Jeg fulgte Tour de France, lige fra jeg som 10-årig var på campingtur i Sydfrankrig med mine forældre.
Hver dag købte vi den franske sportsavis L’Equipe, der havde intensiv dækning af løbet, og jeg kendte samtlige rytteres placeringer og afstand til den førende.
Hver halve time transmitterede Radio Monte Carlo direkte fra løbet, og så sad jeg med hovedet helt inde i vores røde transistorradio og lærte i virkeligheden cykelfransk ret hurtigt. På det tidspunkt var der ingen danske ryttere med, men årtier senere fandt man den første dansker i Tour de France, da Henrik Elmgreen satte mig til at undersøge en påstand fra en cykelnørd, Ole Skjoldhøj – som viste sig at have ret. Læs her om Tourens første dansker:
Fra Hans E. Andresen i 1958 gennemførte Tour de France som nr. 62 under national jubel frem til 1998, troede man, at han også var den første dansker, der havde deltaget. Så viste det sig imidlertid, at selv om Christian Christensen i 1913 havde kørt på fransk licens, var han pæredansk og mejerist fra Veflinge på Nordfyn — men han skiftede nu statsborgerskab i 1914 og boede i Normandiet til sin død i 1975.
Christian Christensen var døbt Knud Kristian Kristensen, men som mange andre i tidens løb fandt han ud af, at k’er er stumme i Frankrig, mens ch’er er helt stuerene, og derfor skiftede han stavemåde og kunne længe ”gemme sig” for den efterforskning, Tour-elskeren Ole Skjoldhøj fra Virum foretog. Christensen havde vundet enkelte mindre løb, da han meldte sig til Touren som en af de ”isolées”, der ikke havde firmatilknytning og var i så lav kurs hos arrangørerne, at de startede et kvarter efter de ”rigtige” ryttere. Arrangørerne gav de ”isolerede” 10 francs om dagen til kost og logi, men desuden fik de hver 10 dæk af dækfirmaet Continentale.
Christensen sluttede som nr. 100, knap et kvarter efter vinderen, på 1. etape, 388 km fra Paris til Le Havre. Selv om han dagen efter på de 364 km fra Le Havre til Cherbourg tabte 2 timer og 13 minutter, blev han nr. 68. På 3. etape over 405 km var han næsten fire timer efter vinderen, men som nr. 54 på en etape, hvor 17 ryttere gav op, blandt dem Tourvinderen Oscar Lapize og Maurice Brocco. Danskerens form blev bedre fra dag til dag. 4. etape over 470(!) km fra Brest til La Rochelle kostede 23 ryttere den videre deltagelse, bl.a. Emile Georget og Paul Duboc, som to år tidligere havde mistet Toursejren, da en tilskuer gav ham en flaske med forgiftet vand på toppen af Tourmalet, men Christensen holdt ud som nr. 46, fire en halv time efter Marcel Buysse.
Truslen om Pyrenæerne gav Christensen problemer på 5. etapes 379 km til Bayonne, hvor han blev nr. 56. Måske havde han været morgentræt, for etapen var startet kl. 03.15 om morgenen. Hvor løbet var indledt med 151 ryttere, af hvilke de første 40 opgav allerede første dag, var der nu kun 59 tilbage, der dagen efter skulle de 326 km fra Bayonne over bl.a. Tourmalet. Da han var i krise ved foden af det mytiske bjerg, opdagede han, at selveste Henri Pelissier var i samme situation, og de forcerede bjerget sammen. Siden fuldførte Christensen som nr. 40, knap seks timer efter Philippe Thys, der overtog den gule trøje — mens Pelissier var mellem 15 opgivende.
Dagen efter blev Christensen nr. 32 — og nu var det nr. sjok — på 323 km fra Luchon til Perpignan. Han var ni en halv time efter Buysse og knap en time efter nr. næstsidst, men har var ikke mellem ”det beskidte dusin”, der stod af på denne dag. Ude af Pyrenæerne var moralen høj, men benene møre. På 8. etape blev han nr. 30. På den 356 km lange 9. etape fra Aix-en-Provence til Nice og dagen efter fra Nice til Grenoble nr. sidst. På 11. etape fra Grenoble til Geneve, som var ganske kuperet, sled han sig i mål sammen med franskmanden Camille Mathieu, som han slog kampen om næstsidstepladsen.
Nu var Christensen igen på vej mod sin hjemegn, og fra Geneve til Belfort var han kun godt fire timer efter Buysse som nr. 25 med fire ryttere bag sig. Der var kun tre etaper tilbage til Paris. Alt tegnede lyst og lykkeligt.
Så ramtes han af en skrækkelig skæbne. Han var blevet gode venner med Mathieu, og de fulgtes på etapen fra Belfort til Longwy. Her kørte de forkert og opdagede det først, da de havde kørt et par timer i gal retning. Så stod Mathieu af, men den seje fynbo kørte tilbage til ruten og fuldførte etapen. Da han passerede målstregen, var alle officials gået, og han var ude af løbet. De var dog så imødekommende, at han fik lov til at køre med på 15. etape, Dunkerque – Longwy, og sidste etape, Dunkerque – Paris, men uden at få noteret placering og tid.
Christian Christensen var på den måde første dansker, der fuldførte Tour de France, men ikke den første, der fik en officiel placering. Den værdighed har Hans E. Andresen beholdt. Vinder blev i øvrigt Thys foran Garrigou og Buysse.
Christensen fik hurtigt ny brug for sin fightervilje. Han meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig, blev såret af en granatsplint i 1915, men vendte tilbage til slagmarken, hvor han også udmærkede sig og modtog flere udmærkelser for sin tapperhed — men allerede da altså som fransk statsborger.