Indlæg markerede med søgeord ‘Planetarium’

Vær astroturist i efterårsferien

torsdag, 14. oktober, 2021

Planetarium i København er renoveret for 36 mio. kr., og uanset, hvornår du har besøgt stedet siden opførelsen i 1989, vil du blive overrumplet af den nye, utrolige kuppel med det 23 meter store lærred, på hvilket du kan foretage rejser ud i rummet, der sætter Star Trek og Star Wars til vægs – eller skal vi sige til lofts. Man bevæger sig blandt stjernetåger, sorte huller, planeter, exoplaneter, meteorer og meget andet i fantastiske farver.

 

 

Gasser, stjernetåger, planeter og sole (foto: Svend Novrup)

Gasser, stjernetåger, planeter og sole (foto: Svend Novrup)

 

Coronaepidemien gjorde det nødvendigt at lukke Planetarium, og det havde den positive virkning, at man kunne nedrive kuplen og for 36 mio. kr. genopbygge den i sin nye, spektakulære skikkelse. I 1989 var den første kuppel unik, men gennem godt 30 år blev den overhalet på teknik og virkemidler. Nu er den igen unik, faktisk den største på det europæiske kontinent, med 8K laserprojektorer og 282 specialdesignede stole.

Ifølge direktør Mette Broksø Thygesen vender Planetarium nu tilbage til den oprindelige hovedkompetence, astronomi og rumfart, hvor der måske var gået lidt meget hav og dinosaurer i den. Undertegnede mindes nu fantastiske oplevelser af fx The Great Barrier Reef, og mon ikke der stadig bliver plads til det, men ellers er det jo himmelrummet, der fascinerer, ikke mindst i de blændende smukke farver på gasser og stjernetåger for ikke at tale om smukke billeder af Jorden og Månen. Alt sammen ledsaget af tekster, der fortæller, hvad vi aktuelt ved.

 

Galaxe (Foto: Planetarium)

Galakse (Foto: Planetarium)

 

Foruden forestillingerne i kuppelsalen byder Planetarium på udstillinger om astronomi og himmelrum på vægge og i montrer, så det må være et must ved et besøg i København, ikke mindst i den forestående efterårsferie. Det ligger centralt ved den vestlige ende af Søerne, ikke ret langt fra Nørreport og Hovedbanegården, så det er let at komme til.

Den nye kuppel blev åbnet og præsenteret i et par bjergtagende timer, indledt med standardpræsentationen af solsystemet og det øvrige himmelrum. De jeg var dreng, mener jeg, at Jupiter havde otte måner. I dag har man fundet 80! Saturn havde et par ringe omkring sig. I dag har den også 82 måner – ifølge filmen kun 79, så der er stadig meget at udforske.

 

Sort hul (foto: Svend Novrup)

Sort hul (foto: Svend Novrup)

 

Siden fulgte korte indslag om sorte huller med den legendariske Holger Bech Nielsen; om rumjura med Emilie Marley Siemssen; om UFO’er med Anja C. Andersen, om galaxer og boliger, egnet til at bo i på Månen; der var skærminterview med Andreas Mogensen, der befandt sig i Houston og som håber at skulle ud i rummet igen i 2023 eller 2024; og der var ‘rumsange’, bl.a. den oplagte ‘Fly me to the moon’ med Pernille Rosendahl.

Messer kvartetten afsluttede med bl.a. Bent Fabricius-Bjerres tema fra ‘Bjergkøbing Grand Prix’. Det spilles i filmen, mens en fisker ser en smuk solnedgang fulgt af stjernernes opdukken på himlen. Her kunne vi se, hvordan Planetarium kan blive endnu bedre, for musikken blev ledsaget af en stationær optagelse af en solnedgang, hvor man fremover formentlig vil kunne vise, at Solen går ned, og stjernerne bryder frem.

Uanset, om man har – eller ikke har – været i Planetarium før, er det er stjerneattraktion af højeste klasse ved ethvert besøg i hovedstaden.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, kultur, Rejser, Turistattraktioner | Ingen har kommenteret »