Når spøg med djævlens vold og magt skal tages alvorligt

24. februar, 2020

Den Jyske Operas opførelse af ’Bortførelsen fra Seraillet’ har dejlige sangpræstationer og storartet orkesterspil, men instruktørens ide virker ikke og irriterer

Mozarts operaer ‘Cosi fan Tutte’ og ‘Bortførelsen fra Seraillet’ er harmløse bagateller. De er skabt som begrundelse for at fremføre en hel stjernehimmel af vidunderlige arier med frydefulde detaljer i musikken, og librettoerne er skrevet med vaklende logik, men til gengæld en komik, der liver gevaldigt op.

 

 

Clara Thomsen og Sven Hjörleifsson (foto: Anders Bach).

 

Desuden er der lagt op til fest og farver i kostumer og kulisser, når kulturerne støder sammen i noget, der ikke skal tages alt for alvorligt, indtil den overraskende storsindede Bassa Selim slipper sine fanger fri.


Spændende, men mislykket, ide

Operachef og instruktør Philip Kochheim har fostret en spændende ide. Kan man lade de to kvinder være fanget i et net af materialisme og rigdom i stedet for et tyrkisk serail? Kan man lade dem vælge mellem et liv i overflod og de fattiglus, som de følelsesmæssigt elsker?

Det prøver han at lægge over sin udgave af ’Bortførelsen’, der er en co-produktion mellem tyske Münster og Den Jyske Opera. Dermed er dybere følelser på spil, farver og kultursammenstød er væk, og pludselig skal vi tage det hele alvorligt.

Det bør nogen lave en fin opera om, med det dur ikke til ’Bortførelsen’, for teksten kan ikke bringes til at passe. Hvis man kan gå på powershopping i New York, er man ikke indespærret uden mulighed for at flygte, og man når ikke til et punkt, hvor man vil begå selvmord. Bliver man træt af rigdommen, går man sin vej. Også selv om der på god amerikansk vis er gavmildt med skydevåben rundt omkring.

Den ædle Bassa Selim er blevet til en amerikansk rigmand, der keder sig over sin rigdom, og for hvem Konstanze formentlig blot vil være et trofæ. Der er intet tilbage af det indbyrdes forhold fra den oprindelige opera, hvis vigtigste replikskifte er:

– Jeg kunne befale dig at elske mig.

– Men man kan ikke befale kærlighed.

I den nye udgave af operaen tales en del engelsk. Den brovtende Osmin er blevet til verdens dummeste sikkerhedschef, som ingen rigmand ville ansætte, og efter at Mozarts pointe er blevet udtrykt i, at ’kærligheden sejrer, kærligheden leve’ bliver vi påtvunget en ny slutpointe. Rigmanden samler alt materialistisk i et kæmpebål og sætter ild til det. Jeg regner med, at samtlige operaens personer derefter omkommer. Hvad mon Mozart havde sagt til det? Hans værk er en ulogisk spøg. Kochheims er totalt ulogisk deri, at sang og handling fortæller to helt forskellige historier, der ikke kan leve under samme hat.

Nå, men musikken spilles underdejligt af Aarhus Symfoniorkester under Claus Efland, der i Odense 20. og 21. marts skal lede Odense Symfoniorkester, der kan glæde sig. Blandt sangerne fremstår især Clara Thomsen som den, der kan få det til at isne på ryggen af begejstring, mens hun nuancerer sine arier vidunderligt. Cassandra Lemoine er både velsyngende og meget fin i sit spil. Scenen, hvor hun trakasserer Osmin på værste me too-vis er forrygende.

 


Hakan Tirasoglus og Cassandra Lemoine (foto: Anders Bach).

 

Sven Hjörleifsson som Belmonte og Martin Lechleitner som Pedrillo har begge den rigtige klang, men i periode udnytter de ikke deres stemmers fulde fylde, mens man vansmægter efter at opleve Hakan Tirasoglus Osmin i en god, gammel ’Bortførelse’. Det vil være kosteligt. I talerollen gør Christoph Gareisen, hvad der er muligt, og koret – hovsa, det er (sparet?) væk.

Det er altid spændende at se nye udgaver af klassiske operaer, også denne, som efter min mening mislykkes; men er musikken stadig uskadt, får man heldigvis sin fulde oplevelse af sang og musik.

Der er dobbeltbesætning, men den her nævnte fra premieren er stort set den, man oplever på første aften i Odense.

 

Posted in Anmeldelser, kultur, Opera | Ingen har kommenteret »