Kertemindebog med skønne billeder

20. februar, 2014

Umiddelbart før jul udgav Emil Andresen og jeg ‘Kertemindebilleder’. En bog, hvis væsentlige indhold er Emils dejlige fotos, der er suppleret med mine tekster, der forhåbentlig på passende måde bærer præg af, at jeg er opvokset i byen og kun var væk fra den i de år, jeg uddannede mig og fik skabt baggrunden for mine aktiviteter.

Bogen er blevet godt modtaget, og hvor vi ærlig talt var nervøse for, hvor længe vi skulle have penge ude, er investeringen allerede betalt, så vi kan sove roligt og oven i købet er så optimistiske, at vi planlægger en ny fotobog til november. Den netop udgivne koncentrerede sig om Kerteminde by, der havde 600 års købstadsjubilæum i 2013. Den kommende skal have motiver fra hele Kerteminde Kommune – og der er mere end rigeligt at tage af, så vi glæder os umådeligt.

Bogen koster 200 kr. og kan dels købes hos mig, dels flere steder i Kerteminde: Turistkontoret, Kerteminde Bøger & Papir, Andresens Købmandsgaard og Østfyns Museer.

Posted in Bognyheder, Generelle nyheder | Kommentarer lukket til Kertemindebog med skønne billeder