Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.
Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.
Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.
Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.
Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.
Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.
Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!
Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.
Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.
Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.
Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.
Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.
Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.
Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.
