Indlæg januar, 2026

Marionetteater om Bertil og hans stedbedstefar

lørdag, 31. januar, 2026

Kann du fløjte, Johanne

Slutscenen i “Kan du fløjte, Johanne” på Nørregaards Teater i Odense. Foto: PR

Jeg mindes tilbage i 1950erne, hvordan “Kannst du pfeifen, Johanna” var en slager og et mundheld, jeg hele tiden hørte.

Sangen går tilbage til Sverige (kan du vissla, Johanna) 1932, og sangen om mange børns bitre problem, når de ikke kan finde ud af at fløjte, er siden blevet til en bog af Ulf Stark, en 55 minutter lang film og en forestilling for børn i blandt andet Hamburgs Opera. Indimellem er det forbløffende, som en børnesang kan føre til årtiers succes.

For tiden kan man opleve “Kan du fløjte, Johanna” som marionetforestilling på Nørregaards Teater i Odense. Den spilles først i Centrum på Filosofgangen og derefter i Vollsmose på Risingsvej 123 og slutter af som et tilbud i skolernes vinterferie.

Dukkeførerne er Mads Nørby, tidligere direktør for Kerteminderevyen, og Heine Ankerdal, som med få og enkle kulisser (scenografkonsulent Claus Helbo) tager unge i alderen 6-10, nogle med forældre eller bedsteforældre i baggrunden, gennem en rørende historie.

Bertils ven Uffe har en bedstefar, som han deler sodavand og kage med og får en tyver af, når der er en særlig anledning. Bertil har ingen familie, men Uffe instruerer ham om, at han skal gå ind på et værelse på Alderdomshjemmet og påstå, at beboeren er hans bedstefar.

Det bliver – efter visse indledende kvaler – en stor succes, der blandt andet fører til, at Bertil og hans stedbedstefar Niels går på kirsebærskud i Gustavsens have, hvor de kan hugge kirsebær i et pragtfuldt kirsebærtræ, som det ikke er så ligetil at komme ned fra.

Dagen bliver den morsomste i mange år for Niels, der imidlertid har et svagt hjerte og er død, måske som følge af faldet fra træet, da Bertil kommer for at besøge ham dagen efter. Han døde lykkelig, og der er en betagende scene, hvor Bertil og Uffe mindes den afdøde.

Forestillingen varer tre kvarter, hvor den interaktive spænding mellem de optrædende og børnene gradvist stiger til scenen i kirsebærtræet og løsningen, når man skal finde ned fra det.

De første mange dage spilles forestillingen for skoleklasser, men alle kan købe billetter i skolernes vinterferie.

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »