Fint skuespil, iørefaldende musik og spændende kulisse gør Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter til en skøn juleforestilling på Odense Teater
Historien om røverne, der ender med at blive hæderlige og helt menneskelige efter først at have haft alle de mandlige dyder, der kan gøre en verden så krigerisk, fortælles hjertevarmt på Odense Teaters store scene.
Vi kommer hurtigt til at elske Ronja, Anna Bruus Christensen; Birk, Jeppe Ellegaard Marling og måske allermest den livskloge Låvis, Natali Vallespir Sand som Ronjas mor, der prøver at holde sin røverhøvding af en mand, Anders Gjellerup Koch som Mattis, og hans bande tilstrækkeligt i ave til, at det ikke går helt galt for dem.
De skal nemlig ikke kun tage sig i agt for fogedens mænd, der vil se dem hængt, men også for den rivaliserende bande Borkaerne, ledet af Mikkel Bay Mortensen som Borka, hvis søn Birk er. Røverne er heller ikke mere barske end som så, og når Låvis fastslår, at de skal vaskes, bliver de det. De får det sikkert fint med at arbejde.
SkaldePer, Klaus T. Søndergaard, er den fornuftigste mand fra den ældre generation, og han er aldeles rørende i sin forståelse med Låvis, Birk og Ronja. Der er ikke et øje tørt i hans stemningsfulde dødsscene.
Ronja og Birk afskyr fra start hinanden, fordi det skal de, når de kommer fra de respektive bander, men de bliver hurtigt klogere af at omgås – og ind imellem redde hinanden fra farlige situationer. De kalder sig broder og søster, og så ved vi jo nok, hvordan det vil gå om nogle år, som det bliver sagt!
Mattisborgen flænses i to af et lyn den aften, såvel Ronja som Birk bliver født, og dette – også symbolske – svælg skal de sætte over.
Det hele udspiller sig i Camilla Bjørnvads scenografi, som er den mest stemningsfulde, jeg endnu har set til Ronja, med tidløse kostumer og kulisser; med skovhekse, grådværge og rumpenisser. Nisserne hyggeligt vrøvlende, de øvrige så uhyggelige, at man ikke skal tage de allermindste med. Ikke mindst, da man kun må sidde på hvert andet sæde pga. coronaen.
Frede Gulbrandsen har instrueret med perfekte nuancer og timing, og Nikolaj Busks musik er atmosfærefuld og ligeledes temmelig tidløs. Den understreger ord, sætninger og hændelser så elegant, at man næsten ikke mærker, hvordan man bliver forført. Jeg foretrækker langt den for Sebastians musik, der virker som musikalske indslag, mens Busks musik går i et med forestillingen. Den spilles eminent godt af Hal Parfitt-Murray, Magnus Heebøll Jacobsen og Thor Ahlgren, der en stor del af tiden er på scenen med instrumenter, der rækker fra violin over jødeharpe til lafta, duduk og sækkepibe.
Musikerne og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Alt er med andre ord såre godt, hvis ikke den der forbistrede corona gør, at der kun kan komme halvt publikum til hver forestilling. Man bliver heller ikke modtaget i døren af nisser, foyeren er ikke fuld af julelys, og man må ikke engang forlade teaterrummet i pausen, medmindre man skal på toilettet.
Alligevel er det et lys i en mørk tid, at man trods alt kan tage to timer i Astrid Lindgrens livskloge eventyrverden. Gør det, hvis I kan, alle sammen – i hvert fald alle jer over 8 år.