Sprudlende cabaret i Bogense

2. juni, 2024

I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.

En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.

 

Betty Og Kim Sprudler

 

 

I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.

Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.

En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.

Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.

Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.

 

Kønsroller

Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne

 

Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.

Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.

 

Betty Og Kim 2. Akt

Glosted og Hammelsvang

 

Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.

Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.

Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.

 

5 Amanda

Posted in Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »