Nøddebo Præstegård er egentlig ikke særlig børnevenlig, men i Preben Harris og Kasper Wiltons bearbejdelse elsker selv de yngste Danmarks mest spillede juleforestilling, der frem til 23. december spilles i Odeon.
– Velkommen, velsignede venner, sang 7-årige Alberte henrykt og henrykket, da hun ikke kunne få lov at klappe længere af skuespillerne, der i godt to timer havde ladet Nøddebo Præstegård gå over scenen i Odeon.
De to 10-årige, Lau og Simon, var mindst lige så begejstrede, ikke mindst over det trylleri, som nissefar, Klaus T. Søndergaard, lod udfolde sig, når han – et fint kunstgreb – fortalte historien om julen i Nøddebo Præstegård for nissemor, Natali Vallespir Sand, og en flok af henrivende nisser.
Hvor en tidligere Kurt Dreyer-udgave på Odense Teater lod en mængde humor udspille mellem de yngste nisser, faldt fokus her på nissefar, der flot anvendte sin julemagi, så små nisser kunne blive store, så nissemor på et sekund kunne blive til tjenestepigen Hanne, og – det imponerede Simon allermest – Pastor Blichers studerekammer pludselig kunne udvide sig betydeligt i Christian Tom-Petersens elegante scenografi, der for dagligstuens vedkommende vist nok er en velkommen genbrug fra Odense Teaters tidligere opførelse.
Jeg diskuterede engang mulighederne for at lave juleforestillinger for teater eller tv, hvor det ligger lige for, at det må være lettere at lave smarte trick på tv, men det ville Wilton ikke høre tale om: – Teatret kan alt. Sig, hvordan jeg skal trylle, og jeg skal gøre det med teatrets magi.
Det bliver virkeliggjort her, hvor der også kører et lille futtog over forscenen, og hvor der er tilsat et par muntre melodier, bl.a. har Champagnegaloppen fået juletekst, og der foregår i det hele taget en masse, mens de tre studenter af familien Kastrup drager til Pastor Blicher og Maries præstegård, hvor de to giftefærdige døtre får hver deres student, mens den umodne Nicolai, for hvem selve følelsen af kærlighed er vigtigere, end hvem den retter sig mod, må vente lidt endnu – hvis han da ikke vil have Sisse Lugekone.
Som Nicolai ser man ganske pikant Mathias Sprogøe Fletting, tredje Nicolai-generation af familien Sprogøe (Ove – Henning), der er tilpas charmerende som en lidt ældre Emil fra Lønneberg, der laver den ene katastrofe efter den anden i den bedste mening og bliver tilgivet alt.
Anders Gjellerup Koch er en velsyngende, ligefrem Pastor Blicher, og Githa Lehrmann præstekonen. De fire unge, der får hinanden, kan vist aldrig varieres, og Niels Skovgaard Andersen som Frederik ’Corpus Juris’, Peter Høgsbro som Christoffer ’Gamle’, Josefine Jahn Tvermoes som Andrea Margrethe og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehler som Emmy er så elskelige som nogen.
Omkring dem er der fin, stilfærdig humor fra ikke mindst ægteparret Ovesen, Malene Melsen og Jacob Webble. Tonefald, kropssprog og en let modernisering af Henrik Scharling og Elith Reumerts tekst gør, at det gammeldags virker nostalgisk på de ældste og fascinerende på de yngste. Der er ikke gjort vold på den 121 år gamle roman.
Alle var begejstrede over den helt igennem perfekte juleforestilling, og – denne juls store mirakel – glemte næsten problemerne med at komme ind i Odeon gennem et menneskemylder, finde ned til garderoben i kælderen og stå i en 20-30 m lang kø, som blev gennempløjet af dem, der skulle til og fra toiletterne, finde frem til den rigtige indgang og se bort fra, at de numre, der stod på billetterne ikke fandtes, men man kunne, med lidt hjælp, ekstrapolere sig til dem – og så var vi endda heldige at få parkering i kælderen, hvor andre er havnet på Klostervej.
Lad det ikke holde nogen væk. Det er en uimodståelig Nøddebo Præstegård.