Fornem trilogi af Morten Remar

søndag, 26. april, 2026

Morten Remar? Er det ikke Frits Remar?

Nix – Frits er Mortens far, og ved et tilfælde besluttede jeg mig til at se filmatiseringen af ’Det parallelle lig’, efter min mening Frits’ bedste krimi med en super intrige, kort før jeg stiftede bekendtskab med Mortens trilogi med Amanda Miller i hovedrollen. Kan sønnen skrive lige så godt som faderen?

Det kan han. Amanda er en spændende person, hvis liv præges – eller skal vi sige martres – af en begivenhed, fra hun var 10 år, og resten af hendes familie blev udslettet i en voldsom begivenhed med mord og brand. Det er årsagen til, at hun er endt som drabsefterforsker ved Viborg Politi, men også årsagen til, at hun indimellem har ondt ved at forfølge spor i den sag, hun aktuelt efterforsker, fordi hun falder over ting med relevans for drabene på hendes familie.

De tre romaner kan naturligvis læses hver for sig, men når såvel den første som den anden afsluttes med ’Fortsættes’, er man naturligvis nødt til at have fat på den næste. Det er ikke nok at have løst den første mordsag. Med Amanda (hvis navn betyder ’som bør elskes’ på latin) må man læse videre for at få løst hendes egen mordgåde – som i tredje bind er viklet ind i den tredje sag, som sig hør og bør, når man planlægger sådan en trilogi.

Amandas liv er delvist stærkt i rollen som efterforsker, delvist svagt i almindelig levedygtighed. Jeg tror, at hvis man opgør de bedste efterforskeres levevis i den moderne kriminalroman, vil man opdage, at jo dygtigere de er, jo mere usund er deres daglige levemåde – men regelrette mennesker kan jo være kedelige!

(Anti)heltene overholder heller ikke regler, bestemmelser og påbud, og det holder læserne også af. Ellers bliver mysterierne jo ikke løst! Amanda har også sine klare præferencer, hvad angår kolleger, og det er ganske befriende. Desuden er det lidt sjovt, at Amanda opsøger clairvoyanter og andre ikke-videnskabelige personer, som påstår at kunne se overnaturlige ting, selv om hun ved, at det er svindel. Hvem har ikke haft lyst til at forsøge sig ind imellem som sidste udvej?

I første bind, ’Kvinden under jorden’, skal man finde ud af, hvad der er blevet af en forsvundet kvinde fra Viborg, som ikke er blevet myrdet af sin mand, selv om det længe ser sådan ud.

I ’Manden med stenansigtet’, andet bind, bliver en lagermand dræbt i en ring af levende lys, små kors og bedekranse. Desuden begår en mand, som hun genkender som morderen i sin egen sag som 10-årig, selvmord – eller er han blevet dræbt?

Tredje bind, ’ Drengen i glasset’, har en virkelig morderisk pointe, som man ikke gætter i utide. Amanda får desuden et chok i sin egen ’familiesag’, der ender langt fra lykkeligt.

Remar skriver medrivende. Første bind har en del irriterende sprog- og korrekturfejl, og nogle opslag er uden afsnit og indrykninger, så de næsten kan standse læsningen. De er væk i andet og tredje bind, som man sluger. Første bind er hæftet, mens andet og tredje er lækkert indbundet. Omslagsdesign på alle bind kan Rasmus Funder være stolt af.

Alt i alt en trilogi, som alle yndere af kriminalromaner roligt kan kaste sig over.

Morten Remar: ’Kvinden under jorden’ (hæftet), ’Manden med stenansigtet’ (indbundet) og ’Drengen i glasset’ (indbundet), hhv. 305, 333 og 295 s. Falco Krimi.

Tags: Anmeldelse, Boganmeldelse, Kriminalroman, Litteratur, Morten Remar
Kategori Anmeldelser, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Dø din egen død af Allan Erik Rasmussen

fredag, 3. april, 2026

Bogen foregår i et mondænt villakvarter i Nordsjælland. En luksusvilla ser nok så uskyldig ud udefra, men indvendig rummer den også det, der med jævne mellemrum bliver til et illegalt kasino.

En bande på fire snupper en aften hele omsætningen, mere end 2½ mio. kr., i et brutalt røveri, og da de i forvejen har sparet 2 mio. sammen til en tur til kasinoet i Monte Carlo, har de nu mere end 4½ mio. kr. – og midt i det hele får de en vanvittig ide til fordeling af pengene.

En ide, der fører til en serie af nye forbrydelser, der ikke synes at have nogen sammenhæng, og som det derfor er en næsten umulig opgave for Jon Harding og National Enhed for Særlig Efterforskning at opklare.

Lad mig sige, hvordan det gik mig. Jeg åbnede bogen kl. 13, læste uafbrudt – også mens jeg lavede mig en kop kaffe og siden lavede og spiste et måltid mad.

På side 328 angives sted og tid som ’Helsingør Politistation klokken 23:07. Jeg konstaterede til min overraskelse, at klokken netop var præcis 23:07, og så fortsatte jeg ellers, til jeg var færdig med de 378 sider og den hæsblæsende finale.

Mange krimiheltes chefer er nogle smålige væsener, der ustandselig truer med at suspendere eller afskedige, men det er ikke tilfældet med Monica Jensen, der er chefpolitiinspektør i dette bind. Hun præsenterer sig selv og gennemgår derefter Hardings karriere minutiøst. En fint indslag, der svarer til, at helte i mange romaner er nødt til at se sig i spejlet, så vi kan få at vide, hvordan de aktuelt ser ud.

Det behøver Mortensen ikke. Han er den alvidende forfatter, der hele tiden suverænt fortæller, hvad han synes, læseren har brug for. Det har han i øvrigt bestemt sig for under et seks uger langt hospitalsophold pga. dårlig ryg, hvor han indimellem blev behandlet med krasse smertestillende midler.

Allan Erik Mortensen

Han siger selv, at han i den tid ikke kunne andet end at skrive, og hvis man nu ikke vidste, at han også skriver blændende i rask tilstand, kunne man have anbefalet ham jævnlige hospitalsophold.

Han husker i øvrigt også at give os en passende dosis Viggo fra Gæringe under vejs, selv om handlingen udspiller sig i Nordsjælland. Derimod er der ikke meget Amanda, men hun og Jon har også elsket så mange gange, at det kan gøre det ud for et helt liv. Aner vi, at hun er på vej ud, og – hvem ved – Monica på vej ind?

Vi glæder od til det næste CO2-neutraliserede bind i serien med titlen ’Det sidste vi hører’, hvor det også loves, at Viggo er stærkt tilbage.

Kan Allan Erik Mortensen opretholde standarden, må serien for min skyld godt være uendelig.

Allan Erik Mortensen: Dø din egen død. 378 sider smukt indbundet med et nydeligt omslag af Daniel Lundsgaard. En FalcoKrimi. Fundet på nettet til priser mellem 179,95 og 269,95, formentlig efter, om der skal tilskrives forsendelse Ligegyldigt. Kan du lide en velskreven og vildt spændende bog, må du have den.

Tags: Allan Erik Mortensen, Boganmeldelse, Kriminalroman
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

De gjorde børn fortræd

mandag, 31. juli, 2023

Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder

Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie

Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.

I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.

Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.

Avancement

I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.

Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.

Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.

Den landsdækkende seriemorder

Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.

Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.

Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.

Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.

Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.

Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.

Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.

Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.

Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.

Tags: Allan Erik Mortensen, Boganmeldelse, Kriminalroman, Litteratur
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Intenst spændende og helstøbt krimi

mandag, 12. juni, 2023

‘Arvingen’ er den hidtil mest velstøbte bog i Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie

I fjerde bind af den hyperflittige krimiforfatter Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie er alt faldet på plads. Personerne har fået deres skarpe konturer, og antydningen af, at selvtægt skulle være i orden, er væk. Nu laver landbetjenten Jon Harding kun de brud på reglementerne, som alle andre krimihelte slipper af sted med, og det klæder bogen.

I tredje bind blev konflikten mellem Harding og familien Flint lagt parat, og i ’Arvingen’ bryder den ud i lys lue. Hvad der fra starten syntes at være en sag om tyveri af kunst fra kirker, viser sig at stikke betydeligt dybere og involvere gamle, uopklarede mordgåder. Dermed bliver det også farligere at blande sig, og der er en del slagsmål og ildkampe involveret. Mindre farligt er det, at nogle hestetyverier opklares, men det lægger til de menneskelige egenskaber, vi roser Harding for at have.

Vi får forklaringen på, at Hardings kollega Viggo har et så stærkt tag i balladefamilien Bro, og vi oplever problemet ved at være lokal landbetjent og helst ville afsløre global kriminalitet.

Jeg læste bogens 383 sider i løbet af ledige stunder på et enkelt døgn, og så kan man ikke give en bog en større anbefaling. Skulle der en enkelt indvending, må det være, at selv om Amandas navn betyder ’som bør elskes’, er det lige i overkanten, at hun og Jon ikke kan se hinanden uden at skulle elske – om der er en hel nat eller bare to minutter til rådighed.

Hængedyndserien, hvis værker er smukt indbundet med karakteristiske omslagsbilleder af Natja Koldby Sørensen, omfatter allerede ti bind, og jeg glæder mig til det næste, som ovenikøbet kun vil tage mig halvvejs.

Allan Erik Mortensen: Arvingen. 383 s indbundet. Forlaget Falco. Kan fås som lydbog.

Tags: Allan Erik Olsen, Boganmeldelse, Kriminalroman
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Hyggelig fynsk krimi af Finn Widemann

mandag, 4. oktober, 2021

Finn Widemann har skrevet sin tredje kriminalroman, den anden om Torben Juhl. Den foregår på Fyn, er aktuelt forankret, og nu har forfatteren med Munkebofortid meget bedre tag på genren

Finn Wiedemanns nye kriminalroman

Titlen ’Hjerteland’ på Finn Widemanns nye kriminalroman er godt valgt. Vi tænker straks ’Heartland’, festivalen på Egeskov, hvor det ene mord sker, ovenikøbet filmet af den tidligere politimand Torben Juhl, der nu i sit modne liv, dvs. på den anden side af 60, er privat efterforsker.

Vi tænker også på emneområdet hjerte. Det er stort. Hvem tør sige, at de er udlært i området hjerteland, og det drejer en stor del af bogen sig også om, mens pladenørden Torben Juhl får fat i musikalske sjældenheder fra 1960erne og dyrker sin nye kæreste, efter at han er kommet over sin tidligere hustrus død.

Som sædvanlig skriver Wiedemann glat, elegant og denne gang meget mere spændende. Mordene sker mere originalt og med passende mellemrum. Forskningen er på bar bund, men noget er overset, og meget skal forskes en enkelt gang mere – flere skal afhøres – og der er dramatiske højdepunkter med flere næsten-mord.

Fyn i fokus

Kulissen er Fyn. Det første mord sker i Fraugde Kirke, og vi kan følge de veje, som Juhl kører ad, minutiøst gennem det dejlige fynske landskab. Handlingen udspiller sig i kredse, der måske sælger sunde fødevarer, men muligvis på ulovlig vis udnytter, at man ønsker økologi med gode historier tilknyttet. Den udfolder sig desuden i gejstlige kredse blandt folkekirke, frikirker og sekter, der klarer sig fremragende i disse tider, hvor demagogi fører til tops over alt, selv til det amerikanske præsidentembede. Kan du tale, forføre og ledsage det med de henrykkende ritualer, kan du få folk med dig og få dem til at holde op med at tænke.

Desuden er der de kirkelige stridigheder. Wiedemann kan udmærket være inspireret af sin daglige avis, hvis man ustandselig læser om stridigheder mellem præster og kirkegængere; præster og menighedsråd; menighedsråd, der bliver rasende  på hinanden eller over kunst, der får folk til at komme i kirken; etc. etc.

Her er der stridigheder mellem Guds Hus, der bl.a. går ind for fri kærlighed og rockmusik, og Centerkirken.

Det er ikke let at finde rundt i for stakkels Torben Juhl, der ikke mindst erfarer, at såvel kærlighed som økologi har flere ansigter, end han havde forestillet sig.

Det er en velskrevet, ikke alt for godt korrekturlæst, men underholdende roman, som kan anbefales blandt de mange nye ’lokalkrimier’, der for tiden sprøjter ud fra forlagene – ikke mindst bornholmske. Finn Wiedemann sørger for, at Fyn er fint med i selskabet.

Finn Wiedemann: Hjerteland, 227 s hf. Forlaget Brændpunkt. Pris i Kerteminde Boghandel kr. 249.

Tags: Anmeldese, Finn Wiedemann, Kriminalroman
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »