Det er Hanne Bjørnskov og Leif Fabricius’ fortjeneste, at Esbjergrevyen markerer sig blandt de bedste danske sensommerrevyer, og det er ikke tilfældigt, at de bl.a. gør det ved hvert år at engagere navne, der er forbundet med Kerteminderevyen. I Esbjerg går de nemlig mere og mere i retning af at være aldeles dristige og respektløse – netop det, der i de senere år har været karakteristisk på Nordøstfyn.

I år ser vi Kasper Gattrup, Farshad Kholgi og kapelmester Peter Bom i Esbjerg Musikhus’ teatersal. De er sammen med den lokale Jan Svarrer og Merethe Mærkedahl i et program, der ikke blot er modigt, men også giver skuespillerne rig lejlighed til at demonstrere, at de alle synger blændende og behersker adskillige instrumenter.

Det udnyttes allerede i åbningsnummeret, hvor vi får præsenteret ensemblet gennem deres musikalske formåen og fx opdager, at Mærkedahl kan spille trompet. Det er også revyens udgang, for i stedet for at sige farvel med en traditionel godnatsang (tak for i aften, I har været verdens bedste publikum, vi ses forhåbentlig igen næste år etc.) giver man den en spand kul med sang og musik, fra farfar var ung. Det er ikke Vikingerne eller Bjørn og OK, men Stones, Elton John etc. Da musikken har holdt gennem de følgende to generationer og udførelsen suveræn (lyden måske for høj for nogle), gynger hele salen, og man kan gå hjem i opløftet tilstand.

Mellem intro og finale får vi en perlerække af numre, der holder et højt gennemsnitsniveau. Det vanvittige vid uden anden mening, end at vi skal more os, ser vi, når Kholgi praktiserer indisk yoga, eller når Svarrer og Mærkedahl er cirkusartister uden elefanter – eller når Svarrer laver gakket gangart a la John Cleese på en 15 sekunders passage af scenen – eller når en totalt farveløs Mærkedahl læser hård porno monotont med eufemismer.

Det totalt respektløse ser vi fx i ’Guds gave’, hvor Gattrup og Kholgi som muslimske kvinder beretter om, hvordan manden er guds gave til dem, mens burkaen er mandens gave til kvinden. Kholgi i ganske kort burka, fordi den er fra hans andet giftermål – som 9-årig. Eller når der er politisk auktion over alt fra Grønland, undskyld Fanø, til Esbjergs superligahold, som man ikke engang kan få to potter pis for. Der er flere lokale finter under vejs, som ikke generer folk ude fra. Vi kan fx godt gætte, hvad Nillers Pølsevogn betød for Esbjerg gennem mere end 35 år. I øvrigt en god historie at google, når man kommer hjem.

Det tankevækkende ser vi, når vi får anbefalet at abonnere avis i stedet for nettjenester (den bruger ikke batteri, den er lettere at blade i, den er mere overskuelig og meget mere). Eller når Mærkedahl er en ulideligt overforstående venligbo, der må lide den tort, at hendes kunde ikke engang er muslim. Eller når Svarrer og Kholgi er rockere på tvungen barselsorlov.

Til de musikalske højdepunkter hører et skønt nummer om kontrabassen med Jan Svarrer og Kasper Gattrups genopførelse af sin flirt med en kvindelig publikummer i ’Kemi’. En stor del af numrene er i øvrigt lån fra andre revyer, men elegant ført up-to-date. ’Kemi’ er fra Kerteminde, mens ’Undskyld’ først blev omskrevet fra det gamle ’Danke’ med det tyske Boto Luchas kor og nu gjort brandaktuelt og samtidig morsomt, for hvad nytter egentlig alle de undskyldninger.

Skal vi pege på et par mindre problemer må det være, at de fleste revyer tilsyneladende har vanskeligt ved at finde det rigtige nummer til pladsen lige før finalen. Svarrers ’Kantstenen’ sidder mellem adskillige stole og ligger desuden stemningsfuldt forkert.

Det er et flot ensemble, der i Michel Castenholts instruktion forstår at forgylde selv lidt svagere tekster fx, når Mærkedahl er vejrpige eller Mette Frederiksen; og kapelmester Peter Bom kan endnu engang lyde som et stort orkester og synger diskret med her og der.

Efter premieren fik Hanne Bjørnskov overrakt Johnna og Leif Maiboms revypris Thorleif for sin indsats i Esbjerg og fik en stormende og fortjent hyldest.

Esbjergrevyen, der spiller frem til 7. september, er endnu en af de forestillinger, der bekræfter det eksplosivt voksende niveau i danske revyer. Formentlig bl.a. fordi revyen som genre nyder større og større respekt og derfor er attraktiv for kunstnerne. Man kan i øvrigt indtage en overordentlig lækker tre retters menu før forestillingen, og man kan evt. benytte et tilbud om revy og overnatning på Hotel Britannica, der ligger 2 minutter fra Musikhuset.

Danmark er et dejligt revyland, og nu venter vi på de næste to store premierer, der begge ligger 6. september: Pejseshow i Brædstrup og Menstrup Revyen på Menstrup Kro.