Emnet, stress, jag og meget andet, er så aktuelt, at man fristes til at tro, at Thor Bjørn Krebs har bearbejdet det originale komedie kraftigt, men Odense Teaters ’Den Stundesløse’ er meget tæt på originalen – og vanvittigt sjov. Såvel i dialogen som helhed som med saftig humor
Malene Melsen og Kristoffer Helmuth med Christine Gjerulff i baggrunden (foto: Emilia Therese)
Når fx Leander, Anders Skov Madsen, er i gang med at fri, ser Holbergs tekst således ud: Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .
Den spøg bliver udviklet, og ikke mindst Malene Melsen som en urkomisk, slagfærdig og elskovshungrende Magdelone, der har sparet 60.000 rigsdaler sammen som husholderske, tager kegler. Hun er bomstærk og kan bære hvad som helst, inklusive en kuffert, der er tung, som er den fyldt med 60.000 rigsdaler i småpenge, og sin ægtemand.
Victor Borge er muligvis blevet inspireret til ’fonetisk tegnsætning’ af Oldfux, Claus Riis Østergaard, der som en del af mange svindelnumre opfinder spansk diktat, hvor ord er erstattet af berøringer og lyde.
Til gengæld har Krebs formentlig inspiration fra Marx Brothers, når den stundesløse Benjamin Kitter sidder med bukserne nede på et lillebitte toilet, der på få øjeblikke bliver overfyldt af andre, fra notarer til den tyske barber.
Benjamin Kitter som den stundesløse (foto: Emilia Therese)
Veltimet tempo
Åbningsscenen sætter tonen med alle aktører i voldsomt tempo til en slags ouverture af Hal Parfitt-Murray, før Pernille, Christine Gjerluff, har en monolog med publikumshenvendelse om den ’comoedie’, vi nu skal opleve, og en kort brugsanvisning om Holberg, og så går det ellers løs.
Vi får ikke kun den stundesløse, der har fire ansat til at skrive om sine forretninger, som er indbildte, så han har i virkeligheden travlt med ingenting, udstillet; vi får også gjort nar af forfængeligheden, fx med at vedgå sin reelle alder; vi får udstillet de forelskede, der bare vil have hinanden, men ellers ikke kan noget; og vi får udstillet, hvordan alle er lette at snøre af den charmerende skurk Oldfux Claus Riis Østergaard.
De unge elskende elsker hinanden, men har ikke evner for meget andet (foto: Emilia Therese)
Det er farce med mening, som vi også kender den fra Moliere eller for den sags skyld Dario Fo, og ganske pudsigt betyder det, at vi næsten er ærgerlige over, at Pernille er knap så komisk, fordi hun repræsenterer den smule fornuft, der er tilbage. Hun er også den eneste, der har et nogenlunde normalt kostume. Alle andre er karikaturer, der har fået deres opfindsomme kostumer af scenograf og kostumedesigner Johanne Eggert. Hans kulisse er farcens klassiske: Trapper og et hav af døre, som folk kommer ind og ud af lige på de rigtige tidspunkter, instrueret af Kamilla Bach Mortensen.
I en perfekt timet farce er enhver form for koreografi afgørende, og den står Peter Friis for.
Handling? Nej, den kan ikke gengives, men opleves, og det er fantastisk, at Ludvig Holberg i 1726 kunne lave en komedie, der i den grad udstiller vor tids individuelle problemer og får os til at le uhæmmet ad dem.
Synes du, at hverdagen er for grå, og at der er krig, jordskælv og meget andet at lade sig nedtrykke af, så må du en tur ind på Odense Teaters Store Scene og opleve Den Stundesløse, der spiller sidste gang 11. marts.
En afsluttende servicemeddelelse: Premieren på ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er udskudt til efter vinterferien pga. et teknisk uheld.
Bjarne B. Reuter har dramatiseret ’Busters Verden’ for teatret, og Odense Teater tryller magisk for de unge, som kun teatret kan
Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,
Buster Oregon Mortensens farfar var kanonkonge, hans far kan trylle, og det kan han også selv. Det er med til at gøre, at han kan overleve skolen, som man ikke skal tro, man går i for sin fornøjelses skyld. Der skal læres tabeller, mens man følger reglerne.
De var noget mere håndfaste i den tid, hvor ’Busters Verden’ foregår, og Reuter tager tingene til psykedeliske ekstremer i fx de meningsløse regnestykker, de arme børn af læreren Claus Riis Østergaard bliver sat til at finde svarene på.
Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)
Buster, Emil Weber Rasmussen, reagerer med poesi og trylleri, som han som skuespiller er nået langt i at beherske med tryllekonsulent Klaus Muldbjergs hjælp. Ikke med forurettethed og surhed, for han kan såmænd godt lide at gå i skole, men han tryller fint og morsomt, når han keder sig. Han har ikke fået kvast sine sanser, så han kan lugte foråret og dets luft.
Buster har brug for poesi og trylleri, for hans far, Jens Andersen, er en charmerende, men holdningsløs, fyr, der går på kroen og kommer fuld hjem. Til gengæld er han solidarisk med sin søn, når der er forældremøde. Moderen, Marie Nørgaard, er som den tids kvinder fuldtidsbeskæftiget med at redde familien.
Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.
Moderen og søsteren, Nadia Jasmin Nielsen, elsker Buster og hans trylleri, men vil han overleve, at han har kommet sukker i benzinen på Store Lars’ knallert? Og overlever hans selvtillid Stig Ole, Anders Skov Madsens, foragt? Store Lars spilles af Mikkel Reenberg, der stumt giver et af forestillingens komiske højdepunkter som inspektørens sekretær.
Natali Vallespir Sand har seks forskellige roller, først og fremmest som Fru Larsen, Busters fortrolige, som stimulerer hans selvtillid og mener, at de nok sammen skal få klaret faderens problem. Jeg vil hævde, at det er et postulat, at det sker, men det glemmer vi for en vigtigere sag: Buster ændrer livet for vidunderbarnet Joanna, spillet af Louise Bonde, som, siden hun var tre år, har arbejdet ensidigt mod at indtage verdens koncertsale med sit flygel. Hun elsker musikken, men nu lærer hun også at elske magi, og Buster forvandler en af hendes koncerter til en trylleforestilling på skøn vis.
Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)
Alle skuespillerne har adskillige roller og hopper ubesværet ind og ud af dem i en musikalsk og munter sceneleg, der betager det primære publikum, de helt unge, og giver dem lyst til mere teater. Forestillingen er fint forløst i samarbejde mellem scenograf Nadia Nabil og instruktør Kamilla Bach Mortensen, der viser, hvad teatret kan i forhold til film og litteratur. Hvordan man kan køre en teatercykeltur på en Long John; hvordan man kan affyre en kanonkonge, etc. Musik og tekst af Tomas Raae er inspirerende lyrisk, men har lidt rigeligt med lån fra fx House og the Rising Sun, Katinka Katinka osv., men det aner de unge jo ikke. Vi voksne ville til gengæld gerne have lånt Nanna Lüders’ ’Buster’.
Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)
Forhærdede voksne tænker golde tanker: Jamen, han har da ingen chancer over for en Store Lars, der vil slå ham til plukfisk. Det går da galt, hvis han ikke lærer, hvad han skal i skolen, osv,
Det gør det ikke i Reuters magiske univers. Nok er magikere en døende race, men her står de sig over for den rå kraft og den hårde fornuft – og det er fint at vise de unge et alternativ. De skal nok rette ind alligevel, men det er godt at have et poetisk kim at klynge sig til.
Busters Verden spilles i Teatersalen, Odeon frem til 20. oktober, og de voksne kan roligt tage med de unge og få opfrisket det lille, daglig-revolutionære kim.
’Frank vender hjem’ på Odense Teater er fuld af farver, musik, store skuespilpræstationer og fine scenografiske indfald, men mangler den sammenhæng, som kun læsning af den bagved liggende roman kan give.
“Frank vender hjem” (Foto: Emilie Therese).
Romanen ’Frank vender hjem’ af Kristian Bang Foss er utroligt morsom og stærkt tankevækkende. Den har et væld af forskellige temaer: Er det muligt at leve sammen, selv om man kommer fra to forskellige samfundslag? Hvad kan vi stille op med formuer, der er skabt på suspekte præmisser, og folk, der skifter synspunkt for at få del i dem? Hvordan stiller vi os til oprørere – fra dem, der tænker tanker til dem, der begår terrorisme? Hvor meget er vi parat til at tro på sandheden, hvis den virker uvirkelig? Skaber EkstraBladet sin egen virkelighed? Hvem tror vi på?
Fortællingen, der rummer samfundskritik med slag til højre og venstre, hænger sammen i romanen, men det er en næsten umulig opgave at få alle temaer med i en teaterforestilling. Det har Thomas Markmann og instruktøren Simon K. Boberg efter min mening knækket halsen på over for alle, der ikke har læst romanen.
Forestillingen er ellers en fryd for øje og øre, takket være scenografen Ted Pierce. Den udspiller sig i en strandkulisse, der kan en masse. Der er fest og farver og det ene fine indfald efter det andet, som når alt gynger op og ned i takt med, at der gives kunstigt åndedræt til en døende, eller bagscenen inddrages til at anskueliggøre, hvad der netop siges.
“Frank vender hjem” Odense Teater 2021
Det unge par, Frank, Jeppe Ellegaard Marling, og Thea, Freja Klint Sandberg, er troværdig og smukt, og der er masser af genkendelse i deres møde som studerende og deres problemer med at komme fra hver deres del af samfundet. Franks far Rock Tage, Mikkel Bay Mortensen, spiller guitar på Strøget; Theas mor, Ghita Lehrmann, har en formue, der er skabt på mistænkelig vis under 2. Verdenskrig, og hendes far, Anders Gjellerup Koch, har skiftet fra at være voldelig venstreorienteret til at finde sig i at være formuende. De – og resten af ensemblet – forsvarer forestillingen fint, og man bliver underholdt godt.
Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).
Langsomt går det dog op for en, at det ikke er meningen, at noget tema skal behandles til bunds. Franks forsvinden i bølgerne, i øvrigt provokeret af, at han er lykkeligere og friere end nogensinde tidligere i sin bestræbelse på at finde ud af, hvem og hvad han egentlig er, skildrer han selv i en uendeligt lang monolog, og siden kommer der flere monologer, men de peger i hver deres retning og virker som store handlingsspring, så vi ikke får en samlet forestilling.
Meget synd, for scene, lys, lyd og musik fungerer alt sammen, så hvis det dramatiske også havde gjort det, ville alt være perfekt.
Derfor har jeg et forslag: Læs den fremragende roman; få dermed den lim, der kan sætte forestillingens dele sammen og få den til at fungere som en helhed – og gå så i teatret.
Bortset fra det er det skønt at være i rigtigt teater igen, også selv om man kun må forlade sin plads i pausen for at gå på toilettet, og selv om kun hvert andet sæde er optaget.
TV, film og streaming kan være udmærket, men der er intet så intenst og medrivende som det levende teater. Godt, det fungerer igen.
Frank vender hjem spilles på Store Scene frem til 11. juni inklusive.
Alt er fascinerende omkring Modersmål/Mameloschn, som Odense Teater opfører i teatersalen på Odeon: Skuespillet er i topklasse, og teksten er tankevækkende og betagende med alle nuancer fra humor til ond bitterhed. Handlingen er, selv om den udspiller sig blandt jøder med jøders problemer, gyldig for alle med en kulturelt givende/snærende baggrund.
Forfatteren Sasha Marianna Salzmann er født i Volgograd 1985 i en familie, der ti år senere kom til Tyskland som led i en kvoteflygtningeordning. I Heidelberg studerede hun litteratur, drama og medievidenskab og blev som 17-årig den ene af to redaktører af kulturmagasinet ’Freitext’. Siden studerede hun kreativ dramatik i Berlin, og som 28-årig var Modersmål/Mameloschn (mameloschn er det jødiske ord for modersmål) hendes eksamensopgave.
Modersmål/Mameloschn (foto: Emilia Therese).
Hun bestod. Stykket er siden gået sin sejrsgang og er blevet såvel nomineret til som har modtaget adskillige priser.
Alt dette for at understrege, at det er et stykke med almen appel og ikke bare et spørgsmål om tre generationer af jøder med generationskløfter og de fordele og ulemper, kulturelt (vrag)gods medfører.
Stykket havde premiere på Maxim Gorki-teatret i Berlin, hvor Salzmann siden har været husdramatiker. Det handler om bedstemoderen Lin, hendes datter Clara og barnebarnet Rahel. I premiereudgaven var de anbragt på hver deres lille ø på scenen. I Odense virker det næsten lige sådan, men scenen er dog en samlet flade. Gold som en ørken med sten, som man kan få til at knase deprimerende med lyd som grifler på en gammel skoletavle, og med enkelte møbler og ting, der kan frembringe musik.
Lin overlevede som lille et ophold i en KZ-lejr. Siden boede hun i – og tjente trofast – styret i DDR i troen på det kommunistiske system. Hun var en elsket kabaretsanger, hvis kunst Clara ofte følte gik forud for hende.
Lin oplevede, at en arbejderopstand i DDR blev brutalt slået ned, og hvordan Yom Kippur-krigen i 1973 stillede jøderne i et stadig aktuelt dilemma: Er man som jøde tvunget til at støtte Israel? Som Rahels bror Davis gør. Han har brudt med de tre kvinder og er draget i kibutz.
De tre generationer af kvinder er så forskellige, som det næsten er muligt. Lin mener, hun er kommet godt igennem livet, har været en god jøde, gjort noget for nogen og været en god mor. Clara reagerer voldsomt mod moderen, har sat meget ind på selv at være mor, men uden positivt resultat. Ikke blot er Davies væk, men Rahel, der desuden har problemer med at være lesbisk jøde, vil bare væk så hurtigt som muligt, og det bliver til New York – men ikke uden den problematiske ballast, det giver at være jøde.
De tre kvinder kender hinanden så godt, at hver diskussion og hvert skænderi er en gentagelse. De ved, hvordan de kan såre dybt, og når de forsones ind imellem, er det nærmest af medlidenhed. Luften fyger af beskyldninger om skyld og svigt eller spekulationer, om man kan slippe ud af jødedommens traditioner og alligevel være et anstændigt menneske. Midt i det hele krydres teksten af humor, fyndord og vitser.
Freja Klint Sandberg (foto: Emilia Therese).
De tre roller spilles suverænt af Ina-Miriam Rosenbaum (Lin), Natali Vallespir Sand (Clara) og Freja Klindt Sandberg, der kan få en ekstra rose for sin Rahel. Anne Zacho Søgaard har instrueret, mens Frederikke Dalum står for scenografi og iscenesættelse. Mens den originale forestilling var fuld af dans og sang, er dette her reduceret til en enkelt, stærk sang: Es Brennt.
Og det gør det. Forestillingen brænder på nethinden og i hukommelsen. Den giver mange tanker. Vi kan skrige: Så gør jer da fri af det jødiske vraggods og lev! Vi andre hænger blot på samme måde fast i vores kultur, selv om vi måske er mindre bevidst om det – og vi er fulde af krav om, at andre skal opgive deres, hvis de vil bo hos os.
Med den indstilling er en global verden livsfarlig.
Modersmål/Mameloschn kan opleves frem til og med 10. oktober, og da kun halvdelen af teatrets pladser er besat pga. coronaforanstaltninger, skal man sikre sig billet til den store oplevelse, mens tid er.
Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand
Niels-Martin Eriksen, Jeanette Lindbæk Birk, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk (foto: Emilia Therese).
Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?
Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?
Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.
Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.
Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.
I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.
En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.
Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.
Foto: Emilia Therese
Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.
Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.
Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.
Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.
På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.
Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.
Det klassiske franske eventyr får en eventyrlig drejning i Lucy Kirkwoods Disney-befriede udgave, som Odense Teater spiller fermt og charmerende med ekstra feer i Odeon
Lucy Kirkwood er en af tidens allermest spændende dramatikere. Hun er kun 36, men har siden 2005 været utroligt produktiv som forfatter, skuespiller og instruktør. Hun har været medlem af en teatersportgruppe, mens hun tog en grad i engelsk litteratur, og hun forstår i den grad at improvisere, trække fra og lægge til, vende tingene overraskende på hovedet og finde nye synspunkter, ny humor og nye vinkler på alt.
I ’Skønheden og udyret’ sidder størstedelen af publikum naturligt med Disneys version i baghovedet, selv om andre versioner af eventyret, fx musical’en ’the Phantom of the Opera’ eller Jean Cocteaus film ’La Belle et le Bete’. Alle tidligere versioner smadres omgående, da tre feer af den slags, der bliver grimmere og mere menneskelige, når de nærmer sig de 40, melder sig: Mr. Pink, Kristoffer Helmuth, en noget ondskabsfuld mandschauvinist med store evner som tryllekunstner; Cecile, indtil videre Signe Mannow for den sygemeldte Josefine Tvernoes, der kommer tilbage, som ikke lader sig tryne af Mr. Pink, men til slut selv tager kommandoen, og kaninen, Kimmie Liv Sennow, der også spiller Skønhedens søster.
Tre usædvanlige feer (foto: Emilia Therese).
Mr. Pink konstaterer, at det ikke altid er så galt at stjæle, for hvis Skønhedens far, spillet virtuost af Klaus T. Søndergaard, ikke havde stjålet Udyrets rose, ville der slet ikke have været noget eventyr.
Det er så meget rose, som der er i denne udgave. Ikke noget pladder med, at Skønheden skal kysses, før det sidste blad falder; ikke noget med levende, fortryllede ure, lys, spisestel etc. (selv om jeg også elsker Disney-versionen), men derimod et mere intenst spil mellem Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf. Deres indbyrdes forhold bevæger sig mere menneskeligt og forståeligt fra, at et spørgsmål, om hun vil gifte sig med ham og elske ham, er meningsløst, til, at svaret til slut er et ja, selv om Skønheden må finde sig i, at Udyret er blevet til en noget fersk prins i stedet for et spændende, karakterfuldt monster – men nu har vi lært, at det ikke er det ydre, der tæller, så skidt.
Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf (foto: Emilia Therese).
Forestillingen bevæger sig elegant mellem feernes plan, der har en selvstændig udvikling, og Udyrets slot. Det sker i oversætteren, Kamilla Bach Mortensens, instruktion og Helle Damgaards kulisse, som virker stærkere end den originale britiske, perfekt i musikalsk timing af ikke mindst de mange magiske indslag. Ganske særligt, når personerne bliver iført en tankesnupperhat, så vi kan høre, hvad de tænker – det kan være godt for de mindste blandt publikum. Lederen af insektorkestret, Anders Ortman, står for en fremragende musikalsk indsats.
Forestillingen, der inklusive pause varer to timer og bjergtager også de mange børn, der har hovedet fuldt af Disneys tegnefilm, er perfekt til jul, nytår og den mørke januar og spilles heldigvis helt frem til 15. februar. Giv dig selv og dine børn/børnebørn ned til en halv snes år en oplevelse af, at mange spændende historier findes i andet end Disney-versioner.
’Den mystiske sag om hunden i natten’ er en fin forestilling, der taler til hjerne, hjerte og humor – og giver respekt for matematik
‘Kristoffer Helmuth (Foto: Emilia Therese).
Hvordan er verden for en person med asberger, der er fantastisk til matematik, men ikke kan tåle en menneskelig berøring, og som går ud af sit gode skind, hvis han bevæger sig ud af sin komfortzone og næsten kan slås ihjel bare af det liv og den informationsmængde, der så møder ham?
Det får vi en tankevækkende og rørende beskrivelse af i ’Den mystiske sag og hunden i natten’, skrevet af Simon Stephens på grundlag af Mark Haddons bog, der forståeligt er tildelt et hav af priser og er solgt i mere end 20 mio. eksemplarer.
Næsten lige så vigtigt er det, at stykket beskriver, hvordan det er at have et barn med disse egenskaber. Det koster en normal tilværelse at have god samvittighed over at gøre det, som man bør. Det fører til skilsmisser og daglig stress, og selv om det med sikkerhed også giver store positive oplevelser, bestemmer man ikke længere over sin egen tilværelse.
Natali Vallespir Sand og Kristoffer Helmuth med den myrdede hund (Foto: Emilia Therese).
Alt dette skildrer forestillingen loyalt og præcist. Kristoffer Helmuth er blændende som Jonathan, der tager alting bogstaveligt, så han fx mener, at det er at lyve at bruge billedsprog; og for hvem proportioner ikke findes. Det er lige slemt at slå en hund og et menneske ihjel. Kan man lyve om de mindste ting, kan man også om de største og eksistentielle.
Han kan ikke føle empati, men er ekspert i matematik, tager eksamen på A-niveau med 12, planlægger flere eksaminer og at skulle på universitetet. Minsandten om ikke også han får publikum til at vente med at forlade salen med en demonstration af, hvordan han løste det afsluttende eksamensproblem på trods af mangel på søvn og mad!
At han beslutter at opklare, hvem der brutalt har dræbt naboens hund, skyldes mere hans betagelse af logik, end at han havde meget til overs for hunden, og han beslutter at skrive en bog om sin efterforskning. En bog, som læses – og læses højt for publikum – af Siobhan, der er lærer på den specialskole, han går på, og som i virkeligheden er den eneste, der taler ’hans’ sprog. Lila Nobel er fremragende i rollen.
Blandt dem, der umuligt umiddelbart kan forstå ham, er politibetjente, togførere m. fl., og det er fint, at dé skildres som empatiske, så vi ikke skal beskæftige os med myndigheders evt. dårlige behandling af en autist, men i stedet oplever autistens problemer blandt normale mennesker.
Kristoffers skilte forældre, Ed og Judy, spilles af Meike Bahnsen og Mikkel Bay Mortensen, der stærkt illustrerer de problemer, man kan få tildelt af tilværelsen. Claus Riis Østergaard er Judys nye mand, der må se sit nye liv smadret den dag, Kristoffer beslutter sig for at bo hos sin mor, fordi han er blevet bange for sin far.
Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Natali Vallespir Sand forgylder stribevis af små og større roller, som de fermt lynomklæder til. Jacob Schjødts instruktion er præcis og indfølende, og Astrid Lynge Ottosen har skabt en stærk scenografi, hvor det udnyttes, at gulvet i Odeon kan bruges som felter, der kan hæves og sænkes, og der er mulighed for at lave lysstriber og langs og tværs.
Et af Astrid Lynge Ottosens næsten geniale scenebilleder (foto: Emilia Therese).
Kristoffers interesse for rumfart og astronomi afspejles i kulissens antydning af det krumme univers, hvor stjerner kan være væk, når deres lys når os, og sorte huller truer. Hans bevægelse uden for sit normale rum illustreres ikke kun med lys, der giver grænser og veje, men også med miniaturebygninger.
Det geniale i forestillingen er, at de mange skæbner og problemer belyses, mens der også er hyppige strejf af smil eller humor, så vi aldrig føler, at det hele er for nedtrykkende. Forestillingen får næsten en happy end, fordi Kristoffer føler sig på toppen efter sit eksamensresultat, men vi ved jo godt, at nye problemer venter såvel ham som hans omgivelser.
Det er en dejlig og rørende forestilling, der vil udvide alle tilskueres forståelse af mange menneskers problemer og motiver.
’Den mystiske sag om hunden i natten’ spiller frem til 22. oktober.
I forrige præsenterede Odense Teater sit sæsonprogram for 2019-20 og understøttede det ved den årlige sæsonpræsentation i teatret søndag. En sæsonpræsentation, der med Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard som de traditionelle veloplagte værter næsten blev til en heldags forestilling med alt det gode, der skulle fortælles om.
Resultatet er, at kunderne for tiden stormer teatrets hjemmeside for at sikre sig de bedst mulige billetter til de rigtige dage og forestillinger, og mere end 10.000 billetter blev revet væk på mindre end et døgn.
Der er også noget at komme efter i det bredt sammensatte program. Fx kan man opleve det smukkeste sprog og en usædvanligt skarp intrige i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som det er alt for længe siden, vi sidst har set. Det sker fra 31. januar – 7. marts, og inden da har man på Store Scene allerede kunnet opleve ’Den Store Gatsby’, bygget over Scott Fitzgeralds roman om de brølende tyvere. For ikke at tale om den forestilling, der har fået det største startsalg, det norske juleeventyr ’Snefald’, som ovenikøbet instrueres af nordmanden Frede Gulbrandsen, som også instruerede Kerteminderevyen det år, den blev Danmarks bedste.
Store Scene slutter sæsonen med den syrede musical ’the Rocky Horror Show’, som også sælger fint fra start.
Teaterrummet i Odeon kommer til effektiv brug i den prisbelønnede ’Den mystiske sag om hunden i natten’, ’Skønheden og Udyret’ i den oprindelige version, ikke den disneyficerede’, samt ’Tyvene’, der er ’et skæbnesymfonisk netværk’ for 12 udkantsskæbner.
På Værkstedet kan man nyde ’Hvis jeg bliver gammel’ om at ældes i et samfund, der elsker ungdom. Man oplever, at ’Peggy Pickit ser Guds ansigt’ i et kammerspil mellem to ægtepar, der har valgt hver deres vej i livet. Der bliver en tankevækker om YouTube-tiderne i ’Influencer influenza’ og skuespiluddannelsens afgangsforestilling ’Markedet er ikke noget sted’, som man skal have med, hvis man vil se kommende års skuespillere, mens de stadig bare er gnistrende talentfulde.
Blandt sæsonens gæstespil er ’Sigurds Danmarkshistorie’ med Sigurd Barrett, ’Skatteøen’, Jørgen Ryg-cabaret’en ’Ryg’ samt Den Jyske Operas ’Eugen Onegin’ og ’Bortførelsen fra Seraillet’.
Desuden bl.a. et one-woman-show med Liselotte Krogager, ’Fru Sauterne’ med udgangspunkt i Kim Larsens sang om Fru Sauterne og hans sangskat i øvrigt.
Et sæsonprogram, der lover meget og formentlig holder det hele.
Fornemt skuespil, forrygende tempo, utrolige musikalske effekter, blændende kulisse, men om den vil ændre verden meget, er tvivlsomt
Olaf Johannessen og Peder Dahlgaard (foto: Emilie Therese).
Har du set Charlie Chaplins visionære film ’Diktatoren’ fra 1940?
Nå, ikke? Det skal du ikke være så ked af, for nu bliver den genopført på Odense Teaters Store Scene, hvor figurerne er castet så tæt på de oprindelige, at det er forbløffende. Olaf Johannessen ER simpelthen Charlie Chaplins dobbeltrolle som diktator og barber. Natali Vallespir Sand ER simpelthen Paulette Godards sympatiske og slagfærdige jødiske Hannah. Jesper Hyldegaard, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Peder Daglgaard, Mathias Sprogøe Fletting, Peter Zandersen og Joakim Lind Tranberg ER det kalejdoskop af roller, der ses i filmen og nu igen på scenen.
Natali Vallespir Sand, Olaf Johannessen og Jesper Hyldegaard (Foto:Emilia Therese).
Alle filmens store scener er med, ovenikøbet med samme musik, fx barberscenen til Ungarsk Rapsodi nr. 2. For ikke at tale om det urkomiske optrin, hvor fire mænd skal finde ud af, hvem der skal ofre livet for, at Tomanien kan slippe af med diktatoren Hynkel (Hitler), hvad ingen af dem har særlig lyst til.
Olivier Antunes (foto: Bureau Jantzen).
De lydeffekter, som filmen så let lægger ind, skabes her åbent i samarbejde mellem den fremragende pianist Olivier Antunes og de på det givne tidspunkt ledige skuespillere, der bruger virkemidler som cykelpumper, skralder, fløjter, tennisketsjere, vaskebrætter mm. Da barberen synker op til flere mønter, klarer Vallespir de stærke synkelyde med en fintfølende mikrofon mod sin strube. Det kræver perfekt timing, og skuespillerne nyder det åbenlyst.
Scenografen Kim Witzel har ladet sin fantasi eksplodere, så muligheder er kommet til verden, som filmen ikke har, fx i de bevægelige kombinerede mure, vægge, loftsrum og tagrygge for ikke at tale om det stiliserede tog, med hvilket diktatoren fra Spaghetti, Napoli (Mussolini), kommer for at snyde/blive snydt af Hynkel.
Natali Vallespir Sand og Olaf Johannessen (foto: Emilia Therese).
I godt to timer morer man sig herligt, ikke mindst fordi Olaf Johannessen med de bedre lydlige muligheder end i 1939 kan kæle for underfundigheden i barberskikkelsen samtidig med, at han mestrer alle Chaplins virkemidler; og Vallespir Sand får lov at multiklaske nazister i hovedet med en stegepande og har mere slapstick end Paulette Godard.
Så er der det med meningen med det hele. Latterliggørelsen af diktatorerne, udpegning af, at krig er meningsløs. Kampen for demokrati, tale- og meningsfrihed, humanisme etc. Det er nok morsommere end virksomt. Også selv om vi stadig i dag har små og store diktatorer, der sætter sig igennem, ofte endda demokratisk, så de får sat sig igennem med alt fra underbemandede daginstitutioner, meningsløse statusprojekter og symbolpolitisk lovgivning til udryddelse af folkeslag. Det er kun et spørgsmål om, hvor i verden vi befinder os.
Slutmonologen, da barber og diktator er blevet forvekslet, er den største forskel på film og aktuelt teater. Den er udvidet, så det gode ikke kun ligger i mennesket, men også i dyr, planter, amøber m.m. som jeg personligt tror er aldeles ligeglade. De virker bare under de betingelser, vi mennesker giver dem, ofte meget umenneskelige.
Det udtrykker den oprindelige morale, og det burde instruktør Nikolaj Cederholm have holdt sig til for ikke at gøre ændringerne til et overflødigt diskussionsemne.
Til man når så langt, er tempoet åndeløst, morskaben uendelig, musikaliteten uforlignelig og skuespillet i top.
Diktatoren opføres frem til 15. juni med undtagelse af 15-25. maj, hvor forestillingen gæstespiller i Aalborg.
’Død over eliten’ på Odense Teater er uhyggelig tæt på virkeligheden og en advarsel om, hvad der vil ske, hvis politikerne fortsat lader hånt om, hvad deres interne opgør fører til at lovgivning
Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)
Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.
Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.
Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).
Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.
For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.
Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).
Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.
Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).
Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.
Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.
Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.
Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.
Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.
Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.
Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.
