Revykongen Aage Stentoft

søndag, 2. oktober, 2022

Vi anmeldte for nylig Jacob Wendt Jensens Poul Bundgaard-biografi, som det var svært at sætte en finger på. Samme forfatter står bag ‘Revykongen Aage Stentoft’, ‘Jane Aamunds sidste manuskript’, der knap holder samme niveau.

Det kan der være mange årsager til. Måske først og fremmest, at der er tale om et efterladt manuskript af Jane Aamund, som er blevet tilføjet en mængde detaljer fra en kuffert fuldt af ukendt materiale, som Wendt Jensen fik adgang til. Det var Stentofts eget arkiv, så meget måtte ændres, omskrives eller tilføjes.

Hvad venter man af en Stentoft-biografi? 1. Man forventer en gennemgang af den kunstneriske produktion, dvs. de mange hundrede melodier, han har komponeret, og de filmmanuskripter, han stod bag. 2. Man forventer en gennemgang af hans indsats som revykonge. 3. Man ønsker at kende baggrunden for det hele gennem en gennemgang af hans privatliv, som ofte vil hænge sammen med produktion og teaterdrift. 4. Man forventer at mindes!

Lad mig starte med 3. Her falder Wendt Jensen for en hyppig fristelse for biografer. Han ved for meget, og han vil af med det hele. Det betyder, at der er mange gentagelser, og at ting får for meget plads. Især diskussionen, om Stentoft var nazist eller ej. Dokumentationen er alt for grundig. Vi behøver ikke den komplette tekst af diverse breve. Vi tror på biografens ord om, hvad indholdet er, så vi kunne komme videre.

Bortset fra det får vi mange vidnesbyrd om, at en stor kunstner ikke behøver at være et stort menneske. Vi får mange udsagn om, hvor barsk han var i pengesager, hvor ubehagelig han var i pengesager, og hvordan hans kæmpe jalousi kunne holde hans koner i bur samtidig med, at han selv måtte behandle dem, som var de hans kæledyr.

Når det gælder revykongen, havde han tril gengæld vovemod og visioner, især når det gjaldt at give musical’en en stærkere position i Danmark. Tænk bare på ‘My Fair Lady’ i Tre Falke. Der var store problemer med rollen som Eliza, hvor vi hører om diverse konspirationsteorier. Forestillingen lykkedes dog så godt, at jeg mindes, at mine forældre kom hjem om natten efter at have set den og kørt hjem – plus Storebæltsfærgen. Min mor var så grebet af den, at hun vækkede mig og genfortalte hele handlingen, og jeg glemte aldrig, at man skal huske at rose dem, der er med til at opfylde sin drømme, som Professor Higgins ikke gjorde, da Eliza har bestået sin prøve.

Danskerne var ikke altid klar til de forestillinger, som Stentoft fik sat op, fx ‘Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger’ på Nørrebros Teater med let avanceret musik af Frank Loesser og Preben Uglebjerg i hovedrollen. Den elskede jeg og min madklub – og den danske udgave var betydeligt bedre end den amerikanske film, der kom et par år efter – men den solgte for få billetter. Det var synd, og mon ikke publikum i dag vil være klar.

Som filmmager skrev han manuskriptet til en af alle tiders bedste og mest tidløse film, ‘Vi er alle sammen tossede’. Se den midt i tidens populistiske politiske verden og få lyst til at pille det hele fra hinanden. Jeg skal aldrig glemme Lise Ringheims replik, da hun har fået at vide, at hun bare skal tale sin mand Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) efter munden: – Jamen, jeg har da så tit hørt om alle elefanterne i Kollerød Hegn.

I slutscenen samler Kjeld Petersen alle de ’tiltalte’ fra det officielle system næsten, som var han Hercules Poirot, anklager dem efter tur og fælder dommen: Vi er alle sammen tossede! Det er mageløst, og jeg holder for resten også meget af såvel Reimer som Petersen i ‘Solstik’

Afsnittene om revykongen er de bedste i bogen, mens jeg synes, at man hører alt for lidt om hans udødelige melodier bortset fra ‘Månestrålen’ og nogle af de ting, han skrev til Osvald Helmuth. Her måtte Wendt Jensen meget gerne have bredt sig mere.

I begyndelsen af 70erne boede jeg i Forhåbningsholms Alle 33 på fjerde sal med udsigt mod vest gennem en lang gård. For enden af den lå på Skt. Knuds Vej et lille, rødt hus, hvor der næsten hver nat var et vældigt leben. Der boede Stentoft nemlig, til han endegyldigt flyttede til Spanien, og hold op, hvor der blev festet igennem. Man vidste, at det var Stentoft og hans skuespillere, og tilgav alt.

Det følgende anfører jeg kun som eksempel på, at ingen er 100% perfekt i sin research, for det synes Wendt Jensen ellers altid at være. Når Stentoft hyrer Titti Sjöblom og kalder hende for Titti Babs efter sin mor Lill Babs, så er den rivegal. Alice Babs hed Sjöblom som mellemnavn, og Titti er hendes barn. Formentlig anede Wendt Jensen ikke uråd!

Som man kan forstå består bogen i en vis udstrækning punkt 5, og det gør, at mange vil fine bogen fængslende og mindegivende. Man kan jo evt. springe noget af diskussionen om nazismen over. Bogen er i øvrigt i solid indbinding me med et væld af fine fotos.

Jacob Wendt Jensen: Revykongen Aage Stentoft. Forlaget Peoples. 399 sider indbundet og rigt illustreret.

Tags: Aage Stentoft, Boganmeldelse
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »