Den Glade Enke revisited

3. december, 2017

Så er det jul på Den Fynske Opera

Den Glade Enke revisited

Mette-Maria Øyen gør sin entre som Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Den Fynske Operas udgave af Lehars Den Glade Enke er af bitter nød udstyrsmæssig discount, men så laver man blot en eminent veloplagt, musikalsk og overrumplende forestilling med det, man har og kan.

Hvad gør man, når man vil lave Franz Lehar’s Den Glade Enke uden scene, symfoniorkester og orgier af farvestrålende kostumer i glitrende parisiske saloner?

Man laver sin helt egen udgave, hvor man udnytter de kvaliteter, man har, og gør operetten til en uforglemmelig oplevelse alligevel.

 


Daniel Bohr (foto Svend Novrup)

 

Denne bedrift udfører Den Fynske Opera i kraft en indfaldsrig instruktør, Daniel Bohr; en brillant scenograf, Rikke Juellund; et indlevende og følsomt spillende tre mands orkester under ledelse af Jacob Beck; og ikke mindst fremragende sangere og en urkomisk Njegus, Anders Skov Madsen, der hæver stemningen et par grader, hver gang han optræder.

Selvfølgelig skal man lige vænne sig til, at der ikke er et festligt klingende fuldt orkester; at scenen er et podium midt i lokalet med en trappe op til en balkon, hvor der ikke er en lille pavillon, og at der ikke er plads til at danse hvirvlende wienervalse og kun til at antyde cancan. Koreografien er med andre ord særdeles sparsom, men så retter man opmærksomheden mod teksten og det musikalske.

Handlingen er forvrøvlet og ulogisk. Grev Danilo og Hanna Glawari var engang kærester, men hun blev gift med en hovedrig, gammel våbenhandler, som meget betænksomt døde. Dermed blev Hanna til en enke, der ikke er helt så glad som operettens titel, bl.a. fordi hun efterstræbes at et hav bejlere, der vil sikre sig millioner, før de går på jagt efter elskerinder.

 


Thomas Storm og Mette-Maria Øyen i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic)

 

Et ægteskab mellem Hanna og Danilo er ønskeligt, for at Hannas millioner kan redde staten Pontevedrinos økonomi, så Baron Zeta presser greven for, at han skal gøre kur til Hanna. I Den Fynske Operas udgave støttes han nok lidt rigeligt af Hanna selv, der nærmest jagter Danilo, hvor hun i det originale stykke har sine tvivl under vejs, men skidt med det. Til sidst får de hinanden efter intriger, der også inkluderer Valenciennes vifte, som Camille de Rosillon uforsigtigt har skrevet en kærlighedserklæring på, og det er ikke så heldigt, hvis det bliver opdaget, for hun er gift med Baron Zeta, osv.

Operetten er aktualiseret ved at være flyttet til det store børskraks 1929, så der er mulighed for analogi med finanskrisen i 2008. Det sker i ambassadefunktionæren Njegus’ introduktioner til akterne, før han gør opmærksom på, at uanset hvad der sker i resten af verden, så går livet i det mondæne Paris sin uforstyrrede gang.

Det er blot et af eksemplerne på instruktør Daniel Bohrs elegante tilretning af operetten til en glat, musikalsk komedie i samarbejde med scenografen Rikke Juellund, hvis kulisser i sagens natur er sparsomme, men gøres til en del af humoren, når vi fx får fremmanet havestemning ved at gøre frynserne i loftet grønne. Scenen i midten er et genialt indfald. Pludselig har publikum 270 grader rundt første parket.

 


Kiki Brandt og Mathias Hedegaard i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Mette-Maria Øyen som enken og Anders Skov Madsen som Njegus er aftenens største oplevelser. Øyen er en øjenlyst, har aristokratisk holdning og synger som en engel – ikke mindst i Vilja-sangen, som gør hele rummet magisk. Skov Madsen får publikum til at skraldgrine såvel, når han leverer sine tekster, som i sit kropssprog. Mathias Hedegaard er en glimrende Camille de Rosillon og Kiki Brandt en koket Valenciennes. Jesper Buhl er komisk, men nogle af pauserne i hans replikskifter bør nok afkortes. Thomas Storm synger dejligt og indsmigrende, men er i 2. akt udstyret med en kopi af en kendt James Bond-skurks nordkoreansk udseende uniform, og desuden er han lidt stiv af en Maxim-levemand at være. Hanna behøver næppe at frygte, at han bliver slemt efterstræbt af salonernes grisetter.

Koret udgøres af studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som åbenlyst nyder på denne måde at få sceneerfaring. Ikke mindst ved, at de på skift får lov at udfolde sig i en fransk chanson, der ikke hænger sammen med den øvrige handling.

Forestillingen, der er et perfekt indskud i en travl julemåned, opføres frem til d. 20.12.

Posted in Anmeldelser, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »