Fornem trilogi af Morten Remar

søndag, 26. april, 2026

Morten Remar? Er det ikke Frits Remar?

Nix – Frits er Mortens far, og ved et tilfælde besluttede jeg mig til at se filmatiseringen af ’Det parallelle lig’, efter min mening Frits’ bedste krimi med en super intrige, kort før jeg stiftede bekendtskab med Mortens trilogi med Amanda Miller i hovedrollen. Kan sønnen skrive lige så godt som faderen?

Det kan han. Amanda er en spændende person, hvis liv præges – eller skal vi sige martres – af en begivenhed, fra hun var 10 år, og resten af hendes familie blev udslettet i en voldsom begivenhed med mord og brand. Det er årsagen til, at hun er endt som drabsefterforsker ved Viborg Politi, men også årsagen til, at hun indimellem har ondt ved at forfølge spor i den sag, hun aktuelt efterforsker, fordi hun falder over ting med relevans for drabene på hendes familie.

De tre romaner kan naturligvis læses hver for sig, men når såvel den første som den anden afsluttes med ’Fortsættes’, er man naturligvis nødt til at have fat på den næste. Det er ikke nok at have løst den første mordsag. Med Amanda (hvis navn betyder ’som bør elskes’ på latin) må man læse videre for at få løst hendes egen mordgåde – som i tredje bind er viklet ind i den tredje sag, som sig hør og bør, når man planlægger sådan en trilogi.

Amandas liv er delvist stærkt i rollen som efterforsker, delvist svagt i almindelig levedygtighed. Jeg tror, at hvis man opgør de bedste efterforskeres levevis i den moderne kriminalroman, vil man opdage, at jo dygtigere de er, jo mere usund er deres daglige levemåde – men regelrette mennesker kan jo være kedelige!

(Anti)heltene overholder heller ikke regler, bestemmelser og påbud, og det holder læserne også af. Ellers bliver mysterierne jo ikke løst! Amanda har også sine klare præferencer, hvad angår kolleger, og det er ganske befriende. Desuden er det lidt sjovt, at Amanda opsøger clairvoyanter og andre ikke-videnskabelige personer, som påstår at kunne se overnaturlige ting, selv om hun ved, at det er svindel. Hvem har ikke haft lyst til at forsøge sig ind imellem som sidste udvej?

I første bind, ’Kvinden under jorden’, skal man finde ud af, hvad der er blevet af en forsvundet kvinde fra Viborg, som ikke er blevet myrdet af sin mand, selv om det længe ser sådan ud.

I ’Manden med stenansigtet’, andet bind, bliver en lagermand dræbt i en ring af levende lys, små kors og bedekranse. Desuden begår en mand, som hun genkender som morderen i sin egen sag som 10-årig, selvmord – eller er han blevet dræbt?

Tredje bind, ’ Drengen i glasset’, har en virkelig morderisk pointe, som man ikke gætter i utide. Amanda får desuden et chok i sin egen ’familiesag’, der ender langt fra lykkeligt.

Remar skriver medrivende. Første bind har en del irriterende sprog- og korrekturfejl, og nogle opslag er uden afsnit og indrykninger, så de næsten kan standse læsningen. De er væk i andet og tredje bind, som man sluger. Første bind er hæftet, mens andet og tredje er lækkert indbundet. Omslagsdesign på alle bind kan Rasmus Funder være stolt af.

Alt i alt en trilogi, som alle yndere af kriminalromaner roligt kan kaste sig over.

Morten Remar: ’Kvinden under jorden’ (hæftet), ’Manden med stenansigtet’ (indbundet) og ’Drengen i glasset’ (indbundet), hhv. 305, 333 og 295 s. Falco Krimi.

Tags: Anmeldelse, Boganmeldelse, Kriminalroman, Litteratur, Morten Remar
Kategori Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Smilets Revy er frisk og underholdende med mere Aarhus i

søndag, 12. april, 2026

Aarhusrevyen er blandt årets første og sætter en høj standard, som Danmarks øvrige revyer skal stramme sig an for at matche.

Ensemblet i 2026 er måske det bedste i den tid, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder har stået for den, og dermed lever revyen op til den betegnelse, jeg har brugt i de forrige år: Et overflødighedshorn.

Aarhusrevyens ensemble danser kædedans. Fv Henrik Lykkegaard, Rikke Buch Bendtsen, Silas Holst, Mikkel Schrøder og Christine Astrid

Før forestillingen fryder man sig over scenografien, som Johannes Ørum-Toft og Mikkel Schrøder står for, og i forestillingens løb leges der med lyset, så man får allehånde indtryk – det er Per Toft Lehmanns fortjeneste.

I revyens indledning – og siden afslutning – præsenteres vi for det usædvanligt charmerende og velsyngende ensemble: Foruden Astrid og Schrøder er det Rikke Buch Bendtsen, Henrik Lykkegaard og Silas Holst, iført de første af de gennemtænkte kostumer, som Vibeke Valeur har ansvaret for. Desuden det skønne tre mands orkester med to sangere, Lene Nørrelykke og Rikke Hvidbjerg, som man fik lyst til at høre meget mere til.

Revyen indledes med tre numre, hvor Aarhus er i fokus. Det er byen og dens liv ustandselig gennem hele revyen, men altid på en måde, så ’udenbys’ tilskuere ikke er uforstående. Det klæder revyen, der vist aldrig har haft så meget Aarhus inde over.

I Aarhus-Testen med tekst af Kasper Gattrup skal Silas Holst besvare svære spørgsmål, så man kan konstatere, at han overhovedet har ret til at være i Aarhus. Både spørgsmål og svar er overrumplende og med til at sætte publikum i den rette stemning.

Tekstforfatterne Vase og Fuglsang har kontor i Aarhus og kender byen ud og ind. De står for otte af revyens 24 numre, og i hvert fald de syv er af absolut topklasse, startende med ’Visit Aarhus’, hvor to guider forbereder sig på at vise krydstogtturister rundt i byen. Lykkegaard og Buch Bendtsen er ubetaleligt morsomme, og numret er, som hele revyen, perfekt timet, utvivlsomt bl.a. instruktøren Birgitte Næss-Schmidts fortjeneste.

Vanopslagh , Silas Holst

I tider, hvor man ikke har nogen ide om, hvor dansk politik havner efter valget, har revyen fornuftigt inden numre med Mette Frederiksen og Lars Løkke som hovedpersoner, men Vase og Fuglsang udstiller Alex Vanopslaghs dobbeltmoral prægtigt i ’Snuden i sporet’. For resten dukker Donald Trump kun op i en bisætning i forbifarten. Endnu et klogt valg.

Et svidende og fint nummer er Sune Æbeløs ’Det starter ens’ om, at alle børn fødes og dør på samme måde, men der er en voldsom forskel for mulighederne derimellem for storbybørn og udkantsbørn, som Buch Bendtsen og Astrid demonstrerer.

Storbybørn og udkantsbørn, Buch Bendtsen og Astrid

Blandt første akts højdepunkter er også ’En lille forretning’, hvor Mirakel Ib, Silas Holst, kan skaffe absolut alt, selv en P-plads i Aarhus Midtby; og ’Klaver-Koncert’, hvor en ide, som mange revyer dyrker, er udfoldet til perfektion med ekstra pointer af Lykkegaard og Schrøder.

Første akts finale er en gennemgang af arkitektur og boligsituation i Aarhus, bl.a. med originale parodier på Rasmus Seebach, Medina og Volbeat med tekst af Vase og Fuglsang.

Første akt er i absolut topklasse og noget bedre end anden akt. Gad vide hvorfor – det burde jo være omvendt, men man bliver nu ikke snydt efter pausen heller.

Indledningen, igen af Vase og Fuglsang, med ’Kædedans’ over scenen med skønne kostumer og en fremragende tekst om forholdet mellem Rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland. Fin ide, fin udførelse. Mikkel Schrøder står for nogle skønne parodier på ’Jens Vejmand’. Mange af dem er på afdøde kunstnere, men den publikumsvæltende og endda underspillede afslutning med parodi på Marie Key er kup.

Rikke Buch Bendtsen er på en uriaspost som bud for Dao. En god ide med tekst af Emilie Nordentoft, som ovenikøbet slutter nummeret, før det bliver for meget med ord, der indeholder ’dao’.

Ryge eller ikke, Henrik Lykkegaard og Silas Holst

Flere af numrene efter pausen er gode udførelser af kendte ideer, fx når rygere-ikkerygere behandles af Holst og Lykkegaard, eller når forældre tager fusen på deres børn i ’Så er der mad’. Heller ikke numrene og DSB eller Pippi Langstrømpe er der meget i, men imellem dem ligger ’Miraklet i Aarhus’, hvor Schrøder bisætter Jørgen Andersen, der var hardcore fan af AGF, som er ved at vinde DM i fodbold for første gang i 40 år. Den afgørende kamp spilles under bisættelsen og besværliggør præstens koncentration. Endnu en fin ide og tekst af Vase og Fuglsang.

Hurra fra Kirsten, Christine Astrid

Afslutningen reddes af ’Hurra fra Kirsten’. En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, har eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, bl.a. Christina Astrids for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og gør det umuligt at fortsætte genren i mange, mange år.

Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde, så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1495. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.

Tags: Aarhusrevyen, Christine Astrid, Mikkel Schrøder, revy, Satire
Kategori Aarhusrevyen, Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »

Dø din egen død af Allan Erik Rasmussen

fredag, 3. april, 2026

Bogen foregår i et mondænt villakvarter i Nordsjælland. En luksusvilla ser nok så uskyldig ud udefra, men indvendig rummer den også det, der med jævne mellemrum bliver til et illegalt kasino.

En bande på fire snupper en aften hele omsætningen, mere end 2½ mio. kr., i et brutalt røveri, og da de i forvejen har sparet 2 mio. sammen til en tur til kasinoet i Monte Carlo, har de nu mere end 4½ mio. kr. – og midt i det hele får de en vanvittig ide til fordeling af pengene.

En ide, der fører til en serie af nye forbrydelser, der ikke synes at have nogen sammenhæng, og som det derfor er en næsten umulig opgave for Jon Harding og National Enhed for Særlig Efterforskning at opklare.

Lad mig sige, hvordan det gik mig. Jeg åbnede bogen kl. 13, læste uafbrudt – også mens jeg lavede mig en kop kaffe og siden lavede og spiste et måltid mad.

På side 328 angives sted og tid som ’Helsingør Politistation klokken 23:07. Jeg konstaterede til min overraskelse, at klokken netop var præcis 23:07, og så fortsatte jeg ellers, til jeg var færdig med de 378 sider og den hæsblæsende finale.

Mange krimiheltes chefer er nogle smålige væsener, der ustandselig truer med at suspendere eller afskedige, men det er ikke tilfældet med Monica Jensen, der er chefpolitiinspektør i dette bind. Hun præsenterer sig selv og gennemgår derefter Hardings karriere minutiøst. En fint indslag, der svarer til, at helte i mange romaner er nødt til at se sig i spejlet, så vi kan få at vide, hvordan de aktuelt ser ud.

Det behøver Mortensen ikke. Han er den alvidende forfatter, der hele tiden suverænt fortæller, hvad han synes, læseren har brug for. Det har han i øvrigt bestemt sig for under et seks uger langt hospitalsophold pga. dårlig ryg, hvor han indimellem blev behandlet med krasse smertestillende midler.

Allan Erik Mortensen

Han siger selv, at han i den tid ikke kunne andet end at skrive, og hvis man nu ikke vidste, at han også skriver blændende i rask tilstand, kunne man have anbefalet ham jævnlige hospitalsophold.

Han husker i øvrigt også at give os en passende dosis Viggo fra Gæringe under vejs, selv om handlingen udspiller sig i Nordsjælland. Derimod er der ikke meget Amanda, men hun og Jon har også elsket så mange gange, at det kan gøre det ud for et helt liv. Aner vi, at hun er på vej ud, og – hvem ved – Monica på vej ind?

Vi glæder od til det næste CO2-neutraliserede bind i serien med titlen ’Det sidste vi hører’, hvor det også loves, at Viggo er stærkt tilbage.

Kan Allan Erik Mortensen opretholde standarden, må serien for min skyld godt være uendelig.

Allan Erik Mortensen: Dø din egen død. 378 sider smukt indbundet med et nydeligt omslag af Daniel Lundsgaard. En FalcoKrimi. Fundet på nettet til priser mellem 179,95 og 269,95, formentlig efter, om der skal tilskrives forsendelse Ligegyldigt. Kan du lide en velskreven og vildt spændende bog, må du have den.

Tags: Allan Erik Mortensen, Boganmeldelse, Kriminalroman
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »