Mere end 10.000 teaterbilletter solgt på et døgn

2. maj, 2019

 

“The Great Gatsby” (foto: Emilia Therese)

 

I forrige præsenterede Odense Teater sit sæsonprogram for 2019-20 og understøttede det ved den årlige sæsonpræsentation i teatret søndag. En sæsonpræsentation, der med Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard som de traditionelle veloplagte værter næsten blev til en heldags forestilling med alt det gode, der skulle fortælles om.

Resultatet er, at kunderne for tiden stormer teatrets hjemmeside for at sikre sig de bedst mulige billetter til de rigtige dage og forestillinger, og mere end 10.000 billetter blev revet væk på mindre end et døgn.

Der er også noget at komme efter i det bredt sammensatte program. Fx kan man opleve det smukkeste sprog og en usædvanligt skarp intrige i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som det er alt for længe siden, vi sidst har set. Det sker fra 31. januar – 7. marts, og inden da har man på Store Scene allerede kunnet opleve ’Den Store Gatsby’, bygget over Scott Fitzgeralds roman om de brølende tyvere. For ikke at tale om den forestilling, der har fået det største startsalg, det norske juleeventyr ’Snefald’, som ovenikøbet instrueres af nordmanden Frede Gulbrandsen, som også instruerede Kerteminderevyen det år, den blev Danmarks bedste.

 

Snefald – Odense Teaters juleforestilling (foto: Emilia Therese).

 

Store Scene slutter sæsonen med den syrede musical ’the Rocky Horror Show’, som også sælger fint fra start.

Teaterrummet i Odeon kommer til effektiv brug i den prisbelønnede ’Den mystiske sag om hunden i natten’, ’Skønheden og Udyret’ i den oprindelige version, ikke den disneyficerede’, samt ’Tyvene’, der er ’et skæbnesymfonisk netværk’ for 12 udkantsskæbner.

På Værkstedet kan man nyde ’Hvis jeg bliver gammel’ om at ældes i et samfund, der elsker ungdom. Man oplever, at ’Peggy Pickit ser Guds ansigt’ i et kammerspil mellem to ægtepar, der har valgt hver deres vej i livet. Der bliver en tankevækker om YouTube-tiderne i ’Influencer influenza’ og skuespiluddannelsens afgangsforestilling ’Markedet er ikke noget sted’, som man skal have med, hvis man vil se kommende års skuespillere, mens de stadig bare er gnistrende talentfulde.

Blandt sæsonens gæstespil er ’Sigurds Danmarkshistorie’ med Sigurd Barrett, ’Skatteøen’, Jørgen Ryg-cabaret’en ’Ryg’ samt Den Jyske Operas ’Eugen Onegin’ og ’Bortførelsen fra Seraillet’.

Desuden bl.a. et one-woman-show med Liselotte Krogager, ’Fru Sauterne’ med udgangspunkt i Kim Larsens sang om Fru Sauterne og hans sangskat i øvrigt.

Et sæsonprogram, der lover meget og formentlig holder det hele.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, kultur, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »