26. april, 2026

Morten Remar? Er det ikke Frits Remar?

Nix – Frits er Mortens far, og ved et tilfælde besluttede jeg mig til at se filmatiseringen af ’Det parallelle lig’, efter min mening Frits’ bedste krimi med en super intrige, kort før jeg stiftede bekendtskab med Mortens trilogi med Amanda Miller i hovedrollen. Kan sønnen skrive lige så godt som faderen?

 

 

Det kan han. Amanda er en spændende person, hvis liv præges – eller skal vi sige martres – af en begivenhed, fra hun var 10 år, og resten af hendes familie blev udslettet i en voldsom begivenhed med mord og brand. Det er årsagen til, at hun er endt som drabsefterforsker ved Viborg Politi, men også årsagen til, at hun indimellem har ondt ved at forfølge spor i den sag, hun aktuelt efterforsker, fordi hun falder over ting med relevans for drabene på hendes familie.

De tre romaner kan naturligvis læses hver for sig, men når såvel den første som den anden afsluttes med ’Fortsættes’, er man naturligvis nødt til at have fat på den næste. Det er ikke nok at have løst den første mordsag. Med Amanda (hvis navn betyder ’som bør elskes’ på latin) må man læse videre for at få løst hendes egen mordgåde – som i tredje bind er viklet ind i den tredje sag, som sig hør og bør, når man planlægger sådan en trilogi.

 

 

Amandas liv er delvist stærkt i rollen som efterforsker, delvist svagt i almindelig levedygtighed. Jeg tror, at hvis man opgør de bedste efterforskeres levevis i den moderne kriminalroman, vil man opdage, at jo dygtigere de er, jo mere usund er deres daglige levemåde – men regelrette mennesker kan jo være kedelige!

(Anti)heltene overholder heller ikke regler, bestemmelser og påbud, og det holder læserne også af. Ellers bliver mysterierne jo ikke løst! Amanda har også sine klare præferencer, hvad angår kolleger, og det er ganske befriende. Desuden er det lidt sjovt, at Amanda opsøger clairvoyanter og andre ikke-videnskabelige personer, som påstår at kunne se overnaturlige ting, selv om hun ved, at det er svindel. Hvem har ikke haft lyst til at forsøge sig ind imellem som sidste udvej?

I første bind, ’Kvinden under jorden’, skal man finde ud af, hvad der er blevet af en forsvundet kvinde fra Viborg, som ikke er blevet myrdet af sin mand, selv om det længe ser sådan ud.

 

 

I ’Manden med stenansigtet’, andet bind, bliver en lagermand dræbt i en ring af levende lys, små kors og bedekranse. Desuden begår en mand, som hun genkender som morderen i sin egen sag som 10-årig, selvmord – eller er han blevet dræbt?

Tredje bind, ’ Drengen i glasset’, har en virkelig morderisk pointe, som man ikke gætter i utide. Amanda får desuden et chok i sin egen ’familiesag’, der ender langt fra lykkeligt.

Remar skriver medrivende. Første bind har en del irriterende sprog- og korrekturfejl, og nogle opslag er uden afsnit og indrykninger, så de næsten kan standse læsningen. De er væk i andet og tredje bind, som man sluger. Første bind er hæftet, mens andet og tredje er lækkert indbundet. Omslagsdesign på alle bind kan Rasmus Funder være stolt af.

Alt i alt en trilogi, som alle yndere af kriminalromaner roligt kan kaste sig over.

Morten Remar: ’Kvinden under jorden’ (hæftet), ’Manden med stenansigtet’ (indbundet) og ’Drengen i glasset’ (indbundet), hhv. 305, 333 og 295 s. Falco Krimi.

Søgeord: Anmeldelse, Boganmeldelse, Kriminalroman, Litteratur, Morten Remar
Posted in Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »