Fv Louise Davidsen, Claes Bang og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese).

Martin Crimp er ordekvilibrist, og han hader færdige løsninger. Store skuespilpræstationer i ’Byen’ på Odense Teaters Værkstedsscene.

Da Clara, Natali Vallespir Sand, i sidste scene af ’Byen’ får Chris, Claes Bang, til at læse op af sin dagbog, falder en masse ting på plads for tilskueren. Aha, sådan hænger det sammen.

Den følelse får ikke lov at leve længe, for det rejser en serie andre spørgsmål, så det er heller ikke virkeligheden.

Det er netop pointen i Martin Crimps absurde universer. Tingene udspiller sig glat så tæt på at være troværdige, at man ustandselig frustreres over, at de ikke følger det logiske spor. Vi ser oplæggene til en mængde konflikter, som aldrig bryder rigtigt ud. De egentlige konfrontationer udebliver, og personerne har berøringsangst.

Der er ellers nok af ting, der kunne udvikle sig. I første scene, hvor ægtefællerne taler totalt forbi hinanden, selv om de ting, de siger, er dybt frustrerende. Hun har en foruroligende oplevelse fra en banegårdsperron, han er måske blevet fyret allerede, for hans adgangskort fungerede ikke, da han mødte på arbejde.

Siden bliver han det i hvert fald, og så står Chris pludselig for rengøringen, mens Clara forsøger at koncentrere sig om sit arbejde, mens hun må løfte benene eller skifte plads, når kost eller gulvmoppe kommer demonstrativt drønende. Det nærmeste, vi kommer fysisk vold i denne omgang, og en serie udmærkede chancer for at få et rensende skænderi i gang gribes heller ikke af de to.

Den psykiske vold er der til gengæld nok af, og den retter sig mod tilskueren. Det er ikke let at overvære absurditet, når vi alle foretrækker orden, så hvad ligner det, at der er mere og mere, der ikke kan forklares, eller som personerne undlader at reagere på?

Hvorfor bliver hendes betagelse af forfatteren Mohammed ikke til et forhold, når der er så rig lejlighed til det – eller gør det? Og er han – og det hele – bare et fantasifoster; et led i drømme, født af en hverdag, der har udviklet sig til en næsten ulidelig trummerum.

Er pigen deres datter, eller er hun det ikke? Eksisterer den katastrofeelskende sygeplejerske Jenny, Louse Davidsen, kun i Claras hjerne, og er pigen, Alberte Guldager Larsen, også en art håb om, at der kan komme noget bedre bagefter, når nu denne generation har spillet menneskeligt fallit?

Det hele understreges af et stykke musik, som pigen i slutscenen spiller på klaver. Hun går i stå samme sted hele tiden som symbol på, at det gør tilværelsen også – alt for tidligt. Det lille stykke trivialmusik, som vi alle kender, og ingen kan huske titel eller oprindelse på, runger (alt for) højt, forvredet og skingert gennem højtalerne mellem scenerne, så det virkelig er for meget, og dét kan let være pointen i hele stykket. Vi formår ikke at gøre noget ved faresignalerne, genoptage fysisk og psykisk kontakt og begynde at leve indbyrdes i stedet for individuelt i fantasi og frygt.

Det er fa’me uhyggeligt, du!

Skuespillerne er glimrende. Claes Bang som manden, der hele tiden er let i defensiven, let opgivende og melankolsk. Vallespir Sand som kvinden, der tilsyneladende har kommandoen over det hele, ikke mindst sproget, men har måttet resignere og er blevet oversætter i stedet for forfatter. Endnu en frustration, en urealiseret drøm.

Peter Dupont Weiss har oversat enkelt og effektivt, og de samme ord kan man sætte på hans instruktion. Ida Jacobsen står for det lyddesign, der må være aftalt i tæt overensstemmelse med instruktøren, Mie Riis står for scneografi og kostumer og Elroy Villumsen for et lysdesign, der, igen meget effektivt, understreger teksten.

Forestillingen tager en time og 40 minutter uden pause og spilles frem til 28. oktober. Den har stof til lange tiders diskussion af såvel de mange anslåede emner som af forfatterens egentlige hensigt, som ingen endnu har turdet give et sikkert bud på – men den har helt sikkert – også – været at udfordre, forurolige og vække til debat.

Det lykkes.

-up