Den perfekte klassiker

2. februar, 2020

 

Helligtrekongersaften’ er blandt de fineste forestillinger nogensinde på Odense Teater med fremragende fornyelser af musik og scenografi i en Shakespearetro, poetisk udgave fuld af underfundighed, humor og stort spil i samtlige roller

 


Intrigen finder sin løsning (Foto: Emilia Therese).

En teateroplevelse bliver ikke større end til Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater. Da tæppet går, viser kulissen af Franciska Zahle sig at være smukt og fantasifuldt bygget over kæmpebogstaver, der i forestillingens løb, efterhånden som intrigen falder på plads, viser sig tilsammen at danne ordet Illyrien – stedet, hvor den udødelige og lyriske komedie udfolder sig.

 


Natali Vallespir Sand, Bisse og Lars Simonsen (Foto: Emilia Therese).

Fremragende nar

I bogstaverne er små og store åbninger, som kan bruges af ikke mindst narren Feste, Thorbjørn Radisch Bredkjær, i daglig tale Bisse. Han er klædt i rødt strutskørt og har skrevet sine egne viser, som passer fuldendt til stemningen i forestillingen. Han er betydeligt mere poetisk, end vi er vant til at se narren i dette stykke, der har fået det bedste ud af generationer af oversættere, skuespillere, instruktører, musikere, scenografer etc.

Intrigerne

De to søskende Viola og Sebastian overlever et forlis uden at vide, hvordan det er gået den anden, og drager hver for sig til Illyrien, hvor hertug Orsino bejler til grevinde Olivia, der er syg af sorg over sin brors nylige død og har svært ved at tåle sin onkel Tobias’ drukture sammen med ridderen Andreas Blegnæb. Hendes kammerpige Maria har ben i næsen og sætter sammen med Blegnæb og Tobias en intrige i gang, der skal latterliggøre den egoistiske hushovmester Malvolio.

Viola forklæder sig som pagen Cesario for at få plads hos Orsino, som hun forelsker sig voldsomt i samtidig med, at hun/han bliver sendt til Olivia for at bejle på sin hertugs vegne.

 


Anna Bruus Christensen og Benjamin Kitter (Foto: Emilia Therese).

Sprog, musik og farce

Saftige intriger, som der er endnu flere af, og som udfolder sig glat i Shakespeares uforlignelige sprog, brillant oversat af Niels Brunse, og fremføres, så det ikke virker støvet eller uforståeligt, men tværtimod frisk, veloplagt og uendelig smukt, tilført en musik, der foruden af Bisse er skrevet af Adi Zukanovic og spilles af Ying-Hsueh Chen og Mathe Beck, begge på scenen udklædt som soldater.

Instruktør Jens August Wille evner at få den mere end 400 år gamle komedie til at fremstå boblende veloplagt, og han tilfører mange scener originale ideer. Som da Malvolio læser det brev højt, der skal føre ham i ulykke, og hans lurende tilhørere spiller farce a la Feydeau eller Dario Fo.

 


Farce a la Feydeau (Foto: Emilia Therese).

Skuespillet

Skuespillerne kan roses på samlebånd. Nogle roller er større end andre og giver dermed ulighed for at markere sig mest: Anna Bruus Christensen som Viola; Natali Vallespir Sand som en både poetisk og meget jordbundet Olivia; Benjamin Kitter som Orsini; Isa Marie Henningsen som kammerpigen; Peder Dahlgaard som Tobias Hikke; Malene Melsen som den morsomste Blegnæb, jeg nogensinde har oplevet; Lars Simonsen som Malvolio; etc.

 


Ina Marie Henningsen, Malene Melsen og Peder Dahlgaard (Foto: Emilia Therese).

Frydefuldt

Formentlig finder ikke en eneste i publikum Shakespeare støvet eller gammeldags, mens de forstår hvert ord, nyder hver underfundig pointe og lader øjne, ører og intellekt bade i fryd i to en halv time. Skal vi sætte en enkelt lille finger, må det være, at scenen med Malvolio i fangehullet er en anelse lang.

Forestillingen er tæt på at være udsolgt, men der er allerede udbudt seks ekstra, så der stadig er fine muligheder for at få oplevelsen, som det vil være synd at snyde sig selv for – uanset alder og forudsætninger.

Posted in Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »