Munter Gummi-Tarzan med fine effekter
6. februar, 2017
| Action i Gummi-T. Manden i gult er principielt usynlig (foto: Ard Jongsma). |
 |
|
|
Er det bedst at være verdens bedste til alting eller at være en vatnisse? Ivan Olsen alias Gummi-Tarzan prøver begge ting i usædvanligt fin børneforestilling, der har nok så meget bud til voksne, på Sukkerkogeriet
Instruktør Rasmus Ask og scenograf Gunnar Wille er hovedårsagen til, at ’Gummi-T’, baseret på Ole Lund Kirkegaards klassiske bog, er en perfekt forestilling, der indtil 26. februar spilles på Sukkerkogeriet såvel som skole- og familieforestilling.
Den er ideel i begge funktioner. De voksne kan nyde timingen; scenografien med ikke mindst et par fantastiske cykelture, som i farten strejfer universet; blandingen af fantasi og virkelighed samt de sproglige pointer, der går over de yngres hoveder – dem er der en hel del af, både pointer og hoveder. De unge genkender typerne i skolegården, det uretfærdige spil mellem de stærke og de svage, drømmen om at blive alle problemer kvit ved simpelthen at blive bedre end alle andre – og det er den chance, som Ivan får ved hekseri – og som han ved lidt tyveri forlænger langt ud over gyldighedsdatoen.
Vi under Ivan, dejligt ligefrem spillet af Kristoffer Helmuth, denne chance, som viser sig forgiftet, for Lotte, Mette Kjeldgaard Jensen, kan bedre lide den forsagte Ivan og hans vægmalerier end supermanden Gummi-Tarzan. Ivan opdager, at man let kan misbruge sine evner, hvilket hans far, coachen(!), meget morsomt spillet af Mikkel Bay Mortensen, vil have ham til, for kun sådan er han i faderens øjne et rigtigt mandfolk.
Bortset fra Lotte og Ivan bærer alle personerne groteske masker og parykker, der understreger deres karakterer, som var det italiensk comedia del arte. Når de forskellige stunts, som er så lette at lave i animationsfilmen ’Gummi-T’, skal leveres på scenen, sker det ved hjælp af skikkelser klædt i gule dragter, som vi alle lynhurtigt finder ud af gør dem usynlige. De forskellige ting er stiliseret netop som i en animationsfilm, og ind imellem tager tegneserieeffekterne over med talebobler, i hvilke der står ting som ’knæk’, ’bang’ eller ’splash’. At give buksevand, uden at personerne blive våde, er også en smal sag, og alligevel kan man høre fødderne sjutte bagefter, når de går. Det er temmelig mageløst.
Det er med andre ord en skøn forestilling, som alle – fra bedsteforældre til 6-7-årige børn vil nyde og bagefter kunne diskutere – og de voksne kan måske være lidt forsigtige med at være alt for politisk korrekte og fx påpege, at man måske kunne have tænkt sig, at Ivan kunne have læst et ord som d-e-r i det stadium, han er i. De politisk korrekte pointer er nok presset en anelse bombastisk igennem, men det tænker man ikke på i det høje tempo. Man smiler, ler, skraldgriner – og nyder.
-up
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »