Jo, man KAN skifte et helt hold ud med succes. Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Gordon Kennedy og Kasper Gattrup leverer i Martin Miehe-Renards instruktion sammen med kapelmester Peter Bom to timers glitrende veloplagt revy, der rækker fra det stille, blændende musikalske til det fuldstændig kaotiske og absurde vanvid.
De fire skuespillere klæder hinanden. Der er fin balance i det stof, de indbyrdes har fået. De mestrer såvel det stille som det højtråbende; de spiller fin komedie og har samarbejdet om et flertal af teksterne.
Kerteminderevyen tør fortsat en masse og er helt uforudsigelig. Anette Støvelbæk viser sig at være fremragende på en revyscene. I første akt står hun for et højdepunkt med ’Dum-di-dum’, uvidenhedens pris, der slår fast, at ’uvidenhed er super trendy’. En ætsende kommentar til en tid med reality-programmer, hvor man bevidst vælger deltagere, som ikke risikerer at vise intelligens, mens man foragter elite og viden. Siden er hun en tyfon af en sexparat killing, der vil have et engangsknald, men ikke kan få det, før hun har underskrevet en ’me too’- kontrakt, hun er kronprinsesse Mary, der overvejer at sælge ud af sin garderobe mm.
Hun synger godt, hvad hun ikke mindst viser sammen med Lisbeth Kjærulff i ’Det kære legetøj’ med et velment råd til mænd; samt når hele kvartetten synger om ’Lulus kaffebar eller i finalen om alt det, de hellere vil end sige farvel til det trofaste publikum. En dejlig ny ide til en slutning.
Lisbeth Kjærulff er uddannet operasanger og får lov til at vise det i ’Countrytøs’. Man tror ikke sine egne ører. Hold op, hvad man dog kan se og høre på en revyscene i vore dage.
Kasper Gattrup har en fin ide i ’Kemi’, hvor han på en overrumplende måde interagerer med en publikummer i en flot sang, hvor han også får vist sine kropslige evner. Sammen med Gordon Kennedy står han for aftenens største latterbrøl i ’Tips til enlige mænd’, der tager gas på tv-programmer, ubehjælpsomme mænd og meget andet.
Gordon Kennedy er pragtfuld som en sanger, hvis tekster kan misforstås, og han er vidunderlig som syrer, der skal forsøge at blive dansk statsborger i en håndtryksduel med Inger Støjberg i Lisbeth Kjærulffs skikkelse. Duellen kommenteres på helt Monrad-Rislundsk vis af Gattrup og Støvelbæk, naturligvis med brug af VAR og gentagelse i slow motion. Skøn ide, flot udførelse.
Det samme gælder for det Monty Python-inspirerede panda-nummer (Ingen mistænker en panda – eller den spanske inkvisition). En glimrende ide, som munder ud i Four Jacks’ ’Mandalay’, øh nej, ’Pandaleg’.
Det totale vanvid bryder løs i ’Finansfobier’. Fobierne er tankevækkende begrundet, og kvartetten overgår et nummer som Monty Pythons ’Gakkede Gangarter’. Det er ustyrlig morsomt.
Overraskende er det også, at FAFs nedrivningstruede silo på havnen er emne for finalen for første akt, men selv de, der aldrig har set siloen, holdt af det rørstrømsk nostalgisk ironiske ’Bevar vor silo’, der ’er som pyramiderne, bare knap så høje’. I dette nummer får man også koreografen Simone Svane og producenten Emilie Topp Meyer på scenen.
Naturligvis er ikke alt flødeskum. Det er ingen revy, men bundniveauet er pænt, så man tager ’Luksusfælden’ med Britta Nielsen, der skylder 117 mio. kr. væk; den lidt tynde ’Piktogrammer’; ’Kertemindekoret’ om at blive krænket af ’Den danske sang’- i øvrigt med fin tysk pointe! – og Tele-Terapi om mobiltelefonens Siri med, fordi numrene trods alt har ide og ligger i gode omgivelser.
Peter Bom brillerer som altid i musikken. I år får han lov til at levere ouverturer før begge akter og står desuden for originale melodier til flere af de allerbedste numre, bl.a. ’Dum-di-dum’, silonummeret, ’Det kære legetøj’, ’Countrytøs’ og ’Der er meget vi hellere vil’. Det er dejligt, at han stadig er i Kerteminde.
Instruktionen er præcis, og Martin Miehe-Renard har opfyldt begge direktør Mads Nørbys krav: Han har leveret en meget, meget morsom revy, og den varer på sekundet to forrygende timer.