13. april, 2019

Fornemt skuespil, forrygende tempo, utrolige musikalske effekter, blændende kulisse, men om den vil ændre verden meget, er tvivlsomt

 

 

Har du set Charlie Chaplins visionære film ’Diktatoren’ fra 1940?

Nå, ikke? Det skal du ikke være så ked af, for nu bliver den genopført på Odense Teaters Store Scene, hvor figurerne er castet så tæt på de oprindelige, at det er forbløffende. Olaf Johannessen ER simpelthen Charlie Chaplins dobbeltrolle som diktator og barber. Natali Vallespir Sand ER simpelthen Paulette Godards sympatiske og slagfærdige jødiske Hannah. Jesper Hyldegaard, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Peder Daglgaard, Mathias Sprogøe Fletting, Peter Zandersen og Joakim Lind Tranberg ER det kalejdoskop af roller, der ses i filmen og nu igen på scenen.

 

 

 

Alle filmens store scener er med, ovenikøbet med samme musik, fx barberscenen til Ungarsk Rapsodi nr. 2. For ikke at tale om det urkomiske optrin, hvor fire mænd skal finde ud af, hvem der skal ofre livet for, at Tomanien kan slippe af med diktatoren Hynkel (Hitler), hvad ingen af dem har særlig lyst til.

 

De lydeffekter, som filmen så let lægger ind, skabes her åbent i samarbejde mellem den fremragende pianist Olivier Antunes og de på det givne tidspunkt ledige skuespillere, der bruger virkemidler som cykelpumper, skralder, fløjter, tennisketsjere, vaskebrætter mm. Da barberen synker op til flere mønter, klarer Vallespir de stærke synkelyde med en fintfølende mikrofon mod sin strube. Det kræver perfekt timing, og skuespillerne nyder det åbenlyst.

Scenografen Kim Witzel har ladet sin fantasi eksplodere, så muligheder er kommet til verden, som filmen ikke har, fx i de bevægelige kombinerede mure, vægge, loftsrum og tagrygge for ikke at tale om det stiliserede tog, med hvilket diktatoren fra Spaghetti, Napoli (Mussolini), kommer for at snyde/blive snydt af Hynkel.

 

I godt to timer morer man sig herligt, ikke mindst fordi Olaf Johannessen med de bedre lydlige muligheder end i 1939 kan kæle for underfundigheden i barberskikkelsen samtidig med, at han mestrer alle Chaplins virkemidler; og Vallespir Sand får lov at multiklaske nazister i hovedet med en stegepande og har mere slapstick end Paulette Godard.

Så er der det med meningen med det hele. Latterliggørelsen af diktatorerne, udpegning af, at krig er meningsløs. Kampen for demokrati, tale- og meningsfrihed, humanisme etc. Det er nok morsommere end virksomt. Også selv om vi stadig i dag har små og store diktatorer, der sætter sig igennem, ofte endda demokratisk, så de får sat sig igennem med alt fra underbemandede daginstitutioner, meningsløse statusprojekter og symbolpolitisk lovgivning til udryddelse af folkeslag. Det er kun et spørgsmål om, hvor i verden vi befinder os.

Slutmonologen, da barber og diktator er blevet forvekslet, er den største forskel på film og aktuelt teater. Den er udvidet, så det gode ikke kun ligger i mennesket, men også i dyr, planter, amøber m.m. som jeg personligt tror er aldeles ligeglade. De virker bare under de betingelser, vi mennesker giver dem, ofte meget umenneskelige.

Det udtrykker den oprindelige morale, og det burde instruktør Nikolaj Cederholm have holdt sig til for ikke at gøre ændringerne til et overflødigt diskussionsemne.

Til man når så langt, er tempoet åndeløst, morskaben uendelig, musikaliteten uforlignelig og skuespillet i top.

Diktatoren opføres frem til 15. juni med undtagelse af 15-25. maj, hvor forestillingen gæstespiller i Aalborg.

Søgeord: Odense Teater
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »