350-året for svenskekrigen

1. november, 2009

Lørdag d. 31. oktober blev 350-året for den danske invasion ved Kerteminde for at fordrive de svenske besættelsesstyrker fejret på mange måder. Et højdepunkt indtraf efter festgudstjenesten i Kerteminde Kirke, hvor veloplagte politikere lavede festlig valgkamp på paller med forbillede i Hyde Parks Speaker’s Corner, efter at KAT på fremragende vis havde underholdt med indlæg, der illustratede befolkningens vilkår i Kerteminde 1659.  Jeg havde lavet teksterne til KAT, og de følger herunder (tekst nr. 4 blev ikke brugt, da den fremførende meldte forfald pga. sygdom):

1. Skøgen

 

De gode tider er i sandhed forbi. Ikke at de nogensinde er helt gode for en skøge, for jeg må tjene mine penge i dølgsmål. Jeg er nemlig forbudt, men ellers populær nok både hos dem, der bestemmer over byen, og dem, der skal holde loven. Hvis JEG fortalte, hvor mange af de fine mænd, der kommer fast hos mig, men så ville mit liv blive helt umuligt. Hvis jeg nogen sinde har haft det godt, har det været i år – indtil invasionen altså. Med et helt regiment svenske soldater, der blev mere og mere skøre efter kvinder, i byen. De menige kunne være rå, men officererne bød på vin og havde galante manerer – og penge. Konkurrencen var ikke populær hos mine faste gæster – de blev sågar jaloux! Pludselig kunne jeg sætte betingelser – men det blev ødelagt, da byen blev bombet, og bagefter forsvandt svenskerne så hurtigt, at ingen nåede at sige farvel. Min lille lejlighed er halvt ødelagt, men måske skal vi nu danske soldater boende i stedet. Hårdt for byen, men måske et lille håb for en ærlig og hårdt arbejdende skøge. Måske går det hele endda – det er jo faktisk mit erhverv, der har overlevet lige siden Adam og Eva.

 

2. Borgerkonen

 

Hillemænd! Nu fik svenskerne sandelig ben at gå, nej løbe, på. Nu har de plaget os i et år, hvor vi har haft tre soldater indkvarteret. De har spist og drukket og ind imellem konfiskeret, hvad deres øjne faldt på. Ikke at de havde lov, men de kunne jo godt forklare, hvad der ville ske os, hvis vi tillod os at melde det til deres officerer og bad om større betaling. Byen har lidt under pesten, og handelen går skidt, så svenskerne var lige det, der manglede. Hvis vi bare havde vidst, hvor kanonkuglerne faldt, ville vi have været glade, da flåden bombarderede byen. Det havde stormet voldsomt den sidste dag, før skibene pludselig dukkede op og startede beskydningen. Heldigvis varede det kun en time, før soldaterne gik i land ved Kikkenborg, og så gik det stærkt. Vi havde frygtet for svenskernes plyndring, hvis de blev trængt og skulle væk, men da det skete, havde de slet ikke tid til noget som helst. Langebro var skudt væk, men de fandt lynhurtigt både at sætte over indsejlingen i. Forhåbentlig er mareridtet slut nu, for vi kan ikke klare mere. Forhåbentlig vil kongen være os nådig med erstatning, når det er hans egne styrker, der har kvast vores huse, havn og bro.

 

3. Karen med den svenske ven

 

Slut med de myrderier. Krig er forfærdelig, og hvem ønsker overhovedet at slå nogen ihjel? Hvorfor skulle svenskere være dårligere mennesker end vi – i virkeligheden har de bare en magtsyg konge. Min Mikkel er svensk, kom med den svenske hær og er præstesøn, og han ville ikke slå ihjel. Han har gjort det modsat – nu spirer hans liv i mig, og da svenskerne flygtede, gemte han sig hos os. Han skal nok blive byen en god mand. Det, han har vovet, gør ham vel til en slags helt. Vi har for resten også fået en rigtig helt her i byen. For et par måneder siden kom en dansk officer til vores besatte by, og selv om der ikke krig, blev der talt stærke ord mellem ham og de svenske officerer på kroen. Så stærke, at da han gik til sit logi, blev han overfaldet ved kirken, men han var karl for sin hat. En ad gangen gik de på ham, men han spiddede dem på sin kårde, og så gik resten af svenskerne samlet på ham. Til sidst lå han på knæ på kirkegården, såret og blødende, men nåede at dræbe fem og såre de fire sidste, før han måtte lade livet. Dagen efter var Mikkel og byens borgere enige om, at så stort et mod måtte hædres, så sammen hængte de hans støvler og kårde op i kirken. Et minde om stort mod, men også en erindring om formålsløse liv, der spildes ved unødig trætte.

 

4. Fiskerkonen

 

De myrdede ham, for han røbede intet – og nu skal jeg på skattejagt. Den stakkels Hr. Claus har virkelig været udsat for lidt af hvert. Han er præst i Munkebo, og blev for få år siden beskyldt for skørlevned, men kvinden med den falske tunge blev afsløret og jaget af byen. Så blev han opsøgt af svenskerne, der ville have både kirkesølvet og hans eget sølv, men han nægtede at røbe noget. Det hjalp dem ikke at spørge ham, der havde hjulpet til, for ham havde Hr. Claus sendt væk, før han skjulte tingene et hemmeligt sted. Så klædte de præsten af og jog ham ud i branddammen, men til sidst fik han krampe og sank under vandet. Før de kunne få ham op, var han druknet, og svenskerne fik sig en lang næse. Nu er de væk, og vi vil have sølvet tilbage, men ingen ved, hvor det er. Ikke alle vil give det tilbage til Guds hus – mange vil stjæle det, så det er vigtigt, at de rigtige finder det. Jeg vil finde det til min kirke, hvis det ikke allerede er fundet og bortført. Mon vi nogensinde får det at vide?

 

5. Kerteminder anno 1842

 

Stakkels Kerteminde. Hærget af pesten, udpint af besættere, beskudt og ødelagt af sine venner, og så var det alligevel kun en del af de ulykker, der ramte byen. Var der en smule opmuntring, kunne det være, at Jesper Jacobsen Bager, en af Kertemindes store købmænd, havde sine skibe i Norge med sine sønner, og de var så dygtige, at de på handelen dér tjente lige så meget, som ødelæggelserne i købmandsgården kostede hjemme; eller måske, at Mikkel Leermann, den svenske præstesøn, der blev hos sin Karen, blev en fremragende rådmand, og det blev den ene af deres sønner også. Tyve år senere blev Odense Kanal åbnet, og dermed forsvandt Kertemindes status som havneby for den fynske hovedstad. I 1710 mistede Kerteminde en hel generation af unge mænd, da Ivar Huitfeldts skib Dannebrog sprang i luften i Køge Bugt i en heltegerning. Som i 1659 var det, der var godt for Danmark og gav dansk sejr, en katastrofe for Kerteminde. Nu skriver vi 1842, og endelig går det fremad for byen med blomstrende handel og fiskeri. Ikke bare det – i går blev sølvskatten fra Munkebo fundet intakt i en grøft – men det skulle ikke undre mig, om den nu er blevet så fin og historisk, at den bliver snuppet til oldsagskommissionens museum under Rundetårn i København.

 

Posted in Generelle nyheder | Kommentarer lukket til 350-året for svenskekrigen