Storværk om Claus Deleuran

mandag, 25. december, 2023

Christian Monggaard har skrevet det ultimative værk om tegneren Claus Deleuran, og det kan studeres mange gange og i lange tider pga. såvel forfatterens som Deleurans detaljerigdom

Omslaget på bogen om Claus Deleuran

Normalt giver jeg mig lidt, når en bog er tung som en flise og desuden har fliseformat. Man kan med andre ord ikke sidde bekvemt med den i sin lænestol, men må sætte sig ved et bord eller en pult.

Christian Monggaards bog om Claus Deleuran er af den type, men formatet er en nødvendighed. Deleurans tegninger er lige så fulde af finurligheder og detaljer, som Monggaards tekst er det, og begge dele er en fryd at studere. Derfor skal man skal tage bogen  i portioner, og ind imellem kan man blade om til de tegninger, der bagest i bogen er samlet efter tema.

Min far abonnerede på Illustreret Familiejournal, fordi han ville vide, hvordan det gik Willy på Eventyr. Dermed kunne jeg også læse Bamse og Dukke Lise, Rip Kirby og Gyldenspjæt. Desuden abonnerede vi på Anders And.

Det giver mig en stor fordel, når jeg ser Deleurans tegninger, for hans streg er påvirket af præcis disse serier, som han læste, da han boede i det østlige Odense, hvor man nu passende har navngivet en plads Deleurans Plads.

Deleuran er også stærkt påvirket af Storm P, og han læste Asterix, Lucky Luke, Tintin, Rasmus Klump og Valhalla. Jeg vil selv tilføje Bo Bojesen, som et stort antal illustrationer klart viser påvirkning fra.

Første side af Rejsen til Saturn

Deleuran er et af eksemplerne på, at de bedste falder alt for tidligt fra. Han blev blot 49 år, men hvad nåede han ikke på dem. Hans far var tegner, og han selv boblede af tegnelyst, så han allerede som 6-årig tegnede sine første glimrende udkast til tegneserier. Desuden hjalp han af og til sin far med tegninger til annoncer for diverse firmaer.

Det er en svir at læse om familien i Odense og om, hvordan inspirationen til de forskellige tegninger og tegneserier meldte sig. Deleuran læste og researchede utroligt meget og lod sig ikke nøje med andres beskrivelser. Han ville se tingene selv, hvis det var muligt.

Selv om han hørte til venstrefløjen og bl.a. skrev i Politisk Revy og diverse andre venstreorienterede skrifter, var hans streg altid venlig, også når han portrætterede kapitalister. Desuden rettede hans ironi sig også tit mod de frelste i arbejderbevægelsen.

Hans tegninger blev hurtigt populære og var med til at holde tidsskrifter oven vande. Han vidste alt om religion og mytologi og bevægede sig rundt i det hele i sine skrifter med parolen Gud er ikke nærtagende.

I Rejsen til Saturn, som er min favorit blandt hans værker, kommer de rejsende bl.a. til Sankt Peter og beder om mere benzin. For få dage siden var der lejlighed til at se filmudgaven af serien, og selv om tegningerne er forenklet i forhold til Deleurans forlæg, hersker hans humor stadig. Det var et skønt gensyn – og filmen solgte 400.000 billetter!

I Mikkeline på Skattejagt kommer en engel med en åbenbaring. Det viser sig, at den egentlig var til en anden, der bor tæt på Mikkeline, men englen kan så beklage, at hun er gået fejl, og som afbigt spå Mikkeline.

Mikkeline fik i øvrigt hovedrollen, da ikke mindst hans kone Lone mente, at der var for mange mænd i hans serier.

Et eksempel på Deleuran som daglig karikaturtegner: En kommentar til behandlingen af børn i vuggestuer

Deleurans hovedværk er hans Illustreret Danmarkshistorie for Folket, hvor han startede med Big Bang og satte Danmark i international sammenhæng, hvor skolens historietimer beskæftigede sig med det interne Danmark og ikke så meget ud over grænserne.

Deleuran behandler stoffet med så stor indsigt og med et perspektiv, så Arkæologen Anders Bonde Hansen i et interview med Monggaard siger, at Deleuran bør have en plads i dansk oldtidsforskning.

På fascinerende vis sætter Deleuran videnskaben over for mytologi op gennem tiden, så man bl.a. bliver ført dybere ind i asatroen, end selv Valhalla formåede det.

Historien er virkelig for folket, for man skal bare kunne læse for at nyde den. Man kan sige, at der er mere tekst end billede i beretningen, hvor Deleuran ustandselig laver omfattende digressioner, der fryder snarere end irriterer. Han har en lille lærd mand, klædt i sort med en Pincenez med som fremmedfører, ofte med humoristisk virkning.

Derfor nåede han i ni bind kun frem til Svend Estridsen, men for pokker – på det sted begyndte den historieundervisning, jeg fik i skolen.

Han døde midtvejs i arbejdet med niende bind, som blev færdiggjort af hans kone og udgivet posthumt.

Selv om han er inspireret af så mange, er hans tegninger helt hans egen stil og let genkendelige. Menneskene har store næser, og billederne er så fulde af detaljer, så man kan opdage nye ting, hver gang man ser på dem. Alt er tegnet præcist på hele tegnefladen.

Det er umuligt at beskæftige sig med alle de 494 sider på tykt papir, men vi kan slå fast, at der næppe er meget tilbage at ’opdage’ om Deleuran efter den prisværdige research, som Monggaard har bedrevet, før han skrev.

Deleuran er blandt de allerbedste tegnere i Danmark nogensinde, og han gør mange ting forståelige med sine tegninger og serier, som der er fyldige eksempler på bagest i bogen.

Vi er nok lidt tæt på jul, men mangler man en boggave, kan denne anbefales varmt.

Christian Monggaard: Claus Deleuran. 494 sider kraftigt indbundet. Forlaget BOOK LAB. Kr. 599.

Tags: Boganmeldelse, Christian Monggaard, Claus Deleuran, Litteratur
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Litteratur | Ingen har kommenteret »

De gjorde børn fortræd

mandag, 31. juli, 2023

Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder

Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie

Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.

I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.

Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.

Avancement

I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.

Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.

Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.

Den landsdækkende seriemorder

Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.

Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.

Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.

Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.

Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.

Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.

Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.

Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.

Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.

Tags: Allan Erik Mortensen, Boganmeldelse, Kriminalroman, Litteratur
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »

Den perfekte julegave til enhver bogelsker

tirsdag, 20. december, 2022

Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.

‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.

Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.

Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.

Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.

Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!

Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.

Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.

Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.

Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:

Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…

En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.

I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.

Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.

Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.

De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.

Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.

Tags: Boganmeldelse, Kate Quinn, Krimi, Litteratur
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »