Død over eliten – en gribende politisk gyser

5. februar, 2019

 


Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)

 

Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

 


Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

 


Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

 


Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »