EKKOMANDEN har et ekko for meget
18. september, 2024
Sam Hollands ’Ekkomanden’ er en thriller for dem, der elsker at få alle ondsindede perversiteter udpenslet til det mindste, mens en drabsmand får afløb for sine værste lyster på ofre, der stadig er i live.
Kan man holde til det, er bogen en af den slags, hvor en forbryder/efterligner/copycat/ekkomand efterligner tidligere tiders mest brutale forbrydelser, og det er fascinerende, hvordan man langsomt kommer nærmere på en opklaring, ovenikøbet vel vidende, at han har en insider i politiet.
I nogle mellemstillede tekststykker får man gradvist et indblik i, hvordan morderens opvækst har været, og hvordan myndighederne altid har været på hans side og forsøgt at hjælpe ham uden at forstå eller blot overveje, at han har stået bag det, der er sket.
Bogen er velskrevet og sympatisk ved at illustrere, hvilke psykiske skader mange må leve med efter traumatiske oplevelser, og i sin beskrivelse af mange personers indbyrdes forhold.
Den er også intenst spændende i sin gengivelse af det kapløb, der er mellem morderen, der skal eftergøre så mange forbrydelser som muligt, før han laver sit afsluttende ’mesterværk’, og politiet, der skal forhindre det.
Sam Holland opgives altid at have været tiltrukket af det mørke og makabre, og det får hun i sandhed illustreret her. Da tingene er faldet på plads, foretager hun imidlertid en sidste, helt usandsynlig og utroværdig, vending, som gør, at man pludselig føler sig snydt. Måske skal man læse de første 400 sider og så lægge bogen til side, så man ikke oplever det.
Sam Holland: Ekkomanden. 410 sider indbundet. Forlaget HarperCollins.
Posted in Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »