Liv Helms udgave af Henrik Ibsens “Gengangere” giver på Odense Teaters Værkstedsscene stykket et nyt liv med et flot greb
Regine, mens huset er intakt, før skeletterne begynder at rasle (foto: Emilia Therese)
Har du nogensinde tænkt over, hvad omgivelserne betyder for din opfattelse af, hvordan du opfatter det, du hører?
Det får man en demonstration af, når “Gengangere” spilles i et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater, og den får en slutning, som mange måske vil kalde for uforsvarlig, men som gør forestillingen tidssvarende. Ibsen havde et urigtigt syn på arveteorier, og de gør nogle af hans forestillinger svære at sluge. Det har Liv Helm taget konsekvensen af.
Ordene er som i Ibsens stykke, men ændringen af perspektivet, så vi ikke oplever dem i de smukke stuer med de bonede gulve, er intet mindre end genial.
Vi er flyttet ud på tjenergangen og oplever alt gennem tjenestepigen Regines øjne og ører. Hun spilles blændende, rørende og handlekraftigt af Ellaha Lack, som forståeligt allerede er ansat på Det Kongelige Teater. Petruska Miehe-Renards kulisse og kostumer er lige så geniale. Fra start har vi et normalt lokale, hvorfra der godt nok er nogle revner og sprækker, så man kan høre og til dels se, hvad der foregår i de øvrige lokaler, men siden sker der ting og sager.
Regine erfarer chokeret familiens fortid (foto: Emilia Therese)
Helene, flot spillet af Malene Melsen, forsøger at holde sammen på en familie, der har så mange skeletter i skabene, at det passer perfekt til halloween. Hendes mand var en charlatan, der forlystede sig med spiritus og kvinder, som det passede ham. Blandt andet voldtog han familiens tjenestepige, og da det førte til en graviditet, blev hun – og datteren Regine – afsat til en håndværksmester for en rigelig betaling.
Osvald – og huset – i dyb krise (foto: Emilia Therese)
Det betyder, at hun er halvsøster til Helenes barn Osvald. En lidt utaknemlig rolle, der forsvares fint af Lasse Steen. Osvald er netop kommet hjem fra Paris i syg tilstand og vil blive hjemme, selv om han i sit forrige besøg lovede at vise Regina den franske hovedstad – hvilket har fået hende til at lære fransk i mellemtiden. Nu vil han have, at hun skal gøre noget for ham og voldtager hende i en stærk scene.
Mens familien – og Pastor Manders (Lars Simonsen) – og håndværkeren (Peder Holm Johansen) – får afsløret grumme hemmeligheder på stribe, som Regine erfarer til sin gru, falder væggene på scenen sammen en efter en, og tingene tegner værre og værre.
Væggene falder (foto: Emilia Therese)
Da et asyl, som skulle være til minde om Helenes mand, brænder med venlig assistance fra præsten, er der på en måde lagt op til, at når det gamle brænder, skal tingene fornys, som det for eksempel sker i Alexander Kiellands “Garman og Worse”, men Ibsens stykke afslutter med sindssyge og håbløshed, selv om Regine siges at være på vej til den nye verden, Amerika. Så må man håbe, at hun ikke har fået Osvalds syfilis med sig. I dag ved vi jo, hvordan den faktisk smitter.
Helms tillader sig at give forestillingen en afslutning, som giver håb, såvel for kvinder som for os alle sammen. Hvad den går ud på, må man selv ind at se. Desværre skal man stå i kø efter uafhentede billetter, for alle forestillinger – og ekstraforestillinger – er udsolgt. Heldigvis har det fynske publikum næse for topkvalitet.
