ved ankomsten glæde sig over den skønne Caroline Amalielund. Hvor er det godt, at Rottefælden kom tilbage i skovanlægget. Man sætter sig og forsøger at flette benene med nabo og genbo på en holdbar måde ved de små runde borde, hvor man indtager den platte, der ikke har ændret sig meget i 100 år. Sådan skal det være, og man kommer også i snak med de to andre ved bordet: Om dagligdag, om Svendborg, om revyens historie…

Efter den første, faste intro: Nu er vi i dejlige Svendborg igen, kommer opkaldet fra Mikael Bertelsen. Hvem skal være med i “Det sidste ord” – og især hvornår. I samtalens løb bliver alder tidløs bortset fra, at nivea erstattes af voltaren! Leif Maiboms tekst er veloplagt og tankevækkende.

 

Ingen regning
Mikkel Schrøder sammenligner regninger fra USA og Danmark (Foto: Rune Buch)

Der følger flere udmærkede, men meget forudsigelige numre, og Mikkel Schrøder belyser forholdet mellem Danmark og Trump fint i en ikke overdrevet “Ingen regning” med blik bagud til Peter Bellis “Ingen Faktura”.

Vase og Fuglsang, der er knap så overdådige her som i Aarhus og Odense, står bag en forrygende “Gør en forskel” om hjerteløbere, godt instrueret af Carsten Friis, og der er et par korte vitsindslag som de gode gamle, men ikke særligt bemærkelsesværdige. Revyens alvorlige sang står Maibom endnu engang for. Jan Schou filosoferer over alle de ting, man i livets løb har gjort første gang og netop derfor husker, men derefter kommer vi til de ting, han gør for sidste gang i Rottefælden. Hvor mange håber ikke, at han skiftet mening, for han virker bestemt ikke udspillet, men tværtimod i stand til elegant at underspille stor humor.

 

Jan schous farvel
Jan Schou filosoferer over første gang og sidste gang. (Foto: Rune Buch)

Akten ender med et potpourri over Keld Heick-sange, hvor der altid kommer gang i publikum, når man kommer til “Vanløse, Ganløse, Boulum og Skovlund, Håstrup, Tåstrup og Tårs” etc. De steder, hvor Keld og the Donkeys optrådte.

Så er der kaffe, te, is, kransekage og måske et glas vin, mens man venter på anden akt.

Himmel, hvor den er til at vente på i år.

Ensemble

Det dejlige ensemble, som giver publikum noget at tænke over og at grine ad: Fra venstre Pernille Schrøder, Mikkel Schrøder, Jan Schou og Christina Astrid (Foto: Rune Buch)

De fire i ensemblet synger dejligt, har den timing, som man kan forvente hos fire, der er gode til teatersport. Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder står for en usædvanlig flot scenografi, der ikke mindst fremhæver Jens Krøyers fine trio, og endnu engang må vi rose Vibeke Valeur for kostumerne.

Årets Rottefælderevy er helt sikkert til …

5_Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Rottefælden, Teater | Ingen har kommenteret »