’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.
Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.
Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.
Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.
Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.
Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.
Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.
Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.
Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.
’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.