Ny roman af Finn Wiedemann

14. september, 2017

Ny roman af Finn Wiedemann

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Finn Wiedemanns roman ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ øser endnu engang af mindekarret fra opvæksten i Munkebo

Finn Wiedemann, der var teenager i Munkebo, bruger egne erindringer som basis for sine romaner. ’ I grunden har vi det jo godt’ er om 1970erne, ’Vi er her kun til låns i al slags vejr’ om tiden før da, og nu beskriver han i ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ årene fra 1980-86, hvor han er 16-22 år gammel og har store problemer med at finde sig selv og sin fremtid. Det har også hele hans omgangskreds, der ’håber på et liv, hvor der er udsigt til alt det, vi mangler, f. eks. Penge, plads og kærlighed’.

Wiedemann skriver og husker, og for den, der har levet i den tid, sætter det gang i egne minder. For yngre vækker det formentlig en slags genkendelse, for også de tager på Roskildefestival eller drager ud i verden for at finde sig selv. De er formentlig også usikre, men mens Wiedemann og hans venner samledes i en gammel togvogn, der blev indrettet som skurvogn, samles man nu dagligt på de sociale medier. En pudsig forskel.

Wiedemann skriver, hvad han erindrer, og tjekker ikke. Ikke engang stavning. Derfor hedder Trica Tricka og Mike Oldfields Platinum bliver til Platinium. Disse små irritationsmomenter er gået igen i bøgerne og er måske tilsigtet? Det er ikke så vigtigt, hvordan tingene var, som hvordan de føltes og bliver erindret.

Wiedemann skriver glat og let melankolsk. Forhåbentlig rev de enkelte ting mere op i ham, da de foregik, for de er beskrevet resignerende, og han gav i hvert fald ikke noget to chancer. Enten interesserede det ham og talte til ham; eller også gjorde det ikke, og så blev det opgivet omgående uden kamp. Uanset om det gælder et politisk engagement som skoleelev, eller det gælder diverse forsøg på at finde en uddannelse, der duede for ham. Hvis ikke vi vidste, hvad resultatet er blevet, ville vi være dybt bekymrede, og faktisk siger bogen, at der er håb for alle, uanset om de virker let holdningsløse eller ikke rigtig har taget hensyn til småting som privat ejendomsret, forbud mod hashrygning og den slags.

Bogens omslag er fascinerende. Igen er det et billede, malet af Wiedemanns far Jørgen, og igen er det muligvis ikke verdenskunst, men det har mening: Et roulettehjul, hvor hvert felt har en af livets muligheder, som de spillende kan havne på og måske være dømt til. I baggrunden understreges tilfældet med lottokugler, kort og terninger.

Bogen beskriver denne famlen mellem et hav af muligheder, mens dunene begynder at vokse på læben; piger og kærester kommer og går, nogle forelskelser mere alvorlige end andre, og måske var der mere tale om at være forelsket i følelsen af at være forelsket.

På en mærkværdig og indtagende måde beskrives ungdommen gennem den voksnes filter. Han ved, hvad der lykkedes, hvad der ikke gjorde, hvordan andre reagerede på ting, men røber litotisk ikke sine egne reaktioner fuldt ud. Andre bliver dybt chokeret, når Michael Strunge begår selvmord, eller når Olof Palme bliver myrdet – den, dag, man aldrig glemmer – men det betyder ikke, at sproget accelererer, eller at hovedpersonen overreagerer. Da Strunge har begået selvmord, konstaterer Wiedemanns som ung blot, at ’det er trist’ – det har med garanti føltes værre på det tidspunkt, og måske har han været på nattetur på våde veje, mens sjælen var sønderflænget. Det hører man ikke om, men følelsesudsvingene MÅ have været større.

Hvert år har en optakt i form af et uddrag af statsministerens nytårstale, og det allerførste lille udsnit af Anker Jørgensens tale fra 1980 er næsten chokerende. Kunne man virkelig slippe fra så mange almindeligheder og få dem til at lyde, som om de betød noget?

Wiedemann havde som ung en række idealer, som han bl.a. fik af sine forældre, især, virker det som, sin far. Han var politisk vakt, læste Information etc. men det blev ikke til så meget kamp for idealerne, når kampen blev besværlig. I stedet bruger han i dag som lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet meget krudt på en stærk og meget mere følelsesfuld kamp mod bureaukrati, magt- og pengemisbrug. Det har egentlig intet med romanen at gøre, og så alligevel.

Tænk, hvilket mod der er kommet i den usikre unge fra firserne – og modet til at beskrive ungdommen er ikke det mindste.

-up

Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig. 147 s hf. 199 kr. Forlaget Attika.

 

Posted in Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »