2. maj, 2019

Noah Haidles Mr. Marmalade på Odense Teaters Værkstedet er meget morsomt, meget velspillet – og meget uhyggeligt tankevækkende

Små gryder har også ører, og børn lytter ivrigt med, når voksne taler; for ikke at sige når de skændes eller siger ting, som bestemt ikke er for sarte ører.

 

 

 

Jeg foretrækker at tro, at Danmark gennemsnitligt er nået betydeligt længere i forholdet mellem kønnene end det ægtepar, som 4-årige Lucy (kunne hun ikke have været 5 eller 6?) har aflyttet og efterligner i sine lege. Ikke mindst i sit virtuelle forhold til Hr. Marmelademand, der har alt for travlt på arbejde, men forsøger at få tid til hende, så de kan lege far, mor og børn eller teselskab.

Lucy ved fra erfaringerne med de – formentlig skilte – forældre, hvordan man kan være grov eller hævne sig på sin ægtefælle eller ven, og det udnytter hun så effektivt, at forestillingen opgives at være uegnet for børn under 15 år.

For ikke at tale om, at da hun bliver virtuelt gift, tager marmelademanden kokain, drikker og er hustyran, mens Lucy forsøger at blive en bedre hustru for, at han ikke skal forlade hende.

Det lyder alvorstungt, men tag ikke fejl. Historien fortælles urkomisk, så publikum, der sidder på tre sider af skuespillerne, udbryder i latterkaskader, selv når der er en bitter undertone.

Lucy bor sammen med sin mor og bliver babysittet af Emma, der altid er forsinket og altid er temmelig uinteresseret i alt andet end sin ven, der selv er babysitter for sin femårige bror Tommy. Tommy er blandt verdens yngste med et selvmordsforsøg bag sig og i det hele taget noget skeptisk over, hvad tilværelsen byder på.

Lucy skal på sin side vælge, om hun vil lege i sin virtuelle verden, eller hun vil beskæftige sig med den rørende Tommy, som er den diametrale modsætning til Marmelademanden i sort jakkesæt med slips og attachetaske.

Mr. Marmalade er fra 2004, og dens temaer: Ensomme børn, der erfarer smertelige ting alt for tidligt; universer, der bliver alt for barske og forhindrer, at de får en egentlig barndom; voksne, der skal opføre sig ordentligt, er evigt gyldige.

 

 

Lea Baastrup Rønne spiller Lucy fremragende i sin kombination af lydligt og kropsligt sprog, hvor vi ikke mindst genkender børnenes bevægelser. Kristoffer Helmuth er rørende som Tommy, Jon Lange perfekt som Marmelademanden, Alexander Mayah Larsen vækker medlidenhed som Bradley, og skuespillet er i det hele taget perfekt i Simon Bobergs instruktion, scenografien af Edward Lloyd Pierce med masser af hvidt, pink, kaktusser og slik, samt Emil Assing Høyers understregende lyssætning.

En fin forestilling, der spilles til og med 22. maj, men husk endelig ikke at tage børnene med.

Posted in Anmeldelser, Generelle nyheder, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »