Hvordan er verden for en person med asberger, der er fantastisk til matematik, men ikke kan tåle en menneskelig berøring, og som går ud af sit gode skind, hvis han bevæger sig ud af sin komfortzone og næsten kan slås ihjel bare af det liv og den informationsmængde, der så møder ham?
Det får vi en tankevækkende og rørende beskrivelse af i ’Den mystiske sag og hunden i natten’, skrevet af Simon Stephens på grundlag af Mark Haddons bog, der forståeligt er tildelt et hav af priser og er solgt i mere end 20 mio. eksemplarer.
Næsten lige så vigtigt er det, at stykket beskriver, hvordan det er at have et barn med disse egenskaber. Det koster en normal tilværelse at have god samvittighed over at gøre det, som man bør. Det fører til skilsmisser og daglig stress, og selv om det med sikkerhed også giver store positive oplevelser, bestemmer man ikke længere over sin egen tilværelse.
Alt dette skildrer forestillingen loyalt og præcist. Kristoffer Helmuth er blændende som Jonathan, der tager alting bogstaveligt, så han fx mener, at det er at lyve at bruge billedsprog; og for hvem proportioner ikke findes. Det er lige slemt at slå en hund og et menneske ihjel. Kan man lyve om de mindste ting, kan man også om de største og eksistentielle.
Han kan ikke føle empati, men er ekspert i matematik, tager eksamen på A-niveau med 12, planlægger flere eksaminer og at skulle på universitetet. Minsandten om ikke også han får publikum til at vente med at forlade salen med en demonstration af, hvordan han løste det afsluttende eksamensproblem på trods af mangel på søvn og mad!
At han beslutter at opklare, hvem der brutalt har dræbt naboens hund, skyldes mere hans betagelse af logik, end at han havde meget til overs for hunden, og han beslutter at skrive en bog om sin efterforskning. En bog, som læses – og læses højt for publikum – af Siobhan, der er lærer på den specialskole, han går på, og som i virkeligheden er den eneste, der taler ’hans’ sprog. Lila Nobel er fremragende i rollen.
Blandt dem, der umuligt umiddelbart kan forstå ham, er politibetjente, togførere m. fl., og det er fint, at dé skildres som empatiske, så vi ikke skal beskæftige os med myndigheders evt. dårlige behandling af en autist, men i stedet oplever autistens problemer blandt normale mennesker.
Kristoffers skilte forældre, Ed og Judy, spilles af Meike Bahnsen og Mikkel Bay Mortensen, der stærkt illustrerer de problemer, man kan få tildelt af tilværelsen. Claus Riis Østergaard er Judys nye mand, der må se sit nye liv smadret den dag, Kristoffer beslutter sig for at bo hos sin mor, fordi han er blevet bange for sin far.
Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Natali Vallespir Sand forgylder stribevis af små og større roller, som de fermt lynomklæder til. Jacob Schjødts instruktion er præcis og indfølende, og Astrid Lynge Ottosen har skabt en stærk scenografi, hvor det udnyttes, at gulvet i Odeon kan bruges som felter, der kan hæves og sænkes, og der er mulighed for at lave lysstriber og langs og tværs.
Kristoffers interesse for rumfart og astronomi afspejles i kulissens antydning af det krumme univers, hvor stjerner kan være væk, når deres lys når os, og sorte huller truer. Hans bevægelse uden for sit normale rum illustreres ikke kun med lys, der giver grænser og veje, men også med miniaturebygninger.
Det geniale i forestillingen er, at de mange skæbner og problemer belyses, mens der også er hyppige strejf af smil eller humor, så vi aldrig føler, at det hele er for nedtrykkende. Forestillingen får næsten en happy end, fordi Kristoffer føler sig på toppen efter sit eksamensresultat, men vi ved jo godt, at nye problemer venter såvel ham som hans omgivelser.
Det er en dejlig og rørende forestilling, der vil udvide alle tilskueres forståelse af mange menneskers problemer og motiver.
’Den mystiske sag om hunden i natten’ spiller frem til 22. oktober.