Indlæg markerede med søgeord ‘Odense Teater’

Leonora Christina: Forvirret og effektjagende

tirsdag, 5. februar, 2019

Storsatsningen ’Leonora Christine’ i Odeon har meget for øjet og noget for øret, alt for meget for urviseren og er musikalsk for svag med et overlæsset og ulogisk manuskript.

Xenia Lach-Nielsen som Leonora Christina i problemer (foto: Emilia Therese).

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

 


Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen (foto: Emilia Therese).

 

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

 


Stig Rossen (tv) og Joakim Lind Tranberg som Fuchs og Frederik 3. (foto: Emilia Therese).

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Nissebande med musikalitet og julehumør

lørdag, 17. november, 2018

’Nissebanden i Julemandens Land’ på Odense Teater er den perfekte familieforestilling med dramatik i børnehøjde, ordspil for voksne og masser for øjne og ører i alle aldre.

 


Nissebanden, fx Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natali Vallespir Sand og Joakim Lind Trabjerg (foto: Emilia Therese).

 

Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.

 

 


Fiffig-Jørgensen skal forklare sig for Nissebanden (foto: Emilia Therese).

Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.

Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.

Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.

 

 


Rådvildhed i Holme-Olstrup, da Puk og Fiffig-Jørgensen er væk.

Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.

I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »